Hvad er lettest at tilgive eller at helbrede. Der er ingen tvivl om, at Jesus lægger mest vægt på tilgivelsen. Derfor siger han den først og derfor helbreder han, for at vise, at han har magt til at tilgive. Ja, Jesus bruger helbredelsen som et tegn på, hvor vigtig tilgivelsen er for os.
Der er nogle, som mener, at man ikke skal lade nåden være gratis. De mener det er altfor let sådan bare at gå rundt og sige til alle og enhver: du er tilgivet. Der er nogle, som mener, at det bare er ord, når vi bare deler ud af syndernes forladelse. Men det var tilgivelsen, som Jesus lagde vægten på. Det satte han sit liv ind på. Dengang tog man blasfemi eller gudsbespottelse meget alvorligt. Der var dødsstraf for det. Ved at tilgive gjorde Jesus noget, der var dødsstraf for. Så vigtigt var det for ham.
Det som Jesus gør i prædikestykket i dag, skal lære os noget om tilgivelsen. For den lamme gælder der 3 ting. Han er uhelbredelig syg. Alt er gjort og intet kan hjælpe og der er ingen muligheder tilbage. Han kan intet selv stille op, for at komme ud af den situation, som han er i. Det andet er, at helbredelsen kommer fra Gud og alene hviler på Guds magt. Det syge menneske er totalt modtagende. Og det tredje er, at helbredelsen sætter igang igen. Når Jesus siger til den lamme: ståp op, tag din seng og gå hjem, så adlyder den syge eller dvs. han kan ikke lade være. Når Jesus siger: gå, så rykker det straks i den lammes ben, så han må op og stå og benene løber af med ham.
Akkurat det samme gælder for Guds tilgivelse. Betingelsen for den er, at vi er syndere. Det kan være vi forestiller os syndere på samme grove måde, som man i gamle kirker har fremstillet djævelen, som en lille ækel mand med horn i hovedet og hale. Og man tænker: en synder eller en djævel, det er jeg ikke. Det er vildt overdrevet. Jeg går ikke rundt og stikker til folk med en fork. Jeg morer mig ikke over folks ulykke og glæder mig over det onde. Jeg er bare et ganske almindeligt menneske.
Men en synder skal vi snarere sammenligne med den lamme, som blev båret til Jesus. Hans liv ligner en synders liv. Vi er syndere, når vi ikke får nok ud af livet. Vi er syndere, når der kommer kvælende tanker frem i os. Vi er syndere, når vi keder os og ikke ved, hvad vi skal bruge tiden til. Vi er syndere, når vi bruger altfor megen tid til at tænke på os selv. Vi kan have det som den lamme, der bare ligger og ser på alle de andre omkring ham og tænker: hvor er de dygtige. Hvor kan de meget. Hvor har de et godt liv. Og den lamme føler om sine egne dage, at de er dødsens kedsommelige og trivelle. hans synd er ikke, at han gør meget ondt og skader andre, men at døden langsomt kvæler hans liv og tanker.
Vi har selv svært ved at se vores synd. Den skjuler vi helst og vil ikke indrømme den over for os selv. Mon ikke det er derfor en hel del mennesker har så travlt med at fortælle om, hvor meget de kan klare, hvor dygtige de er. Det er for at dække over synden. Megen selvmedlidenhed og bekymring stammer også fra synden, uden at man selv kan se det. Der gælder nemlig det samme for synderen som for den lamme, vi hører om i dag, at man prøver så meget for at gøre livet godt, men intet kan hjælpe og der er ingen muligheder tilbage. Man kan intet selv stille op, for at komme ud af den situation, som man er i.
