Der er mange slags syndere. Og i dag hører vi om 
to slags. Den første er sådan som vi mener en rigtig 
synder skal være. Både hjemme og ude opfører han sig 
dårligt.  Hjemme er han fræk og ligeglad med de andre. 
Ude morer han sig uden at tænke på følgerne. Og det 
ender da også med en nedtur som kun dårlige mennesker 
kan få det. Og han har helt selv skylden. I vore dage 
er der den teori, at mennesker som får sociale 
problemer har haft en ulykkelig barndom med dårlige 
forældre. Men det er jo i hvert fald ikke tilfældet med 
den unge mand vi hører om. Det kan vi regne ud efter 
det vi hører senere i fortællingen. Hans hjem, hans 
barndom, hans forældre var nogle af de bedste der 
findes. Der er altså ingen andre, som den unge mand kan 
give skylden. Det hele er hans egen beslutning. Han er 
en vaskeægte synder.  Han er som vi mener en rigtig 
synder skal være. 
     Men i dag hører vi også om en anden slags synder. 
Og det er sværere at forstå, hvordan han kan kaldes en 
synder. Det er den ældste søn.  Bare det, at han er den 
ældste viser jo, at han har flere erfaringer. Han har 
alderen og dermed også fornuften.  Han har været 
arbejdsom. Han har været flittig.  Han har aldrig sagt 
sin far imod eller forlangt noget.  Han har været 
beskeden.  Han er alt det, som vi mener et rigtigt 
menneske skal være.  Hvordan kan han være en synder? 
For han erjo lige så syndig som sin bror, den yngste, 
den forkælede bror.  Den ældste bliver vred på sin Far. 
Han vil ikke ind til Gud.  Synd det er at sige Gud 
imod. 
     Hvordan kan det være at sådan en pæn ung mand, 
sådan et ordentligt menneske alligevel viser sig at 
være synder.  Selv om han har levet fuldstændig som man 
skal, så er han ikke et hak bedre end den yngste. Ja, 
det har vi svært ved at forstå.  Men lignelsen i dag 
vil lære os, at det er ligegyldigt om vi lever godt 
eller dårligt, om vi skejer ud eller passer vores 
arbejde til punkt og prikke.  Vi er allesammen 
ligestore syndere over for Gud. 
     Der er mange slags mennesker, men selv de to 
slags, som vi hører om i dag og som er vidtforskellige, 
ja der er modsætninger, de er ligestore syndere. Der er 
der ingen forskel mellem os. 
     Det er det ene som Jesus vil lære os med sin 
lignelse. Det andet som han vil lære os er om Gud, 
nemlig at Gud er ens mod os allesammen, hvor 
forskellige vi end er.  Der er mange slags mennesker, 
men Gud er kun på én måde over for os allesammen. 
     Det ser måske forskelligt ud den måde faderen 
tager imod sine to sønner.  Den ene løber han imøde og 
falder ham om halsen og kysser ham. Den anden går han 
ud til og beder ham om at komme ind. Forskellen bunder 
nok i sønnernes alder. Den yngste er så at sige stadig 
et barn.  Derfor kan faderen opfører sig så 
følelsladet. Den ældste søn ville nok finde det 
nedværdigende, hvis faderen sådan faldt ham om halsen. 
Fordi sønnerne er forskellige, må Faderen vise sin 
kærlighed til dem med forskellige midler, men det er 
den samme store kærlighed han har til dem begge. Og vi 
kan høre det i ordene. Han skælder ingen af dem ud, og 
begge vil han have hos sig. Begge sætter han lige højt. 
     Det er egentlig en stor luksus og rigdom vi hører 
om.  Faderen må være en rig mand. Han har daglejere og 
tjenere.  Han er så rig at han kan udbetale en arv på 
forskud uden at blive fattig af det. Og hvilken luksus 
er det ikke også den fest, som bliver holdt. Den 
hjemvendte søn får fint tøj på. Han får en ring og sko. 
Og fedekalven blev serveret. Det var dyr mad. 
     Det er mærkeligt, at Jesus kan fortælle om sådan 
en luksus. Han levede jo ellers fattigt. Han sagde 
engang, at menneskesønnen ikke har et sted, hvor han 
kan sove, lægge sig og hvile. 
