Trinitatis. Det betyder treenighed. I dag begynder 

trinitatis-tiden. Det er den tid vi lever i. Vi lever 

efter Jesu fødsel, hans død og opstandelse og 

Helligåndens komme. Vi lever efter jul og påske og 

pinse.  Trinitatistiden er vores hverdag, hvor  vi 

lever i troen på Gud Fader, Guds søn og Gud Helligånd. 

     Når det gælder venskaber mellem mennesker, så er 

er 3 et dårligt tal, de skal nok blive uenige. To vil 

holde sammen mod den tredje.  Men når det gælder Gud, 

så betyder treenigheden ikke, at vi tilbeder 3 guder. 

Jesus Guds søn ligner Gud fuldstændig, taler Guds ord 

til os, gør det som Gud vil have gjort. Og om ånden kan 

det hedde, at det er Jesu ånd, det er Jesus selv som 

kommer til os, eller at det er Guds ånd, det er Gud 

selv, som kommer til os.  Ånden er tæt knyttet til både 

Jesus og Gud, eller ånden er måske netop, at Jesus og 

Gud er tæt sammen og tager os ind i samme tætte 

fællesskab.  Jesus siger et sted: Jeg er i min Far og I 

er i mig og jeg i jer. Eller Paulus taler om, at der 

hvor himmeriget er, dér er Gud alt i alle. 

     Ordet treenighed står ikke i bibelen. Det er først 

i det 3. årh.  at de kristne brugte ordet for at 

forklare det, som bibelen fortæller med andre ord. Vi 

giver Gud 3 navne, Fader, Søn og Helligånd. I Jesus er 

det Gud selv, som kommer til os. Og hvor Helligånden 

virker, dér peger den hen på Jesu ord og giver os tro 

på vores fælles himmelske Far. 

     Johannes evangeliet siger det sådan, at ved Jesu 

fødsel da blev Guds ord kød og tog bolig iblandt os. 

Gud kommer os helt nær i et bestemt menneske i et 

bestemt folk på et bestemt sted og et bestemt 

tidspunkt. Så nær kommer Gud os. Det er vores kristne 

tro. 

     De to religioner, som vi kristne er i slægt med, 

jødedommen og islam, er meget uenige med os i 

treenighedsdogmet. Der er en jødiske teolog, som har 

skrevet en bog mod kristendommen. Den hedder: "Hvem 

skiftede ble på Gud." Og undertitlen er: " En 

gendrivelse af historien om jomfrufødslen og af teorien 

om Guds søn." Bogen begynder sådan: " For mange 

mennesker lyder ovenstående spørgsmål blasfemisk, men 

husk på, at millioner af kristne tror, at universets 

Gud engang var et spædbarn. De tror på en Gud, som ikke 

blot engang fik skiftet ble og diede en kvindes 

bryster, men også måtte lære lydighed og blev fristet 

som enhver anden jordisk dødelig."  For en jøde er det 

en forargelse, at Gud kommer os så nær i Jesus, et 

menneske. 

     Det samme gælder muslimen. Han mener ikke, at Gud 

viser sig selv så åbent og kommer så langt ned til os. 

Muslimen mener, at Gud fortæller os sin vilje og sine 

bud, men ikke at Gud fortæller om sig selv. Muslimen 

mener, at Gud holder sig på afstand. Vi kristne mener 

derimod, at Gud selv har overvundet den store afstand, 

som er mellem os mennesker og Himlen.  Gud har 

åbenbaret sit inderste hjerte og kommet os helt nær, 

for at knytte vores liv og historie tæt til sig. 

Helligånden betyder, at Gud netop kommer til os, hvor 

vi har hjemme, lige så konkret som da Jesus vandrede 

omkring i Galilæa.  Hvilket sprog vi har, hvilket land 

vi bor i, eller hvilken kultur vi har, så kommer Gud 

til os i forkyndelsen. Guds Ord bliver kød og tager 

bolig hos os, på samme måde, som da Jesus blev født. 

     Kristendommen er befriende. Den tro som Jesus har 

givet os fjerner alt det som skiller os fra Gud. 

     Vi kan også høre det i hans ord i dag: " Mig er 

givet al magt i himlen og på jorden." Det siger Jesus 

for at befri os fra alle falske magter. 

     Jesus siger, at der ikke er nogen myndigheder, som 

vi skal være bange for. Jesus har al magten og han har 

den overalt.  Der er ikke nogle usynlige og skjulte 

magter, der pludselig kan træde frem og true os, og 

skille os fra Gud.  Nej, al magt i Himlen og på jorden 

er givet til Jesus. 

     Jesu ord er befriende, fordi de betyder, at vi 

tilhører ham. Vi er hans disciple. Det er vi gjort til. 

