Vi stræber efter at blive fuldkomne. Vi opstiller 
i tankerne et sæt af regler og prøver at følge dem 
nøje.  Og netop i vor tid er der mange mennesker, som 
gerne ville have kirken til at hjælpe med det, både at 
fortælle hvilke regler vi skal leve efter i hverdagen 
og hvordan vi får kraft til at gøre det. Vores sind 
eller humør kan jo let komme på tværs, så vi overtræder 
alle de gode regler vi har sat for vores liv. Gå i seng 
i ordentlig tid. Stå tidligt op. Spis sundt. Kom præcis 
på arbejde.  Vær i godt humør. Livet kan også komme os 
på tværs og forhindre at i overholder de gode 
leveregler. Kan kirken ikke hjælpe os? 
     Jo, men den giver ikke mange bud, som vi kan 
regulere vores hverdag efter. Den giver ikke kraft til, 
at vi følger et helt sæt af bud. Jesus giver os en 
holdning, som ligger til grund eller bagved de enkelte 
leveregler. 
     Jesus siger også, at vi skal være fuldkomne. Men 
vægten ligger ikke på at vi skal være fejlfri, men 
tværtimod at vi skal tilgive dem, der begår fejl. Elsk 
jeres fjender, siger Jesus. Vi skal tilgive fejl, ja 
det der er værre end fejl, også det, som er gjort 
bevidst ondt. 
     Sådan er Gud. Vores himmelske Far lader sin sol 
stå op både over onde og gode og lader det regne både 
over retfærdige og uretfærdige. Gud elskede os, selv om 
vi var fjender af Gud. Paulus skriver i romerbrevet: 
Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for 
os, mens vi endnu var syndere. Mens vi endnu var Guds 
fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans Søn døde. 
Sådan skal vi også være over for vores fjender. Vi skal 
forlige os med dem.  Vi skal elske dem. Vi skal 
selvfølgelig ikke være guder, men vi skal ligne Gud, 
være Guds børn, der lever med samme sindelag som vores 
himmelske far.  Jesus siger: Så vær da helhjertede 
eller fuldkomne, som jeres himmelske Far er det. Den 
holdning skal ligge til grund for alt, hvad vi stræber 
efter og gør. 
     Men det betyder, at vi ikke kun skal elske andre, 
når de gør noget forkert og ondt. Vi må også elske os 
selv, når vi er kommet til at overtræde de gode 
leveregler, når i vi bakspejlet kan se, at det var 
uheldigt eller ulykkeligt den måde vi handlede på. Vi 
kan være fuldkomne, selv om vi begår fejl og synder. 
For det fuldkomne og helhjertede består ikke i, at være 
fejlfri og syndfri, men i at tilgive sig selv og andre. 
Selvfølgelig er synder ikke ligegyldige. Men den eneste 
måde vi kan komme ud af dem er ved at tilgive. 
Helhjertede må vi være i den forstand, at vi må elske 
Gud af hele vores hjerte på trods af al vores dårlige 
samvittighed og alle vores fejltrin.  Vi må elske vores 
medmenneske og modmenneske uden nogen dårlige følelser 
eller had. Vi må elske os selv uden hele tiden at 
bebrejde os vores dårlige liv. Ja, vi må elske livet 
uden at ønske det skulle have været anderledes. 
     Jeg læste et digt af en dame på 85 år. Hendes digt 
hedder: Hvis jeg kunne leve mit liv om. Og det lyder 
sådan: 
Jeg ville turde gøre flere fejltagelser. 
Jeg ville slappe af. Være mere smidig. 
Jeg ville være mere enfoldig. 
Jeg ville tage færre ting alvorligt. 
Jeg ville tage flere chancer. 
Jeg ville have flere oplevelser. 
 
Ser du, jeg er en af dem, der lever 
følsomt og sundt. 
Time efter time, dag efter dag. 
Jeg har haft mine øjeblikke, og 
hvis jeg skulle leve om igen, ville jeg 
have flere af dem 
 
Faktisk ville jeg prøve på ikke at have 
noget andet. 
Kun øjeblikke. 
Det ene efter det andet, i stedet for at 
leve så mange år med tanke på morgendagen. 
Jeg har været en af dem, der aldrig 
tager nogen steder uden et 
termometer, en varmedunk, en regnfrakke, 
en faldskærm. 
Hvis jeg skulle leve om, ville jeg rejse 
med mindre bagage. 
