Der er nogle af Jesu ord, som jeg har svært ved at 
forstå. Eller det er snarere sådan. Jeg kan godt se det 
er rigtigt det som Jesus siger. Men jeg ved bare, at 
jeg aldrig kunne leve efter det. Det gælder ordene i 
dag: Sælg jeres ejendele og giv det hele til de 
fattige.  Jesus mener, at vi går for meget op i det 
jordiske, i tingene. Og det ville være en befrielse at 
slippe det hele.  Jeg tror, at vi så fik et hele andet 
syn på livet. I stedet for at bruge så mange tanker og 
kræfter på at holde styr på det vi ejer, ville vi få 
tid til at være sammen og være gode mod hinanden. 
     Men min fornuft siger mig, at det aldrig kunne gå. 
Tænk hvis alle gjorde, som Jesus sagde. Markerne ville 
ikke blive tilsået. Fabrikkerne ville gå i stå. Ja, hvis 
alle skulle følge Jesu ord og sælge deres ting, så var 
der ingen, som kunne købe dem. 
     Min erfaring siger mig også, at de fleste af os 
ikke kan undvære de daglige pligter. Om det er lidt 
eller meget vi gør, så er det som en gave fra Gud, at 
der er noget vi skal. Vi ville føle vores dage som et 
stort kaos, hvis vi ikke havde bestemte pligter vi hver 
dag skal igennem, hvad enten det er på arbejde eller i 
fritiden. 
     Og mit hjerte siger mig, at de fleste af os ikke 
kan undvære vores familie, og for at være sammen må vi 
arbejde og eje noget. Ellers kan man ikke have et hjem 
og sørge for hinanden. 
     Hverken med min fornuft eller min erfaring eller 
mit hjerte kan jeg følge Jesu ord. Også selv om jeg 
godt kan se, at Jesus har ret. Vi ville være ægte 
mennesker, som hvilede i troen på Gud, hvis vi intet 
ejede og bare tog hver dag som den kom. Det er sådan 
blomsterne gror. De syr ikke. Og dog er de klædt smukt 
på. Eller fuglene, de får hver dag det som de trænger 
til.  Lige så fri og ubekymrede skulle vi leve. Synge 
dagen lang til Guds ære. Det gør børnene. De føler ikke 
dagene, som et stort ansvar, der hviler tungt på deres 
skuldre. Nej, børnene går tit rundt mens de leger og 
fløjter og synger.  Vi voksne bruger i perioder alt for 
mange tanker på et problem og tager det meget tungt og 
så viser det sig, at det løser sig af sig selv. 
     Jesus har ret i det han siger og dog kan vi ikke 
få os til at sælge alt hvad vi ejer og give det til de 
fattige. Er vi så fortabt. Er der ingen frelse for os. 
Har vi mistet skatten i himlen, den ægte skat, som ikke 
kan stjæles eller ruste op. 
     Nej, for det første skal vi lægge mærke til det, 
som Jesus begynder med at sige: Frygt ikke, jeres 
himmelske Far har besluttet at give jer riget. Den tro 
omfatter også os. Den tro tager al fortabelse og 
fortvivlelse fra os. Den tro skal give os lidt af den 
ubekymrethed som børnene lever i. 
     For det andet skal vi huske, at Jesus mange gange 
sagde til mennesker, som han helbredte: Din tro har 
frelst dig, gå hjem med fred. Jesus løste mennesker fra 
deres sygdomme og sendte dem hjem. Og det var jo for at 
de skulle leve med deres familie i glæde og fred. De 
skulle arbejde igen og leve som almindelige mennesker. 
     Der var endda engang en far, som havde en syg søn 
og som kom til Jesus og bad om hjælp. Manden bad om, at 
Jesus kun sagde et ord så ville den syge søn blive 
rask. Og Jesus udbrød: Større tro har jeg ikke set hos 
nogen mennesker. Og Jesus sagde til manden: Gå hjem. 
Din søn lever. Jesus roste manden for hans tro og 
sendte ham hjem, så han kunne leve sammen med sønnen og 
familien, som han elskede højt. 
     Der behøver altså ikke være nogen modsætning 
mellem troen og vores almindelige liv. Som kristne må 
vi gerne holde af vores familie og vores hjem og glæde 
os over dagene, som vi har sammen. 