Det er tegn på Jesu store magt, at han så sikkert kan 

sige: Gå derfor ud og gør alle til mine disciple. Jesus 

kunne jo have sagt: " Gå ud og prøve at gøre så mange 

som muligt til mine disciple. I skal gøre alt hvad I 

kan, for at min magt kan blive så stor som muligt." Men 

det siger Jesus ikke. Det er meget vigtigt. Det er 

forudsætningen.  Jesus har allerede al magten. Derfor 

kan alle gøres til hans disciple. Det er altså ikke et 

resultat, som skal nås ved vores gøren og laden, at 

Jesu magt udbredes. Nej, det er udgangspunktet. Målet 

er allerede nået fra begyndelsen. 

     Det er tegn på Jesu store magt, at vi tilhører 

ham, hvem vi end er og hvor vi end er på jordkloden. 

Jesus kunne jo let have sagt, at det kun var de bedste 

mennesker, som skulle være hans disciple.  Han kunne 

have sagt: " Gå kun til nogle få, som er gode og til at 

stole på." Men Jesus sagde: Gå hen og gør alle 

folkeslagene til mine disciple.  Der er ingen racer, 

der er ingen folkegrupper, som er for primitive til 

Jesus.  Alle folkeslagene, hvor forskellige de end, 

hvilken kultur og hvilke vaner de end har, alle må være 

kristne. Og det er mere end et tilbud. Det er ikke kun 

sådan, at vi får en chance og så går tilbuddet videre. 

Nej, Jesus siger: " Gør dem til mine disciple." Så 

sikkert er det. Vi bliver gjort til Jesu disciple, 

hvilken ydre farve vi har, hvilken indre farve vi end 

har. 

     Meningen er selvfølgelig ikke, at der er nogen, 

som bliver tvunget til at være kristne. Meningen med 

dåbsbefalingen, som Jesus giver til sine venner, er 

ikke, at de skal gå ud med vold og udbrede den kristne 

tro. Men på den anden side betyder ordene, at det er en 

meget enkel sag at blive kristen.  Det er ikke ved at 

blive udspurgt.  Det er ikke ved en eksamen. Det er 

ikke ved en prøvetid.  Nej, det er ved at blive døbt. 

Så enkelt og så sikkert er det. 

     Det er egentlig forkert, når folk for det meste 

mener, at et barn får sit navn i dåben. Et barn bliver 

døbt i treenighedens navne: Faderen og sønnens og 

Helligåndens navn. I vores jordiske familier får vi 

vores forældres efternavn. Når vi er døbt i Faderens og 

Sønnens og Helligåndens navn, så betyder det at vi 

bliver gjort til børn i Guds familie.  Det er det samme 

som at tilhøre Jesus og være hans discipel. 

     Ja, egentlig er det mærkeligt vi bruger det gamle 

ord discipel.  Forholdet mellem ham og hans tilhængere 

er meget tæt. Vi er ikke kun hans elever.  Vi er hans 

familie. Hans søskende. Det må vi  holde fast i.  Det 

bliver vi oplært i at holde fast i. 

     Lige så befriende treenigheden er, at Jesus og Gud 

er tæt knyttet sammen og tager os ind i samme tætte 

fællesskab.  Lige så befriende som dåben er, at vi 

døbes i treenighedens navne. Lige så befriende er Jesu 

sidste ord i prædikestykket i dag: "Se jeg er med jer 

alle dage indtil verdens ende." Jesus er også med os de 

dage, hvor vi svigter. Han er også med os de dage, som 

mislykkes.  At Jesus har al magten betyder ikke at han 

er over os og dirigere med os, men at han er med os 

alle dage og hjælper os.  Han er vores bror. Og det 

ender ikke.  Når der står, at Jesus er med os til 

verdens ende.  Så betyder det ikke, at han forlader os 

der. Nej, det betyder, at han følger os på vores 

vandring gennem vores jordiske dage, og når de slutter, 

så følger vi ham ind i den evige sommerdag, som er hos 

Gud. 

 

ny prædiken 

 

     Magt er et ord vi ikke kan lide. I hvert fald er 

det ikke godt hvis én person får for meget magt. Det er 

ikke godt for dem han har magt over og det er ikke godt 

for ham selv. Han ødelægger andres liv og han ødelægger 

deres eget, fordi han bliver ond. Vi kan se i alle 

diktaturer.  Den, som sidder på al magten, bruger den 

som regel til sit eget bedste og til sin families 

bedste, mens folket må lide under det.  Jesus har selv 

sagt det engang: De, der regnes for folkenes fyrster, 

undertrykker dem, og deres stormænd misbruger deres 

magt over dem.  Sådan var det på Jesu tid og sådan er 

det i vores. 

     Derfor ender det også efter en kort eller lang tid 

med at folket gør oprør mod den, som har tiltaget sig 

al magt. 