Tilgivelsen ligner også en helbredelse deri, at den kommer fra Gud og alene hviler på Guds magt. Synderen er totalt modtagende. Derfor kan man sige, at nåden er ganske gratis. Og vi ser det også tydeligt i fortællingen i dag. Den syge kan intet gøre for selv at komme til Jesus. Han vil vel gerne, men det står der intet om. Det er mere hans venner, som vi hører om. I Markus evangeliet står den samme historie og der beskrives endnu mere udførligt, hvor meget besvær de har og hvor mange anstrengelser de påtager sig for at få deres ven hen til Jesus. De går op på taget. Der er nemlig forsamlet så mange mennesker, at de ikke kan komme gennem døren ind til ham. Så de går op på taget og graver et hul og firer deres ven ned foran Jesus. Deres tro er beskrevet udførligt. Derimod står der intet om, at den lamme driver dem eller plager dem til det. Han lader det bare ske. Og mon det ikke er fordi deres tro er større end hans. Sådan er det jo mange gange med syge, at det er deres familie og venner, der må opmuntre den syge; mens den syge har svært ved at bevare troen og håbet. Og det gælder også for synderen. Han kan ikke andet end tage imod Guds hjælp. Synderen kommer ikke med noget selv, men må tage imod alt fra Gud, både tro og håb.
Og for det tredje ligner tilgivelsen en helbredelse, ved at den sætter et menneske igang igen. Når Jesus giver os tilgivelse, så siger han til os: stå op og gå hjem. Og så kan vi ikke andet end adlyde. Vi gør det bare. Når Jesus siger: gå, så rykker det straks i os, så vi må op og stå og livet løber af med os.
Hvordan mon den lamme havde det, da han stavrede hjem. Mon han ikke var lidt svag i benene og ikke kunne forstå, hvad der var sket. Hvad mon han følte? En stor glæde, som om han så verden i et nyt lys. En byrde var taget fra ham. En byrde, der havde bundet ham til hans seng, var nu fjernet. Han kunne bevæget sig frit omkring. Akkurat på samme måde skal vi syndere opleve tilgivelsen. En byrde er taget fra os. Nu skal vores dårlige humør ikke mere gøre os fortabte. For Guds tilgivelse betyder jo, at Gud elsker os og vil være sammen med os, som vi er også selv vores sind kan være mørkt. Nu skal vi ikke hævde os og stræbe efter noget andet bedre, for Gud elsker os som vi er. Vi må bare lade livet komme til os og leve af Guds gaver. Vi må bevæge os frit omkring.
Hvad mon den lamme følte da han gik fra Jesus, at nu skulle han ud i verden og indhente alt det han ikke havde oplevet. Men han fik besked på at gå hjem. Vi får også besked på at gå hjem til vores halve hverdag, hvor vi vi bliver ved med at være syndere og kun kan leve på Guds tilgivelse. En sådan magt har Gud givet til mennesker. Nu ved jeg ikke så meget om, hvordan det er at være Vorherre, så jeg skalikke kunne sige, hvad der er lettest at give: tilgivelse eller helbredelse. Men jeg ved, hvad det er lettest at bede om.
Det er hundesvært at bede om tilgivelse. Men det er vigtigt. For tilgivelse er nærhed, nærhed med Gud og nærhed med de medmennesker, som vi giver lov til at tilgive os. Når vi er helt derude, hvor vi lader os fire ned foran Jesus, så er det sjælden tilgivelse, vi tænker på at bede om. Men det er tilgivelse, vi først og fremmest trænger til. Så den får vi. Og tilgivelsen genopretter nærheden - så vi kan leve med de problemer, som måske, måske ikke, bliver løst. Det er nok ikke mirakler, der venter os, når vi bliver firet ned foran Jesus. Ikke pludselige helbredelser eller andet i den retning. Men det er nærhed. Den nærhed, som tilgivelsen giver. Nærhed med Gud og nærhed med næsten.
Når Jesus tilsiger os syndernes forladelse, så taler han til vores hjerte. Og for et bange hjerte er ordene om, at Gud forlader os vores synder og helbreder os, selve det, der får vores hjerter til at slå.
Mogens Agerbo Baungård
Tryk her tilbage til forside