Det er stadigvæk pinse - 2. pinsedag. En af de såkaldt
- skæve helligdage - en ekstra feriedag fra
arbejdsmarkedet og altså også en kirkelig helligdag på
hvilken der holdes gudstjeneste. De fleste mennesker
ved endnu hvad julen står for, mange er også stadig
klare over påskens betydning. Men når vi så kommer til
pinse så må de fleste melde pas. Jul og påske er trods
alt klare begivenheder, der er til at tage at føle på.
Et menneskes fødsel og dets død, det kan vi forholde os
til; at det så også i påsken påstås, at det samme
menneske opstår fra de døde - det må så være en sag for
sig og dermed  en, der så kan reserveres for dem, der
interesserer sig for sådanne religiøse sager. Men
pinsen d t med helligånden - den er langt ude. Sådanne
luftige påstande er det forvist ikke nemt at få nogle
med på. Og dog - så - er pinsen på en måde den
vigtigste af d  tre højtider - pinsen er forståelsens
fest - d n begivenhed, der tyder de andre to - som
ellers blot må stå som begivenheder i en fjern fortid.
Pinsen betyder at disse begivenheder skal forkyndes for
os, skal komme os ved som noget der griber ind i vores
nutid og hævder at kunne forandre den.

Vi hørte idag først et stykke fra Apostlenes gerninger,
der beretter om hvorledes de første kristne - i tiden
lige efter Jesu bortgang - da de havde fået lidt
samling på sig selv - levede en tilværelse i fred og
samdrægtighed, i harmoni med sig selv og deres
omverden. Det havde de ikke altid gjort. I tiden lige
efter Jesu tilfangetagelse og død havde de i høj grad
været en lille, bange og splittet flok. Nu var der så
sket noget, de var begyndt at fatte, at der var en
mening med d t, der var sket. De var begynbdt at tyde
begivenhederne, og derfor forstod de, at der midt i
alle disse meningsløse begivenheder alligevel var en
mening. Vi får ikke noget særligt at vide om hvori den
mening består. Kun sidder vi tilbage med en fornemmelse
af at noget er sket! Det får så være os nok! Den mening
som disciplene har set er ikke nødvendigvis den samme,
som vi skal se. Vi kan ikke uden videre antage noget
som sandhed for os, som har fundet sted i en helt anden
tidsalder, i en helt anden verden. Men alligevel - så
kan vi godt fornemme, at det som får disciplene til at
anskue deres situation i et nyt lys, at det har en
gyldighed ud over deres egen tid. Det har en gyldighed
for enhver tid. Det har nemlig noget at gøre med ny
mulighed, ny forståelse!

I ethvert menneskes liv findes der en masse fordomme.
Nogle af dem er nedarvede, de stammer frea det milieu
man kommer ftra, eller de kan være tillærte eller
tilegnede under opvæksten; måske er de kommet til i den
gruppe man tilhører som et forsøg på at sikre gruppens
eksistens overfor andre grupper, der vil gøre ens egen
rangen stridig. Det er ganske menneskeligt, at have
disse fordomme. Men disse samme fordomme indskrænker
samtidig muligheden for at sprænge gruppens bånd. De
står som en hindring for at komme til forståëlse med og
af andre mennesker eller grupper, der er anderledes.
Det er i sig selv dræbende og ødelæggende for enhver at
være lukket inde bag sådanne snævre grænser. En af
gruppen tør næppe bryde ud - af frygt for repressalier,
hævn fra de andre. Der skal lidt af et mirakel til for
at bryde fordommenes bånd og dermed lukke op for alle
de nye muligheder.

Et sådant mirakel - lad os blot kalde det det - er
pinseunderet! Det får en masse skranker til at falde
bort, d t giver eller gav - de, der oplevede det - en
helt ny vinkel at anskue deres tidligere grupper ud
fra. I anden pinsedags prædiketekst er temaet egentligt
det samme. Her er det repræsentanter for to vidt
forskellige grupper der mødes. To grupper der altid har
hadet hinanden. Den ene gruppe er jøderne -
repræsenteret ved Jesus; den anden er samaritanerne
repræsenteret ved kvinden. Hvert ord der bliver ytret i
den samtale er en afspejling af det ældgamle
modsætningsforhold, der har bestået de to forskellige
folk imellem. Men nu - nu sker der noget nyt - noget
afgørende nyt. Der sker noget der bryder skel, der sker
noget der bryder ethvert skel - enhver gruppe eller
ethvert par mennesker imellem. Det er dette noget vi
skal forsøge at indkredse. Det er nemlig det, der også
har betydning for os! Hvad er så det, der kan nedbryde
grænser og slette skel? Ja - det har netop noget med
ånd at gøre. Det ny testamente kalder det både
sandhedens ånd og kærlighedens ånd. Vi plejer, når vi
hører ordet ånd, at forbinde det med noget luftigt, med
noget, der er uhåndgribeligt. Den opfattelse er ikke
forkert. Skal noget kunne udrydde vore fordomme - så må
det i sagens natur være noget, der ikke kan fanges ind
af snart den ene og snart den anden gruppes fordomme.
Men fordi det er luftigt og uhåndgribeligt behøver det
på ingen måde også at være flygtigt. Det vil sige uden
varighed, uden bestandighed.

Der findes kun  n magt, der kan bryde skranker ned, den
magt hedder kærlighed. Nu er det desværre ikke alt, der
nyder betegnelsen kærlighed, der også er det. Meget der
giver sig ud for kærlighed er ikke det -men tværtimod
så er dets rette navn besidelseslyst og det er noget
helt, helt andet. Besidelsestrangen vil altid befæste
sit magtområde - ja helst til stadighed udvide det.
Kærlighed vil ikke vide af nogen magt, den vil snarere
overskride magtens grænser, gøre grænserne
betydningsløse. En sådan kærlighed er blot ikke af
noget jordisk tilsnit - den findes kun som utopi, som
noget uopnåeligt - som noget man kun kan drømme om. Men
det er netop i denne forbindelse at pinseunderet sker;
d t tilsiger os, at det ikke er noget uopnåeligt, at
det ikke er utopi. Der gives nemlig en kærlighed, som
vi ikke selv skal herse og regere med for at få den til
at makke ret. Der gives en kærlighed, der kommer til os
ude fra og vender op og ned på vore vante fordomme og
forestillinger. Den kommer godt nok kun til os som et
ord, som vi så kan acceptere eller forkaste. Den har
ingen ydre pomp og pragt. Men der er tale om et ord,
der skaber hvad det nævner. Det er et ord, der
nedbryder vore fordomme. Det er et ord, der ikke kender
til skel eller grænser.  Som sådant er det også et ord,
som vi ikke kan få magten over.

Til at begynde med idag blev pinsen kaldt forståelsens
fest, vi kunne også kalde den tilegnelsens fest. Det er
pinseunderet, der giver os mulighed for at forstå, for
at lade os oplyse om hvori det sande og det ægte liv
består. Forståelse og tilegnelse kræver åbenhed. En
sådan åbenhed hindres af vore fordomme. Der står så vi
og kan ikke andet end sige med Grundtvig: Kom, Gud
Helligånd, kom brat! Gennembryd den mørke nat med Guds
morgenrøde! Lad vort hjertes lærkeslag hilse Herrens
klare dag, som står op af døde.

AMEN!!