     Hvordan kan Jesus så sige, at han har al magt i 

himlen og på jorden.  Hvordan kan det være rigtigt for 

ham, det som er forkert for andre.  Det er fordi Jesus 

ikke selv har taget magten. Han har ikke selv ville 

have magten.  Den er givet ham.  Og det er Gud, som har 

givet Jesus al magt.  Derfor er det godt. 

     Det fortælles i begyndelsen af evangelierne, at 

djævelen fristede Jesus.  Det skete også på et bjerg, 

et meget højt bjerg, som djævelen havde taget Jesus op 

på.  Og djævelen viste ham alle verdens riger og deres 

herlighed, og han sagde til ham: " Alt dette vil jeg 

give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." 

Men Jesus viste den onde fra sig.  Han ville kun tjene 

Gud, og det gjode han med sit liv og med sin død. 

     Der var også engang da folket ville give ham magt. 

De ville gøre ham til konge.  Det var engang Jesus 

havde gjort et stort under.  Han havde givet mange 

tusinde mennesker mad. Han havde gjort det under at 

lidt brød og fisk slog til, så det kunne mætte dem 

alle.  Og de tænkte, at det var en god konge at have, 

én som kunne give dem mad under alle forhold.  Men 

Jesus vidste hvad de tænkte, og han skyndte sig væk fra 

dem for at være alene. 

     Det afgørende er altså, hvem der vil give Jesus 

magten.  Han afviser djævlen og han afviser folket, da 

de vil give ham magten. Han tager kun imod den fra Gud, 

fordi det er Gud han vil tjene.  Jesus hersker på en 

helt særlig måde, nemlig ved at tjene Gud og tjene 

mennesker. Man kan netop se det på det sted, hvor Jesus 

talte om folkene fyrster, som let bliver onde og 

ødelægger livet for andre.  Da fortsatte Jesus: Sådan 

skal det ikke være blandt jer, men den, der vil stor 

blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil 

være den første blandt jer, skal være alles træl. For 

menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, 

men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for 

mange. 

     Vi kan ikke lide ordet magt. Men vi kan heller 

ikke lide ordet tjene.  Det er da lige i den 

forbindelse, at tjene penge. Men det er ikke sådan det 

skal forstås, nej, når Jesus bruger ordet tjene, så 

betyder det at gøre noget for andre, uden selv at få 

noget for det. Det betyder at give sig selv helt, uden 

at få det mindste til gengæld. 

     Fordi Jesus gjorde det, turde Gud give ham al 

magt.  Jesus gjorde det, da han døde på korset, at han 

gav sig selv helt. Han tjente Gud så langt ud, at han 

helt opgav sin egen vilje.  Derfor er Jesus en god 

hersker, og han hersker ikke kun over jorden men også 

over himlen, både jordens riger og himmerriget er under 

hans herredømme. Han sender altså ikke sine disciple ud 

for at udbrede hans herredømme, for det strækker sig 

allerede til jordens ender; hans herredømme strækker 

sig så langt som til himlen. Vi kan aldrig komme uden 

for Jesu rige, hvor vi end går hen. 

     Fordi Jesus har al magt over alle mennesker, kan 

han befale os at døbe alle.  Man kan næsten sige, at 

dåben gør noget klart, som allerede gælder nemlig at 

Jesus er vores herre.  Det stiller os alle lige.  Der 

er en stor befrielse i det. Når Jesus siger, at al magt 

er givet ham, og at alle folk må døbes, så betyder det 

jo, at vi ikke kan sige til nogen: du kan ikke blive 

døbt. Det ville have været en forfærdelig magt at have 

over andre, hvis man kunne udelukke dem fra Gud og 

sige: du kan ikke døbes, du må ikke tilhøre Jesus, du 

må ikke være hans discipel.  Kristne er jo også kun 

mennesker, som kunne fristes til at spille store og 

ville afgøre andres skæbne. Men det har Jesus sagt 

klart, at det er ukristeligt. Vi skal døbe alle. Vi må 

gøre alle til Jesu disciple. Det tager magten fra os, 

at Jesus har al magten.  Det tager al bekymring fra os, 

vi skal ikke vurdere mennesker om de kan tilhøre Jesus, 

for det gør de og Jesus vil det sådan. Dåben er til 

alle. 

     Vi døber altså ikke på vores eget ansvar. Så kunne 

vi godt komme i tvivl om det gik an sådan at døbe alle 

og enhver, både høj og lav, både sort og hvid. Ja, det 

kunne godt være vi kom i tvivl om vi overhovedet kunne 

døbe børn, som jo ingenting kan. Men det er Jesus, som 

har al herredømmet, som har befalet os at døbe. Derfor 

må vi gøre det uden den mindste betænkning. Det er på 

hans ansvar vi gør det. Det er fra ham det kommer.  Det 

er ikke fra os.  Dåben betyder at vi allerede er under 

Jesu magt og dåben gør det klart for os. 

