Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Trinitatis søndag (II) – Mattæus 28,16-20
I.
Hver gang et menneske bliver døbt - uanset om det er et
stort eller et lille menneske - sker det ved, at der
bliver øst 3 håndfulde vand hen over dets hoved: i
Faderens og Sønnens og Helligåndens navn sker det,
sådan som vi også har oplevet det med de 3 små, som er
blevet døbt her i dag.
Hvad er egentlig meningen med det? Skal der 3 håndfulde
til, for at det skal være grundigt? Eller gør vi det 3
gange for at give det hele et ekstra højtideligt præg?
I hvert fald er næppe nogen af os i tvivl om, at det
øjeblik er et af det største og helligste øjeblikke i
et menneskes liv. Netop fordi det er det, egner det
sig slet ikke til at blive fotograferet. Det er selve
evigheden, vi da kommer i berøring med.
Derfor er de 3 gange da også meget mere end et
spørgsmål om grundighed eller højtidelighed. I gamle
dage var det i al fald i en del hjem skik, at når
børnene var lagt i seng om aftenen, gik forældrene
eller den ene af dem ind i barneværelset til dem og
spurgte de små: Hvem har skabt dig? Svaret lød: Det har
Gud Fader! Hvem forløste dig? blev der videre spurgt.
Det gjorde Guds Søn! Hvem helliggør dig? Det gør Gud
Helligånd. Og derefter bad man Fadervor sammen, inden
lyset blev slukket og øjnene lukket.
Jeg kan selv huske fra min egen barndom, ikke at det
gik til lige på denne måde, men at min far engang kom
hjem med en slags plakat, som han havde købt, og som
han med tegnestifter satte op over min barneseng, og
hvorpå der stod netop de ord, som evangeliet i dag
netop slutter med: Se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende! Det var så trygt og godt, og det er på
sin vis et fint udtryk for det, som også siges i den
lille beretning, som vi hørte "idet I lærer dem at
holde alt det, som jeg har befalet jer", det som
forældre og faddere siger ja til ved enhver dåb.
Gud Fader, Søn og Helligånd eller Treenigheden, som vi
også kalder det, eller med denne søndags navn
Trinitatis, er selvfølgelig også et særdeles svært og
på mange måder utilgængeligt teologisk spørgsmål, som
har holdt teologer i arbejde lige siden de første
århundreder og forårsaget mange uenigheder og dybe
splittelser. Men det er ikke der, det begynder. Og det
er ikke der, kernen i det hele findes.
Kernen i treenigheden, den hellige trefoldighed, finder
vi ikke i de teolo-giske dogmatikker, men ved
døbefonten og i barnekammerets spørgsmål. Her er det
ikke abstrakt teologi eller gold teori, det handler om,
men her udtrykker det en stærk og enfoldig tillid til
Gud som den levende Gud. Gud er ikke et begreb, en
filosofisk konstruktion, et punkt i et religiøst
system, men en levende Gud, der bevæger sig imod
mennesker, og bevæger sig sammen med os. Troen på den
treenige Gud er en tro på selve den levende Guds greb
om et lille menneskes liv fra dets første begyndelse.
Det fortælles om kirkefaderen Augustin, måske den
kristne kirkes største teolog gennem tiderne, som
levede i 3-400-tallet, at han engang gik en tur langs
havet. Han gik og spekulerede over Treenighedens gåde.
Da så han et barn, som med sin lille spand var ved at
øse vand fra havet over i sin lille sø. Hvad er det,
du laver? spurgte Augustin drengen. Jeg vil bare øse
havet over i min sø! svarede knægten. Augustin lo højt:
Det kommer du aldrig godt fra! Da rettede barnet sig op
og sagde: Jeg gør akkurat som du: med vold og magt vil
du med din lille forstand begribe Guds hemmelighed!
II.
Teologerne og det teologiske arbejde er naturligvis en
nødvendighed for kirken, ja den kan ikke undvære det.
Men det er ikke teologerne, der bærer kirken. Det får
vi også et særdeles klart udtryk for i evangeliets til
i dag.
Det begynder med at fortælle, at Jesu elleve disciple
gik til Galilæa til et bjerg, som Jesus havde aftalt
med dem. Galilæa lå langt fra Jerusalem og Golgata,
hvor det hele gik så frygtelig galt, da det gjaldt.
Disciplene løb fra det hele og lod deres mester i
stikken, da han havde mest brug for dem. Men nu her
efter påske skulle de begynde på en frisk og et helt
andet sted: i Galilæa, som lå i den modsatte ende af
landet.
"Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede",
hedder det. Sådan var det ikke særligt imponerende
grundlag for evangeliets sejrstog, som nogen har kaldt
det. Hvem tør i det hele taget basere noget på tvivl og
på tvivlere? Du skal tro på din sag, lyder det uafbrudt
i dag. Mennesker, som har det svært med at tro på sig
selv - og dem er der mange af i vore dage, skal jeg
hilse og sige - dem sender vi til en gang
assertionstræning, som det hedder, så de kan blive lidt
mere selvsikre og få tro på sig selv. Se bare i
oplysningsforbundenes programmer!
Det ord var ikke opfundet dengang. Så Jesus måtte bruge
dem, som han havde: elleve tvivlere. De kom til ham med
al deres tvivl på sagen og på sig selv, men de tilbad
ham, for de kunne ikke undvære ham. Dem sagde han til:
Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet
I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har
befalet her.
Han troede på dem. På tvivlerne. Det ville svare til at
sende en indbrudstyv hen i banken med en million. For
han var ikke en principgud, som kan beskrives i et
religiøst system, og som man kan acceptere hvis man kan
og ellers lade være. Han er en treenig Gud, Far, Søn og
Ånd, som lever med i vores liv, ja endda følger os helt
ud i tvivlen, og hvor vi nu bevæger os hen. Se, jeg er
med jer alle dage indtil verdens ende. Han holder os i
sin hånd, og han taber os ikke ud af sine hænder!
III.
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine
disciple. Vil det sige at forlade sit fædreland og
rejse til en anden verdensdel? Ja, det kan vi da godt
sige, men det er nu ikke kilometerafstanden eller
flybillettens pris, der afgør den sag. Der står ikke:
Gå ud! som nogle undertiden siger. Men: Gå hen. Og det
kan være blot omkring det nærmeste hjørne.
At være sendt af sted hedder med et andet ord mission.
Det vil sige at krydse grænser - først og fremmest den
grænse, som findes inde i mig selv, at jeg trods min
egen tvivl og manglende selvsikkerhed tør fortælle til
andre, at det er Gud der har skabt mig, Hans søn som
forløste mig og Ånden som gør mig hellig. Mission er
noget andet end at vinde en diskussion. Der er en, som
har sagt, at den der vinder en diskussion, taber et
menneske, og det er der noget om. Og vi kan føje til:
den der står ved sin egen usikkerhed, vinder et andet
menneskes tillid og respekt.
Tvivlere var der dengang, og det er sikkert ikke meget
anderledes med os i dag. Men Hans tillid til os er
uindskrænket. Og derfor er der stadig mennesker, som
bliver hans disciple ved at blive døbt i Faderens og
Sønnens og Helligåndens navn. De tre som blev døbt for
lidt siden, er indtil videre de sidste. Men de bliver
ikke de sidste! For Gud bliver ved - utrætteligt -
helt til verdens ende.
Amen.
Salmer: 367 – 854 – 1 / 13 – 365 – 864 – 449 v.5-6
Risskov Kirke søndag den 7. juni 1998.
|
|