Det var ellers ud af stor fromhed, at jøderne holdt hviledagen hellig. Det stammede jo lige fra jordens begyndelse. Gud skabte himlen og jorden og alt livet på seks dage, og på den syvende dage hvilede Gud fra alt sit værk. Derfor er sabbatten, højdepunktet på ugen. Det er den dag, hvor menneskene skal holde fri og glæde sig sammen med Gud over alt det smukke i verden.
Men fra at være en glæde og en gave, så var helligdagen blevet til en lov og en pligt. Det var blevet en sur pligt, hvor de kunne pege fingre ad hinanden og sige: " Det må du ikke på en sabbat."
Hvor er det mærkeligt at mennesker kan ødelægge alt, selv det mest glædelige kan menneskene ændre til en sur pligt. Og det mest mærkelige er, at det sker ud fra det bedste hensigter, der kan tænkes. Det var jo fordi jøderne var så samvittighedsfulde, at de ville overholde Guds bud til punkt og prikke, også det 3. bud: Du skal holde hviledagen hellig. Jøderne misforstod det, sådan som alle mennesker fristes til at misforstå livet, så det vigtige bliver, hvad vi gør. Sådan er nemlig ikke kun jødernes tankegang men alle menneskers både i øst og vest, at livet afhænger af hvad vi gør. Selv budet om at holde fri kunne jøderne få drejet, så det blev noget de skulle gøre og overholde. Det er en selvmodsigelse, at endda det at holde fri, det at slappe af fra alle gerninger, kan blive en gerning, man skal gøre, og som man kan rose sig selv af.
Det er ikke kun en fristelse som var i gamle dage i et land langt fra os. Hos os sker der også tit det, at man misforstår livet, så det hele afhænger af hvad vi gør. Man hører tit folk prale med alt hvad de har nået i ugens løb. Man hører aldrig nogen prale med, at de intet som helst lavede hele søndagen, men slappede totalt af og var sammen med familie og venner.
Den ugentlige fridag er lige så stor en gave, som jorden og naturen og livet. Det er ikke uden grund, at Gud slutter sit skaberværk med helligdagen. Mennesker, som lægger så meget vægt på hvad man får udrettet, de synes nok det var vigtigere, det som skete de seks første dage, og det som sker i vores hverdag. Men vægten i bibelen ligger på den syvende dag, helligdagen, hvor endda Gud selv slapper af og glæder sig over alt, det som er til.
Helligdagen viser os, at livet ikke afhænger af os. Tværtimod skal vi slappe helt af og ikke tillægge vores gerninger livsvigtig betydning. Nej, det livsvigtige det får vi fra Gud, det er Guds gave. Selvfølgelig skal vi arbejde. Selvfølgelig skal vi slide i det. Men hvis vi misforstår det vi udretter, så vi lader vores livs betydning og livs lykke afhænge af hvad vi får udrettet, så var det bedre, at vi lagde det hele til side og rettede vores opmærksomhed mod den eneste, som kan give os lykke og liv, nemlig Gud, vores Skaber. Derfor er den ugentlige hviledag så vigtig, fordi den skal være en lejlighed for os til at se, at vores gerninger ikke er så vigtige.
Her ved en høstgudstjeneste er det godt at høre om Guds gaver. Vi sang jo om det i første salme: Ham takker alle vi med sang, for alt hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet. Høsten kunne jo ellers forstås og misforstås på samme måde som sabbatten. Der er vel mange som mener, som den gode høst i år i høj grad skyldes landmændenes arbejde. Men her ved høstgudstjenesten minder vi hinanden om, at det er Gud vi må takke. Og det må være vores glæde.
Det skaber lighed mellem os, at vi alle må takke og glæde os over Guds gaver, hvad enten vi er meget aktive eller vi ikke overkommer så meget. Jeg har hørt en historie, som viser hvordan en gave kan gøre mennesker fælles. Det var efter krigen, hvor der var megen elendighed i Tyskland. Det var i Berlin. Apotekeren lå syg. En dag kom postbudet med en pakke fra en af apotekerens venner. I pakken lå et halvt brød. Det skulle apotekeren have, så han kunne komme til kræfter.
Men apotekeren tænkte, at inde hos naboen, en lærerfamilie, var der en lille pige, som var syg. Og apotekeren tænkte: " Jeg er gammel. Hun trænger mere til brødet end mig." Og fik bragt brødet ind til naboen.
Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede i en lille lejlighed øverst i ejendommen. Der var koldt deroppe under taget, hvor enken boede. Brødet blev båret derop.
Men enken havde en datter, som boede nederst i ejendom, i kælderen. Hun var alene med 3 børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste, hvor lidt mad de havde, de 3 børn. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg og gav os gratis medicin da min lille pige var syg. Han har mere brug for brødet end os.
Da apotekeren fik brødet, genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham, et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.
I dobbelt forstand giver marken og dens afgrøder
energi til os, både til sjæl og legeme. Fra kornet
strømmer Guds godhed ind i vores liv. Gud mætter os med
med føde og fylder os med glæde. Vi er omgivet af Guds
kærlighed, så vi har meget at takke for. Det skal vi bruge
denne helligdag til, at vende vores hjerter til Gud og
slappe af fra alt vores eget og takke Gud for alle hans
gode gaver.
Tryk her tilbage til forside