I avisen læste jeg, at FN har opstillet en 

hitliste over hvilke lande, det er bedst at leve i. 

Overskriften i avisen lød: Danmark rykker ned på FNs 

hitliste. Vi ligger kun på en 15. plads. Selv om 

Danmark er et af de rigeste lande i verden, så er der 

mange andre lande, hvor det er bedre at leve. Det måles 

bl.a. på, at der er mange skilsmisser hos os og der er 

altfor mange selvmord. Det er som om danskerne har 

sværere ved at finde ud af livet med hinanden og sig 

selv. Hvordan kan det være, når vi er så rigt et land. 

Det er fordi rigdom og et godt liv intet har med 

hinanden at gøre. Man kan være rig og usikker og bange, 

og man kan være fattig og glad. Det omvendte kan 

selvfølgelig også være tilfældet. En rig mand kan også 

være tilfreds, men så tror jeg det er fordi han bygger 

sit liv på andre værdier end sin rigdom. En af de 

rigeste amerikanere har sagt: Den fattigste jeg kender 

er den, som ikke har andet end en masse penge. Og en 

bog, som en anden af de rigeste familier i Amerika har 

skrevet om sig selv, har titlen: Megen medgang at kæmpe 

imod. 

     De lande, som står foran os på FNs hitliste, er 

sikkert ikke mere religiøse end os.  Men her i kirken 

er budskabet, at et godt liv får vi, når vi er rige hos 

Gud. Vores liv falder fra hinanden, hvis vi ikke er 

rige hos Gud. Det er et mærkeligt udtryk, at være rig 

hos Gud. Jesus må mene, at man kan have sin rigdom 

samlet i sin lade, hvis man er landmand.  Man kan have 

sin rigdom på en bankkonto. Så lever man af de skatte 

man har samlet sig, enten de kommer fra laden eller 

bankkontoen. Så går man ud i laden og ser alle sine 

skatte og tænker: hvad skulle jeg gøre uden dem. Eller 

man ser på tallene på bankkontoen og tænker: det er min 

sikkerhed. Vi er rige hos Gud når vi tænker: Hvad 

skulle jeg gøre uden Gud. Gud giver mig sikkerhed, så 

jeg kan leve ubekymret og glad og nyde livet. 

     Det er fejlen, som den rige bonde gøre, at han 

siger til sig selv: Slå dig til ro. Hvornår lærer vi 

mennesker dog, at hvor rige vi end er på jordiske 

skatte, så kan vi aldrig sige til os selv: Slå dig til 

ro. Dels tror jeg ikke, at vores egne tanker 

overhovedet adlyder den slags ordrer fra os selv. Slå 

dig til ro. I næste sekund kan det myldre frem med 

urolige tanker.  Landmanden kan få den tanke, hvad hvis 

hans lade brænder. Eller man kan få den tanke, hvis 

banken går fallit og alle ens penge er tabt. Det er for 

det meste tanker, som intet har med virkeligheden at 

gøre, men som giver store bekymringer. Men der kan jo 

også ske meget i livet, som slet ikke passer sammen med 

vores befaling til os selv: Slå dig til ro. Vi er jo 

ikke herre over det som kan ske. Vi kan befale så meget 

vi vil, livet hører ikke efter.  Der kan let ske noget, 

som slår os ud, og som vi skal kæmpe med, så vi mister 

vores ro. 

     Men hvordan bliver vi rige hos Gud. Det er jo 

tydeligt, hvordan vi får jordisk rigdom. Der skal vi 

arbejde som den rige bonde, så og høste, være heldig, 

rive lader ned og bygge større. Lægge planer og 

spekulere. Tale med sig selv om hvad der er bedst. Det 

samme med bankkontoen. Den skal man arbejde med. Måske 

dele pengene på flere banker. Måske investere. Tale med 

sig selv, om hvad der er bedst. 