     I Paulus breve vi måske ane, at der har været 
problemer, fordi nogle kristne tog Jesu ord 
bogstaveligt og holdt op med at arbejde. Paulus skriver 
i sit første brev til tessalonikerne: Vi formaner jer 
til at sætte en ære i at leve stilfærdigt og passe 
jeres egne sager og selv arbejde med jeres hænder, så 
at I lever ordentligt i jeres omgang med dem udenfor og 
ikke mangler noget. Måske gik nogle af de kristne rundt 
i deres by og tiggede mad og gjorde nar af dem, der 
havde travlt. Paulus skriver også i sit andet brev til 
tessalonikerne: Vi har hørt, at der er nogle blandt 
jer, der lever uordentligt. De abrejder ikke, men 
blander sig i ting, som ikke kommer dem ved. Dem byder 
og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal 
arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets 
ophold. 
     Men til gengæld kan vi også se, at Paulus kender 
Jesu ord om skatten, som ingen tyv kan stjæle og som 
intet møl kan ødelægge. For Paulus skriver til 
Timoteus: Dem, der er rige i den nuværende verden, skal 
du byde, at de ikke må være overmodige og ikke sætte 
deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt 
skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at 
gøre godt og være rige på gode gerninger, at være 
gavmilde og dele med andre og samle sig en skat som en 
god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det 
virkelige liv. 
     Jeg undrer mig nogle gange over den store 
sammenhæng der er i vores bibel. Paulus er ikke Jesus, 
Guds søn. Men Paulus breve er i vores bibel, fordi 
Paulus på enestående måde fører os til troen på Jesus. 
Paulus udlægger og fortolker Jesu ord, så der går et 
lys op for os, troens lys, troen på Guds søn. 
     Paulus siger, at det virkelige liv får vi ikke fra 
jordisk rigdom. Den er usikker. Det virkelige liv får 
vi i troen på Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi 
behøver. Det virkelige liv får vi i håbet om det, som 
skal komme. De rige prøver at skrabe så meget sammen, 
at de har nok at leve af nu.  Det går deres dage med. 
Men vores dage er kun ægte gode, når vi lever ud af det 
som skal komme, Guds rige. 
     Jesus siger det sådan: I skal have kjortlen bundet 
op om lænderne og have lamperne tændt og være som 
mennesker, der venter på, at deres Herre kommer. 
     Det var i øvrigt Guds ord til Moses, da jøderne 
skulle frelses ud af slaveriet i Ægypten og være Guds 
folk. Den sidste aften før de skulle rejse, da skulle 
de have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler 
på fødderne og stav i hånden. I al hast skulle de spise 
deres påskemåltid. Sådan befalede Gud Moses, for nu var 
befrielsen nær. 
     Når Jesus bruger de samme ord til os, så betyder 
det, at Jesus kommer igen for at frelse os. Det skal vi 
vente på. Det skal vi se frem til. Det skal være håbet 
i vore dage, så vi lever virkeligt, lever som om hver 
dag er den sidste, glæder os over hvert øjeblik som en 
kostelig gave fra Gud og derfor glæder os endnu mere 
til at Guds herlighed bliver åbenbaret, hvor vi skal 
være sammen med Gud og alle vores kære. 
     Apostlen Peter skriver det sådan: Vær årvågne, gør 
sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb 
til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus 
åbenbares. 
     Også vi, som ikke har solgt alle vores ejendele og 
givet det til de fattige, også vi må leve på det håb, 
at det er nåde og tilgivelse, som venter os, når Jesus 
åbenbares. Det er befrielsen og frelsen, som venter os. 
Frygt ikke, jeres himmelske Far har besluttet at give 
jer riget. 
 
ny prædiken 
 
 
     Lige før vores prædikestykke i dag skriver 
evangelisten Lukas, at vi ikke selv kan lægge en dag 
til vores liv ved at bekymre os. Når vi altså ikke 
engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer vi os 
da for det øvrige. Og i vores stykke i dag begynder 
Jesus med at sige: Frygt ikke, du lille hjord, for 
jeres FAr har besluttet at give jer Riget.  Vi kan ikke 
lægge en dag til vores liv. Men Gud kan lægge en 
evighed til vores liv. Og Gud vil gøre det.  GUd har 
besluttet det. Derfor skal vi ikke bekymre os. Vi skal 
ikke være bange. 
     Frygt ikke du lille hjord. Det er et af de 
skriftsteder i bibelen, som jeg vil kalde et kernested. 
