Jesus konstaterer tørt, at når man drikker vandet fra brønden, bliver man tørstig igen, det gør man ikke, når man drikker det vand, som Jesus giver. Jesus siger endda, at man så får en kilde indeni i sig selv. Det er helt eventyrligt. Man skal ikke hente vand langt væk, men bærer hele tiden en kilde inden i sig, som man kan læskes ved. Kvinden, som er meget praktisk, ser straks en stor lettelse. Hun vil hellere end gerne have af det vand, for så behøver hun ikke gå langt uden for byen til brønden. Det vil være en stor lettelse i hendes hverdag. Og når det så endda er kildevand. Det er bedre end vand selv fra den bedste brønd.
Og nu følger en ordveksling, som er helt fantastisk. Førend Jesus vil give hende det levende vand eller måske er det sandhedens vand, som han nu giver hende ved at sige: Gå ind og hent din mand og kom så herud igen. Og kvinden svarer: Jeg har ingen mand. Og Jesus siger: Du har ret, for du har haft 5 mænd og den mand, du har nu, er ikke din mand. Dér sagde du noget sandt. Det er en fantastisk ordveksling. Når kvinden først siger, at hun ingen mand har, så er det jo for at Jesus ikke skal møde den hun lever sammen med og hører om hendes private situation. Hendes liv er jo et stort rod. Man taler ellers om at der i Danmark er mange skilsmisser, men det er vist ikke mange, som har 5 skilsmisser bag sig. Kvinden kan godt mærke, at det er noget hun helst skal skjule, særlig nu da hun står lige for, at få en eventyrlig gave, levende vand. Derfor siger hun: Jeg har ingen mand. Det lyder så pænt. Det lyder som om hun er alene, og der er ingen, som kan hjælpe hende; hun trænger så meget mere til det levende vand, der kan sparer hende mange skridt i hverdagen.
Og Jesus giver hende ret: hun har ingen mand. De mange mænd, som hun har levet sammen med, det er jo fortid. Og den hun nu er sammen med, er ikke hendes mand. Jesus siger: Dér sagde du noget sandt. Det er som om han roser hende. Jesu ord viser jo, at han hele tiden har vidst, hvem han talte med, hvordan hun har levet og han ved vel mere endnu om hende.
Det er som om Jesus stiller en prøve til kvinden. Han siger hun skal gå ind og hente sin mand. Og det er som om kvinden består prøven. Jesus siger i hvert fald til hende: Du har ret i dit svar. Dér sagde du noget sandt. Den karakter giver han hende. Vi ville nok give hende den karakter, at hun er løgner og synder, og vi kunne spørge: Hvorfor taler Jesus med hende? Når han er en profet, der gennemskuer hende med det samme, hvorfor vil han så i det hele taget tale med hende.
Der er en anden fortælling, hvor ordene profet og synderinde også forekommer. Det er engang Jesus er på besøg hos en farisæer, og der kommer en synderinde ind og kysser Jesu fødder, og farisæeren tænker: hvis Jesus er en profet, hvorfor jager han så ikke den synderinde væk. Det kunne man også tænke her i fortællingen om kvinden ved brønden: Hvis Jesus er en profet, hvorfor taler han så med hende. Det er som om han ser stort på al hendes synd og al hendes mislykkethed og hendes misforståelser. Jesus kender sandheden om hende, men han lader ikke denne sandhed komme imellem dem, så han ikke vil tale med hende.
Det er som om Jesus har et særligt forhold til sandheden og reglerne og karaktererne, som vi giver hinanden. Det er som om Jesus er hævet over alle de kolde sandheder, der skiller os. Når man ser på situationen ved brønden med datidens øjne, er det endnu mere klart. Jesus taler med en kvinde om religion. Ingen mænd dengang regnede kvinder ligeværdige i den forstand, at de kunne tale med om så vigtige ting som religion. Men Jesus taler med hende. Og så er hun endda samaritansk. Ingen jøde regnede samaritaner som ligeværdige i religiøs henseende. Men Jesus begynder en religiøs samtale med en samaritansk kvinde. Og dertil kommer som det sidste, at hun har levet forfærdeligt, hun er skilt 5 gange. Jesus tager hende alvorligt og svarer hende og taler med hende om alvorlige spørgmål. Han bruger samme tone over for hende som over for den fineste og frommeste farisæer.
