Sproget er ret beset noget mærkeligt noget, bortset 
fra, at der naturligvis findes alle de forskellige 
nationalsprog, der i sine sammenhænge skaber 
babelsk forvirring - så er sprog noget endnu mere 
fundamentalt. Det er kort sagt det der gør et 
menneske til menneske. De moderne sprogfilosoffer 
har opstillet mangfoldige teorier om hvad sprog er, 
om det kan nedkoges til at være symboler, der tér sig 
efter forudbestemmelige regler eller om sprog er 
udtryk for en total oplevelse i mennesker der 
meddeler sig til hinanden. Det er altsammen meget 
spændende og tankevækkende at beskæftige sig med, 
men når det kommer til stykket er det nok en sag som 
specialisterne må tage sig af. Vi almindelige dødelige 
har også et forhold til sproget - ja vi bruger det - og 
misbruger det. Det er som sagt det der gør os til 
mennesker og det er vi på en gang både gode og 
dårlige til at være. Det at vi misbruger sproget er 
noget helt andet end den banale brug af såkaldte 
bandeord, det er i værste fald uskønt at høre på og i 
bedste kan det samænd i visse situationer 
mentalhygiejnisk set være ligefrem gavnligt.  
 
Misbrug af sprog er langt mere graverende end 
uskyldige bandeord - for misbrug af sprog gør os 
mindre menneskelige, gør os døde, det dræber i stedet 
for at oplive. Når vi bruger sproget for at få magt 
over andre - sa misbruger vi det, i sig selv er sproget 
åbent, det vil befordre samtale; i en sådan står 
parterne lige - de taler SAMMEN. Men der er ikke 
længere SAMtale når den ene er belærende, 
docerende, brovtende, indbildsk, fordømmendei sin 
måde at sige tingene på - så er talen ikke åben, den 
der taler har gemt nogle kort i ærmet, der kan spilles 
ud som trumf når samtalepartreren er gjort godt mør. 
Vi kender alle den slags samtalesituationer. Vi 
misbruger selv sproget - og når vi gør det, så er vi 
rnindre end mennesker - så er vi syndere - og syndens 
sold er som bekendt død. Den død er IKKE den 
biologiske død - den kan vi ikke stille noget op 
overfor - jo bevares vore dygtige læger kan kurere 
mere og mere de kan udskyde dens indtræden ved 
hjælp af apparater, men den indhenter os nu alligevel 
en skønne dag - for den er et vilkår ved livet og det er 
der bare ikke noget at gøre ved. Den anden død er 
også meget værre, dét som menneske at være mindre 
end et menneske, det er alvorligt. Men det kan der til 
gen æld gøres noget ved eller rettere det er der én 
gang for alle gjort noget ved. I dagens text sagde 
Jesus: "Jeg lever, og I SKAL LEVE “ Han sagde det 
før sin død og | Himmelfart, de var altså ikke et 
forklaret, eller et mystisk liv han hentydede til, det 
var livet her på denne jord, som han altså her lovede 
nogle spillevende gallilæiske fiskere, at de nok skulle 
få del i. Det lyder paradoksalt - selvmodsigende - de 
var jo lcvende væsener, og nu får de altså et løfte om 
at blive det de tror de er. Men de var - ligesom vi er - 
mindre end mennesker; fordi livet i al dets skønhed, i 
al dets vælde unddrager sig dem, som det unddrager 
sig os - vi kan ikke finde ud af det, vi korrumperer 
det, ødelægger det både for os selv og for hinanden. 
De gallilæiske fiskere fik fornyet tilbuddet og det 
samme gør vi. Vi behøver ikke at være rnindre end 
mennesker - vi kan blive til hele, til sande mennesker. 
Hertil vil den kritiske strax sige - hvordan skal dog 
det gå til? Svaret er igen af sproglig karakter. Der er 
et ord, der skaber hvad det nævner. JEG LEVER blev 
det sagt og I SKAL LEVE lød det også. Det kædes 
sammen med at der skal komme een - en talsmand - 
altså igen en der siger noget, denne talsmand er tillige 
SANDHEDENS ÅND. Han er ÅND - ja så vil vore 
kritiske indvendinger atter markere sig ved at sige; 
jamen ÅND det er jo ikke noget, det er ihvertfald 
noget luftigt noget, det kan jo være så mange ting og 
det kan enhver jo sagtens komme at sige - men hvor 
ved du det fra, hvordan udtrykker den sig, vis os den - 
så vil vi gerne tro på den? Men ånden er luftig - når vi 
har forklaret den, og bildt os ind, at nu ved vi hvad 
den går ud på - så er den væk - så har vi i al vores 
åndløshed gjort ånden arbejdsløs og så er livet lige så 
dødt som før. At ville forklare ånden er at misbruge 
sproget for ånden sker NÅR sproget bruges, når livet 
er til. Det var det, der skete på den første pinsedag, 
der fornemmedes et fæl|esskab som overhalede alle 
sprog indenom, den store fo ;amling følte sig som een 
i et livets fællesskab.  
 