 
     Det er den holdning Jesus taler om. Når vi ikke 
slæber rundt på en bagage fyldt med bekymringer og 
dårlige følelser, så vi ikke glæder os over det enkelte 
øjeblik og takker Gud for det. 
     Det skal hjælpe os at ryde ud i vores bagage, at 
Gud elsker os uden forbehold. 
     Det skal vi huske, når vores dage er fyldt med 
glæder. Det må vi tage imod med god samvittighed. Når 
vi har det godt og vores dage er fyldt med sol og 
lykke, kan vi ellers let komme i tvivl og tænke: Er det 
meningen, at jeg skal have alt det? Og kan jeg 
overhovedet leve op til så meget godt. Men sådan skal 
vi ikke tænke. Alle glæderne erj Guds gaver, som vi må 
tage imod uden forbehold. Vi har ikke fortjent det vi 
får. Men vi skal heller ikke fortjene det. Gud giver os 
det for intet, fordi Gud er sådan, at han giver 
overstrømmende gaver. Der er rigmænd, som har givet 
store pengegaver. Men det har altid været til et godt 
formål, fordi der er én, som trænger meget til det 
eller har fortjent det meget. Gud giver os gaver, også 
når vi ikke trænger til det, men i forvejen har i 
overflod.  Gud giver overstrømmende gaver uden andet 
formål end at glæde os. Derfor skal vi ikke have dårlig 
samvittighed, når livet går godt for os. Vi må glæde os 
over hver lille ting og over hvert øjeblik og være helt 
ubekymrede. Guds kærlighed er uden forbehold og derfor 
må vi også tage imod den uden forbehold. 
     Det skal vi også huske, når der kommer dage, som 
er fyldt med problemer og sorger. Når vi lever tæt 
sammen med andre, så vil der komme problemer og sorger. 
Så er det nemlig ikke kun vigtigt, hvordan vi selv har 
det. Så er det endnu vigtigere, hvordan vores kære har 
det. Derfor kan vi få mange bekymringer. Men selv på de 
dage, hvor alt ser håbløst ud, må vi ikke tænke, at Gud 
har glemt os, eller at Gud straffer os. Vi må være 
sikre på, at Guds kærlighed gælder os alle vores dage, 
også når vi mindst kan se det. Guds kærlighed er uden 
forbehold. 
     Det var en rig ung mand, som spurgte Jesus: Hvad 
skal jeg gøre for at få evigt liv. Og Jesus svarede: 
Hvis du vil være fuldkommen, så sælg alt hvad du ejer 
og følg mig.  Det svar kan vi også tolke sådan, at når 
vi føler vi har mistet alt, så skal vi gå til Jesus og 
følge ham. Han gik gennem langfredag til påskemorgen. 
Også når vores vej går gennem lidelse og sorger, må vi 
vide, at Jesus følger os, for at vi kan nå frem til 
vores påskedag, hvor Gud oprejser os til himmeriget. 
     Vi må tro på Guds kærlighed, også når alt taler 
imod den. For vi er Guds børn. Det var vi være sikre 
på, for det har vi ikke gjort os selv til. Det blev vi 
i vores dåb, hvor vi som små børn modtog Guds nåde uden 
selv at gøre noget, og det er kun sådan vi kan modtage 
Guds nåde og blive Guds børn. 
     Da vi er Guds børn, ved vi at Gud gerne vil være 
sammen med os. En far vil gerne være sammen med sine 
børn.  Det kan en jordisk far ikke, når børnene er 
vokset op og har fået deres eget liv. Men han følger 
dem altid i sine tanker og vil gerne hjælpe dem med 
gode råd, når de spørger ham.  Men til sidst må de jo 
skilles, når døden slår ned enten på faderen eller 
børnene. 
     Vores himmelske far vil også gerne være sammen med 
os. Og Gud lader os leve vores eget liv, men samtidig 
er Gud altid helt nær ved hver eneste os.  Gud følger 
os ikke kun i sine tanker. Nej, i ånden rækker Gud sit 
hjerte helt ned til os, så det er dér vi lever, i Guds 
hjerte, og aldrig kan gå ud af det. Derfor skal vi 
aldrig skilles fra Gud. Heller ikke døden vil skille os 
fra Gud. Nej, da skal vi se Gud ansigt til ansigt. 
