Menneskesprog er egentligt noget mærkeligt noget. PÅ
een og samme tid er det rigt og nuanceret - men
samtidigt er det fattigt og mangelfuldt. Det hænger
sammen med at det er mennesker der taler, mennesker der
vil prøve på, at give den virkelighed de ser mund og
mæle. Men denne virkelighed er naturligvis altid
begrænset; af de øjne der ser. Beskrivelsen af
virkeligheden bliver derefter.

Hvis vi nu skal tage bestik efter de steder hvor
sproget i vore dage synes at boltre sig mest uhæmmet -
og det både for det onde og for det gode - så ser det
ud som om, at de øjne der ser ting og giver de sete
ting sprogligt udtryk - at de kun ser til enden af
deres egen næsetip - jeg tænker her på de såkaldte
massemedier - aviser, radio og fjernsyn. For hvad er
det for en virkelighed de skildrer? Hvad er det dog de
bruger sproget til?

Ja - jeg kan ikke se rettere end at sproget er blevet
begrænset til noget fattigt. Det skildrer jo kun ydre
og for så vidt overfladige ting. Jeg sagde overfladige
- ikke overfladiske som vores verdens økomiske kriser,
undertrykkelse og vold, sproget bruges til at meddele
sagforhold som kan benyttes til menneskehedens
fremkridt - hvis man kan kalde det det, - når sprog
reduceres til kun at være beskrivende så bliver det
fattigt; - så mister det sit liv. Når det sker - så
bliver det usandfærdigt - et sprog uden liv er løgnens
og uegentlighedens sprog. Et sprog uden liv er et
kedeligt sprog, akkurat som et liv uden sprog - uden
mulighed for at lade livet komme til udtryk - er et
kedeligt liv et dødt liv.

Ordet himmel er et ord i vores sprog - det er bare et
ord og sorn sådant et der kan fyldes, med forskelligt
indhold - alt efter den, der tager ordet i sin mund.
Astronornen mener een ting med det, kosmonauten eller
astronauten en ganske anden. For det rroderne menneske
er himlen vel nok stadigvæk det store ukendte - selvom
rumexpeditioner og månerejser har gjort det mere kendt.
I hvert fald kendt nok til, at vi ud fra vores
almindelige sproglige horisont spørger: "Hvor er Gud?
Bibelens verdensbillede forudsætter, at når vi kommer
derop så kan vi se ham . Russerne benægtede hårdnakket
- i sin tid på deres første rumfærd - at han var der, ,
amerikanerne havde ikke den samme ideologiske interesse
i at benægte - så de nøjedes med at tie stille.

At himlen for det moderne menneske er det store ukendte
- det forudsætter - sammen med astronomers og
rumforskeres virksomhed, at det engang bllver mere
kendt - måske kan det udforskes fuldt ud, således at vi
i et beskrivende sprog kan gøre rede for hver eneste
ene lille detalje i himmelrumnet. Det ville være ganske
i tråd med vores menneskelige nysgerrighed at arbejde
frem i mod noget sådant - utvivlsormt vil vi også nå så
vidt en eller anden dag. Det kan da også godt være at
bestræbelserne for at nå så vidt kan tilføre os noget
nyttig viden som vi kan bruge i vores liv her på
jorden. Hvem ved måske kan vi opdage ganske nye
energikilder, der hverken kan slippe op, forurene eller
misbruges af terror-organisationer. Det er da også
velkendt, at hele computer-iondustrien er en følge af
alt d t, der skete dengang. Altsamrnen kan det være
nyttigt og godt. Men hvor er det dog kedeligt - hvor
det dog altsammen mangler liv! Jo - een eller anden
form for liv giver det da. Videnskabsmændene der
udvikler disse ting lader sig utvivlsomt rive med.
Erhvervsfolk bliver helt exede ved tanken om de nye
muligheder, der præsenterer sig for at tjene endnu
mere, politikere glæder sig over at de nu endelig kan
opfylde deres valgløfter om at udrydde arbejdsløsheden.
Det rnenneskelige fremskridt længe leve. Men hvor er
det dog kedeligt! Det bliver jo alligevel en
løgnetilværelse. Og det - på trods af at vore ydre kår
bedres, på trods af at vi - kan hænde -opnår større
social lighed, får goderne lidt mere retfærdigt
fordelt. Det er allesammen gode ting som vi hver især
så sandeligt skal kæmpe for at få realiseret hver på
vores måde efter hver vores politiske gemyt..