     Dåben er egentlig tegn på, hvor god en hersker 

Jesus er. Dåben stiller os alle lige. Dåben ophæver 

alle skel mellem os. Dåben gør os til et folk, hvilke 

forskelle som end er mellem os.  Vi er kristne om vi er 

høje eller små, om vi er kvinder eller mænd, hvilket 

sprog vi end taler.  Dåben viser, at Gud har skabt os 

alle og elsker os, at han endda elsker dem, som ikke er 

døbt endnu. Der er ingen, som er uden for Guds 

kærlighed. 

     Det er dåben et godt tegn på, fordi den ikke er 

synlig sådan, at den skiller os fra andre. Hinduer går 

med en en malet prik i panden, for at vise deres 

religion. Og i gamle dage skulle vikingerne gå med en 

hammer som tegn på at de tilhørte Thor.  Vi skal ikke 

gå med et kors, for at tilhøre Jesus, for korset er 

tegnet for vores ansigt og bryst, da vi blev døbt og 

det er nok.  Det er et usynligt tegn på, at vi er 

kristne.  Derfor kan man ikke se på nogen og pege og 

sige: der kommer en døbt, der kommer en kristen.  For 

dåben skiller os ikke ud fra andre. Den er jo netop 

tegnet på, at alle tilhører Gud og er Guds børn. 

     Det gælder, når talen er om dåben, men hvad så når 

Jesus taler om hans befalinger. Det er da synligt, at 

nogle holder hans befalinger og andre gør det ikke. Der 

må en kristen vel kunne sige til en anden kristen: du 

gør noget forkert. Du gør ikke som Jesus har sagt vi 

skal gøre. På den måde kan der da blive et skel mellem 

nogle, som er bedre end andre. Nej, Jesu befalinger 

stiller os lige. Jesus siger jo til sine disciple, at 

de skal lære de døbte at holde alle Jesu befalinger. 

Men det betyder jo, at han lægger ansvaret på 

disciplene, om de døbte holder Jesu bud. Hvis ikke de 

får de døbte til at holde Jesu bud, så er det jo fordi 

de ikke har været gode nok til at lære dem fra sig. 

Dem, der føler sig gode, har altså et stort ansvar, 

fordi de skal lære andre at holde alle Jesu befalinger. 

Jo bedre man føler sig, desto større ansvar har man for 

andre, jo mere skyld har man i, hvis andre ikke holder 

det, som Jesus har befalet, for så er det jo fordi man 

ikke har lært dem det ordentligt. 

     Da Jesus sagde til sine disciple: I skal lære dem 

at holde alt det, som jeg har befalet jer, da Jesus 

sagde det, må disciplene have følt sig meget små. 

Hvordan kunne de lære andre at holde, hvad de ikke selv 

havde holdt.  Men så kom de måske i tanke om, at én af 

Jesu befalinger var at tilgive, dvs.  at leve under 

Guds tilgivelse og selv at tilgive andre.  Det betyder 

at indrømme at vi selv kan gøre mange forkerte ting og 

samtidig at vi ikke kan kræve af andre, at de aldrig må 

gøre noget forkert.  Det er en speciel måde at leve på, 

at tilgive. Det er en måde, hvor man indrømmer sin egen 

svaghed og hvor man opgiver at have magt over andre. 

Også Jesu befalinger stiller os lige, fordi Jesus har 

befalet os at tjene hinanden og at tilgive hinanden. 

     At holde Jesu befalinger er at indrømme, at vi 

alle er små mennesker, som trænger til hjælp. Og så 

skal vi lægge mærke til slutningen af prædikestykket, 

hvor Jesus lover, at han selv vil hjælpe os.  Jesus kan 

se, at de første disciple og vi har svært ved at holde 

hans bud, derfor siger han: se jeg er med jer. Han ved, 

at vi har brug for hjælp, endda den allerstørste hjælp 

for at holde hans bud, derfor vil han selv være hos os. 

     Jesus siger:" Se jeg er med jer alle dage indtil 

verdens ende." Jesus er også med os de dage, hvor vi 

svigter. Han er også med os de dage, som mislykkes. At 

Jesus har al magten betyder ikke at han er over os og 

dirigere med os, men at han er med os alle dage og 

hjælper os.  Han er vores bror. Og det ender ikke. Når 

der står, at Jesus er med os til verdens ende.  Så 

betyder det ikke, at han forlader os der. Nej, det 

betyder, at han følger os på vores vandring gennem 

vores jordiske dage, og når de slutter, så følger vi 

ham ind i den evige forårsdag, som er hos Gud.