 
ny prædiken
	I nyhedsmagasiner både i Tyskland og Amerika kan
man læse om en søgen efter det hellige, søgen efter åndelige
oplevelser eller flugt ind i det spirituelle. I Amerika viser
Gallupundersøgelser, at hver 3. voksen har haft religiøse eller
mystiske oplevelser. Hver 5. har haft den følelse sidste år, at
Gud har åbenbaret sig for dem. Og hver 8. har mærket, at en
engel har helt nær ved dem.
	Men til gengæld viser undersøgelser også, at mange
mennesker mener, at de selv kan bestemme, hvad de skal tro
på. Hvad Gud er, det bestemmer jeg selv. Sådan siger mange. 
	Og i dag hører vi så om Jesu himmelske Far. Han elsker
sine fjender. Og vi skal ligne ham. Siger Jesus.
          Hvis vi virkelig selv kunne vælge vores Gud, ville vi 
ikke vælge Jesu Gud, for det er meget besværligt. Vi hører, at
Jesu Far elsker sine fjender og at vi også skal, hvis vi vil
tilhøre Jesu Far. Der er selvfølgelig ikke tale om  en
krigssituation. Nej, der er tale om hvordan vi danner grupper.
Vi mennesker kan ikke lade være med at danne grupper. Vi
ville blive forbavsede, hvis det blev talt op i Haderslev eller
Christianfeld, hvor mange forskellige grupper af mennesker
der er. Det er godt at tilhøre en gruppe. Nogle grupper er
harmløse, men der er også mange grupper, hvor der er en
tendens til, at medlemmerne føler sig inden for i varmen og
betragter dem udenfor som andenrangsmennesker. Det er
lettest at danne en gruppe og holde sammen, hvis man ser lidt
ned på dem udenfor. 
	Men det er meget besværligt at tro på Jesu Far, for det
er en mærkelig gruppe vi så bliver medlemmer af, kirken. Det
er en gruppe hvor vi hører at vi er syndere og at vi kan kun
være med på grund af Guds nåde, og  alle uden for kirken er
også syndere, og Guds nåde gælder også dem, ja, selv dem vi
ikke kan fordrage og som vi syntes slet ikke skulle have
adgang til kirken, dem gælder Guds kærlighed og nåde i lige
så høj grad som os. Og vi får besked på, at give den besked
videre: " Du er tilgivet."
	Der er mange grupper som er synlige. Når Haderslev
stift holder stiftsdag, hvor mange mødes i domkirken, da plejer
præsterne at gå ind samlet i procession. Og det er tydeligt at
det er gruppen af præster, som kommer, for de har alle
præstekjole på. Man kan sige, at det er højtideligt, og jeg
synes selv det er smukt, men på den anden side kunne man
også sige, at i vores kirke må præsterne ikke sådan skille sig
ud som gruppe. På almindelige søndage er det praktisk og
smukt, at præsten har andet tøj på end almindelige
kirkegængere, så ved vi, hvor vi skal rette vores øre hen. Men
præsten er også kirkegænger.
	Andre grupper som er synlige, ja, i dag kan vi tage
soldater. De har uniformer på. Der er også grupper, som er
synlige ved at de har et lille mærke, som sidder i deres jakkes
revers.
	Men hvad med kirken. Hvordan er det synligt at vi er
med i den gruppe, de kristne, eller kirken. Det er usynligt.
	Det er meget besværligt, at vi ikke kan genkende, hvem
der er kristne. Når vi går ude i samfundet og møder nogen, så
kan det være de er kristne. Ja, vi må egentlig behandle alle
som om de er kristne. Eller man kunne spørge dem først: Er du
kristne. Men på den anden side hvorfor skulle vi det. Vi skal
jo gøre det samme over for dem, hvad enten de er kristne eller
ej: dele ud af Guds godhed, være lys i verden, og dele ud af
Guds tilgivelse.
	Det er besværligt at være en gruppe, hvor man ikke kan
genkende hinanden, en gruppe som ikke er synlig. Det er da
også i trosbekendelsen, at kirken nævnes: Vi tror på den
hellige, almindelige kirke, de helliges samfund.  Vi tror på, står
der. Vi tror på. Der står ikke, at vi ser på.  Og med troen er det
som i resten af trosbekendelsen.  Vi tror på Gud Skaberen på
trods af meget af det vi ser.  Vi ser megen nød og elendighed
og tomhed i verden, men vi tror alligevel på Gud som den
gode Skaber.  I trosbekendelsen står der også om Jesu 
opstandelse påskemorgen. Den tror vi på til trods for 
døden. Døden ser vi altfor klart. Vi sænker kisten i 
graven.  Den ser vi. Men alligevel tror vi på Jesu 
opstandelse fra de døde. 