     Men det betyder ikke, at Jesus var en afholdsmand, 
at han fastede og levede sundt som en helgen. Nej, selv 
om det var almindeligt blandt religiøse jøder at faste, 
så hører vi aldrig at Jesus gjorde det. Tværtimod hører 
vi ham sige, at hans dage på jorden er som en 
bryllupsfest, og da må man ikke faste, tværtimod man 
skal feste.  Derfor sagde han heller aldrig nej til en 
invitation. Han var med til brylluppet i Kana. Han var 
med til middage hos syndere og toldere. Han var også 
til middag hos en farisæer. Ja, Jesus fik tilnavnet: en 
frådser og vindranker. 
     Jesus levede ikke for at spise og drikke. Men han 
foragtede heller ikke god mad og vin. Det er den 
rigtige holdning at have til alle denne verdens ting, 
ikke at gå op i dem, men heller ikke foragte dem. Jesus 
sagde ikke nej, når andre inviterede ham.  Han lukkede 
ikke sit hjerte for andre. 
     Det er grunden til at Jesus så selvfølgeligt kan 
tale om luksus, fint tøj, ring, godt kød, dans, musik 
og fest, her i lignelsen i dag. Derfor lader han 
faderen være så gavmild, over for den yngste søn, han 
får alt hvad han beder om og mere til, og ligesådan 
over for den ældste søn, til ham siger faderen: " Alt 
mit er dit." Det er jo fordi Jesus var på samme måde 
selv.  Han lukkede ikke sit hjerte for syge og syndere. 
Og han sagde ikke nej til at komme og sidde til bords i 
en synders hjem.  Jesus var meget rundhåndet med det 
som han gav. Han gav ikke kun, hvad folk bad om. Han 
gav mere til.  De syge bad om sundhed, men Jesus gav 
dem også deres synders forladelse.  Og det vil jo sige, 
at Jesus gav dem den samme overvældende kærlighed, som 
faderen  i lignelsen i dag giver til sine sønner. 
     Det er med den luksus, den rigdom, den 
overvældende kærlighed at Gud tager imod os syndere. 
     Lignelsen vil lære os, at der kan være mange 
forskelle mellem os mennesker. Men vi skal glæde os 
sammen. 
     Selv om det er en lignelse, et eventyr som Jesus 
fortæller, så vil han lære os noget meget vigtigt, han 
vil ændre vores liv med sin fortælling, så vi kommer 
nærmere til Gud og nærmere til hinanden. 
     Jesus taler i sin lignelse hvor nær vi må være ved 
Gud, at Gud omfavner os.  Selv når vi intet godt har at 
fremvise, og kun har dårlig samvittighed som den 
fortabte søn, der siger: jeg fortjener ikke længere at 
kaldes din søn.  Da hører vi straks Gud sige: Nu skal 
der være fest. 
     Det viser at Guds glæde over os mennesker er uden 
grænser, også selv om vi er syndere og gerne ville 
dække over det med fine ord. Det er jo helt 
overstrømmende, hvad faderen i Jesu lignelse stiller på 
benene.  Mindre kunne godt have gjort det. Det var nok, 
hvis den hjemvendte søn havde fået et bad og noget rent 
tøj og lidt mad. Men nej, han skal også have ring på 
fingeren.  Det var tegn på værdighed. Han skal sko på 
fødderne. Det var kun de rige, som gik med sko. Og 
maden er den fineste, som huset kan præstere, 
fedekalven. Den var beregnet til den største fest på 
året. Der var kun én fedekalv. Der var mange lam og 
mange gedekid, og de blev slagtet ved de almindelige 
fester, men fedekalven var til den fineste fest på 
året. 
     Den hjemvendte søn havde ikke fortjent noget af 
det, og så får han endda i overflod. Rigdom og 
værdighed og kærlighed. Så godt er der i vores 
himmelske fædreland. Der er ikke bebrejdelser eller 
dårlige følelser. Der er fest og glæde. Det er 
himmerige.  Så nær må vi være ved Gud og ved hinanden, 
fordi Guds glæde over os er uden grænser. 
 
     Den fortabte søn var i et fremmed land og han 
havde tabt alt, sine penge, sin frihed, sin værdighed. 
