Det er meget kendte evangelieord, vi hører i dag. Det er de

ord, som lyder hvergang der er dåb. Vi kalder dem

dåbsbefalingen. Det er meget rammende i den forstand, at

det jo er en befaling fra Jesus til disciplene om at døbe. 

Men egentlig er det også misvisende med det navn. For det

med dåben står kun i en bisætning - endda sammen med

noget andet. 

I hovedsætningen siger Jesus: Gør alle folkeslagene til mine

disciple. Så det er det, der er hovedsagen: At mennesker ud

over hele jorden blir gjort til disciple af Jesus. Derfor er der

også nogle, som kalder ordene her fra slutningen af

Mattæusevangeliet for missionsbefalingen. Det er egentlig

meget mere passende. Det er en befaling til mission - når vi

så bare forstår det ord, mission, rigtigt. 

Vi vil for en gang skyld prøve at gå tæt på sætningerne og

kløve ordene lidt. Der kommer som regel ikke noget godt

ud af det. Men lige præcis i dag tror jeg, at vi godt kan

hoppe fra ord til ord i sætningerne - og få en god mening ud

af det. 

Men først skal vi lige have overblik over situationen. I de

kaotiske påskedage i Jerusalem satte Jesus disciplene

stævne på toppen af et bjerg i Galilæa. Der skulle de møde

ham efter påske. De skulle altså forlade byen og drage

nordpå - til deres hjemegn, hvor de også havde tilbragt det

meste af tiden sammen med Jesus, mens de var på vandring.

De drager afsted og kommer til bjerget, hvor de skulle møde

ham. Jesus er der allerede. Han kommer dem i møde og

taler til dem. Det er det, som vi hører om i dag. Det er altså

den opstandne Jesus, der taler til den lille kreds af disciple. 

Og han siger til dem: Mig er givet al magt i himlen og på

jorden. 

Tænk hvis det var en hvilken som helst anden, der havde

sagt det. Så havde vi gjort oprør. Al magt - på jorden og i

himlen!! Bill Clinton, Boris Jeltsin, Poul Nyrup - ingen af

dem ville komme godt fra at sige den sætning. I historiens

løb er der magtpersoner, som har prøvet på at efterleve den

sætning. Men de har allesammen knækket halsen på det.

For de har ikke haft den magt. De har måske været i stand

til at udøve så meget vold, at det lignede en verdensmagt.

Men al magt i himlen og på jorden - det havde de ikke. 

Den opstandne Jesus siger det: Mig er givet al magt i himlen

og på jorden. Det er selvfølgelig en anden slags magt end

regeringernes og statsmændenes magt. Men vi skal ikke

tænke på den som bare en indre, åndelig størrelse. Noget

som bare har med religiøse følelser at gøre. Det er

immervæk en magt, som har fået verdensriger til at synke i

grus. Som har formet samfund. Som har revolutioneret

familiers og enkeltmenneskers liv. Det er altså ikke bare en

indre, åndelig magt, men en magt, som har en yderside og

som gir sig synlige udslag i menneskers verden. Men det er

en magt på et højere plan. Vi får det tydeligt udtrykt i

forholdet mellem Pilatus og Jesus. Under rettergangen siger

Pilatus til Jesus: Ved du ikke, at jeg har magt til at dømme

dig. Og Jesus svarer: Du har overhovedet ingen magt -

udover den magt, som Gud et øjeblik lægger i dine hænder. 

Sådan skal vi forstå det, når den opstandne Jesus siger. Mig

er givet al magt i himlen og på jorden. 

Så går vi videre til det næste led i sætningen: Gå derfor hen

og gør alle folkeslagene til mine disciple. Ordet derfor viser

tilbage til sætningen foran. Altså fordi Jesus har al magt,

skal disciplene gå hen og fortælle om det. Det hænger

meget nøje sammen. Når Jesus har den magt, så er det noget

som kommer alle mennesker ved. Det er den mest

afgørende ting i hvert eneste menneskes liv.