     Vi får himmelsk rigdom, når vi taler med Gud om, 

hvad der er bedst.  Himmelsk rigdom kan vi ikke arbejde 

os til eller spekulere os til. Himmelsk rigdom får vi, 

ved at bede Gud om det. Og så er det mærkelige, at 

jordisk rigdom vokser. Nogle af de rigeste mænd i 

verden begyndte som avisbud og lagde lidt penge til 

side. Dem arbejdede de med og til sidst var de 

milliardære. Himmelsk rigdom får vi ikke sådan lidt ad 

gangen, så vi bliver mere og mere rige. Nej, i dåben og 

troen får vi hele den himmelske rigdom på en gang. Det 

er knyttet til dåben fordi det er en gave vi får. Det 

er ikke noget vi gør os selv til. Det er nok en af de 

få ting her i verden, som mennesker ikke kan gøre selv, 

døbe sig. Det er en umulighed. Mennesker kan finde på 

mange sære ting og der er sekter, som forlanger at folk 

skal gøre meget for at blive døbt. Men jeg har aldrig 

hørt om et eneste menneske i verdenshistorien, som har 

døbt sig selv. Det viser, at hvor meget eller hvor lidt 

vi gør, så vil dåben altid være en gave vi får og med 

den gave får vi hele den himmelske rigdom. 

     I dåben og troen får vi hele den himmelske rigdom 

på en gang.  Den er også knyttet til troen, fordi det 

er den eneste måde vi kan se den himmelske rigdom. 

Troen er de øjne vi skal bruge for at se den rigdom, 

som vi får i vores dåb.  Hvis vi ser med vores jordiske 

øjne, er det meget bedre de skatte vi kan samle i laden 

eller på bankkontoen. De skatte kan vi røre ved, tælle, 

lægge sammen, stable ovenpå hinanden, så det ser ud af 

noget. Men der er det ved jordiske øjne, at de aldrig 

kan se sig mætte. Troen ser en anden rigdom.  Når 

bibelen beskriver den himmelske rigdom, så er det med 

ord som kærlighed, retfærdighed, fred og glæde.  Og når 

vi i troen ser den himmelske skat, så ser vi os mætte, 

så fylder den os helt, så er der ikke mere vi mangler. 

     Der er en smuk historie om det lille Jesusbarn. Da 

Maria og Josef bragte det lille barn til Jerusalem 

efter fødslen, så mødte de en gammel mand ved templet. 

De kendte ham ikke, men han standsede dem og tog 

Jesusbarnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu 

lader du din tjener gå bort med fred.  For mine øjne 

har set din frelse, som du har beredt for alle folk. 

Simeon, den gamle mand, brugte troens øjne, da han 

holdt Jesusbarnet i sine arme. Han holdt hele den 

himmelske rigdom i sine arme, frelsen, freden, glæden 

for alle folk.  Ellers dvs mon han ikke følte, at det 

var det lille barn, som holdt Simeon i sine arme. Så 

modsat kan troens øjne se, en gammel mand som ligger i 

armene på et spædbarn. 

     Simeon måtte bruge troens øjne, fordi det lille 

barn så ud som et ganske almindeligt jordisk barn. 

Barnet havde ikke glorie om hovedet. Der var intet 

særligt ved barnet. Sådan må vi også bruge troens øjne 

for at se, at Jesus holder os i sine arme, at vi må 

være som de spædbørn vi var da vi blev døbt og at Jesus 

holder os i sine arme, og at vi må hvile trygt i dem, 

for Jesus giver os hele Guds velsignelse og frelse og 

fred. 

     På Skagens museum hænger der et stort billede fra 

omkring år 1900.  Det forestiller en gammel mand med 

hans 3 døtre og et barnebarn.  Den lille flok er samlet 

ved spisebordet til andagt. På bordet foran dem ligger 

den opslåede bibel.  De udstråler ro og sikkerhed. Der 

er ingen tvivl at spore i deres ansigter. De ved, hvad 

de tror. Og den tro kan ikke rokkes. 