Da tænkte han på sin far. Og mon han ikke også drømte 
om sit fædreland. Det gør mange danskere, også selv om 
det går dem godt i udlandet. De føler, hvor dejligt og 
smukt Danmark er. Den danske mark, den danske skov, 
havet omkring Danmark, alt det, som vores sange taler 
om.  Som vi synger om vores land: Du gav os de 
blomster, som lyste imod os.  Du gav os de marker så 
bølgende brede, Du gav os de skove så dybe og svale. 
Du gav os den himmel, hvor skyerne iler. Du gav os de 
vandrende, vældige vande.  Eller i en anden sang: Hav 
og muld skal dansken pløje.  Venner! Hvad vi fik for 
muld!  Bølgelandets runde høje tavlet ud i grønt og 
guld. Lærken klatrer fra sin seng i den morgenvåde eng 
ad sin jakobsstige. Men de lyse nætters skær over 
stille bøgetræer åbner himmerige.  Sådan står der i en 
sang. Sådan tænker mange danskere i det fremmede om 
deres fædreland som et lille himmerige. Og mon ikke den 
fortabte søn havde de samme følelser, da han hverken 
havde hus eller tøj eller mad. Da opdagede han, hvad 
det vil sige at være bundet af gode følelser til sit 
land og til sin far. 
     Sønnen havde ellers troet at han kunne blive fri 
ved at slippe alt. Han tænkte kun på at slippe væk 
hjemme fra.  Han bad om sin arv. Han slap sin fortid. 
For hans ønske om arven viser jo, at han vil væk for 
altid. Og han slap alle hæmninger. Han levede et 
løssluppent liv.  Han festede dagen lang.  Men han 
opdagede, at det ikke var frihed og fest. Da sønnen 
ønskede sin arv og at slippe for alt, også for sin far, 
da var det ikke kun hans far der blev som død for ham, 
det var også ham selv, der tabte livet. 
     Og det opdagede han. Ganske vist tænkte han først 
på maden. Det er et af de steder, hvor man kan se, at 
Jesus er humoristisk. Den fortabte søn har mistet alt, 
og da tænker han kun på mad, at arbejdsmændene hjemme 
hos hans far har overflod af mad. Men måske er det også 
et billede.  Vi danskere skal ikke være længe i 
udlandet, før vi drømmer om frikadeller eller et stykke 
rugbrød med spegepølse. Det er indbegrebet af danskhed. 
Selv i det banale, maden, mærker vi et tilhørsforhold 
til vores land.  Vi mærker helt konkret, hvor vi har 
hjemme, hvor vi har rod, hvorfra vores verden går. 
     Men dernæst tænker sønnen i Jesu lignelse på, hvor 
godt det er at være i hans fars tjeneste. Han stiler 
ikke højere end at være daglejer hos sin far.  Da har 
sønnen opdaget, hvor den ægte tryghed og frihed findes, 
nemlig når vi er i tjeneste. Vi er først frie 
mennesker, når vi er bundet i gode følelser til andre. 
Når vi mangler de gode følelser f.eks. for Gud, konge 
og fædreland, så er vi, også selv om vi opholder os i 
Danmark, så er vi fjendeland, og så bliver vores dage 
lige så tomme og vi bliver lige så åndeligt sultne som 
den fortabte søn var i svinestien. 
     Da er det eneste at gøre at søge hjem. Det gjorde 
den fortabte søn.  Jesus taler i sin lignelse ikke om 
vores jordiske fædreland, men om vores himmelske. Og 
dér får vi en modtagelse, som vi ikke kunne drømme om. 
Vi får ikke engang lov til at bekende alle vores 
synder, før Gud har omfavnet os.  Vi ville nok gerne 
vil gøre os værdige til Guds kærlighed ved at tale 
længe om vores egen uværdighed.  Det viser jo, at vi 
har erkendt vores situation, at vi er ærlige mennesker, 
hvis vi åbent indrømmer, at vi ikke har brugt livet som 
det er ment, og at vi så let taber livet ud af vores 
hænder.  Selv når vi intet godt har at fremvise, så 
prøver vi alligevel ved at vise vores dårlige 
samvittighed at gøre os værdige til Guds kærlighed og 
omsorg. Ja, den fortabte søn ville jo tjene sig til 
faderens kærlighed ved at gå som daglejer.  Men det får 
han ikke lov til. Han bliver standset, da han har sagt: 
jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Faderen 
siger straks: Nu skal der være fest. 