Og hvert ord i det skriftsted fortæller os meget.  For 
det første må Jesus jo vide, at vi kan være bange og 
bekymrede, når han siger: frygt ikke.  Også vi vor tid, 
hvor vi er sikret mod at sulte her i Danmark, så tror 
jeg, at der mange mennesker, som lever i frygt. De, som 
har arbejde, frygter, at de skal miste. De, der ikke 
har arbejde, frygter, at de aldrig igen skal få noget 
at bestille. Når vi er raske og hører om andre, som 
pludselig må på sygehuset, så må vi tænke, hvornår det 
er vores tur.  Og de syge tænker kun på, om de dog ikke 
snart kommer sig.  Selv her i Danmark, hvor vi er så 
sikret, når vi tænker på fremtiden, er vi alligevel 
usikre og ved ikke hvordan det skal gå. Men Jesus siger 
også til os Frygt ikke, du lille hjord.  Ligesom 
Danmark er et lille land, og vi kan tænke, hvordan vi 
få millioner kan klare os over for alle de andre 
millioner, der f.eks. er i Europa, som har besluttet 
et, mens vi har besluttet noget andet.  Sådan kan vi 
kristne også føle os få og små, når vi tænker på alle 
de problemer, som vil komme, og hvor vi skal tage de 
rigtige beslutninger. Kan vi gennemskue det hele. 
F.eks. når videnskaben kan ændre på generne eller 
arveanlæggene på planter og dyr og mennesker. Hvor skal 
vi sige stop og vil de høre på os.  Også i vores eget 
liv kan vi føle os få og små. Vi er en hjord, en flok, 
et fællesskab, her i vores lille by, i vores sogn og 
menighed. Hjælper vi hinanden nok? Eller lever vi hver 
for sig i vores huse.  Og går udviklingen herimod, at 
vi bliver endnu færre her i vores sogn.  Det kan vi 
frygte. 
     Men når Jesus kalder os hjord, så betyder det en 
flok, som er under opsyn. Ordet hjord på dansk har 
egentlig med ordet hyrde at gøre. Og når Jesus kalder 
os en hjord, så er det et kærligt ord han bruger, som 
betyder, at han er vores hyrde, og at han vil føre os. 
Derfor skal vi ikke frygte. 
     Der lyser en stor kærlighed ud af de ord: Frygt 
ikke du lille hjord.  Derfor er det også et af de 
skriftsteder, som jeg tit tænker på og holder mig til. 
Det er ligesom når en far hører sit barn græde om 
natten, fordi barnet har onde drømme. Så stryger 
faderen sit barn over kinden og hvisker: Du skal ikke 
være bange, mit lille barn. For jeg er her. Jeg skal 
nok passe på dig.  Den tryghed må vi alle høre i Jesu 
ord, når vi har onde drømme og føler os små. 
     Det gælder også os som kristen menighed, at vi 
ikke skal være bange. Når jeg ved slutningen af en 
gudstjenest beder takkebønnen til Gud og takker for 
Guds velgerning, at Gud har givet os sit ord, ved 
hvilket Gud også her hos os forsamler sin kristne 
kirke. Så tænker jeg tit, at det egentlig er en 
mærkelig tanke, at det ikke er os, som beslutter, at vi 
vil i kirke. Nej, det er Gud, som har givet os sit ord 
og det ord kalder os til kirke og samler os til en 
kirke her i vores lille by. Og Gud vil blive ved med at 
give sit ord.  Gud vil blive ved med at forsamle sin 
kristne kirke her hos os. 
     Det er den samme tanke, som Jesus siger et sted i 
Johannesevangeliet.  Han siger: Ingen kan komme til 
mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager ham, og 
jeg vil oprejse ham på den yderste dag. Når vi er en 
kirke, er det altså ikke vore egen beslutning. Det er 
Gud, som gør det.  Gud drager os med sit kærlige ord. 
Gud samler os til en menighed, en hjord. Og det er 
hyrden, som holder hjorden sammen. Derfor skal vi ikke 
frygte. 
     I vores prædikestykke i dag hører vi også, at vi 
ikke skal have så meget besvær med vores egne 
beslutninger, for det er Gud, vores himmelske Far, som 
har besluttet at give os riget. Vores egne beslutninger 
kan være gode nok, og der er meget vi skal tage 
bestemmelser om. Men vi ved også inderst inde, at vores 
beslutninger ikke er særlig holdbare. Der var engang en 
politiker, som fik meget at høre for, at han sagde: Man 
har et standpunkt til man tager et nyt. Men han havde 
jo ret. Og hans ord er nærmest blevet et ordsprog hos 
os. 
