Trinitatis søndag (II) – Mattæus 28,16-20



I.

Hver gang et menneske bliver døbt - uanset om det er et

stort eller et lille menneske - sker det ved, at der

bliver øst 3 håndfulde vand hen over dets hoved: i

Faderens og Sønnens og Helligåndens navn sker det,

sådan som vi også har oplevet det med de 3 små, som er

blevet døbt her i dag.



Hvad er egentlig meningen med det? Skal der 3 håndfulde

til, for at det skal være grundigt? Eller gør vi det 3

gange for at give det hele et ekstra højtideligt præg?

I hvert fald er næppe nogen af os i tvivl om, at det

øjeblik er et af det største og helligste øjeblikke i

et menneskes liv.  Netop fordi det er det, egner det

sig slet ikke til at blive fotograferet.  Det er selve

evigheden, vi da kommer i berøring med.



Derfor er de 3 gange da også meget mere end et

spørgsmål om grundighed eller højtidelighed. I gamle

dage var det i al fald i en del hjem skik, at når

børnene var lagt i seng om aftenen, gik forældrene

eller den ene af dem ind i barneværelset til dem og

spurgte de små: Hvem har skabt dig? Svaret lød: Det har

Gud Fader! Hvem forløste dig? blev der videre spurgt.

Det gjorde Guds Søn! Hvem helliggør dig? Det gør Gud

Helligånd. Og derefter bad man Fadervor sammen, inden

lyset blev slukket og øjnene lukket.



Jeg kan selv huske fra min egen barndom, ikke at det

gik til lige på denne måde, men at min far engang kom

hjem med en slags plakat, som han havde købt, og som

han med tegnestifter satte op over min barneseng, og

hvorpå der stod netop de ord, som evangeliet i dag

netop slutter med: Se, jeg er med jer alle dage indtil

verdens ende! Det var så trygt og godt, og det er på

sin vis et fint udtryk for det, som også siges i den

lille beretning, som vi hørte "idet I lærer dem at

holde alt det, som jeg har befalet jer", det som

forældre og faddere siger ja til ved enhver dåb.



Gud Fader, Søn og Helligånd eller Treenigheden, som vi

også kalder det, eller med denne søndags navn

Trinitatis, er selvfølgelig også et særdeles svært og

på mange måder utilgængeligt teologisk spørgsmål, som

har holdt teologer i arbejde lige siden de første

århundreder og forårsaget mange uenigheder og dybe

splittelser. Men det er ikke der, det begynder. Og det

er ikke der, kernen i det hele findes.



Kernen i treenigheden, den hellige trefoldighed, finder

vi ikke i de teolo-giske dogmatikker, men ved

døbefonten og i barnekammerets spørgsmål.  Her er det

ikke abstrakt teologi eller gold teori, det handler om,

men her udtrykker det en stærk og enfoldig tillid til

Gud som den levende Gud. Gud er ikke et begreb, en

filosofisk konstruktion, et punkt i et religiøst

system, men en levende Gud, der bevæger sig imod

mennesker, og bevæger sig sammen med os. Troen på den

treenige Gud er en tro på selve den levende Guds greb

om et lille menneskes liv fra dets første begyndelse.



Det fortælles om kirkefaderen Augustin, måske den

kristne kirkes største teolog gennem tiderne, som

levede i 3-400-tallet, at han engang gik en tur langs

havet. Han gik og spekulerede over Treenighedens gåde.

Da så han et barn, som med sin lille spand var ved at

øse vand fra havet over i sin lille sø.  Hvad er det,

du laver? spurgte Augustin drengen. Jeg vil bare øse

havet over i min sø! svarede knægten. Augustin lo højt:

Det kommer du aldrig godt fra! Da rettede barnet sig op

og sagde: Jeg gør akkurat som du: med vold og magt vil

du med din lille forstand begribe Guds hemmelighed!



II.

Teologerne og det teologiske arbejde er naturligvis en

nødvendighed for kirken, ja den kan ikke undvære det.

Men det er ikke teologerne, der bærer kirken. Det får

vi også et særdeles klart udtryk for i evangeliets til

i dag.



Det begynder med at fortælle, at Jesu elleve disciple

gik til Galilæa til et bjerg, som Jesus havde aftalt

med dem. Galilæa lå langt fra Jerusalem og Golgata,

hvor det hele gik så frygtelig galt, da det gjaldt.

Disciplene løb fra det hele og lod deres mester i

stikken, da han havde mest brug for dem.  Men nu her

efter påske skulle de begynde på en frisk og et helt

andet sted: i Galilæa, som lå i den modsatte ende af

landet.



"Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede",

hedder det. Sådan var det ikke særligt imponerende

grundlag for evangeliets sejrstog, som nogen har kaldt

det. Hvem tør i det hele taget basere noget på tvivl og

på tvivlere? Du skal tro på din sag, lyder det uafbrudt

i dag. Mennesker, som har det svært med at tro på sig

selv - og dem er der mange af i vore dage, skal jeg

hilse og sige - dem sender vi til en gang

assertionstræning, som det hedder, så de kan blive lidt

mere selvsikre og få tro på sig selv. Se bare i

oplysningsforbundenes programmer!



Det ord var ikke opfundet dengang. Så Jesus måtte bruge

dem, som han havde: elleve tvivlere. De kom til ham med

al deres tvivl på sagen og på sig selv, men de tilbad

ham, for de kunne ikke undvære ham. Dem sagde han til:

Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet

I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har

befalet her.



Han troede på dem. På tvivlerne. Det ville svare til at

sende en indbrudstyv hen i banken med en million. For

han var ikke en principgud, som kan beskrives i et

religiøst system, og som man kan acceptere hvis man kan

og ellers lade være. Han er en treenig Gud, Far, Søn og

Ånd, som lever med i vores liv, ja endda følger os helt

ud i tvivlen, og hvor vi nu bevæger os hen. Se, jeg er

med jer alle dage indtil verdens ende. Han holder os i

sin hånd, og han taber os ikke ud af sine hænder!



III.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine

disciple. Vil det sige at forlade sit fædreland og

rejse til en anden verdensdel? Ja, det kan vi da godt

sige, men det er nu ikke kilometerafstanden eller

flybillettens pris, der afgør den sag. Der står ikke:

Gå ud! som nogle undertiden siger. Men: Gå hen. Og det

kan være blot omkring det nærmeste hjørne.



At være sendt af sted hedder med et andet ord mission.

Det vil sige at krydse grænser - først og fremmest den

grænse, som findes inde i mig selv, at jeg trods min

egen tvivl og manglende selvsikkerhed tør fortælle til

andre, at det er Gud der har skabt mig, Hans søn som

forløste mig og Ånden som gør mig hellig. Mission er

noget andet end at vinde en diskussion. Der er en, som

har sagt, at den der vinder en diskussion, taber et

menneske, og det er der noget om. Og vi kan føje til:

den der står ved sin egen usikkerhed, vinder et andet

menneskes tillid og respekt.



Tvivlere var der dengang, og det er sikkert ikke meget

anderledes med os i dag. Men Hans tillid til os er

uindskrænket. Og derfor er der stadig mennesker, som

bliver hans disciple ved at blive døbt i Faderens og

Sønnens og Helligåndens navn. De tre som blev døbt for

lidt siden, er indtil videre de sidste. Men de bliver

ikke de sidste! For Gud bliver ved -  utrætteligt -

helt til verdens ende.

    Amen.

Salmer: 367 – 854 – 1 / 13 – 365 – 864 – 449 v.5-6



Risskov Kirke søndag den 7. juni 1998.