     Det viser at Guds glæde over os mennesker er uden 
grænser, også selv om vi er syndere og gerne ville 
dække over det med fine ord. Det er jo helt 
overstrømmende, hvad faderen i Jesu lignelse stiller på 
benene.  Mindre kunne godt have gjort det. Det var nok, 
hvis den hjemvendte søn havde fået et bad og noget rent 
tøj og lidt mad. Men nej, han skal også have ring på 
fingeren.  Det var tegn på værdighed. Han skal sko på 
fødderne. Det var kun de rige, som gik med sko. Og 
maden er den fineste, som huset kan præstere, 
fedekalven. Den var beregnet til den største fest på 
året. Der var kun én fedekalv. Der var mange lam og 
mange gedekid, og de blev slagtet ved de almindelige 
fester, men fedekalven var til den fineste fest på 
året. 
     Den hjemvendte søn havde ikke fortjent noget af 
det, og så får han endda i overflod. Rigdom og 
værdighed og kærlighed. Så godt er der i vores 
himmelske fædreland. Der er ikke bebrejdelser eller 
dårlige følelser. Der er fest og glæde. Det er 
himmerige.  Og vægten ligger på, at vi får det 
ufortjent og alene fordi Guds glæde over os er uden 
grænser. 
     Jesus fortæller sin lignelse for at vise, hvor 
vigtigt det er at vi hører til hos Gud og at det kun er 
sammen med Gud vi finder vores frihed og værdighed og 
glæde. Og at vi alle må finde den glæde hos Gud. Også 
selv om vi måske har ønsket Gud død, selv om vi har 
levet uden tanke for andre end os selv, så vil Gud tage 
imod os med en tilgivelse, som er grænseløs. 
     Jesus fortæller lignelsen for at vise, at det er 
vigtigt vi ikke tænker på fortjeneste, men at være i 
tjeneste, at være bundet til andre, og til de rigtige 
værdier. 
     Jesus sagde jo også om sig selv: Menneskesønnen er 
ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at 
tjene og give sit liv som løsesum for alle.  Jesus gav 
os et forbillede, at den største skal være som den 
laveste og tjene andre. Paulus kaldte sig også Kristi 
tjener. 
     Den fortabte søn i Jesu lignelse opdagede, at vi 
altid er bundet, og at vi er fortabte, hvis vi binder 
os til forkerte værdier.  Hvis vi er bundet af en løgn 
og noget uægte, så ødelægger det selvfølgelig vores 
liv.  Men når vi er bundet af kærlighed til vores 
medmenneske og til Gud, da blive vi hele mennesker. Da 
den fortabte havde brugt alle sine penge, da bandt 
fattigdommen og sulten ham, så han ingen fremtid havde 
og intet kunne gøre. Men da han vendte hjem for at 
tjene sin far, da bandt kærligheden ham igen, så han 
kunne meget, feste, glæde sig, danse og se en tryg 
fremtid. 
     Der er gode og dårlige herre at tjene, nogle giver 
kun lige den løn der skal til, eller ingen løn. Gud 
giver mere end vi har tjent. Det gør os til frie 
tjenere, at vi ikke hele tiden skal se på, hvad vi 
udretter. Gud giver os det bedste han har. ring på 
fingeren, fedekalven. 
     Gud, var Far i himlen. Vi takker dig for, at din 
tilgivelse er uden grænser og at du tager i mod os med 
åbne arme og giver os dit himmerige, uden at vi har 
fortjent det. Amen. 
 
ny prædiken 
 
     Lignelsen om den fortabte søn kan give mange 
tanker.  Det er jo også mange unge i dag, som har 
udlængsel, og som i det fjerne opdager, hvor dejligt vi 
har det herhjemme.  Det er endda sket for kronprins 
Frederik. Han holdt forleden en tale til 500 besøgende 
og hjemvendte danskere ved Dansk Samvirkes sommerfest. 
Og han fortalte om sit år i Frankrig på en kostskole, 
at han følte sig forladt og fortabt ved ankomsten 
dertil. Han sagde, at han så med våde øjne efter støvet 
og baglygterne på den bil, der netop havde sat ham af. 