     Derfor er der en stor tryghed i Jesu ord i dag, at 
det hele ikke hviler på vores beslutninger, men på, at 
Gud, vores himmelske Far, har besluttet at give os 
riget.  Og Gud har ikke et standpunkt til han tager et 
nyt. Det kan vi jo se af, at Gud ikke ændrede 
beslutning, selv da hans eneste søn måtte gå i døden på 
grund af det. Det er jo bevis på, at Gud ikke vil tage 
sin kærlighed fra os mennesker, selv når vi mennesker 
er mest onde og dræber Guds sendebud, Guds eneste søn. 
Der er intet, som kan rokke ved Guds beslutning, at 
give os riget, give himmeriget til os syndere. 
     Guds rige er altså en gave, som vi får, alene 
fordi Gud har bestemt at det skal være sådan. Gud vil 
være sammen med os. Gud vil samle os som sin hjord. Gud 
vil have os i sit himmerige, hvor ingen onde drømme kan 
nå ind.  Det er den dejlig gave at få: himmeriget. I 
salmen, som vi sange før prædikenen, siger Grundtvig, 
at vi her i kirken mærker lidt af den gave, som Gud har 
givet os. Her i kirken mærker vi et lille himmerige, 
for vi hører Guds eget ord, men ej med tordenstemme; en 
sagte lyd med guddoms-spor vi gladelige fornemme, og 
derfor synger Guds børneflok med liflig klang højt af 
glæde. Og grunden til at vi her i kirken mærker et 
lille himmerige, det er jo, at vi hører om Jesus. Det 
himmelsk er at høre på, hvordan Guds søn i støvet, som 
spæd engang i krybben lå, fuldførte levnedsløbet. Det 
er himmelsk at høre om Jesus, lige fra hans fødsel i 
Betlehem, til det, som han fuldførte, døden på korset, 
opstandelsen påskemorgen. Her i kirken mærker vi et 
lille himmerige, fordi vi er inddraget i Jesu 
levnedsløb, så vi må gå samme vej til vores 
opstandelse.  Og selv om der er meget, som vi kan være 
bange for, og der kan være meget ondt, som vi skal 
igennem, så hører vi her i kirken, hvor vejen ender, 
nemlig hos Gud, når vi opstår fra de døde ind i Guds 
lyse himmerige.  Derfor skal vi ikke være bange. Frygt 
ikke, du lille hjord, jeres himmelske Far har besluttet 
at give jer riget. 
 
ny prædiken 
 
 
     Jesus giver formaninger. Han fortæller os, hvordan 
vi skal leve. Men han gør det med en forudsætning, som 
vi skal huske hele tiden. Vi skal ikke handle af frygt. 
Vi skal ikke tænke: har jeg nu gjort nok for at komme 
ind i himmeriget. Vi kunne ellers nok blive bange, når 
vi hører Jesu befalinger, at vi skal sælge alt, hvad vi 
har. Sælg jeres ejendele og giv dem til de fattige. Det 
har vi ikke gjort. Og det får vi ikke gjort.  Han taler 
om, at vi altid skal være vågne og parate, for Guds 
rige kan pludselig komme uden nogen varsel, og så 
skulle vi gerne være parate til at tage imod Jesus, 
vores konge. Også ved den befaling kan vi blive bange 
og tænke, at vores dage er fyldt med så mange gøremål, 
at vi vist både i dagens løb og i fritiden om aftenen 
for det meste er trætte og ikke har det store overskud 
til at tænke på vores himmelske konge, som pludselig 
kan stå foran os. Endnu mere bange bliver vi, når vi 
hører om straf og prygl. 
     Men under alle formaningerne skal vi huske 
forudsætningen. Det, som Jesus siger allerførst: Frygt 
ikke, du lille hjord, for jeres Far har besluttet at 
give jer riget. Det er forudsætningen for vores liv. 
Der er en stor kærlighed i de ord: Frygt ikke, du lille 
flok. 
     Der er også et andet sted, hvor Jesus giver mange 
befalinger til os, og hvor han også begynder med 
kærlige ord. Det er i bjergprædikenen. Dér begynder 
Jesus med at sige: Salige er de fattige i ånden.  Og 
sådan føler vi os, som nogle, der ikke har så stærk en 
ånd, at vi glad giver alt vores væk.  Vi har ikke så 
rig en ånd, at dag og nat tænker på Gud. Vi er fattige 
i ånden. Men alligevel siger Jesus: Salige er de 
fattige i ånde, himmeriget er deres.  Salige er de som 
sørger. Og de gør vi jo, vi sørger over os selv. Det er 
sørgeligt som vi lever. Men Jesus siger: Salige er de 
som sørger, for de skal trøstes. Salige er de, som 
tørster efter retfærdighed. Og det gør vi jo.  Vi ser 
hvor lidt Guds retfærdighed præger vores liv og hvor 
meget forkert vi gør. Men Jesus siger: Salige er de, 
som tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. 