Der findes beklageligvis en falsk og forfejlet 
kristendomstype, hvis tilhængere ideligt giver udtryk 
for forargelse og fordømmelse når vi andre har det 
lidt sjovt. At have det sjovyt er også at have livsglæde 
- og det er netop at have “ånd”. Det skal man da 
netop ikke være forarget over og rynke sine kristelige 
øjenbryn over - tværtimod - det er et livstegn midt i 
en krisetid, et tegn på, at der der så meget ånd tilbage 
hos os mennesker, at vi tør byde dommedagsprofeter 
og krisekolportører trods. De der i et væk bærer deres 
bekymringer til offentligt skue de er også at regne for 
sprogets misbrugere, de gør ondt værre. Vel er der 
kriser og vel skal vi ikke tage for let dem; men 
såfremt vi kun hører på dommedagsprofeterne saå 
bukker vi under, så tappes vi for al og kraft til at gøre 
noget ved dem, vi gøres åndeløse, ja vi får -
bogstaveligt talt ÅNDENØD.  
 
At have åndenød er det samme som at have svært ved 
at trække vejret, vi kender alle til at miste pusten, at 
kulle standse op et øjeblik, hvile os lidt for atter at få 
kontrol over åndredrættet. Det er den situation, som 
hele menneskeheden befinder sig i for øjeblikket. 
Med risiko for at komme til at lyde groft 
generaliserende vil jeg påstå, at vores menneskelige 
geskæftighed har taget fusen på os i en sådan grad at 
vi i mere end een forstand må stå og gispe efter et 
stænk af forurenet luft inden vi kan fortsætte på vores 
selvødelæggende kurs - altsammen fordi vi er åndløse 
og har åndenød. Det er ikke alene et fænomen, der 
gælder for vores tid - enhver tidsalder har kendt til 
det samme fænomen, derfor må vi også til stadighed 
åbne os, lytte til at det er livsnødvendigt at tage ånden 
med, den ånd, der befordrer livet - i stedet har vi givet 
os i ødelæggelsens vold, Men for os, der altid 
befinder os på en eller anden katastrofes overdrev - så 
vel som til de gamle hvis katastrofer blot havde andre 
navne - kommer TALSMANDEN - SANDHEDENS 
ÅND og |giver os livet tilbage. Det er det PINSEN 
handler om, og som sådan er den kristenhedens 
vigtigste fest. Både jul og påske drejer sig snævert 
forstået om fortidige begivenheder, men det er pinsen 
der sætter disse begivenheder i relief på en sådan 
mde, at de kan komme til at rage os. Det var derfor at 
vi begyndte med at tale om sprog og skildrede pinsen 
som en sprogets eller en sproglig begivenhed. Ånden 
befordrer troen, og troen kommer af det der høres - vi 
kan ikke komme uden om sproget som bærer af vores 
menneskelighed. Det er Ånden, der kan få os il at 
lytte til røsten fra den virkelighed, der er større end 
os. Den overskrider grænserne for enhver krise, den 
gør op med vores bornerthed og smålighed idet den 
viser os hen til dét som det virkeligt handler om: AT 
LEVE. Det er det vi skal, men som vi har så 
forbandet svært ved, fordi vi pr. opdragelse, miljø 
måske pr. tilbøjelighed hellere vil sikre os bagved alle 
mulige forbehold. Den, der tager forbehold misbruger 
pr. definition det gudgivne sprog, fordi han vil 
gardere sig, dække sig ind under noget hvorved han 
ikke behøver at tage ansvar.  
 
Pinsens llvgivende sprog siger kort og godt, at det 
intet nytter at krybe i skjul, det er selvbedrag - ånden 
sætter sig igennem alligevel. Enten i form af en 
frustrerende åndløshed, som gør sig følt; hvilket da 
også har med ÅND at gøre - eller også - og det er 
mest spændende i form af, at ånden befordrer 
spænding og liv og derved genindsætter os i en ægte 
sproglig og dermed sand menneskelig sammenhæng. 
Det sidste er pinsens budskab og GUD SKE LOV for 
det. I kraft deraf kan vi forlade od På at livet er til 
som stadig ny mulighed - også for os, der både er 
sprogets brugere og misbrugere. GLÆDELIG PINSE.  
 
