Du gode Helligånd ! 

Giv os dit lys til vor forstand, 

din kraft til vor vilje 

og fred og kærlighed fra dig i vort hjerte. 

Amen. 

 

2. pinsedag, dagen derpå, den sidste af kirkeårets 

store fester er forbi, resten af kirkeåret er der 

arbejdstiden, trinitatistiden tilbage. 

 

Kirkeårets tre store fester, jul, påske, og pinse, er 

med dagen idag ovre, forude venter dagligdagen. 

Vi har det vel egentlig let nok med de to første 

fester. Julen med dens nisser, julehygge og juleknas, 

julekrybber med det lille Jesusbarn og julegaver. 

Dejligt og hyggeligt i mørk tid. 

 

Påsken med den påskeharer, gækkebreve og påskeæg, og 

påskelam, jo der er vi med endnu, en 

dejlig fest lige på den tid hvor mørket, vinteren 

brydes af foråret i Danmark. 

 

Men pinsen den falder her om sommeren, og det de fleste 

af os forbinder med pinsen er noget med 

grillmad og havearbejde, og måske en enkelt 

pinsefrokost, eller to.  Og alligevel holder vi, som 

kristne fast, i pinsen som den sidste af kirkens store 

fester, ja der kommer ikke engang en mindre og beskeden lille fest, 

her efter pinse.  Nej, her efter handler det om 

dagligdagen. Nu har vi fået hele frelseshistorien, Guds 

historie med mennesker forelagt og herefter 

handler det om at være disciple i verden, uden Jesus, 

men under vejledning af Ånden. Og det 

handler dagens evangelium om. 

 

Her på 2. helligdagen får vi gode anvisninger på hvad 

det vil sige at leve som kristen. For Jesus lod 

os ikke i stikken da han opfor til himmels, han forlod 

os ikke uden vejledning. Men Jesus gav os 

heller ikke en færdig opskrift. Han gav os 

retningslinier eller overskrifter, eller de ydre 

rammer. 

Hvordan de retningslinier, overskrifter eller ydre 

rammer, så indfluere på vores liv, se det er vores 

ansvar. 

Det er enhver kristnes ansvar, det var disciplernes 

ansvar efter pinse-underet, det er vores ansvar 

som disciple idag. 

 

Og et af de spørgsmålet, som evangeliet idag giver svar 

på er; hvordan mennesker kommer til Jesus 

, og hvordan mennesker opnår evigt liv. 

Og det svarer Jesus klart og tydeligt på i dagens 

evangelium: “Ingen kan komme til mig, hvis ikke 

Faderen, drager ham”. Man kan ikke ikke komme til Jesus 

uden Guds medvirken, uden Gud vil det, 

uden Gud har oplært mennesker til Jesus. Men samtidig 

forudsætter Jesus og menneskets egen tro. 

“Den der tror har evigt liv”, siger Jesus i dagens 

tekst. 

 

Så i forholdet til Jesus, ved vi nu to ting; at  den 

der tror har evigt liv, og at Gud drager mennesker, 

så de kan komme til Jesus. 

 

At Gud drager os mennesker vil sige at han aldrig lader 

os i stikken, at han altid vil vise sig for os 

på den ene eller den anden måde, At Gud altid, dag og 

nat forsøger at vise sig selv for os, at gud 

dag og nat forsøger at gøre sin magt gældende overfor 

os, så vi ser ham og tror på Gud og Jesus 

som hans søn. Men Guds magt er ikke en magt, som vi 

kender det, en magt der med alle tænkelige 

midler vil tvinge mennesker til at gøre som Gud vil. 

Det er heller ikke en magt der vil skræmme 

eller nedgøre mennesker til at  komme til Gud. Men Guds 

magt er en kærlighedens magt, Gud 

drager mennesket til sig ved at sige, leve og også i 

dag tilkendegive: - at Gud har skabt mennesker i sit 

billede, og Gud viste mennesker sin ultimative 

kærlighed, da han offerede sin egen Søn Jesus for at  

vi kan stå skyldfrioverfor ham, - at Gud tager sig af og forsat elsker 

mennesker, uanset at vi mennesker slet ikke formår at 

leve som Gud har ønsket det, uanset at vi mennesker ikke søger 

Gud eller mener at vi har brug for Gud, så 

holder Gud os fast. 

Ja, selv hvis vi forkaster Gud, bliver Gud ved med at 

holde mennesket fast, som sin elskede 

skabning. Gud vil altid drage mennesker til sig, men 

han vil aldrig tvinge dem, kun med kærlighed 

vil han drage dem til sig. 

 

Og derfor er den eneste opgave som mennesket har også 

at tro, at Jesus er Guds elskede Søn, som 

kom til verden for at frelse enhver som tror på ham 

ikke skal fortabes, Men have evigt liv. Når vi 

mennesker vover at tro, at Jesus er Guds søn har vi 

allerede evigt liv.  Det er ikke noget vi først vil 

opnå engang, men det er allerede nu. Det siges 

indirekte hver gang et menneskebarn bliver døbt. 

Han bevarer din udgang og indgang. Og præsten vrøvler 

ikke, præsten skulle ikke have sagt din 

indgang og udgang, men netop din UDGANG og din INDGANG. 

for når vi døbes og bliver Guds 

barn er det udgang på det gamle liv, i dåben ikke bare 

drages vi til Gud, men vi bliver Guds børn, vi 

får del i Jesus, og det gamle er væk og se noget nyt er 

blevet til. Og Dåben bliver derfor indgangen 

til det nye liv, til livet med Gud. og det liv er 

evigt, det slutter aldrig, derfor bevarer Gud din 

udgang og din indgang. Og mennesket, vi er som døbte altid i 

Guds rige, altid også her i dag har vi del i det 

evige liv, som ikke bare er noget vi skal gå og drømme 

om, som kommer engang efter det liv vi 

lever her og nu. Nej, det liv vi lever her og nu ER det 

evige liv, for det er et liv med Gud, det er et 

liv levet i Guds ånd, levet som Gud ville det. Levet i 

tro på Jesus som hans Søn. 

Sådan var det for disciplene dengang for næsten 2000 år 

siden og sådan er det for os 2. pinsedag 

1998. 

Amen.