Hvis én af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så

ikke først og finder ud af om han kan fuldføre det.

Jo, det lyder helt moderne. Når der skal startes et

stort projekt, gælder det om at få mange tilbud, og

man vælger det billigste og man lægger budgetter

for at se om man har penge nok eller man hellere

skal vente med projektet.

Sådan er vores liv et projekt.

Vores kristendom er et projekt. Det er

vores livs projekt. Vores kristendom skulle gerne

være et tårn, der når til himlen. Sådan kan vi

tænke.

Vi tænker, at vi har valget. Vi kan begynde

eller vi kan vente.

Men Jesus giver os ikke et tilbud, der lyder

billigt. I skal hade jeres familie. I skal bære et

kors. I skal gå i mit spor. Vi ønsker ikke at hade

vores familie. Mine børn siger ganske vist nogle

få gange til mig: Jeg hader dig. Men jeg tager det

roligt og tænker, at de ikke mener det. Og et

øjeblik efter kan de komme og give mig et stort

knus. Og det er noget af det bedste i verden, at få

et knus. Jeg kunne aldrig vælge at hade mine

børn. 

Jesus taler om at bære et kors. Han siger:

Den, der ikke bærer sit kors.." Det er nok

afhængigt af vores væsen, men der er mange

mennesker, som mener, at de har et kors at bære

på. Men vi mener, at det er uretfærdigt at vi skal

have en sådan plage. Det gjorde Paulus. I 2. Kor.

kap 13 fortæller han, at han har bedt Gud om at

tage det der plager fra ham. Vi prøver også

mange udveje for at få lagt vores kors væk. Vi

beder Gud om at han vil gøre det.

Men Jesus siger, at vi ikke skal bruge

vores energi til at slippe for korset. Vi skal tage et

ekstra godt fast i den byrde, som ligger på vores

skuldre, holde i den og slæbe os videre. Det

gjorde Jesus. Det skal vi gøre.

Der er kristne som mener, at Jesus er vores

forbillede, som vi skal efterligne. Jesus siger selv,

at vi skal gå i hans spor. Det betyder det samme.

Men det er ikke rart, at vandre som Jesus. og det

er langtfra sikkert at vi kan gå ret mange skridt i

de fodspor som Jesus har efterladt. 

Hvis vi ikke kan fuldføre, så må vi hellere

opgive. Det er sund fornuft.

Når håndværkere skal give tilbud og ved at

de ikke er ene om budet, så kan de finde på at

sætte deres pris meget lavt for at få arbejdet. Det

virker ikke som om Jesus sætter sin pris lavt for

at få mange tilhængere. Det er nærmest som om

han vil have os til opgive at blive hans disciple. 

Meningen er netop, at vi skal opgive at

gøre os selv til Jesu disciple. I slutningen af

Mattæus taler Jesus på en helt anden måde: Gå ud

og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I

døber dem og idet I lærer dem at holde mine

befalinger.

Kan alle mennesker blive disciple af Jesus.

Det siger han. De vælger det ikke selv. De gør det

ikke selv. Vi gøres til disciple i dåben og ved at

høre om Jesus. Og vi skal døbe og fortælle om

Jesus, så gør vi andre til disciple, dvs. knytter

dem til Jesus. Det lyder så let og han tilføjer: Jeg

er med jer. Og når han er med os, så kan det ikke

mislykkes, hverken at vi selv må leve og fortsætte

med at leve i troen eller at give troen til andre.

Og det medfører, at vi skal gå duknakkede

efter Jesus og se op til ham og holde os bag ham.

Jesus er vores ven og støtte. Han er med os.

Det lyder som modsætninger,

prædikestykket i dag, hvor det er meget svært for

ikke at sige umuligt at blive Jesu discipel og så

missionsbefalingen, at vi frit kan gå rundt og gøre

andre til hans disciple.

Men vægten ligger på, hvad vi selv kan

gøre os til og hvad vi kan gøres til. Vi har ikke

meget med vores egen fødsel at gøre. Vi blev

født. De fleste af os kan konstatere, at vi ikke

havde meget med vores dåb at gøre. Vi blev døbt.

Det gælder nu enhver hvilken alder man har når

man bliver døbt. Jeg har aldrig hørt om at et

menneske bøjede sig over døbefonten og med sin

egen hånd tog vand og døbte sig selv. Det ville

ikke være en dåb. For man kan ikke døbe sig

selv.

For at gentage hvor vægten ligger i vores

prædikestykke. Jesus fortæller,  at det koster at

være hans discipel. Prisen er høj. Den er hele

vores liv. Hvis vi skulle betale prisen, havde vi

ikke råd. Det var umuligt for os. Vi skulle give alt

vores kæreste væk, og dvs. alle vores kære. Det

er en høj pris, give sit liv.

Med sine to lignelser vil Jesus have os til at

indse det. Den første lignelse om tårnbyggeren

giver os ikke den største opmuntring. Jesus

advarer os mod at begynde på noget vi ikke kan

fuldføre. Vi bliver til spot.

Endnu klarere er det i den anden lignelse

om krigen. Hvis vi kun har halvt så mange

soldater som fjenden, må vi skynde os at give op,

før krigen er begyndt.

Og så forstår vi hvorfor Jesus måtte betale

så høj en pris for os, sit liv. Jesus døde og betalte

hvad vi skulle betale. Derfor kan han som

opstanden tale om en helt anden pris, som vi skal

give, nemlig ingenting. Hvad vi ikke kunne, det

kunne Jesus. Bygge tårnet, vagttårnet, som

beskytter os mod det onde, Jesus kunne skaffe

fred mod fjenden, ikke fordi han har mange

resourcer at bruge mod fjenden. Jesus døde i

kampen mod fjenden. Men da havde fjenden også

fået nok. Jesus gav sig selv som pris for at

løskøbe os, så vi er frie. Og Gud oprejste Jesus,

for at han skal være vores konge.

Det som er umuligt for os er muligt for Gud. Og

der er en anden sætning i Det nye Testamente

hvor de to ord forekommer, begynde og fuldføre.

Paulus skriver i et af sine breve, at han er

overbevist om, at han som har begyndt sin gode

gerning i jer , vil fuldføre den. Gud har begyndt

og Gud vil fuldføre. Det er ikke os der skal gøre

den gode gerning. Gud har begyndt den i os i

vores dåb, og han vil fuldføre den.