     Den himmelske rigdom, som vi får i dåben og troen 

giver os fred og frelse. vi skal ikke lade os jage af 

tiden og lade den bestemme over os.  Når tiden driver 

os afsted og siger, at der er så meget vigtigt vi skal 

nå, så må vi, når det bliver for galt, sige stop.  Hvad 

er det vi vil nå, som vi ikke allerede har fået: Guds 

kærlighed, det evige liv i Guds paradis. Det skal få os 

til at se mere realistisk på al vores travlhed og alle 

vores problemer og bekymringer.  Vi må gribe fast i den 

fred, som Guds ord giver os. Det vigtigste i livet har 

vi allerede fået. Det fik vi i vores dåb og det kan 

ikke tages fra os. Guds kærlighed. Gud er os hjertelig 

nær. Den tro må vi leve i. 

     Gud har gjort det let for os at tro, så vi ikke 

skal gå fortabt i meningsløshed og tomhed. Når vi ser 

og hører Jesus, så må vi tro på ham; så gode er hans 

ord, at vi ikke kan andet end tro på Guds kærlighed. 

Den lyser os i møde i Jesus. I troen på Jesus ved vi, 

at Guds kærlighed aldrig slipper os, og at intet kan 

rive os bort fra Gud.  Og det er det evige liv og 

frelsen, at vi er omgivet af Guds kærlighed. 

     Kraften fra det evige liv kan vi allerede leve på 

nu.  Det evige liv er jo, at Gud er hos os, når vi er 

her på jorden, og når vi ikke mere er det.  Det evige 

liv er Guds kærlighed og Guds glæde, som omfatter os. 

     Guds ømhed og omsorg omfatter os alle. Vi er vant 

til at jo mere værdifuld en ting er, desto færre 

mennesker er i stand til at få den. Den største diamant 

i verden er det kun meget få mennesker, som kan købe og 

eje.  Men det mest værdifulde som vi mennesker 

overhovedet kan få i vores liv, det må vi alle eje. 

Guds kærlighed. Det siger Jesus klart til os.  Guds 

kærlighed gælder ikke kun nogle få særlig udvalgte. 

Nej, selv når vi føler os som små mennesker, der ikke 

er særlig dygtige til livet, og selv om vi begår mange 

fejl, så omfavner Gud os med hele sin tilgivende 

kærlighed.  Guds velsignelse er netop til syndere, til 

os små mennesker, når vi trænger allermest  til det. 

Det er den rigdom vi ser med troens øjne og som giver 

os evig frelse og fred. 

 

ny prædiken 

 

 

     Det er let at misforstå lignelsen i dag. Det går 

jo den rige bonde meget dårligt. Han dør lige da han 

skal til at nyde livet. Man kunne let misforstå 

lignelsen, så den bliver livsfjendsk og sørgelig. Man 

kunne tage den lære at lignelsen, at alt her i vores 

verden er ubestandigt. Man kunne synes, at det hele er 

en stor skuffelse. Sådan som vi sang det med Kingo lige 

før i salmen Far, verden, farvel. Han skriver: Hvad er 

det dog alt, som verden opsminker med fager gestalt. 

Det er jo kun skygger. Hvad er mine år, som listende 

svinder og snigende går.  Hvad er dog mit arbejd, min 

møje, min sved.  Forfængelighed.  O rigdom og guld, du 

jorderigs afgud i skinnende muld. Du est dog af verdens 

de skuffende ting, du est forfængelighed. 

     Men netop de ord, som den rige bonde siger til sig 

selv om at spise og drikke og være glad. De ord bruger 

Jesus et andet sted, - Lukas har i øvrigt sat det lige 

efter lignelsen, som vi har hørt i dag - Lige efter den 

siger Jesus, at vi ikke skal bekymre os om maden, for 

Gud vil give os den.  Og må jo betyde, at vi må glæde 

os over mad og drikke, fordi det er Guds gaver til os. 