AMEN!! 
 

 
 PINSEDAG  
 
Af Sven Christensen  
 
Det er ikke helt ualmindeligt i dødsannoncer, at læse, 
at nu har den og den fået fred. Når man ser det, så må 
det vel være én tilladt at tænke: Fred fra hvad? Fra 
konen? Fra manden? Fred fra et sørgeligt liv? Hvad 
er det for en fred der er tale om? Vi kender det 
samme fra Ingemanns aftensalme, der for iøvrigt så 
godt som udelukkende bruges ved begravelser, den 
der hedder 'Lyksalig, lyksalig hver sjæl som får fred' I 
den er det klart nok at 'fred' - det at 'få fred' er en 
omskrivning for døden. På den baggrund er det mere 
end rimeligt at spørge, om den fred, som Jesus giver 
os, når han siger: Fred efterlader jeg jer, min fred 
giver jeg jer' om den da ikke betyder noget helt 
andet? Se svaret på det spørgsmål er helt afgørende 
for om kristendom forstås rigtigt eller forkert. Vel 
rummer kristendommen - som religion -tanker om et 
liv efter døden. Men det gør de fleste andre religioner 
nu også. Det er der intet specielt ved. Såfremt 'Jesu 
fred' kun hentyder til det, så er der lukket op for 
allehånde fordrejninger i retning af dødekult, eller 
den forfærdelige misforståelse, at kristentro er 
moralsk forankret således at vore gerninger på jorden 
bestemmer om vi 'kommer i himlen' når vi dør. Hvor 
den misforståelse råder, der er 'sjælen døv og stum, 
for evangelium' og der har Luthers kamp i al fald 
været forgæves.  
 
Men hvad betyder fred så? Ja - i almindelig verdslig 
forstand der betyder det vel det modsatte af krig. Det 
betyder 'ro' “harmoni'' 'konfliktløshed'! Fred det er 
noget man taler meget om, men så sjældent har! Vores 
tid har vrimlet med fredsbevægeler: Kvinder for fred, 
Kristne for fred, Fredsforbundet. Aldrig mere krig. 
Altsammen gode og udemærkede foretagender omend 
de er tragiske ved den blotte nødvendighed af deres 
eksistens. Men Guds fred - Jesu fred er ikke af en 
sådan art, at demonstrationer eller aktioner kan skaffe 
den til veje. Den fred kan hverken vindes i krig eller 
blive til ved et forhandlingsbord. Den er nemlig en 
fred, der ikke er af denne verden; men den er i høj 
grad i den. Den fred er ikke uden videre harmonisk, 
den er ikke konfliktløs. Ja - selve ordet fred får et 
andet indhold i Jesu mund. Når vi på dansk om et 
menneske siger at det er fredeligt - så betyder det i 
virkeligheden “ufarligt". Det har datidens magthavere 
åbenbart ikke ment, at Jesus var. Tværtimod. For dem 
repræsenterede dette mærkelige menneske fra 
Nazareth en stor fare. Han gennemskuede deres 
magtspil, han afslørede råddenskaben i deres religiøse 
system. Derfor vidste de, at de var pisket nødt til at få 
ham uskadeliggjort. Hvordan dét skete er historisk.  
 
Her står vi overfor noget af en selvmodsigelse - en 
farlig fred - en ufredelig fred. - Hordan kan dog det 
hænge sammen? Jesu fred vil ikke lade os være i fred. 
- Den fred vi søger bygger på en sikkerhed. Det 
gælder både den fred vi taler så meget om i det 
storpolitiske spil - man afholder sikkerheds-
konferencer, hvilket som bekendt bare er en nydelig 
omskrivning for den terror-balance stormagterne 
søger at holde hinanden i skak med. Det samme sker 
lidt længere nede ved jorden - hos os selv. Vi har fred 
når vi føler os sikre - er vi det ikke, søger vi at blive 
det. Når fred og konfliktløshed er det samme i 
menneskelig forstand - så er det værd at overveje 
hvordan konflikter løses. Det sker - groft sagt - som et 
resultat af en magtkamp - den ene part er vinder - og 
den anden taber. Konflikter kan også løses -ved at 
parterne går på kompromis - ved at de slækker og 
firer på deres krav. Måske opnår man derved en 
mindre grad af sikkerhed, men man har fået fred - 
man kan slappe af og tage det roligt. Konflikten er 
løst - afværget - ihvert fald indtil videre. Det er en 
falsk fred, en uægte fred, en der er bragt i stand på et 
ufredeligt grundlag.  
 