Han følte det, som var han solidt plantet i en klump 
cement på en øde strand og tidevandet langsomt steg og 
steg. Selvfølgelig fik han sparket sig ud af cementen. 
Selvfølgelig fik han noget ud af sit ophold i det 
fremmede.  Men det væsentligste han vendte tilbage med 
var følelsen af at være pæredansk og høre hjemme i 
Danmark. 
     Den fortabte søn i Jesu lignelse følte sig nok 
også plantet i en klump cement, da han ingen mad og 
husly havde. Han tænkte også med stor længsel på 
hjemmet. 
     Det er mærkeligt så aktuel Jesu lignelse er. Det 
er mærkeligt så mange følelser vi kan genkende i den. 
     Det er jo ikke kun unge, som kan have den 
opfattelse, at verden ligger åben og det bare gælder om 
at gå ud og tage fat. Der er mange, der har den 
opfattelse, at lykken ligger parat for enhver, som 
gider rækker ud efter den.  Det er udtrykt i 
ordsproget: Enhver er sin egen lykkes smed. Der er 
noget barskt ved det ordsprog, for det har jo den 
bagside, at så er enhver også skyld i sin egen ulykke. 
Enhver er sin egen ulykkes smed. 
     Og mon vi ikke også får den tanke, når vi hører 
Jesu lignelse, at den unge mand selv er skyld i sin 
skæbne. Han kunne have mere fornuftig. Han skulle ikke 
have brugt sine penge til fornøjelser. Det er en tanke 
vi får.  Det er ikke Jesus, som afsiger den dom over 
den unge mand. Dels var det ikke forkert og 
ualmindeligt dengang, at sønnen bad om sin arv. Det ved 
man tekster og love dengang. Dels kan vi sammenligne 
hans udsvævende liv i det fremmede med festen, som 
faderen giver ham. I det fremmede, mens han havde 
penge, spiste han godt og festede og dansede. Og det er 
jo også, hvad der sker, da faderen holder fest for ham. 
De spiser fedekalv til musik og dans.  Forskellen er 
selvfølgelig er der er ægte kærlighed og venskab ved 
festen i faderens hjem og ikke sammen med venner i det 
fremmede. Men det er faderens skyld. Jesus fordømmer 
ikke et glad liv med fest og dans. 
     Tværtimod netop dér, hvor vi mener, at den 
fortabte søns liv skulle ende i fattigdom og 
elendighed, som en retfærdig straf for hans dårlige 
opførsel, dér fortsætter Jesus med en glad fest i 
faderens hjem. For den yngste søn ender det med en 
begyndelse, begyndelsen på en fest. 
     Jesus vil med sin lignelse standse os i vores 
tankegang, hvor vi mener, at enhver får, som han 
fortjener. Netop dér hvor vi føler os fortabt og 
forladt og alene og usle, netop dér hvor vi føler angst 
og uhygge, netop dér hvor vi føler, at fremtiden er 
lukket for os og at vi selv er skyld i det, dér siger 
Jesus, at Gud, vores himmelske Far, vil gøre et under 
med os, et under som vi slet ikke har fortjent. Han vil 
give os en glædesfest.  Han vil give os en sikker 
fremtid, så vi får en god nutid. 
     Jesus vil med sin lignelse bryde vores tankegang. 
Man kan se det af, at han gentager sit synspunkt, for 
at vi rigtig skal forstå det.  Den ældste søn har jo 
samme tankegang som os. Han mener også, at som man 
handler, sådan skal man få. Han har tjent sin far i 
mange år, han har aldrig overtrådt nogen af faderens 
bud. Så havde han vel fortjent en god festmiddag med 
sine venner.  Mens den yngre broder har ødslet faderens 
ejendom væk med letlevende piger, han har ingenting 
fortjent. 
     Men så slutter det igen med, at faderen åbner sin 
favn for den ældste søn og tager ham ind til sig: Alt 
mit er dit, siger han.  Selv om den ældste søn i sin 
retfærdige harme vist nok kommer til at sige, at hans 
far ikke er én af hans venner. Han siger jo: du har 
ikke givet mig så meget som et kid, så jeg kunne feste 
med mine venner.  Han tænker vist ikke på, at faderen 
skulle være med ved den fest. Alligevel slutter faderen 
sine arme og sin glæde omkring den ældste søn og siger: 
Nu må vi holde fest og være glade. Han siger vi, han 
stiller sig lige med sin vrede søn og tager ham ind til 
sig. 
