Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder





med din almægtige skabende Ånd



Jesus, som dybet i hjerterne kender



læg på vort hoved din kærlige hånd.







"Det er godt og rigtigt, at spise og drikke og nyde frugten af

alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud

har givet ham; det er hans løn."



Men bonden skulle lige til at nyde frugten af sit arbejde, og så

meddelte Gud ham, at nu skulle hans liv tages bort.



Jeg kan altså ikke lade være med at spekulere over, om Gud er

en snydepels. Og det er han jo nok. Jeg ved godt, at der såmend

nok er nogle, der mener, at det er upassende, at tale sådfan om

Gud. Men en skovl er vel en skovl. OG en spade er vel en

spade.



Eller er de?



Helt ærligt, så er det jo bonden, der har vores sympati i

historien, i hvert tilfælde min, vel sagtens, fordi han ligner

mig temmelig meget. Og jeg tror ikke jeg er enestående. Jeg

kan nu godt nok også se, at bonden er lidt tåbelig. Men jeg ville

i hvert tilfælde føle mig snydt noget så grueligt, hvis Gud bød

mig det samme.



Altså må jeg da gå ud fra, at Gud er en snydepels.



Men har jeg ret?



Hvad nu, hvis jeg bare inde i mit hoved, har vendt op og ned på

det hele? Vendt op og ned på, hvad der er rigtigt og forkert,

hvad der er godt og ondt.



Hvad nu, hvis det er fuldstændig forkert, at jeg føler med

bonden, fordi bonden virkelig lever forkert? Og hvad nu hvis

det er sådan, at Gud gør nøjagtig det rigtige, da han griber ind,

da han tager livet fra bonden?



Måske skal vi lige kigge på, hvad bonden foretager sig, ud over,

at have en god høst!!



Han tænkte ved sig selv, hørte vi, Hvad skal jeg gøre? Egentlig

står der i den græske grundtekst, at han sagde til sig selv.



Det næste bonden gør er at sig: Sådan vil jeg gøre...Jeg vil

rive mine lader ned, osv.



Og han fortsatte: Så vil jeg sige til mig selv: Så, min ven...



Så Hvem snakker bonden med: Sig selv!



Hvem snakker han mere med? Ingen!! Hverken Gud eller et

menneske.



OG hvorfor gør han det? Tjae. Teksten siger ikke noget om det.

Men jeg tror nu, at det hænger sammen med, at nu har han så

meget, at han føler sig virkelig uafhængig. Af alt, undtagen af

det gods, der var hans.



"Det er godt og rigtigt, at spise og drikke og nyde frugten af

alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud

har givet ham; det er hans løn. Det er en gave fra Gud." Det er,

kort sagt, en velsignelse.



Men den er blevet vendt til en forbandelse for bonden. Fordi for

ham er rigdommen blevet selvcentrerethedens ankerpunkt.

Begyndelsen til det selvcentrerede liv, hvor der hverken er

plads til næsten eller til Gud; men til fulde lader og maver.



Og den glæde, som bonden glæder sig til, er den kolde glæde

ved at kunne få dækket sine lyster og behov.



Men den glæde er en falsk glæde. Og det liv er et falskt liv.

Det liv er det, som kristendomme kalder død - selv om vi alle

kender det liv, og lever det i et eller andet omfang. Men det

liv er DØD.



Og derfor griber Gud ind. Tåbe, siger han. Dit store fjols. Du

er på vej til at begå dit livs fejtagelse. Til at gøre dit liv

dødt. Derfor griber jeg ind. For bagved den død, som du tror er

død, der er der nemlig liv. Det sande liv, det ægte og

uforfalskede liv, det liv, hvor der ikke er død. Så Gud er nok

ikke den snydepels, som han forekommer os at være. Og det

siger også mest om os, om vores måde at forstå livet på.



Men sådan går det altså, hører vi, med den, der samler sig

skatte, men ikke er rig hos Gud.



Og rent fakisk står der, med den, der samler sig skatte. Der

står ikke den, der samler de forkerte skatte. Og det at samle,

er her ikke en hobby som at samle frimærker eller øldåser. At

samle skatte, det er at samle dem sammen, at bevare dem, at

holde dem for sig selv - og for en selv. (Og så kan frimærker

forøvrigt godt være sådan en skat alligevel).



Men mærkeligt nok, så er det med skatte sådan, at de egentlig

kun er noget værd, når man bruger dem. Et skattekort er kun

noget værd, når man bruger det til at finde skatten. Og skatten

er kun noget værd, når man bruger den. Ellers kan man jo altså

ikke købe noget for den, eller give væk af den, og det er da det

der er meningen. Det er i hvert tilfælde meningen, med det at

have noget. Ellers kan man blot nyde synet, men ikke skatten.



Nå, men vi skal ikke samle skatte. Men det er fint at have

skatte, og at bruge dem.



Det er vist én af evangeliets pointer. At have fået fat i den,

det er nok en lille skat. Men for at bruge den skat, der må vi

hver især nok kaste et blik ind i os selv, og spørge os selv:

Hvilken skat har du, og hvilke skatte samler du egentlig på?



Og så kan jeg jo ikke lade være med at tale om...........



tro. For hvad er min tro, hvad er min kristendom egentlig? Er

den noget, som vi nidkært vogter, min egen lille tro. Samler vi

bonupoint hos Gud som medlemmer af Guds premium club,

kirken, når vi beder - eller når vi kommer?



Eller er troen virkelig noget, som forandrer vores liv? Gør

troen en forskel?



Er det vores egen lille velbevogtede skat. Der en dag skal

udløse bonus i Guds rige?



Eller er det et overskud, som vi deler ud af?



Er det død ballast, eller livgivende kraft?



Spurgt på en anden måde: Går min tro indad eller udad?



Samler jeg, eller deler jeg ud? Vogter jeg mine skatte, eller er

jeg blevet rig hos Gud? Rig med en rigdom, der er svært at fatte

i ord, men som er en form for liv, der ikke afhænger af, hvad vi

ejer, en rigdom til uddeling, Og måske en rigdom, der gør

rigere, jo mere man deler ud; en rigdom, som vi både kan have

del i midt i livet, og også, når det ikke er mere.



Det liv, livet i troen, men også livet af troen, som en moderne

salmedigter skriver om i salmen: Tænk at livet koster livet:



Stjernestunder,

livets under,

luft og smag og syn er nyt!

Blodet bruser,

løvet suser,

havets rum er højt og lydt!

Mærk: alt liv går udad! - Giv!

for tro er liv.

Amen.