Jesus taler meget provokerende, når han siger, at 

vi ikke kan være hans disciple, hvis vi ikke hader 

vores familie og vores eget liv. Det lyder unaturligt 

og umenneskeligt. For en jøde var det endnu mere 

provokerende. Det fjerde af de ti bud hedder: Du skal 

elske din far og mor. Og det største bud, som en jøde 

kendte var kærlighedsbudet: du skal elske Gud og du 

skal elske din næste. Man måtte godt hade sine fjender. 

Men Jesus vender det hele på hovedet, når han siger, at 

vi skal hade vores nærmeste. For en jøde var det 

forfærdelige ord. Det var at modsige Guds bud.  Man kan 

godt forstå, at Jesu samtid kaldte ham en djævel, 

Beelzebul og mente, at han nedbrød loven og profeterne. 

Mon ikke mange jøder tænkte, at det var farligt at 

blive disciple af Jesus, der talte så gudløst mod 

loven. 

     Jesus fortalte i hvert fald så provokerende om 

Guds bud og vilje, at de, der turde tilslutte sig ham, 

blev udelukket fra deres kirke, synagogen, og deres 

familie ville ikke have mere med dem at gøre. De 

mistede deres sociale baggrund, deres sociale 

sikkerhedsnet, de var uden for det gode samfund. Det 

kunne være meningen med ordene i dag, at Jesus 

forbereder sine disciple på, hvad der vil ske, når de 

tror på ham. Den, der bliver kristen, skal vide, hvad 

det koster: at blive udelukket fra fællesskabet, fra 

sin familie og sit folk. Det har mange skæbnesvangre 

følger og giver mange problemer, at blive kristen. 

Ingen skal komme bagefter og sige: det var jeg ikke 

klar over. Det kunne være meningen med Jesu ord i dag. 

     Men hans ord var ikke kun provokerende dengang. 

Det er de også for os i dag. Vores familie og vores liv 

betyder jo meget for os. Det kan vi da ikke sådan give 

slip på. Men Jesu ord er alvorligt ment. Man kan jo se 

det af, at han selv var ugift. Det var meget 

ualmindeligt dengang. Han ville ikke vide af sin egen 

familie og afviste også dem. Engang da hans mor kom for 

at hente ham hjem, fordi hun mente, han måtte være syg, 

når han kunne sige så mærkelige ting om Gud, da ville 

Jesus ikke engang tale med hende. Paulus var også 

ugift.  I hans breve kan man læse, at han mener, at 

ægteskabet er en nødløsning, et nødvendigt onde, at det 

er bedre at leve alene. 

     Også for os i dag er Jesu ord skarpe og bitre, når 

han taler om, at vi skal hade far og mor, hustru og 

børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv. Men det 

sidste skal vi lægge mærke til. Det er ikke vores far 

og mor og hustru og børn som personer vi skal hade. De 

er kun nævnt som udtryk for det, som er vores liv. Det 

er vores eget liv vi skal opgive, give afkald på.  Vi 

skal ikke gøre det som munkene og nonnerne gjorde det. 

For de mente de havde gjort noget fortjenstfuldt.  De 

prøvede at bygge et forsvarstårn mod verden ved at 

trække sig tilbage fra den. De troede de kunne angribe 

det onde og sige nej til det, ved alle deres 

bodsøvelser, de piskede sig selv og fastede. De opgave 

ikke deres liv. De troede de kunne bygge et nyt liv op 

med alle deres klostergerninger. 

     Jesu ord er skarpe og bitre for os alle, både dem 

der lever sammen med familien og dem, der lever alene. 

Både for dem, der lever et almindeligt borgerligt liv og 

for dem, der har gjort sig til munke og nonner.  For 

til os alle siger han, at vi skal opgive alt det vi 

gør. Vi skal ikke prøve selv at bygge vores liv op. Man 

kan godt forstå, at Jesus sammenligner evangeliet med 

salt.  For hans ord smager bittert og skarpt for os 

alle.  Der er kraft i evangeliet.  Det er ikke 

hyggelige ord. 

     Det er bittert for os sådan at få forkastet hele 

vores liv og alle vores gerninger, alt det som betyder 

så meget for os. Men vi skal overveje, hvor meget vi i 

virkeligheden ejer og hvor stor vores styrke er. Det 

gør en vingårdsejer, når han vil bygge et forsvarstårn. 

Så ser han, om han har råd til at bygge tårnet færdig, 

for andre vil jo gøre nar af ham, hvis han kun har 

penge til at støbe grunden. Så bliver det jo tydeligt 

for alle, hvor fattig han er, og hvor lidt styr han har 

på sin tilværelse, når han begynder på noget han ikke 

kan fuldføre.  Hans fiasko bliver åbenbar for alle. 

