2. søndag efter Trinitatis (II) – Lukas 14,25-35



I.

Da der for nylig blev holdt et vist bryllup i Gråsten Slotskirke, havde

præsten Martin Wemmelund, som jo var min forgænger som præst her ved

Risskov kirke, valgt at tale til det unge brudepar over Jesu ord fra

Bjergprædikenen om ja, ja og nej, nej. 'I jeres tale skal et ja være et ja

og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde'. I sin tale

understregede han meget stærkt den alvor, som ligger i at sige ja til et

andet menneske. Den slags er ikke noget, som man bare gør uforpligtende,

for sjovs skyld. Derfor er det af så stor betydning, at vi taler med

hinanden. 



Vi danske er generelt ikke særligt gode til at sige ja eller nej med

overbevisning. I de fleste tilfælde bliver det i stedet til et nølent

'tjah' eller et 'njah', og et sådant svar har den fordel, at vi altid kan

snakke os fra det, om vi skulle komme på andre tanker, eller hvis vi senere

fortryder. Det er så dejligt uforpligtende. Og vi er gode til at afgive

svar med fodnoter og forbehold, som modificerer det, som vi vil sige.



Der er lang vej herfra til Søren Kierkegaards skarpe 'Enten - Eller', som

han kalder et af sine skrifter. Hermed sigter han til, at et menneske skal

afgøre sig med hele sin lidenskab og uden halvhjertethed. Vi kan også tænke

på ordene i Johannes' Åbenbaring til medlemmerne af menigheden i den

lilleasiatiske menighed i Laodikea: 'Gid du var enten kold eller varm! Men

nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min

mund.' 



Nogle vil sige, at dette på udmærket vis tegner de fleste danskeres forhold

til kirken, hvor man hverken er særlig kold eller særlig varm. Man vil ikke

bruge den, men vil heller ikke undvære den, men det er da altid godt at

have den i baghånden, hvis man nu skulle få brug for den. 



II.

Det er alt sådanne spørgsmål, der maser sig ind på os, når vi hører denne

søndags utroligt stærke og kradse evangelium. "Hvis nogen kommer til mig og

ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget

liv, kan han ikke være min discipel", lyder ordene af Jesu mund. Jeres ja

skal være et ja og et nej et nej! Men er dette her ikke for meget? Er der

her plads til f.eks. med Grundtvig, at vi lever 'et jævnt og muntert,

virksomt liv på jord'? Uvilkårligt melder protesten sig skarpt og skrigende

inde i os: Det kan han dog ikke mene, Jesus!



I tidens løb er der gjort mange forsøg på at sno sig uden om Jesu ord, gøre

dem forståelige, rimelige eller overkommelige, - spiselige som vi ville

sige med en moderne formulering. Resultatet er ofte blevet en rar og

hyggelig Jesus, som er venligheden selv, men en Jesus som vi dybest set

foragter.



Derfor kan vi også finde eksempler på mange mennesker i historiens løb, som

har taget det, som Jesus siger, bogstaveligt. Madagaskars historie rummer

en periode i første halvdel af forrige århundrede med blodige

kristendoms-forfølgelser. Dronning Ranovalona, som regenten hed på det

tidspunkt, ville de kristne til livs, koste hvad det måtte, og det kostede

livet for mange kristne. I hovedstaden Antananarivo kan man stadig se den

lodrette klippevæg, hvor mennesker blev bundet øverst oppe med reb, og hvis

de ikke afsværgede deres kristne tro, stod én af dronningens soldater klar

til at hugge rebet over, så man styrtede hundrede meter ned og blev dræbt

på stedet. De valgte den fulde konsekvens af at være Jesu disciple.



Forfølgelsen varede mindst en halv snes år, og mange kristne gik under

jorden, men da den ophørte og de dukkede frem igen, var kirken stærkere end

nogensinde før, og den grusomme dronnings planer var altså ikke lykkedes.



I vort hyggelige Danmark synes det ikke spor relevant at trække sådanne

grufulde eksempler frem. Her kan det lade sig gøre at være kristen på langt

lempeligere vilkår. Men kan det også lade sig gøre at være Jesu discipel på

de vilkår? Det er det spørgsmål, som evangeliet i dag stiller skarpt på.



III.

Det ord af Jesus, som vi umiddelbart støder os hårdest på, er ordet 'hade'.

Hvorfor skal vi absolut hade både far og mor, ægtefælle, børn og søskende,

ja sig selv, for at kunne tro på Jesus og følge ham helhjertet. Det offer

synes os ikke bare ubærligt, men også komplet urimeligt og umenneskeligt.



Lad det så være sagt med det samme, at når man i den kultur som fandtes på

Jesu tid sagde 'hade', lå der ikke i den tids forståelse af ordet hade

nogen form for følelse af had, som vi forbinder med at hade. Had er for os

en af de meget negative følelser, som vi sædvanligvis ikke kan forbinde

noget som helst godt med, men sådan brugte man ikke ordet dengang. Her

gælder stadig Jesu ord: Du skal elske din næste som dig selv. Du skal elske

din far, din mor, ægtefælle, dine børn, søskende, ja enhver som er din

næste.



Men den anden del af budet gælder også: du skal elske Herren din Gud af

hele dit hjerte, styrke og sjæl. Og optagetheden af alle dem, som jeg har

omkring mig, ja først og fremmest optagetheden af mig selv, mine egne

behov, mit eget velbefindende, skal ofres, hvis min tro på Jesus skal være

helhjertet, og jeg skal være hans discipel. Her er et ja et ja, og et nej

et nej og ikke et njah med forbehold og fodnoter.



Troen på Gud har konsekvenser. Konsekvenserne for vort indre sind er måske

umiddelbart lettest at trække frem: en indre styrke og ro, en hjælp i de

momenter af mit liv, hvor jeg har det svært, en glæde og en frihed. 



Men hvad så med de ydre? Tør vi også sige, at der er nogen af dem? Ja, hvis

ikke det hele skal være tom snak. Troen må sætte sig spor ikke bare i det,

som vi føler og tror, men også i alt, hvad vi gør, det liv som vi lever og

de valg som vi træffer.



IV.

Gå så hjem og regn omkostningerne ud, som de 2 små historier om manden som

ville bygge et tårn eller kongen som drager i krig opfordrer os til. Ka'

det betål' sæ, siger vestjyden. Hvad er renteafkastet, siger

forretningsmanden. Hvad får jeg udbetalt i bonus, spørger forbrugeren.

Giver det øget livskvalitet, siger psykologen. Er det pensionsberettiget,

siger den der sparer op til sin alderdom. Vi har det med alle at opstille

vore cost benefit-beregninger.



Salmen vi skal synge herefter siger det sådan: 'Alt hvad for hans skyld jeg

mister, får igen jeg på hans ord'. Det er jo også en slags beregning –

eller måske snarere en forvisning.



Men måske skal vi snarere høre de 2 fortællinger om at beregne

omkostningerne ikke som en opfordring til os selv om at lave vort eget

budget, for det er der altid noget gustent ved, men som et vidunderligt

tilsagn til os om, at Gud, den store konge, har beregnet omkostningerne, og

at han har derfor både verden og enhver af os i sin stærke hånd, uanset

hvad der sker os, og hvad vore kors måtte indebære, og at det står fast,

når han har sagt, at han vil være med sine disciple alle dage indtil

verdens ende.



Så kast roligt alle dine forbehold til side og sig ja til være hans

discipel.



					Amen.

Salmer: 674 – 859 – 268 / 528 – 365 – 864 - 772



Risskov kirke, søndag den 21. juni 1998.