     Med sin lignelse viser Jesus, at han ikke 
fordømmer os, hvad enten vi lever syndigt som den 
yngste søn gjorde eller som den ældste søn gør. Jesus 
gør et under for os og åbner Guds glædesfest for os. 
     Hvor veltilpasse vi må være over for Gud, kan man 
høre ud af Jesu lignelse, når han fortæller, da den 
yngste søn kommer hjem til sin far efter at sønnen har 
ødslet alle sine penge væk, han kommer i laser og 
pjalter, snavset og elendig. Så siger Faderen til sine 
tjenere: Skynd jer at komme med den bedste klædning og 
giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham 
sko på fødderne.  Det er jo for at vise, at sønnen nu 
er søn igen, at han er blevet rig igen. Han kommer for 
at give os ring på hånden, så vi ser, at vi er rige, at 
vi er børn af huset, Guds børn.  Vores tøj er ikke 
lappet.  Nej, åndeligt set er vores tøj festtøj.  Og 
det er endda en tjener, som giver os det på.  Jesus 
giver os glæden og festen. Vi skal ikke tage det på. 
Nej, vi er som de rigeste her på jorden, der skal bare 
skal stå stille, mens deres tjenere føre dem i deres 
fine tøj. 
     Der er et sted i Det gamle Testamente, som Jesus 
henviser mange gange.  Det Jesaja kapitel 61.  Det er 
et meget smuk kapitel.  Der står også om festtøj og 
glæde. 
     Kapitlet hos Jesaja handler om profeten, hans 
budskab til folket, hvorfor han er sendt. Og han siger: 
Gud sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom 
til brudte hjerter, frihed til fanger, for at udråbe et 
nådeår, for at give dem, der sørger højtidsdragt, for 
at give dem glædens olie, lovsang for modløst sind. Og 
til sidst i kapitlet står det allersmukkeste: " Jeg vil 
glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min 
Gud. For han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i 
retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit 
hovedbind. 
     Det passer fuldstændig til Jesu ord i dag. Det er 
meningen med hans ord.  Han klæder os i frelsens 
klæder.  Han hyller os i retfærds kappe. Han er 
brudgommen, som bringer os en fest og en glæde, som 
sprænger alle vores sure tankegange. Den glæde, som 
Jesus giver os er endda en glæde, som ikke forældes. 
Det står midt i kapitlet i Jesaja: Gud siger: jeg 
slutter med dem en evig pagt.  Og det er jo den ny 
pagt, der er tale om.  Glædens pagt.  Kærlighedens 
pagt.  Den pagt slutter Gud med os elendige og usle 
syndere. 
     Den glæde og den hjælp, som vi kan finde hos 
Jesus, gælder os alle, fra de mindste til de største, 
ja selv vores dronning. Jeg begyndte med at fortælle om 
kronprins Frederik og jeg vil slutte med vores 
dronning. I forbindelse med sin fødselsdag var der 
mange interview med dronningen, og i mange af dem 
berørte hun også sin kristentro.  Hun sagde bl.a.: At 
tro på Gud er for mig i dag lige så virkeligt og 
naturligt som regn og solskin.  Hun sagde: For mig 
betyder Jesus Guds mulighed for at vise 
menneskeslægten, at han går med os og er midt iblandt 
os.  Derigennem at Gud kom i sin eneste Søn Jesus til 
verden og åbenbarede sig for os, har vi mennesker fået 
et vidnesbyrd om, at vi ikke er ensomme. Jeg tror på og 
er fuldt overbevist om, at Jesus ikke bare var et godt 
menneske.  Han var selv Gud, som blev ét med os. Og 
dronning Margrethe fortsætter, at Gud gennem det, som 
Jesus oplevede, ved, hvordan det er for mig, når noget 
ondt møder mig.  Gud ved, hvor meningsløst mit liv 
nogle gange kan føles. Kun få mennesker -ja vel næppe 
nogen - har oplevet det, som Jesus oplevede.  Derfor 
vover jeg at stole på Jesus - som benådet synder og som 
dronning.  Siger Margrethe.