Det er vel en måde at sige nej til Gud, hvis vi sagde 

nej til mad og drikke, for det er Guds gode gaver til 

os.  Jesus sagde heller ikke nej til en middag eller 

til en fest.  Han sagde ja så mange gange, at 

farisæerne kaldte ham en frådser og vindranker.  Vi må 

ikke misforstå lignelsen i dag, som om det der er i 

vores verden ikke er noget værd og at vi ikke må glæde 

os over dem. 

     Det sang vi jo også i den første salme i dag: Gak 

ud min sjæl, betragt med flid i denne skønne sommertid 

Guds underfulde gaver. Se, hvor hvert lille blomsterpar 

sig yndefuldt nu smykket har.  Dér kan jeg godt være 

lidt uenig med Kingo i " Far, verden, farvel", som 

lader verdens elendigehed og forfængelighed være 

grunden til, at vi skal længes efter Guds himmel. Jeg 

tror, det er rigtigere, som Paul Gerhardt i " Gak ud 

min sjæl" at lade alt det smukke i verden være grunden 

til, at vi skal længes så meget mere efter GUds himmel, 

for dér må jo være endnu smukkere. Han skriver, Ak, 

tænker jeg, er der så stor en skønhed på den faldne 

jord for syndere at finde, hvor skal vi da vel frydes 

ved al glansen af Guds herlighed, som er i Himlen inde. 

Vi må ikke misforstå lignelsen om den rige bonde, så vi 

ikke glæder os over al den smukke rigdom, som vores 

verden er fyldt med. 

     Vi må heller ikke forstå lignelsen sådan, at alt 

er usikkert. Tværtimod siger Jesus jo netop, vi ikke 

skal bekymre os. Fremtiden er i Guds hånd, og det er en 

god hånd. Det er ikke en hånd, som knuser os, nej, det 

er en hånd som er gavmild og som løfter os. 

     Hvordan skal vi så forstå lignelsen?  Jo, den rige 

bonde tænker ved sig selv, hvad han skal gøre, og han 

siger til selv, hvordan han vil leve. Som om han er 

herre over sit eget liv, men det er han ikke.  Det kan 

vi læse ud af Guds ord til ham: Din tåbe, i nat kræves 

dit liv af dig.  Det viser, at det er Gud, som er herre 

over vores liv. Det viser, at vi ikke skal spørge os 

selv, hvad vi skal gøre og hvordan vi skal leve. Så 

stor rådighed har vi ikke over vores liv. Vi har kun 

livet til låns. 

     Fejlen, som den rige bonde gør, er at han siger 

til sig selv: Så, min ven, du har gods nok til mange 

år. Det er nemlig ikke nok at have sig selv til ven. 

Det vi skal bygge på, er, at vi har Gud til ven og at 

Gud har rigdom nok ikke kun til mange år men til 

evigheden. 

     Det giver os en sand glæde over denne verdens 

ting.  Det gør, at vi ikke er så afhængige af tingene 

og at vi ikke misbruger dem.  For alt godt kan 

misbruges, selv det sundeste bliver skadeligt, hvis det 

bruges forkert.  Gulerødder er ellers noget af det 

sundeste, som findes, men hvis man ikke spiser andet, 

så bliver man syg og gul i hovedet.  Det samme kan man 

sige om alle denne verdens ting taget under ét: hvis vi 

ikke lever af og for andet end dem, så bliver vi syge. 

For mennesker lever ikke af brød alene.  Det er at 

misbruges tingene, hvis vi kun lever for dem, og 

opfatter dem som målet, for alt hvad vi gør.  Hvis 

tingene bliver et mål i sig selv, så ender det som i 

salmer Far, verden, farvel, at det hele fordufter som 

skygger og bobler.  Denne verdens ting kan ikke bære, 

at vi lægger for meget i den.  Det vil jeg give Kingo 

ret i.  Men vi skal glæde os over tingene og alt det 

levende og smukke i tro og taknemmelighed mod Gud, så 

bruger vores verden rigtigt. 