Det er begyndelsen på bjergprædikenen. Det er 
forudsætningen for alle de bud, som Jesus dér giver os. 
     Sådan er det også i prædikestykket i dage. 
Begyndelsen og forudsætningen er de meget kærlige ord: 
du lille hjord, jeres Far har besluttet at give jer 
riget.  Du lille flok.  Det betyder både at vi føler os 
få og at vi føler os små og svage.  Det at vi ser ud 
til at være få, kunne være et tegn på at vi ikke 
forvalter Guds ord rigtigt, så mange får del i 
evangeliet og tager del i tjenesten af Gud. Det kunne 
være et tegn på vores fallit, at det ikke er synligt, 
ved stor kirkegang, at vi har gjort mange til Jesu 
disciple. Vi kan også selv føle os små og svage.  Vi 
føler os fattige i ånden. Vi sørger over vores 
mislykkede liv. Vi tørster efter et bedre liv. Vi 
kommer ganske vist til gudstjeneste og går hjem igen. 
Men hvilke følger har det for os i hverdagen.  Vi 
bliver ikke til helte, der har svar på alting.  Men til 
os, som ser ud til at være få og føler os små, siger 
Jesus: Gud har besluttet at give jer riget.  Ja, han 
siger jeres far har besluttet det. Vi skal ikke se på 
alt det, som kan tage modet fra os, vores lille antal 
eller vores få heltegerninger. Vi må se hen til den, 
som giver os mod, vores himmelske Far.  Han ser på ikke 
på, hvad vi udretter kirkeligt eller verdsligt. På 
forhånd har han besluttet at give os sit himmerige. Det 
er udgangspunktet for vores gudstjeneste både om 
søndagen og i hverdagen. 
     Når det er Guds beslutning, betyder det, at den 
står fast på trods af alt. Guds beslutning må vi stole 
på. Det samme, når Jesus siger, at Gud vil give riget 
til os, så betyder give, at det er til os, som vi er, 
at Gud skænker sin salighed og himmelske rigdom og fest 
uden at ænse vores åndelige fattigdom. 
     Det er udgangspunktet for vores liv. Guds 
beslutning og Guds gave. Det er sket. Gud har besluttet 
det. Men det er også endemålet. Det vil ske.  Derhen 
fører vores liv, ind i Guds rige, som han vil give os. 
Derfor taler Jesus også med meget kærlige ord om vores 
fremtid. Han siger at der venter en uudtømmelig skat på 
os i himlen.  Det, som vi går ind til, er som en 
bryllupsfest.  Ja, han siger at han selv vil tjene os. 
Vi sidder til bords.  Han vil sørge for os. Vi bliver 
mættet med himmelske retter. Så høj en stilling får vi, 
som æresgæster. Vi får endda så høj en stilling, at 
sættes til at forvalte alt, hvad Gud ejer. 
     Mellem den positive begyndelse og den positive 
slutning er Jesu formaningerne til os. Jesus sætter det 
nok på spidsen, når han siger: sælg alt hvad I ejer og 
giv det som almisse. Han ved godt, at vi ikke kan få os 
til det. Han sætter det på spidsen for at få os til at 
lytte, og for at give os den rigtige indstilling til 
gods og guld. Selv om vi ikke sælger alt, hvad vi har, 
så skal vi have samme indstilling til vores ejendele, 
som havde vi givet det hele væk. Paulus skriver i 1. 
korintierbrev: Tiden er knap.  Herefter skal de gifte 
være, som om de ikke var gift, de grændende , som om de 
ikke græd, de glade, som om de ikke var glade, de, der 
køber ind, som om de ingenting ejede, og de, der gør 
brug af verden, som om de ikke havde nytte af den. For 
denne verden går til grunde." Paulus siger jo ikke, at 
man aldrig må købe noget og eje noget, men at dem, der 
køber, skal være som om de ikke ejede. Vi må ikke gå op 
i gods og guld, så det bliver vores livs interesse. 