Eller en konge, som er utilfreds med overkongen og 

gerne vil gøre sit land frit, han overvejer også om han 

har styrke, soldater og våben, nok til at gå mod 

overkongen, som har dobbelt så mange soldater.  Han 

bliver nødt til at bide i det sure æble og bede om fred 

og sende forhandlere afsted, før det kommer til åben 

krig. Hvis han ikke gør det, lider han et stort 

nederlag og hans land bliver endnu mere bundet. 

     Det er en bitter mundfuld at sluge, at vi ikke 

selv kan bygge vores liv op og at vi ikke selv kan 

vinde vores frihed. Vi ejer ikke nok, til at gøre det 

færdig, som vi har begyndt på, hvis vi selv vil bygge 

vores livs tårn, gøre vores liv højt og lykkeligt og 

succesrigt. Vi har ikke styrke nok til at angribe alt 

det, som binder os og bestemmer over os. 

     Jøderne følte sig meget rige og frie. De var meget 

stolte over deres familie og slægt.  Engang sagde de 

til Jesus: Vi er Abrahams slægt og har aldrig være 

slaver for nogen. Men Jesus svarede: enhver, som gør 

sig skyldig i synden, er slave af synden. Kun hvis 

menneskesønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig 

frie. 

     Det er en bitter pille at sluge både for jøderne 

og for os, når vi skal indrømme vores fattigdom og 

slaveri.  Vi vil helst skjule det både for andre og for 

os selv. Det er vel næsten forbudt hos os at være 

ulykkelig. Mange mennesker, som er ulykkelige, føler 

næsten dårlig samvittighed over det og tør ikke sige 

det til andre. 

     Vi vil ikke hade vores eget liv, og vi vil ikke 

indrømme, når vi gør det, når vi føler os fattige og 

usle og elendige og svage. Men for at blive Jesu 

disciple skal vi altså begynde dér, med en indrømmelse 

af vores svaghed. 

     Paulus havde en lidelse, måske en sygdom, som 

plagede ham meget. Han kalder den en torn i hans krop 

og siger den er en engel fra Satan, som slår ham. Det 

må have været noget, som gav ham stor smerte og gjorde 

ham meget svag, for han bad flere gange Gud om at 

fjerne det fra ham, men han fik det svar fra Gud: Min 

nåde er dig nok, for min magt udøves i svaghed. Og 

Paulus skriver så: Jeg vil altså rose mig af min 

svaghed og afmagt, for at Kristi magt kan være over 

mig. Og Kristi magt er jo netop nåde, tilgivelse. Det 

at Gud i sin søn Jesus vil have med os at gøre, os som 

er så fattige og usle og svage til alt godt. 

     At være Jesu discipel er at opgive alt vores eget 

og indrømme vores afmagt og sætte alt vores håb til 

Gud. Det er evangeliet til os, at dér hvor det er 

umuligt for mennesker at blive frelst, dér er alle ting 

mulige for Gud, og netop dette er frelsen. 

     Lige før vores prædikestykket i dag, står der i 

Lukasevangeliet lignelsen om det store festmåltid. En 

mand indbyder mange gæster.  Men de siger allesammen 

nejtak, fordi de har nok i deres eget, den ene skal se 

på en ny mark han har købt, en anden skal prøve nogle 

okser og en tredje som er nygift vil hellere være 

sammen med sin kone.  Men da fylder manden sin festsal 

med mennesker ude fra gaden, de fattige og lamme og 

blinde. Der er plads til os hos Gud, selv om vi intet 

har at prale med, selv om vi ikke kommer i festtøj, men 

i sørgelige pjalter. Gud hjælper os ind til fest, hvor 

vi er sammen i glæde. 

     Jesus vil ikke gøre os alene og bitre og 

hadefulde.  Han vil gøre vores liv til en sand fest, 

hvor vi er sammen i ægte glæde. 

     Så vi må ikke misforstå Jesu skarpe ord i dag som 

om han mener, at vi skal hade hinanden. Selv om Jesus 

havde god grund til at hade sin egen familie, fordi de 

ikke troede på ham, men tværtimod troede, at han var 

syg.  Så fortæller evangelisten Johannes om langfredag, 

at Jesu mor Maria stod neden for korset og ved siden af 

hende én af Jesu disciple. Og Jesus sagde til sin mor: 

" Kvinde, det er din søn. " Og til disciplen sagde 

Jesus: " Se, det er din mor." Det er da tegn på, at 

Jesus ikke hadede sin mor.  Tværtimod sørgede han for 

hende, at der var nogen som tog sig af hende.  At hun 

ikke blev alene.  Jesus giver os til hinanden og gør os 

til hinandens familie. Vi skal ikke hade hinanden, men 

tværtimod tage os af hinanden, så ingen er alene. 

     Jesus vil ikke gøre vores liv dårligt og surt og 

bittert og tyngende, så vi bliver trætte af det hele. 