     Spørgsmålet er: Hvad lægger vi vores liv og sjæl 

i.  Hvad er det, som fylder vores liv og giver det 

værdi. Det skulle helst være kærlighed til Gud 

taknemmelighed til Gud.  For det er Gud, som fylder 

vores liv med gode gaver.  Derfor tilhører vores liv 

ham. 

     Om den rige bonde står der, at hans liv kræves af 

ham, men man kan spørge, hvor meget hans liv er værd. 

Han skulle jo først til at leve.  Vi skal altså passe 

på med at tænke: Når jeg engang har opnået det eller 

det, så vil jeg leve. Man kan godt læse det, at bondens 

liv kræves af ham, på den måde, at Gud kræver at vi 

lever. Lignelsen kan godt opfattes sådan, at vi skal 

leve mens tiden er til det, ikke vente til vi har nok 

af ting. Vi må være glade, ikke fordi vi har ting nok, 

for det får vi aldrig, men fordi Gud er god og fordi 

Gud er så rig, at han har rigelig til at give os alt. 

     Spørgsmålet er: Hvad lægger vi vores liv og sjæl 

i.  Hvad er det, som fylder vores liv og giver det 

værdi.  Det skulle jo helst være samværet med Gud og 

med hinanden. Den rige bonde har ikke kun en forkert 

opfattelse af denne verdens ting.  Han har også en 

forkert opfattelse af sine medmennesker.  Han siger jo 

til sig selv: så, min ven.  Det viser, at han har ingen 

andre venner end sig selv.  Jesus siger et andet sted: 

skaf jer venner med denne verdens rigdom, for at de når 

den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger. 

Det er en god leveregel.  Der er en læge i Haderslev, 

som rejser rundt og holde foredrag mod stress, og én af 

de regler som han har stillet op, det er at man skal 

være storslået og rundhåndet over for andre. Det 

forebygger stress. Vi kristne kan sige, at det ikke kun 

giver et godt jordisk liv, at være god mod andre, det 

giver også et godt evigt liv. 

     Men så skal vi huske, hvem det er som fortæller 

lignelsen i dag. Den, som fortæller lignelsen har brudt 

dødens bånd og han har betalt alt det som kræves af os. 

Jesus har skaffet os en rigdom, som vi kan leve af her, 

og som vi kan leve af, når vi dør. Det er en evig 

rigdom.  Lidt senere i samme kapitel, som vores 

prædikestykke er fra, siger Jesus: Frygt ikke du lille 

hjord, for jeres Far har besluttet at give jer riget. I 

den tro må vi leve alle vores dage, også den dag, hvor 

vores liv kræves af os. 

     Så kan vi da slutte med at prise Gud både for 

vores liv her på jorden og for vores liv engang i hans 

lysende himmel. Det smukke og rige her i verden skal få 

os til at prise Gud, som vi gør det i salmen om lidt. 

Himlene Herre fortælle din ære, mesteren prises af 

hvælvingen blå. Men den egentlig grund til at vi kan 

prise Gud, det er Guds ord.  Som der står i salmen: Men 

i dit hus, i din kirke på jorden, der tale dage med 

dage om dig.  Guds ord er den rigdom vi kan leve af. 

Som vi synger i salmen: Ren som et guld er den lov du 

har givet; det er jo kærlighedens og taknemmelighedens 

lov:  at Guds er vores ven, og vi skal være hinandens 

venner.  Hvad er vores rigdom.  Og hvem skal have det, 

vi har samlet. Ja, det synger vi til allersidst i 

gudstjenesten: Guds ord er det er vort arvegods. Det 

skal vort afkoms være. 