I sproglig henseende, der er ordene “fred” og “frihed” 
beslægtede ord. Når man bygger freden på sikkerhed, 
så er man ikke fri, så er man tværtimod afhængig af 
den stærke. Man må i et og alt rette sig efter den 
stærkes befalinger, han er den stærke, han har magten. 
Når den stærke er "denne verdens fyrste” så er vi 
tilbage i terror-balancen og forsøget på at finde 
sikkerhed. Det vil Vorherre ikke vide af. Hans fred er 
af et andet karat. Den har som før sagt med frihed at 
gøre. Frihed fra frygt dermed også frihed fra at skulle 
søge sikkerhed. I gamle dage - før ordene blev 
indholdsløse - der forstod man at hilse på hinanden i 
ægte forstand. Man sagde ikke "davs" og "hej- som vi 
i vores sproglige armod og dimensionsløse tid må 
lade os nøje med -næh - en gang kunne man hilse 
hinanden med et “Guds fred” og ovenikøbet mene 
noget med det. Og hvad var det så man mente? Ja var 
det bare sådan almindelig fred og fordragelighed, og 
"gid vi ikke får krig” så kunne man sige 'kongens 
fred" han var garantien for sikkerheden, man stillede 
sig under kongens beskyttelse og til det formål havde 
han hær og flåde, som borgerne betalte til - enten i 
skat eller med våbenføre sønner. Men det sagde man 
ikke - man sagde GUDS FRED. Dermed mente man 
noget højere og noget mere end almindelig sikkerhed. 
Man mente fred og frihed til at være menneske i 
egentlig forstand.  
 
Det skal vi blive som børn for at forstå. Vores fornuft 
vil ikke være med til det. Den har slet ikke plads til 
ordet Gud i sin glose-liste. Men den har heller ikke 
plads til andet end bekymringer, der kun kan avle 
ufred. Men vi skal ikke bekymre os - vi må ikke 
bekymre os. Guds lov forbyder os at søge sikkerhed. 
Den forbyder os at reducere virkeligheden til noget 
overkommeligt og håndterbart.Det er det værste vi 
kan gøre. Da Israelitterne i Det gamle Testamente 
følte sig usikre og bange så fandt de på at gøre sig 
billeder af Gud. De reducerede tilværelsens ophav og 
dyb til en statue af en tyrekalv. Resultatet husker vi 
alle klart fra bibelshistorien, - deres liv blev i 
bogstaveligste forstand til en ørkenvandring. Når vi 
vil reducere virkeligheden til noget overkommeligt og 
håndterligt - så får vl aldrig fred - så bliver vores liv 
også til en ørkenvandring - i hvilken vi farer fra den 
ene overkommelighed til den anden -uden nogensinde 
at finde den sikkerhed og ro vi søger. Vel kan vi bilde 
os ind, at vi har fundet den, vel kan vi foregøgle os, at 
jagten er slut og byttet nedlagt. Men det skal nu nok 
vise sig, at der er bedre og større vildt at fange et 
andet sted - og den vilde jagt fortsætter.  
 
Nej - Guds fred - kan man ikke jagte eller stræbe 
efter, den er heller ikke noget man får når man dør. 
Den er noget helt, helt andet. Den er noget man har 
når man tror. Det “at tro” det er ikke noget nogen kan 
være bedre til end andre. At tro er ingen præstation, 
det er ikke nogen forstandsakt, det er ikke nogen 
gerning Men det er noget man har fået, noget vi alle - 
hver og en har fået. Vi fik det i dåben. Da vi som 
spæde børn blev båret til den hellige dåb, da lød der 
med præstens fattige menneske-ord en tak til Gud 
fordi han i dåben gør os til sine børn og skænker os 
helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.  
 
At det det er sådan det hænger sammen, det holder vi 
takke - og festgudstjeneste for idag. Det er nemlig 
pinse - festen for helligåndens komme. Festen for at 
vi får lov til at være til. At være menneske. Festen for 
at vi må være fri for al ørkesløs og meningsløs 
stræben. Festen for, at vi ER I NÅDENS STAND. 
GOD PINSE.  
 
AMEN!!