Alle mennesker har drømme om natten. Det er bare 
sjældent vi husker vores drømme. Når der er meget 
dramatiske drømme, så sidder de stadig i os, når vi 
vågner.  Men de fleste drømme har vi glemt. 
Drømmeforskerne mener, at det er livsnødvendigt for os 
at drømme. Og de mener, vi gør det mange gange i løbet 
af en nat. Forskerne er bare uenige om, hvad funktionen 
af drømmene er.  Nogle mener, at det er det ubevidste i 
os som kommer frem om natten, alt det er som er 
sandheden om os, og som vi ikke altid vil indse. Andre 
forskere mener, at det er alle vores indtryk, som 
bliver sorteret om natten og nogle af dem bliver så 
kasseret og smidt ud. Drømmene renser os så det 
vigtigste bliver tilbage. 
     Meget af det som Jesus fortalte ligner 
drømmebilleder. F.eks. når han idag siger, at alle 
vores hovedhår er talt. Det er kun i drømme at vi kunne 
forestille, at man sad og talte hårene på et menneske. 
Det ville tage lang tid og det ville være helt 
unødvendigt.  Eller tag ordene om den, der kan ødelægge 
sjæl og legeme i helvede. Det lyder som et mareridt. 
Eller den store forskel, at der hvisker noget i øret, 
og det kan man råbe ud fra taget, det flade tag, som 
alle huse har i Israel.  Den forskel er også helt 
drømmeagtig, at man står i en mørk gyde og der hviskes 
noget i ens øre, men det råber man ud fra taget ved 
højlys dag. 
     Jesu ord ligner drømme. Ordene i gudstjenesten er 
som drømme, og det på flere måder. Først på den måde at 
gudstjenesten ikke altid vurderes højt nok eller så 
højt som den fortjener. De fleste mennesker ved i 
virkeligheden slet ikke hvor stor betydning kirken har 
også for dem selv. Akkurat som de ikke ved , hvad 
nattens dømme bevirker. Dem har de glemt når de vågner. 
Så har de også glemt eller tænker ikke over, hvor meget 
kirken betyder.  Det som sker i kirken i gudstjenesten 
det fortæller sandheden om os, den skjulte sandhed, den 
dybe sandhed, som vi ikke af os selv vil indse. Og det 
som sker i gudstjenesten renser os og giver os friske 
og gode tanker at gå hjem med. 
     Gudstjenesten er som en drøm. Gudstjenesten har 
lige så sotr mentalhygiejnisk betydning, dvs. ligesom 
vi ved, hvor nødvendigt det er for vores legemlige 
sundhed at være hygiejniske, at vi selv og vores huse 
er nogenlunde rene, lige så vigtigt er det for os 
mentalt og sjæleligt, at vi er rene. Hvis vi ikke 
rensede ud i vores tanker, hvis vi bare samlede på alt 
det som sker med os og som vi går igennem. Hvis vi lod 
støvet gro i vores sjæleliv, så ville vi til sidst ikke 
kun finde rundt i os selv.  Så ville affaldet hobe sig 
op i os, vi ville blive så bebyrdede at vi ikke kunne 
leve. 
     Men ligesom med drømme, sådan er det også med 
gudstjenesten, at der er mennesker som ikke ved, hvor 
stor betydning den har. Det tænker de ikke over. 
Modstand mod kristendommen i vore dag viser sig ikke i 
forfølgelser som dem Jesus taler om, at kristne bliver 
kaldt Beelzebul, eller djævle. I hvert fald ikke i 
vores land. Hvis der er modstand mod kristendommen i 
Danmark, så består den i, at man ikke erkender og 
indrømmer, hvor livsvigtig kirken og gudstjenerne er. 