Vores opmærksomhed skal være rettet mod de mennesker, 
som trænger til os. Dem skal vi give vores liv.  Vores 
opmærksomhed skal være rettet mod Gud.  Ham skal vi 
give vores liv.  Man kunne ellers mene, at når Gud har 
givet os livet og verden og himmeriget som en gave, så 
må det være lig med, at det altsammen så også er vores. 
     Men Gud har ikke givet os et tomt liv, som vi skal 
fylde indhold på. Vi har så at sige fået livet for at 
give det videre. I Jesu lignelse har forvalteren fået 
det liv, at sørge dem, der er under ham, give dem mad. 
Det er at misbruge Guds gave, hvis forvalteren i stedet 
slår karlene og pigerne og selv sætter sig hen og 
spiser og drikker.  Han får selv prygl, siger Jesus. 
Det vi skal gøre, er altså hver dag at bruge Guds gaver 
til os, som de er bestemt.  Vi skal gøre godt mod 
andre, og ikke være hårde og onde mod andre.  Dem der 
er grusomme mod andre og egoistiske, vil selv få den 
behandling, som de har givet andre. 
     Ordet forvalter var et almindeligt billede på Jesu 
tid, og en jøde ville straks tænke på, at det er Guds 
ord og Guds bud, som er overgivet os til at forvalte. 
Men Jesus taler ikke om noget religiøst eller himmelsk, 
når han siger, at forvalteren er sat til at give 
tjenestefolkene mad.  Det er helt jordnært.  Når Jesus 
kalder os tjenere, ligger der også noget hverdagsagtigt 
i det.  Vores liv her er ikke himmelsk og helteagtigt, 
men ganske almindeligt jordisk. Når man binder kjortlen 
om lænden, betyder det, at man arbejder, ja, det er 
hårdt arbejde, man forbereder sig til. Og det man 
slider med, er altså ganske almindelig ting, som at 
sætte mad på bordet for andre.  Det er landmanden, som 
sår kornet og høster det. Det er bageren, som bager 
brødet og sælger det.  Det er husmoderen eller 
husfaderen, som skærer brødet i skiver og smøre det og 
sætter det på bordet. 
     Men alligevel tager vores hverdage farve af den 
begyndelse Gud har givet os og den slutning, som han 
vil give os. Vores hverdage er præget af, at vores 
himmelske Far vil give os riget, ja, at Guds rige er 
nær. Vi må leve i vores hverdag med bevidstheden om, at 
det er noget værd det ganske almindelige som vi gør, 
for Gud har givet os at gøre det, og vi må leve i vores 
hverdag med håbet om og troen på, at Gud vil give os 
endnu mere. Det må fylde vores hverdage, så de får 
mening. 
     Vores liv er ikke tomgang, hvor meget vi end kan 
føle det, når vi ser på de pligter vi udfører igen og 
igen, dag ud og dag ind. Livet er i opbrud, fordi Guds 
rige er nær.  Det dobbelte gælder for vores liv, at vi 
må leve en almindelig hverdag, og samtidig være hævet 
over hverdagen, fordi noget stort skal ske. 
     Det vi skal leve ud af er altså ikke frygt. Vi 
skal leve ud af det gode som er sket, og det gode som 
vil ske.  Fordi vi er omgivet af Guds glæde både som 
vores fortid og vores fremtid, skal vi leve med glæde 
og godhed. 
     I den salme, som vi startede gudstjenesten med, 
står det meget smukt: Og ej på verden vil jeg bygge,/ 
om lykken end vil med mig stå;/ men alt som dagen sig 
mon rykke,/ vil jeg min sjæl alt minde på,/ at glasset 
rinder, tiden går,/ og evigheden forestår. 
                                    Amen. 
 
 
ny prædiken 
 
     For et år siden var der en serie i fjernsynet for 
børn. Den handlede om en skat, som en pige fandt. Det 
var en kasse fyldt med penge. Pigen viste den til sine 
venner.  Filmen var meget spændende, men også lidt 
uhyggelig fordi skatten jo var gravet ned af 
forbrydere, som ville  skjule et udbytte fra et røveri. 
Og disse tyve fandt frem til børnene og tog én af dem 
til fange for at få deres rov tilbage. Mange eventyr og 
børnebørne handler også om skatte.  Dels er det jo 
spændende at finde den.  Det kan ske ved at man har et 
kort, som viser, hvor man skal lede.  Eller det kan ske 
ved et tilfælde, at man pludselig graver et sted og 
finder en kiste og åbner den, og så ser man en masse 
strålende guld.  Men det er også spændende at tænke på, 
hvem der har gemt skatten om det er forbrydere eller om 
den stammer helt fra gammel tid og man gerne må beholde 
den. Så er man jo meget heldig, pludselig at få en 
masse penge uden at have arbejdet for det.  Voksne har 
vel samme drøm om pludselig at få en uventet arv eller 
vinde en million i tips. 