 

ny prædiken 

 

 

     Lad os så gøre det, som Jesus vil have, at vi 

skal.  Men hvad er det?  Det er nemlig ikke så let at 

finde ud af.  Skal vi give al vores overskud væk.  Skal 

vi holde op med at leve i overflod. Hvad skal vi gøre? 

     Jesus giver to svar her i prædikestykket i dag. 

For det først esiger han: " Menneske, hvem har sat mig 

til at dømme eller skifte mllem jer?" Måske betyder 

det, at Jesus ikke vil blandes ind i sådanne konkrete 

enkeltheder i vores liv. Og for det andet svarer Jesus: 

" Pas på havesyge." Men betyder det, at begge brødre 

istedet for at tænke på arv og penge, skulle give deres 

penge væk. Er det så konkret Jesus tænker. Hvordan er 

det klogt at leve. En dåre er det samme som en nar, og 

det vil vi ikke så gerne være. 

     Hvad er klogt? Er det at give alt væk hvad man 

har.Jeg læste fornylig en historie om nogle 

indianerstammer i Canada. De havde en særlig skik. De 

holdt jævnligt gavefester, hvor de overdængede hinanden 

med gaver. Da de hvide kom til landet,og indianerne 

gennem handel kom til penge, udviklede gavefesterne sig 

helt utroligt. Man brugte nemlig overskuddet til det 

man altid havde brugt det til, at give gaver. Omkring 

år 1900 gave man hinanden motorbåde, billiardborde, 

violiner osv. Ja, det blev efterhånden sådan, at der 

kom så mange penge mellem folk, at der var for mange 

givere og for få modtagere. Der var ikke nok man kunne 

give gaver til.  Derfor begyndte man at tilintetgøre 

ting. Der var høvdinge, som står med en favnfuld af 

dollarsedler og stolte smider dem på bålet, mens alle 

andre ser det. For at vise alt det de kunne have givet 

væk, hvis der altså var nogen til at modtage det. Eller 

store amerikanske biler blev kørt ud over klipperne og 

forsvnadt i Stillehavet, mens den glade giver stolt 

står tilbage. 

     Er det klogt at være sådan? Ville der ikke ske det 

samme hos os, hvis vi allesammen skulle give alt vores 

overskud væk, at der ikke var nogen til at modtage det. 

Mener Jesus at den rige bonde i lignelsen hellere 

skulle give sin høst væk til de fattige, istedet for at 

samle den ilade. Ville det være klogt at hjælpe de 

fattige på den måde. Eller skulle den rige bonde 

hellere give noget af sin jord, så de fattige selv 

kunne dyrke deres mad. Ja, mener Jesus at vi skal sende 

alt vores kornoverskud til de fattige lande, eller skal 

vi sørge for at de bliver selvforsynende og ikke 

behøver korn fra os.  Jeg er sikker på, at Jesus 

svarer: " Menneske, hvem har sat mig til at dømme og 

skifte mellem jer." 

     Jesus giver ikke noget konkret svar på alle 

sådanne konkrete spørgsmål.  Dem vi virkelig selv tumle 

med. Vi skal selv bruge vores fornuft og finde ud hvad 

der er det bedste. 

     Jamen, alle de gode argumenter kommer de ikke bare 

fra at vi er så bundet til vores ting, at vi ikke vil 

give dem fra os. Jo, det er rigtigt at de fleste af os 

ikke kan sige os fri for havesyge. Hvis vi mistede alle 

vores ting, så blev vi kede af det. Men på den anden 

side så er det nødvendigt at fastholde at Jesus ikke 

gav konkrete svar på, hvordan vi skal leve. Det er 

forkert, når den engelske premierminister vil bruge 

kristendommen til at opstille en samfundsmoral. Det 

kunne man læse i en søndagsavis. Hun ville bruge 

kristendommen til at underbygge arbejdsomhed og flid og 

initiativ og den private ejendomsret. Det er  

forkert. Hverken kommunister eller konservative kan 

tage Jesus til indtægt for deres meninger. 

