4. s.e.t. 1998  
Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder med din 
almægtige skabende Ånd 
Jesus, som dybet i hjerterne kender 
læg på vort hoved din kærlige hånd.  En rabbiner 
spurgte en af sine elever: "hvornår viger natten for 
dagen? Hvordan ser man det?" Han prøvede og svarede: 
"Måske er det, når man ser det første lysskær på 
himlen" Men det var ikke svaret. Han forsøgte videre: 
"Måske er det, når det er lyst nok, til, at man kan 
skelne en busk fra et menneske?" Mn det var heller ikke 
det. 
"Måske er det, når jeg på lang afstand kan se, vem der 
kommer imod mig?" Men det er heller ikke det. 
Hvis vi spurgte nogen i dag, så kunne det da godt være, 
at der kom et eller andet svar, der angiver et 
klokkeslet, eller angiver, at når lysstyrken er over så 
og så mange lux, så er det dag.  Men det er heller ikke 
det. 
Rabbineren svarede selv: "Nej, natten viger for dagen, 
når det ene menneskeser broder eller søster i det andet 
menneskes ansigt. Så længe det ikke er sket, er natten 
stadig over os." Og det er jo rigtigt. 
Og det er jo netop dette andet menneske, som 
kristendommen handler om. Det andet menneske, som vi 
ikke kan se vores bror eller søster i.  Elsk jeres 
fjender, siger Jesus, og bed for dem, der forfølger 
jer.  Nu er fjender en slags mennesker, som vi ikke 
rigtig kender til i dette land. For vi kan ikke lide de 
store ord og store sindsbevægelser. Vi er mere 
mådeholdne i vores bedømmelse af andre mennesker, end 
man var på Jesu tid - og er i dag - i mellemøsten 
. Vi kender til nogle mennesker, som vi ikke kan li'; 
måske kender vi også ligefrem til nogle mennesker, som 
vi ringeagter; eller nogle, som vi møder med en 
blanding af frygt og afvisning, fordi vi ikke kender 
dem nok.  Og alle disse mennesker er netop indbefattet 
i Jesu ord om, at vi skal elske vores fjender; og alle 
disse mennesker er netop de mennesker, i hvis 
ansigtstræk vi ikke kan se vores bror eller søster.  Så 
længe vi ikke kan se det, der er vi stadig i mørkets 
vold.  Det ikke at kunne se sin bror og søster i et 
andet menneske, det har op igennem historien - og også 
nu i bl. a. Kosovo forøvrigt - ført til krig og 
folkemord. Det er vi nu alligevel for civiliserede til 
i lille Danmark. OG alligevel har vi jo også noge 
t af det. 
I Næstved, der taler man om, at anlægge en muslimsk 
kirkegård. Og stor er forargelsen. Hvorfor vil de 
begraves her, spørger man. OG der er nogle, der hævder, 
at vi jo heller ikke kunne begraves kristent der. Men 
det vil jeg nu hævde, er som regel ikke 
sandt. 
Og i det hele taget har der rejst sig et ramaskrig. 
Pudsigt nok, da vil de fleste nok hævde, at 
selvfølgelig har vi ret til at blive begravet i det 
land, som vi føler os knyttet til. Og vil jo nok også 
hævde, at det skal være ved den kirke eller den 
kirkegård, som vi føler os knyttet til.  Men samme ret 
vil mange åbenbart ikke give danske muslimer. At blive 
begravet i det land, som de føler sig knyttet til. De 
fleste er vel efterhånden også født her, og i 
overensstemmelse med den tro, som de har.  Og det er, 
fordi vi ikke ser vores brødre og søstre i dem. Netop 
"dem" siger vi. For de er ikke nogen af "os". Og de 
ville i hvert tilfælde ikke give os den samme 
rettighed, hævdes der. Måske. Det kan godt være.  Men 
hvis I kun hilser dem, der hilser jer, hvad godt gør i 
så? spørger Jesus. Eller frit overført til i dag: Hvis 
I kun giver dem lov til det, som de ville give jer lov 
til, så gør i intet godt. For da snakker vi jo kun om 
et simpelt, nærmest primitivt 
, gengældelsesprincip, som helt klart er af det onde. 
Fordi gengældelse bare forøger det onde.  Der er også 
nogle, der hævder, at der ikke skal være muslimske 
gravpladser i Danmark, fordi Danmark er et kristent 
land. Men den holdning er ikke kristen, fordi den kan 
ikke påberåbe sig Kristus, som netop sagde, at vi skal 
elske vores fjender - og ska 
l behandle dem pænere, end de gør mod os; at vi skal 
hilse, selv om vi ikke bliver hilst, at vi skal gøre 
godt, selv om vi ikke møder det samme.  For det andet 
menneske er ikke skabt som min fjende, min modstander 
eller mit offer. Heller ikke som en billig ressource i 
60'ernes og 70'ernes mangel på arbejdskraft. Det er 
skabt til at være min næste, og jeg som hans - og har 
derfor krav på respekt. 
 Også med alle fejl. Som kan være mange ting. En 
forkert tro. Det vil jeg mene, at islam er. Eller en 
ubegrundet angst for det fremmede eller de fremmede. 
Eller gærrighed eller den forkerte næse. Fejlene kan 
være mange.  Men at være nogens næste, det kræver ikke, 
at man er kristen. Det kræver ikke, at man er i særlig 
nød. Det eneste det kræver er, at man er der, er til. 
Men kærlighed til næsten betyder ikke kun at man er god 
mod næsten. For det er ikke en lalleglad godhed, der 
bare accepterer alt ved næsten, en godhed, der bare 
affinder sig med næstens fejl. Nej, dem skal en næste, 
en bror eller søster, selvfølgelig gøre noget ved. 
Og det gælder selvfølgelig også i trosspørgsmål. Den 
kærlighed, som vi som kristne er sat tril at leve, den 
indebærer også, at vi ikke beholder sandheden om gud, 
at han har vist sig i Jesus Kristus, for os selv, men 
giver den sandhed videre til dem, der  
ikke har opdaget dem endnu, muslimerne for eksmepel, 
men også almindelige, danske naboer.  Det er det, der 
hedder mission. Og det er en kristenpligt. "Gå 
ud, og gør alle folkeslag til mine disciple, idet i 
døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 
og idet i lærer dem, at holde alt det, som jeg har 
befalet jer.", som det hedder i dåbsbefalingen. 
En kristenpligt som det, at lade sine børn døbe og at 
opdrage dem i den kristne tro. Så de kan være brødre og 
søstre på en anden måde, nemlig brødre og søstre i 
Kristus, brødre og søstre i den Guds familie, der er 
fælles om troen, håbet, kærligheden og 
 løftet om evigt liv. 
Og vi brødre og søstre i Kristus skal se en vores 
broder eller søster i vores næstes ansigt, uanset, hvem 
det er.  Amen.   
Thomas Feddersen 
Snail mail: Sct. Clemensvej 66 
DK 4760 Vordingborg