De har helt glemt at der er kirker til.  Akkurat som de 
af os, der ikke kan huske sin drømme fra natten, og 
slet ikke ved at vi drømmer.  Vi ville dø hvis vi ikke 
havde drømme. Det er en skam, at der er danskere, som 
har samme forhold til kirken, at de ikke ved, hvor 
meget anderledes deres liv ville være, hvis kirkerne 
ikke var der. Så ville vi også dø. Åndeligt set gælder 
det nemlig også, at hvis vi ikke har drømme, så dør vi. 
     Modstanden mod kristnedommen og kirken her i 
Danmark, hvis det er en modstand, så består den altså 
i, at man ikke vil erkende og indrømme den rigdom og 
den dybe kultur, som er bevaret i kirken, og som vi 
ikke kan leve uden.  Den modstand mærker vi måske også 
inden i os selv, ved at vi tænker at kirken og 
gudstjenesterne ikke har fulgt med tiden og ikke er 
moderne nok og ikke er populære nok. Men så er det vi 
skal huske det som JEsus siger idag at der er ikke 
modstand hverken uden for os eller indeni os, som skal 
få os til at opgive eller ændre Jesu ord. Det er dem vi 
skal bevare. Det er dem, der er frelsende drømme i. Det 
er dem vi kan leve evigt på. 
     Vi skal altså ikke lade os gå på af dem, der ikke 
kan se eller som ikke tænker om hvor livsvigtig vores 
gudstneneste. Af frygt for dem skal vi ikke ændre 
hverken formen eller indholdet på kristendommen.  Når 
vi vil forny vores kirke og gudstjeneste, skal det 
alene være for at bevare Jesu ord. Det må aldrig være 
af frygt for det som er oppe i tiden eller det som er 
moderne.  Og nogen stor fornyelse af kirken skal vi 
ikke regne med, for det vil jo netop være de samme ord 
vi prædiker, de ord som er overgivet os, Jesu ord.  Det 
er de ord, som altid må være grundlaget, som intet skal 
rokke os fra. 
     Netop i dag kan vi også se, hvor rensende Jesu 
ord, og at de virkelig kan give os drømme at leve på. 
Jesus siger, at Gud har tal endog på vores hår. Så tæt 
kender han os. Intet er skjult for ham. Det er næsten 
som om Jesus siger at Gud følger med i bare det at vi 
mister et hår. Al vores frygt skal vi smide væk som 
gammelt affald, der ikke kan bruges. Gud følger alle 
sine skabninger, selv de små spurve. De er jo intet 
værd.  Men Gud følger alle sine skabninger, end ikke en 
lille spurv falder til jorden uden Gud er med i det. 
Hvor meget mere følger Gud så ikke os, han er vores 
himmelske Far. Vi er meget mere værd end spurve.  Det 
er sandheden om os. Det er den sandhed vi skal leve på, 
den drøm som må fylde vores liv. 
     Jesus giver os altså en god sandhed. Det skal ikke 
forstås som en forfærdeligt mareridt, når han taler om 
den, som kan ødelægge vores sjæl og legeme i helvede. 
Det er jo den onde eller djævelen. Ham skal vi frygte i 
den forstand, at vi aldrig opgiver den kultur og den 
rigdom og den frelse, som der er i Jesu ord. 
     Jesus siger ikke, at det aldrig vil gå os dårligt. 
Han siger ikke, at der aldrig vil blive krummet et hår 
på vores hoved. Han begynder jo tværtimod stykket i dag 
med ordene: en discipel må være tilfreds, når det går 
ham som hans Herre. Og Jesus blev jo angrebet og 
forfulgt og til sidst slået ihjel.  Sådan kan der også 
meget ondt for os, men intet af det skal få os til at 
tvivle på det gode og kærligheden og Gud. Intet af det 
onde skal få os til at gå under i frygt. For vi skal jo 
også huske på, hvordan det gik med vores Herre, Jesus, 
påskedag. Han opstod fra de døde. 