     Det var også forkert, når munkene og nonnerne 

førhen og nu mener, at de efterleve Jesu bud bedre end 

andre.  Hvad skete der i klostrene. De gav alle deres 

ting fra sig. Men klostrene samlede sig enorme 

rigdomme. De kunne altså heller ikke undgå overskuddet. 

Det var som om det forfulgte dem. Eller er det et 

tilfælde, at der hvor kristendommen har påvirket 

mennesker, der er den materielle levefod for alle gået 

op. Er det fordi vi har brugt den fornuft og de 

kræfter, som Gud giver os, på den rigtige måde, så 

tingene lykkes for os.  Så selv klostrene som prøver 

med alt magt at være fattige, blive rige. 

     Der er noget umuligt over det svar som Jesus 

giver, hans lignelse. Han siger intet konkret om, hvad 

vi skal.  Og alligevel siger han, at der er noget helt 

forkert i det som den rige bonde og vi gør. Hvad er 

det? At vi dyrker vores jord så godt at den giver 

overskud. Er det, at vi kun giver halvdelen af vores 

indtægt væk til andre, tilfælles bedste. Er det, at vi 

gerne vil finde ro og være glade. 

     Der er noget umuligt over Jesu lignelse, så man 

tænker: hvad vi end gør er det ikke rigtigt. Vi kommer 

til at stå som nare og tabere, lige meget hvad vi gør. 

Det hjælper ikke, hvis vi giver alt væk, så har vi ikke 

noget at leve af. Det hjælper ikke at vi samler en 

masse ting sammen, for vores liv afhænger ikke af det 

vi ejer. 

     Et andet sted taler Jesus også om rigdom, og da 

siger han, at de rige har meget svært ved at komme ind 

i Guds rige. Og da spurgte disciplene: " Jamen hvem kan 

så blive frelst? " Og Jesus svarede: " Det er umuligt 

for mennesker. Men for Gud er alle ting mulige." 

     Jesus vil altså vise os, hvor umuligt det er at vi 

vil frelse og sikre os selv. Selv om vi giver alt væk, 

det frelser vi os ikke med. Selv om vi samler store 

rigdomme, det frelser vi os ikke ved.  Men for Gud er 

alleting mulige, selv at frelse os, som er havesyge. 

Det er hos Gud vi umulige mennesker må finde ro og 

glæde og sikkerhed. 

     Der er endnu et sted i Det ny Testamente, som 

viser, at det er sådan Jesus mener sit svar. både at 

han ikke vil give konkrete råd til os, og alligevel 

taler om vores hverdag, hvordan vi bliver frelst og 

lever rigtigt.  Det sted er hos Paulus i første 

kor.brev. kap 13, hvor Paulus skriver: " Uddelte jeg 

end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, men ikke havde 

kærlighed, da gavnede det mig intet." Det er en 

mærkelig sætning. Hvis man giver alt væk, er det så 

ikke den højeste form for kærlighed man kan vise. Nej, 

siger Paulus, det kunne jo være selvkærlighed, altså 

bare for at frelse mig selv.  Kærlighed viser sig ikke 

i bestemte konkrete ting, så man kan sige: Det skal du 

gøre. Nej, det må man selv finde ud i hver situation. 

Nogle fingerpeg kan man give, som Paulus også gør det i 

1.  kor.brev. Han siger: Kærlighede er tålmodig. 

Kærligheden er mild, den misunder ikke, praler ikke, 

søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse. Den tåler 

alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Når vi lever i 

den kærlighed, så er vi rige i Gud, for så er det Gud 

selv vi lever i. Han er den kærlighed. Det er kun Guds 

ånd, som kan give os den kærlighed. Det siger Paulus i 

Galaterbrevet: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, 

tålmodighed, mildhed, godhed. 

     Det er altså at være rig i Gud, at samle åndens 

frugter og bygge lader til den.