     Sådan tror vi også på kirken. Selv om det er svært at 
se kirken, og selv om det er svært at se dens hellighed, så tror
vi på den hellige almindelige kirke. De helliges samfund.  De
hellige, er det os? Det er ikke til at se og mærke. Vi er hverken
værre eller bedre end andre.  Ja, kirken er så almindelig, at den
slet ikke er til at få øje på. Nej, kirken er en trossag som det at
tro på Gud Skaberen og på den opstandne Jesus. 
	Vi får troen på Guds magt og kærlighed og at den
kærlighed gælder alle, selv os syndere. 
	Det  lyder selvfølgelig godt, alt dette med kærlighed og
tilgivelse. 
	Men på en måde kunne vi mennesker bedre forstå, hvis
der var lidt mere alvor i sagen. Der skulle helst være klare
regler. Det er en mærkelig magt Jesus har givet os kristne.
	Vi har fået nøglerne til Himmeriget. Hvad vi løser på
jorden, er løst i himlen, og hvad vi binder på jorden, er bundet
i himlen. Det er en stor magt, som Jesus har givet kirken.  Og
vi skal lære af ham, hvordan vi skal bruge den magt. Han
lagde aldrig forbandelse på mennesker. Han løste mennesker.
Og han bebrejdede netop farisæerne fordi de bandt tunge og 
uoverkommelige byrder sammen og lagde dem på menneskers 
skuldre, eller fordi de lukkede himmeriget for mennesker. 
Selv lagde Jesus ikke byrder på nogen og han åbnede 
himmeriget for alle. Og det er hans ord, som kirken må 
give videre. 
 	Det er store ord i vores lille mund, når vi kristne 
må sige til enhver vi møder: "Du er tilgivet. Du kommer i 
himlen."  Det er som om vi sætter os i Guds sted. Er det 
ikke Gud som dømmer.  Og kan vi vide om os selv eller 
andre, hvordan Gud vil dømme. Ja, kirken har fået ret til 
at løse og binde.  Jeg som præst bruger den magt Jesus har 
givet til at løse folk fra deres synder, at forkynde Guds 
tilgivelse, og dem, som kirken har løst her på jorden, er 
også løst i himlen. Nøglerne til himmeriget, det er en 
stor magt.  Når kirken siger: du er tilgivet, så er 
himlens dør åbnet for dig og der er intet, som kan lukke 
den.  Det er den samme magt, som Jesus havde. Farisæerne 
undrede sig over ham, når han sagde til et menneske: du er 
tilgivet.  De mente, at det kun var Gud, som har den magt 
til at løse eller binde et menneske, lukke eller åbne 
himlen for et menneske.  Men Gud havde givet Jesus den 
magt, og den giver han videre til kirken, som består af os 
svage kristne, der kun kan leve på tilgivelsen. 
	Når det nu er så besværligt at være kristen og tro på
Jesu himmelske far, hvorfor gør vi det så. Fordi vi ikke kan
lade være. Jesus siger et sted: "I har ikke valgt mig, men jeg
har valgt jer." Paulus taler om, at han er grebet af Jesus. Eller
Paulus siger: " Kristi kærlighed tvinger mig."
	Så selv om jeg har talt om det besværlige ved vores
kirke så vil jeg selvfølgelig slutte med det herlige ved vores
kirke.
 	Netop i dag må vi med salmerne juble over vores
himmelske konge, som vi beder om at føre striden for os børn
så svage.  Tving du vor fjende, driv hans magt tilbage. Vi 
beder om fred i kirken, i landet, men mest i vores 
hjerter: fred udi hjertet du for alting give. Og så 
slutter salmen: Hos os du blive! 
     Netop i dag, hvor vi sammen mindes Mads Christian
Olsen, den faldne soldat fra 1848. Ved højtideligheden i
kirken i dag synger vi: Mægtigste Kriste. Og fordi vi er mange
i kirke og fordi mange af os er soldater, som synger så det kan
høres, så får salmen en ekstra dimension. Selv vores hær
synger om Jesu magt, at det er den, som skaffer os en ægte
fred. Vi har brug for jordiske våben til at holde ufred væk.
Men det er kun Jesu himmelske våben, som kan skaffe os den
sande fred. Det kan vi alle synge med på i fælles lovprisning af
Gud, Jesu og vores himmelske Far.