     Jesus har også fortalt en historie om en mand, der 
pludselig fandt en skat i en mark, og han holdt det 
hemmeligt og af glæde af det gik han hen og solgte alt 
hvad han havde og købte den mark. Jesus begyndte den 
historie med at sige: Med Guds rige er det som med en 
mand. 
     Den skat Jesus taler om er altså Guds rige. Det er 
ligeså strålende og kostbart som en kiste fyldt med 
guld og ædelsten. Den skat får vi også uden at vi har 
arbejdet for den.  Jesus siger jo i dag: Frygt ikke, 
jeres Far har besluttet at give jer riget.  Den skat er 
i himlen og den er uudtømmelig.  Børnene i 
fjernsynsserien begyndte at bruge de penge, de havde 
fundet. Og til sidst ville de have brugt alle pengene, 
hvis altså det var endt med at de blev nødt til at gå 
til politiet, for at tyvene kunne blive arresteret. 
Jesus derimod taler om en skat som er uudtømmelig. Hvor 
meget man end bruger af den, så bliver der ved med at 
være kostbarheder i den skat, Guds rige, som vi har i 
himlen.  Dér er ingen tyve, som kan komme og tage den 
skat fra os. Dér er intet at være bange for. 
     Hvordan får vi fat i den skat? Skal vi først have 
et skattekort for at finde frem til Guds rige. Nogle 
steder ser det ud som om Jesus har givet nogle 
anvisninger på vejen hen til Guds rige. Han har sagt, 
at vi skal gå ad en snæver vej. Men så har Jesus også 
sagt, at han går foran og kalder på os.  Vi skal bare 
gå i hans fodspor. De er som pile, der viser os vej. Og 
da vil vi finde en meget smal dør. For nogle er døren 
så lille som en nåleøje.  Det ser altså ud som om det 
er helt umuligt for dem at komme ind. Men så har Jesus 
også sagt at vi bare skal banke på, så vil der straks 
blive lukket op.  Og Jesus har sagt, at det der ser 
umuligt ud for mennesker. Det er ikke umuligt for Gud. 
Det er altså både meget svært at finde den skat vi 
hører om i prædikestykket i dag, og det er samtidig 
meget let.  Vi vil selv have svært ved.  Men det er let 
for Gud og Jesus at føre os hen til den. Vi skal bare 
bede om hjælp, så får vi det. 
     I prædikestykket i dag kan vi se en af grundene 
til at det er så svært for os at finde ind i himlen. 
Jesus siger, at vi skal sælge alt hvad vi har og give 
det til dem, som trænger til hjælp. Det kan vi ikke. 
Men Jesus siger nu også mest som et billede, akkurat 
som han gjorde det i lignelsen om manden der fandt en 
skat i en mark, om den mand sagde Jesus, af glæde over 
sit fund solgte manden alt, hvad han havde og købte 
marken. Det er var i en lignelse.  Den skal ikke 
forstås bogstaveligt. Den betyder, at manden fandt 
noget, som var meget mere værd, end alt hvad han ellers 
havde. Hellere end gerne solgte han al hans ejendom. 
For han kunne få noget, som var meget mere værd, nemlig 
skatten, som ingen kendte til, som var skjult i marken. 
     Sælg alt hvad I har og giv det som almisse. De ord 
er en lignelse, som betyder, at vores tanker, vores 
hjerte skal vi have hos Gud. Når vi er optaget af 
noget, så tænker vi kun på det.  Hvis det er en ting vi 
ønsker os, så tænker vi på den, med det samme vi slår 
øjenene op om morgenen. Det kan også være et problem, 
vi ikke kan finde ud af og som vi tager meget tungt. Så 
kan vi slippe for det. Det kommer hele tiden frem i 
tankerne. Jesus siger det er forkert. Vores tanker, 
vores opmærksomhed skal vi vende mod Gud. Så vil vi 
iøvrigt opdage at de problemer, vi tog så alvorligt og 
de ting, vi slet ikke kunne leve uden, de er alligevel 
ikke så vigtige. Det værste ved ting er jo, at de 
bliver gamle, eller de forsvinder og ødelægges, eller 
tyve stjæler dem.  Derimod når vi vender vores hjerte 
mod Gud, så finder vi en skat, som ikke kan forældes 
eller forsvinde eller blive stjålet. 