Nej, han siger et sted: " Kom til mig, alle I som er 

trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. 

Tag mit åg på jer og lær af mig. For mit åg er 

gavnligt, og min byrde er let." Jesus vil altså hjælpe 

os til at bære livet.  Et åg er jo noget man tager over 

skuldrene, så man kan bære de tunge byrder, man ellers 

ikke kun løfte.  Den styrke, den hjælp vil Jesus give 

os. 

     For at blive Jesu discipel og blive frelst skal vi 

opgive alt vores eget og indrømme vores afmagt og 

fattigdom på det gode, så vil vi få en fred og en 

styrke, som ikke er vores egen. Vi får del i Jesu magt, 

så vi kan bære alt det, der ellers ville knuse os. 

 

ny prædiken 

 

 

     Når man byggede et tårn på Jesu tid, var det for 

at man kunne gå op i tårnet. Så kunne man stå deroppe 

og se ud over alt det land, som man ejede, og man kunne 

se om der var nogen fjender eller tyve, som var gået 

over hegnet. Det kan også være, at man kunne flygte op 

i tårnet, hvis der var en fjende man ville forsvare sig 

mod.  Oppe fra tårnet kunne man smide sten og andet 

godt i hovedet på fjenden. I Danmark ved vi at nogle af 

rundkirkerne bl.a.  på Bornholm blev brugt sådan. Dér 

var der tit fare for, at fjender gjorde landgang, og man 

måtte have et sikkert sted. Det blev kirken, som man 

altså byggede som et tårn. Oppefra rundkirkens top 

havde man et godt overblik langt omkring. Man kunne 

føle sig sikker. 

     Jesus bruger dette tårnbyggeri til en lignelse. 

Hvis vi ikke mener vi har nok til at kunne bygge vores 

livs tårn færdig, det tårn som gør os sikre, det tårn 

som kan beskytte os mod alt det som vil ødelægge vores 

liv. Hvis vi kun får lagt det nederste lag sten på det 

tårn, som skal give os et godt overblik, så vi kan 

overskue alt hvad der er vores. Hvis vi kunne lige får 

begyndt, men ikke får det fuldendt, så skal vi hellere 

lade være med et sådant byggeri. Så vil alle jo kunne 

se, hvor lidt vi magter. Det vil blive ekstra tydeligt, 

hvor forsvarsløse vi er. 

     Selv i vores beskyttede samfund kan vi godt 

indimellem få et stik at bekymring eller nervøsitet. 

Der kan være så meget vi kan være usikre på. Det kan 

være, hvordan det vil gå for vores familie. Det kan 

være vores arbejde eller vores løn, som kommer i 

farezonen. Det kan være vores sundhed, som pludselig 

ikke viser sig så stabil, som vi gik og troede. Det kan 

også være ting vi hører i fjernsyn og læser i aviserne 

om uro og problemer andre steder. Både for børn og 

ældre kan det godt give mareridt, hvad man sådan får at 

vide om noget som sker langt væk. Man føler det 

truende, selv om det kun er noget man hører rygter om. 

     Men så er spørgsmålet altså om vi kan bygge et 

tårn, et sikkert sted, om vi kan gøre noget mod alt det 

som truer. Det som er nær ved os, skal vi gøre noget 

ved.  Men alligevel kan der også dér en dag ske noget, 

vi ikke kan forsvare os imod.  Det, som er langt fra 

os, kan vi som enkeltpersoner ikke gøre noget. Vi skal 

altså ikke begynde at bygge et tårn. I åndelig forstand 

skal vi ikke købe disse private beskyttelsesteltet, som 

man puste op eller spænde ud over spisebordet, så man 

kan søge i sikkerhed, hvis bomben kommer. I åndelig 

forstand skal vi ikke begynde bygge den slags 

forsvarstårne for vi kan aldrig fuldføre dem. Der kan 

let ske noget, som vælter hele tårnet for os. 

     I jordisk forstand må vi selfølgelig bygge 

kasserner og forsvarsværker og beskyttelsesrum. Men 

alligevel skal vi vide, at vi ikke kan beskytte os mod 

døden. Den vil komme. Vi kan ikke forsvare os mod 

frygten og nervøsiteten. Den vil komme. 

     Jesus bruger en anden lignelse om det samme. Han 

siger at en konge, som vil drage i krig mod en anden 

konge, først overvejer om han har soldater nok.  Hvis 

han har altfor få, skynder han sig at forhandle om 

fred. Det er jo et billede. Det kan ikke være Gud, 

Jesus taler om, som om vi er konger på linje med Gud, 

bare at Gud har dobbelt så stor magt som os. Det må 

være alt det som vi føler truende, alt det som vi føler 

vil ødelægge vores liv. Alt det som er stærkere end os, 

og som vi gerne vil bekæmpe, så vi kan få fred. Jesus 

siger, at vi ikke har styrke nok. Vi skal ikke gå i 

kamp mod død og djævel, for vi kan aldrig vinde den 

kamp. Vi skal ikke gå ud for at bekæmpe frygten og 

usikkerheden, som gør os nervøse. Nej, det er 

nødvendigt, der bliver sendt én afsted for at forhandle 

om fredsbetingelserne. Det er nødvendigt, at der er én, 

som skaffer os fred mod fjenden.  Det har Jesus gjort. 