Det viser noget om Jesu livssyn. Vi kan også sige, det viser noget om hans religion og tro. Jesus er ikke en revolutionær, der bare afskaffer sin samtids moral og synspunkter. Når han siger til kvinden: Gå ind og hent din mand og kom så herud igen. Så ligger der vel lidt deri, at en kvinde ikke er så meget værd uden sin ægtemand. Når Jesus taler om hendes skilsmisser, så viser det også, at han ikke er ligeglad med de ti bud. Og når han siger, at frelsen kommer fra jøderne og jøderne kender det, som de tilbeder, mens samaritanerne ikke gør det, så viser det også, at Jesus deler jødernes syn på nabofolket. Men alligevel er Jesus hævet over alle disse kolde sandheder. Det ender jo med, at han fortæller hende, hvem han er. Det gør Jesus ikke over for nogen af de jøder, som han møder. Men da kvinden siger, at hun ved Messias skal komme og at han vil fortælle os alt. Så svarer Jesus: Det er mig, den der taler til dig. Her hører vi et ekko fra påsken. Da Jesus efter opstandelsen påskemorgen viste sig for disciplene, da sagde han: Vær ikke bange. Det er mig. Man kan næsten sige, at det er den opstandne Kristus, som her viser sig for en samaritansk, syndig kvinde. Sikken kærlighed der er i ordene: det er mig, den der taler til dig. Selv om Jesus er Messias, Guds riges konge, så taler han med hende, eller netop fordi Han er konge i kærlighedens rige, kan han tale med en mislykket kvinde og fortælle hende alt og give hende levende vand. For der er vel ikke noget andet, som kan forny vores liv, end at der er én som elsker os, og vil tale med os og fortælle os alt, selv om han kender sandheden om os. Jesus holder altså fast ved alle lovens bud og ved al god moral og anstændighed men han lader ingen af de kolde sandheder skille os fra ham. Det er som om han ser stort på alt det vi mennesker hænger os så meget i.
Det kan man også se med hensyn til tempeltjenesten. Jøderne mente jo, at det kun var i Jerusalem i det hellige tempel, at man kunne dyrke Gud. Andre steder kunne man vel bede til Gud, men rigtig dyrke Gud det kunne man kun et sted, i templet midt i Jerusalem. Det var kun dér, at der var et alter, hvor man brændte ofre til Gud. Jesus deler det syn på templet, at det er godt at ofre dér. Han siger f.eks. en gang, at når man er på vej hen for at bringe et offer og kommer i tanke om, at man har gjort nogen ked af det, så skal man vende om gøre det godt igen og så kan man gå til templet og ofre til Gud. Jesus siger dermed, at det er vigtigt hvordan mennesker lever sammen, men at det også er godt at ofre til Gud i templet. En anden gang roste Jesus dem, der lagde penge i indsamlingsbøssen i templet, også selv om det kun var en to-øre de lagde i, var det godt. Jesus talte altså ikke mod templet. Jeg vil give et sidst eksempel på det. Det var en gang Jesu modstandere spurgte Peter: Betaler du og din mester skat til templet. De ville jo gerne gribe Jesus i noget forkert. Og Peter blev bange, så han svarede bare: Jo, vi gør. Og da han kom hjem, så sagde Jesus til ham, før Peter kunne nå at fortælle. Jesus sagde: Hvem betaler skat, kongesønnerne eller dem uden for slottet. Og Peter svarede: dem uden for. - Jamen, så er sønnerne jo fri, sagde Jesus og fortsatte, men for at vi ikke skal forarge nogen, så gå ned til søen og kast en fiskekrog ud og den første fisk du fanger, skal du åbne munden på og dér vil du finde en mønt. Giv den som skat til templet.
Det viser, at Jesus har et helt eventyrligt forhold til alle regler, også når det gælder det hellige tempel. Han bryder ikke reglerne, men det er ved et eventyrligt under, som han ikke selv gør noget for, at han opfylder reglerne, f.eks. ved at finde et mønt i munden på en fisk. Jesus er hævet over alle de kolde love. Han lever med en ubekymrethed og lethed som kun kongesønnen kan. Det viser, at han er Messias, Guds egen søn, og han giver os lov til at leve i samme ånd og dyrke Gud på samme måde.
Alle reglerne og de kolde sandheder bliver ved med at være det. Der er forskelle mellem os. Vi er mænd og kvinder. Der er nogle, som lever mere syndigt og mislykket end andre, og der er forskelle mellem folkeslagene, men hvem vi end er, også en samaritansk, syndig kvinde giver Jesus lov til at være barn af Guds hus, dvs. at vi må leve som frie mennesker, der ikke skylder noget, fordi Gud selv vil betale det hele for os, ligesom kongen sørger for sin familie. I den sandhed må vi leve. Det har Jesus fortalt os.