I selvbestemmelsens navn har vi revet alle jordiske

autoriteter ned. Og vi drømte engang om, at det skulle skabe

frihed og lighed. Det har det ikke gjort. For der er hele tiden

nye autoriteter, som indtager magttomrummet. Så den

individualisme, som vort århundrede har hyldet, den skaber

ikke lighed, men forvirring og rodløshed og ny søgen efter

virkelige autoriteter. For vi har ikke evnen til at være vore

egne herrer. Men vi har heller ikke viljen til at være andres

slaver. Det er vort dilemma. Fra alle sider er vi opdraget i

den forestilling, at vi har frit valg. At vi skal være

selvbestemmende individer. At vi selv skal afgøre vor

livsvej. Men sådan kan vi ikke leve. 

Derfor er det en befrielse at høre, at vi er under myndighed.

Der er én, som har magt over os. Han, som har al magt i

himlen og på jorden. At Jesus har al magt, betyder at intet

menneske har magt over et andet menneske. Dåben er

symbol på lighed. Ved dåben træder vi ind i et jævnbyrdigt

forhold til alle andre døbte. Et broderforhold. Kirken er

fællesskabets hjem mere end noget andet sted på jorden.

Hér er den lighed og den frihed, som vi går og leder efter.

Men det er ikke en lighed, som kommer af, at vi hver for sig

hænger i et tomrum af frihed. Men den kommer af, at vi er

under den samme myndighed. Det er vi nødt til at vide - og

indrette os efter. Og når vi ved det, så har vi også påtaget os

forpligtelsen til at give den besked videre. 

Nu er vi ved næste led i sætningen: Gør alle folkeslagene til

mine disciple. Hvordan blir nye disciple til? Der er to ting,

som skal til for at et menneske kan kaldes discipel: Dåb og

lydighed. Det første kan vi huske. Det sidste glemmer vi.

Det er vel også derfor, at ordene her er blevet kaldt

dåbsbefalingen, selvom dåben kun er den ene side af sagen.

I skal døbe dem og I skal lære dem at holde alt det, jeg har

befalet jer, siger Jesus. De to ting hører sammen. 

Vi sætter dåben højt. Der sker noget afgørende i dåben, som

ikke kan ske på andre måder. Men vi skal ikke gøre dåben

til noget magisk, som virker, uanset hvordan vi forholder os

til den. Dåben er ikke et tryllemiddel, som automatisk gør

os til disciple. Dåben skal modtages i tro og lydighed - og

den skal følges af et liv i lydighed. Ellers er vi ikke disciple. 

Nu kan det lyde som om, det kun handler om omkostninger

i dag. Om den frihed og selvbestemmelse, som vi skal give

fra os, hvis vi vil være disciple. Men for det første skal vi

huske, at det er evangeliet vi lytter til - og ikke en EU-

debat, hvor vi kan diskutere graden af suverænitets-

afgivelse. For i evangeliets forstand har vi aldrig været

suveræne i forhold til Gud. Så vi har heller ikke nogen

suverænitet at give fra os. Magten har altid været Guds -

både i himlen og på jorden. Så det handler ikke om, at vi

skal give noget fra os. Men om at vi skal anerkende

magtforholdet og styrkeforholdet, som det virkelig er. 

For det andet gir Jesus sine disciple et løfte: Jeg er med jer

alle dage ind til verdens ende. Det betyder alle dage. Både

når det koster at være discipel og når det ikke koster. Både

når vi svigter og når vi ikke svigter. Både gode og onde

dage. Alle dage. 

Ligesom dåben er symbol på et fællesskab imellem alle

døbte, sådan er den også symbol på et ubrydeligt fællesskab

mellem alle døbte og dåbens Herre. Intet - i liv eller i død -

kan skille os fra ham, for han har al magt i himlen og på

jorden. 

Amen.