     Sælg alt hvad I har. Det betyder altså nok: dine 
ting skal du slippe ud af dine tanker. Dine ting skal 
ikke optage dig og ødelægge dit liv. Dine tanker skal 
være klare og nærværende. For det er jo det andet som 
sker, når vi er meget optaget af noget vi ejer, at vi 
bliver helt fraværende af det.  Jesus siger at vi skal 
være til i hvert øjeblik, som om det var det sidste. 
Hav bælte om lænd og lysene tændt.  Det betyder, at vi 
hele tiden er parate og vågne. 
     Men det kan vi da ikke. Vi kan hverken sælge alt, 
hvad vi har, eller altid være parate og vågne. Vi har 
svært ved at slippe vores eget ud af vores tanker. Vi 
har svært ved at få klare og nærværende tanker. Det er 
en smal vej at gå på. Vi vil ikke kunne klemme os 
igennem. 
     Jesus vil vise os, at vi intet selv kan gøre for 
at nå frem til skatten, Guds rige.  Det gives til os. 
Frygt ikke, du lille hjord. Jeres Far har besluttet at 
give jer riget.  Det er vel også derfor Jesus 
sammenligner os med slaver. I to lignelser taler Jesus 
om tjenere eller slaver. De første venter på, at deres 
herre kommer hjem, for at de så kan tjene ham. Men så 
sker det mærkelige, at straks han kommer inden for 
døren, så siger han, at de skal sætte sig tilbords og 
så begynder han at bære mad ind til dem og servere for 
dem. Det er den omvendte verden, Jesus taler om.  Den 
anden tjener skal egentlig sætte mad frem og servere 
for arbejderne på godset, men i stedet for at sørge for 
dem, så tænker han kun på sig selv, og laver en stor 
fest for sig selv med mad og drikke. Og dem han skulle 
sørge for, dem slår han i stedet. 
     I den sidste lignelse kan vi iøvrigt se, at det 
kun er vores ting, vi skal slippe ud af vores tanker. 
Det er ikke vores medmennesker, vi skal holde op med at 
tænke på.  Det er ikke i den forstand, at vi altid skal 
vende vores øjne og sind mod himlen. Nej, vi er sat til 
at tjene hinanden og tage os af hinanden. Det skal vi 
gøre lige til sidste. Det skal vi gøre vågent og 
opmærksomt. 
     Man kan vel også sige, at selv om skatten er i 
himlen. Så siger Jesus jo at den er uudtømmelig, og det 
må betyder, at vi allerede nu kan begynde at trække på 
den rigdom, som venter os. 
     Ja, det er det mærkelige ved Jesu ord. Han kalder 
os på samme tid slaver og rige. Han sammenligner sig 
selv både med en Herre, en godsejer, og en tyv.  Han 
taler om alt det der er givet os og samtidig at der 
kræves meget af den, som har fået meget betroet. Når 
der er givet os en utrolig skat i himlen, så kræves der 
altså også utrolig meget af os.  Mærkeligt er det også, 
at Jesus taler om, at den som ikke gør, hvad der bliver 
sagt, han får prygl.  Sådan taler Jesus ikke andre 
steder. Vi kan da også se, at Jesus aldrig slog nogen. 
     Alt det mærkelige - hvis det var et skattekort, 
som skulle fortælle os vejen til skatten, så måtte vi 
indrømme, at vi både har svært ved at forstå 
indstruktioner og vi har også svært ved at udføre dem - 
men alt det mærkelig siger Jesus netop for at få os ind 
på den rette vej, så der bliver ryttet op i vores 
tanker, så de vendes fra vores eget. Så vi ikke er så 
bange for alt det, vi ellers går og frygter. Og i 
stedet gør det vi er sat til: at hjælpe hinanden og 
glæde os over Gud. 
     Det er jo skatten, som Jesus vil vise os frem til 
med alle hans mærkelige ord, som vender op og ned på 
os. Den skat Jesus fører os frem til er glæden hos Gud. 
Den glæde må vi allerede leve af nu. Den er 
uudtømmelig.  Der er jo ellers så meget som kan gøre os 
triste og trætte, alle problemerne og bekymringer, alt 
det vi mister og som bliver taget fra os.  Men den 
glæde som venter os hos Gud, den kan ingen tage fra os. 
Den er uudtømmelig. Vi må leve i den nu og til evig 
tid. 
                                    Amen.