Både først og sidst i vores prædikestykke
står der ord, som er meget stærke. Vi har vel
svært ved at stille noget op med dem. Først: Elsk
jeres fjender. Og sidst: Så vær da fuldkomne, som
jeres himmelske far er fuldkommen. Vi kan
hverken det første eller det sidste. Men vi kan
ikke undgå ordene. Jesus mente dem, som han
sagde dem.
Jøderne havde deres egen opfattelse af
kærlighedesbudet: Du skal elske din næste.
Jøderne mente, at udlændinge ikke var deres
nærmeste, deres næste. De mente, at deres
landsmænd og trosfæller var deres næste. Dem
skulle de hjælpe.
Det er let at forstå. Jøderne var et lille folk.
De måtte stå sammen for at klare sig. Og de
havde klaret sig. De var stolte. Ja, de følte sig
udvalgt af Gud. Det hænger godt sammen. Når et
folk er lille, må de stole helt på Guds hjælp og
står sammen, og straks bliver de andre til dem
udenfor, dem man skal være bange for eller se
ned på og holde sig fra. Jøderne havde også bitre
erfaringer med deres nabofolk. Kærlighedsbudet
forstod jøderne sådan: elske din næste og had din
fjende.
Jesus siger: elsk jeres fjender. Ja, han
siger: I er kun Guds børn, når I gør det. I jødernes
ører var Jesu ord bagvendt. Jøderne var Guds folk
og de havde lov til at se ned på alle andre
folkeslag i verden. Det ophævede Jesus.
Elsk jeres fjender. Det betyder, at alle
forskelle mellem mennesker ophæves. Der er
ingen, som kan rose sig frem for andre. Ven eller
fjende  -  det gør ingen forskel. De skal behandles
ens. Der kan være modsætninger mellem
mennesker. Hvert menneske har sit særpræg. Men
selv de mennesker som er vores modsætninger,
skal vi regne for lige så værdifulde mennesker
som os selv.
Jesus vil ikke, at menneskeheden skal være
en grå masse, hvor alle skal være ens. Men selv
de som adskiller sig i alt fra os, dem skal vi regne
for rigtige og elskværdige mennesker. Vi må ikke
gøre forskel på nogen.
Jesus viser det ved to sammenligninger.
Han siger: Gud gør heller ikke forskel. Han lader
sin sol stå op både over onde og gode og lader det
regne både over retfærdige og uretfærdige. 
Sådan er det. Det må vi indrømme. Gud,
Skaberen tager ikke hensyn til, hvordan det
enkelte menneske er. Gud giver livets gaver uden
forhåndsbetingelser og uden smålighed. Gud,
Skaberen er lige god mod retfærdige og
uretfærdige.
Da Jesus sagde det, har jøderne stået som
et stort spørgsmålstegn. Havde Gud ikke et helt
særligt forhold til sit hellige folk? Er de ikke Guds
yndlinge?  Jo, de måtte indrømme, at solen
skinnede i hedningenes lande, og at det også
regnede der. Men betyder det, at Guds kærlighed
omfatter både onde og gode. Det var at gå for
langt.
Jesus går endnu længere. Han siger, at
jøderne lever på samme måde som hedningene og
tolderne. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer,
hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.
Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt
gør I så? Det gør hedningerne også.
Kan jøderne så holde fast i, at de er Guds
folk, at de har Guds bud i den hellige lov og lever
efter den, når de handler akkurat som hedninger
og toldere.
Jesus siger til sidst: Så vær da fuldkomne.
Jøderne mente ikke, at det var noget de skulle
blive. De mente, at de var fuldkomne, fordi Gud
havde givet dem Loven og sluttet sin pagt med
dem. Den levede de i. Det gjorde dem helt
forskellige fra alle andre folkeslag. Jesus siger:
Fuldkommen, det er ikke at se ned på andre. Nej,
det er at være som Gud, der lader sin sol stå op
over onde og gode.
Fuldkommen det er at stå sammen med og
bede for dem, som er os imod. At føle
sammenhold også med dem, som i et og alt
adskiller sig fra os. Det kan være svært. Men vi
begynder på det ved at indse, at andre kan være
langt fra os, men i forhold til Gud er vi alle lige
nær.
Selvfølgelig skal vi stå fast på sandheden.
Den skal ikke udjævnes. Se hvordan det gik
Jesus. Han er Guds ansigt. Han er Guds hjerte.
Og når jøderne så det, blev de hans modstandere
og til sidste kunne de ikke holde ud at se på det
og de korsfæstede Jesus.
Jeg gentager: vi skal passe på at misforstå
ordet fuldkommen. Vi er ikke fuldkomne ved at
være fejlfri og overmenneskelige. Når vi skal
være fuldkomne, betyder det langtfra, at vi skal
være hævet over andre. Nej, det betyder, at vi må
leve mellem mennesker.
Guds fuldkommenhed er, at han er den
samme over for onde og gode.  Det kan vi se af
solen og regnen. Endnu mere, vi kan se det af
hans søn Jesus. Han gjorde godt mod toldere og
syndere, jøder og hedninger. Og hans død på
korset gælder både onde og gode. 
I vores moderne tid er vi nok ikke så stolte
som jøderne var det på Jesu tid. Man taler mere
om, at mange lider af  en følelse af
utilstrækkelighed. Men jeg ved såmænd ikke
hvad der er værst, jødernes falske stolthed eller
vores utilstrækkelighed. Når vi ikke mener, at vi
slår til, så er forudsætningen jo, at vi  tror, at det
er op til os at klare livet. Men det er at være mod
Gud, hvis vi ikke vil tage livet af hans hånd. Gud
er livets herre. Gud har magten, og det er ham vi
må bede om hjælp.
Der var et modsætningsforhold mellem
mange af jøderne og Jesus. Men det samme
gælder såmænd også os i forhold til GUd.
Paulus skriver: For mens vi endnu var
svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var
inde.  Kristus døde for os.  For mens vi endnu var
hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans
søn døde. (Rom 5,6)
Det er det nye som Jesus kommer med og
som skinner igennem hans ord, forligelsen,
tilgivelsen. Gud går sine fjender imøde.
I Det gamle Testamente står der andre ord
og jøderne forstod Gud som straffende og
hævngerrig. I en af davids salmer står der, at Gud
knuser sine fjenders hoved. 
Men Jesus kommer med evangeliet, at vi
ikke skal frygte Gud. Det gør Jesus klart. Og han
lignede Gud. Han er Guds ansigt og Guds hjerte. 
Vi skal ikke frygte Gud, vi som både er
onde og gode, vi som både er retfærdige og
uretfærdige. For endnu da vi var hans fjender, da
forsonede Gud os med sig selv ved sin søns død.
Gud går os helt i møde.