     Irene, det er et pigenavn på dansk, på græsk 

betyder det fred. Eirænæ udtales det på græsk, og det 

står mange steder i Det ny Testamente. Det er et af 

hovedordene: Fred. I Evangelierne kan vi tage 

Lukasevangeliet som eksempel. Dér står ordet helt i 

begyndelsen. Englene sang julenat: Fred på jord. Og 

meningen var jo, at det lille barn skulle blive en stor 

konge, som ville hjælpe alle jordens mennesker mod det 

onde. Det var lysets konge, som ville vinde sejren over 

mørket, den konge blev født julenat. Derfor sang 

englene: Fred på jord. Men også helt til sidst i 

Lukasevangeliet står ordet Fred. Da Jesus var død 

og opstanden og kom til sine disciple. Meningen 

var , at livet havde vundet over døden, lyset havde 

vundet over mørket. Troen havde vundet over tvivlen. 

Glæden havde vundet over sorgen. Det gode mod havde 

vundet over mismodet. Derfor sagde han: " Fred være med 

jer." 

     Vi kan også tage et eksempel fra Paulus breve. Dem 

begynder han allesammen med ordene: " Nåde være med jer 

og fred fra Gud, vor Far og Herren Jesus Kristus." Det 

er hensigten med Paulus breve at bringe fred fra Gud 

videre. 

     Når vi sammenstiller alle disse ord om fred med 

lignelserne i dag, så betyder de, at vi ikke skal kæmpe 

mod fjenden, for vi ville aldrig vinde. Vi skal 

overlade det til Jesus. Vi skal ikke begynde kampen, 

for vi kan ikke fuldføre den. Jesus har fuldført den. 

Det gjorde han langfredag og påskemorgen.  Jesus har 

bygget et tårn til vores sikkerhed og beskyttelsen. 

Det tårn er korset langfredag. 

     Åndeligt set skal vi give afkald på alt forsvar. 

Det vil alligevel ikke lykkes for os. I stedet skal vi 

tro på Jesus. Det er meningen, når Jesu siger : " Så 

kan da ingen af jer blive min discipel, hvis han ikke 

giver afkald på alt, hvad han har." 

     Løsrevet kunne ordene i prædikestykket i dag godt 

misforstås.  Man kunne forstå ordene sådan, at vi ikke 

må have nogen familie, og den vi har skal vi hade. 

Eller vi må ikke have noget liv, og det vi har skal vi 

hade. Det kunne lyde som om Jesus vil, at vi har det 

dårligt, tager et kors på skuldrene. Men det er ikke 

sådan evangeliet i dag skal forstås. Det er ikke det 

Jesus mener med, at give afkald. 

     For det første kan man se det netop langfredag. 

Evangelisten Johannes fortæller om, at Jesu mor Maria 

stod neden for korset og ved siden af hende én af Jesu 

disciple. Og Jesus sagde til sin mor: " Kvinde, det er 

din søn. " Og til disciplen sagde Jesus: " Se, det er 

din mor." Det er da tegn på, at Jesus ikke hadede sin 

mor.  Tværtimod sørgede han for hende, at der var nogen 

som tog sig af hende. At hun ikke blev alene. Jesus 

giver os til hinanden og gør os til hinandens familie. 

Vi skal ikke hade hinanden, men tværtimod tage os af 

hinanden, så ingen er alene. 

     For det andet kan man se, at Jesus ikke vil lægge 

byrder på vores skuldre. Det er ikke det han kom for, 

at gøre vores liv dårligt og give os kors at bære på. 

Et sted siger han nemlig: " Kom til mig, alle I som er 

trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. 

Tag mit åg på jer og lær af mig. For mit åg er 

gavnligt, og min byrde er let." Jesus vil altså hjælpe 

os til at bære livet. Et åg er jo noget man tager over 

skuldrene, så man kan bære de tunge byrder, man ellers 

ikke kun løfte. Jesus vil hjælpe os til hvile og fred. 

Og hvile skal forstås, som hvile fra frygt og nerver. 

Og fred skal forstås som fred til at leve. 

     Vi skal give afkald på selv at på bygge åndelige 

forsvarsværker, og så skal vi tage imod freden og 

glæden fra Jesus. Den kan stå imod alle angreb. Den 

fred er evig.  Amen.