Men det er jo stadigvæk løgn, det er stadigvæk
kedeligt, det mangler stadigvæk liv. Det er nemlig kun
deskriptivt - beskrivende. Ligesom sproget der vil
forklare et sagforhold, udtømme dets mening så det står
lysende klart. Ja - det er nemlig hvad det gør
"udtømmer dets rnening" gør det tomt for indhold
efterlader os med et: "Nå hvad så"? - en tom smag i
munden. Så nåede vi så langt ! Ud fra denne tankegang
kan vi måske få kortlagt hele himmelrummet uden at
finde Gud noget sted ergo existerer han ikke, og gør
han ikke det så er Vor Herres himmelfart som vi mindes
idag også løgn.

Jo mere vi vil forklare en ting, jo mere tømmer vi den
for indhold - enhver forklaring af det uforståelige og
ufattelige er og bliver en bortforklaring. Det
beskrivende sprog er også forklaringens og
bortforklaringens sprog - det kedelige sprog - som vel
godt nok er nødvendigt for at klare de ting som det
skal - men det er ikke hele virkeligheden. Der er
nemlig en himmel ud over den forklarlige, der er en
Gud, som ikke kan bortforklares, derfor er der også en
himmelfart, derfor er der også en opstandelse, og ikke
mindst vigtigt - derior er der også en pinse der
varsler en ny tid med et nyt indhold midt ind i den
kedelige og døde. Vi skal overhovedet ikke slå knuder
på vores forstand for at tro på det - vi skal ikke ofre
vores intellekt. For det her sker i et helt andet
sprog, i en elt anden kategori og dimension end
forstandens. Forstanden kan kun måle og veje - andet
dur den ikke til - den kan ikke lære os at leve. Jo den
kan da skaffe mulighedsbetingelser tilstede for at vi
ikke dør af sult, den kan ovenikøbet gøre nogen af os
rige og andre fattige. Den kan også - ud fra hvad den
tror er fornuftigt i øjeblikket gøre verden ubeboelig
på længere sigt. Den forstand - den forstand.
Forstanden har jo heller ikke plads til kærlighed -
ihvertfald kun hvis den kan tjene forstandens
interesser - ellers er den blødsødenhed.

Målt med forstandens alen er himmelfarten løgn, men
målt med himmelfartens alen er forstanden løgn -og der
står vi så. Hvis himmelfarten er løgn - så er
kærligheden også løgn. Hvis forstanden er sand så er
angsten og fortvivlelsen, kedsomheden og døden vores
skæbne - så lever vi et liv, der er et helvede på jord,
for så må der stå over vores indgang til livet, som i
Dantes helvede, at her lades alt håb ude. Derfor
handler livet om at glemme den indskrift ved at lade
forstandens liv tilsløre srnerten.

Evangeliet, det glade budskab er, at der er et andet
sprog end forstandens, at der er en anden virkelighed
end den der kan beskrives og bortforklares. Hvor håbet
og kærligheden har en plads. Sådan en virkelighed
findes, fordi vi rent faktisk lever i to dimensioner. I
den ene føler vi os tvunget til at yde, yde og atter
yde, det er forstandens dimension; men i den anden der
er vi klare over at der kan vi kun modtage. Disse to
dimensioner er forsåvidt uforenelige - set med
forstandens øjne - men set med troens øjne er det stik
modsat. Troen betyder at modtage livet af skaberens
hånd. Det der een gang er modtaget skal ikke tilkæmpes
- med andre ord - forstanden er sat på sin rette plads.
Med forstanden bekymrer vi os. Med troen glæder vi os.
Der er indtil flere himle til forskel. Kristi
himmelfart betyder hverken mere eller mindre end dette:
at livet gives os, at bekymringerne falder,
egensindigheden tilintetgøres. For vi er jo frie, livet
er jo vores - vi har intet behov for at stive os af i
kraft af forstanden. Men når livet er os givet -med
forstanden i tilgift, så er vores opgave bare den at
tage imod, og ud af den frihed, som den modtagelse
giver - der kan vi kvit og bagtankefrit bruge vores
forstand i tjeneste for vores medmenneske.

Alle disse mange ord ville kun forkynde denne ene ting:
at Kristi himmelfart er god nok, den handler ikke om et
kors for forstanden, men den handler om, at du og jeg
har fået noget at leve på og af. Evangeliet -også det
til idag - fortæller os kort og godt, at sådan er det.
Du kan tro det - ja du kan også lade være. Det er helt
din egen sag om du vil vælge liv eller død.

AMEN!!