 
ny præd 
 
     Hovedordene i stykket i dag er det, når Jesus 
siger: Frygt ikke. Han talte til de kristne dengang. De 
blev forfulgt for deres tro. De kunne ikke leve trygt i 
deres hverdag og dyrke Gud, fordi andre blev så rasende 
på dem, at de ville dem til livs. Vi bliver ikke 
forfulgt for vores tro. Der er ingen, som bliver 
rasende på os, fordi vi er kristne. Alligevel kan vi 
godt føle nogle gange, at der er noget, som vil os til 
livs. Vi kan godt føle, at det ikke er så ligetil at 
leve en tryg hverdag. Også vi kan føle en stor frygt 
indeni os i nogle situationer. Selv om vi lever i helt 
andre forhold end de første kristne, så taler Jesu ord 
til os i lige så høj grad, når han siger: Frygt ikke. 
     En af forklaringerne på frygt kunne være 
uvidenhed.  Når man ikke har så stor viden, kan man gå 
og forestille sig så mange ting og blive bange for 
noget uvirkeligt. Når man ikke kan genneskue tingene og 
forklare dem, så tager fantasien over, og man 
forestiller sig det værste.  Men det mærkelige er jo, 
at vi i vores dage i Danmark er højt oplyste. Vores 
videnskabsmænd kan se langt ned i menneskesindets 
dybder og naturens mindste detaljer. Der er såmænd nok 
en af vores videnskabsmænd, der har brugt et mikroskop 
til at tælle alle hovedhårene på en person, eller som 
har brugt et mikroskop til at forklare, hvordan et hår 
er opbygget og hvordan det vokser. Og vores 
videnskabsmænd har kikkerter, så de kan se langt ud i 
universet. Men frygten er ikke blevet mindre af den 
grund.  Jeg tror, at frygten kan overmande os i lige så 
høj grad som i middelalderen, hvor den sorte pest 
hergede, eller som på Jesu tid, hvor nogle blev 
forfulgt for deres tro. 
     Der er nogle filosoffer, som mener, at angsten 
hører med til det at være menneske, og at vi skal lære 
at leve med den og ikke fornægte den. Det kan være at 
vi i vore dag ikke har så mange konkrete ting at 
frygte. Mange sygdomme kan helbredes. Og hver gang vi 
bliver syge, kan vi have et stort håb om, at vores 
læger med deres store dygtighed kan kurere os. Netop i 
dette år synes krig at være langt væk. Folkeslagene 
nærmer sig hinanden både i øst og vest. Med vores 
fremragende industri og teknik kunne vi udrydde al 
fattigdom og sult. Men angsten indeni os er lige så 
stor som den var for mennesker førhen, fordi den hører 
med til menneskelivet. Vores danske filosof Kierkegård 
har skrevet en hel bog om det. 
     Den angst er svær at leve med. Den nøgne angst kan 
knuse os. Men når man fornægter den, går det galt, så 
bliver et menneske eller et samfund sygt. Det skete 
dengang man brændte hekse. Dengang var der vel 
personer, som mente om sig selv, at de var hekse og 
dyrkede Satan og brugte mærkelige ritualer. Men lige så 
tit skete der det, at en egn og et samfund blev grebet 
af massehysteri og se hekse allevegne, simpelthen fordi 
den nøgne angst var brudt op til overfladen og de ikke 
turde se den i øjnene, så de rettede den mod en person 
og kaldte hende hekse og brændte hende. Men angsten 
blev jo tilbage. Det sker også i vore dage, når vi kan 
læse i avisen, at der mange mennesker i en egn, som har 
set ufoer eller marsmænd.  Sidst var det i Sibirien at 
mange så flyvende tallerkner.  I en periode måske for 
20 år siden var det i Amerika. Det er en slags 
massehysteri, fordi angsten bryder frem.  Den nøgne 
angst, som ligger dybt i den menneskelige tilværelse. 
     Jeg tror, at grunden til at den angst altid vil 
være hos os, er fordi vi elsker livet. Vi er bange for 
at miste alt det, som er os kært. Angsten bliver derfor 
stor, når der sker store omvæltninger i et samfund, som 
f.eks.  det sovjetiske. De bliver bange for at miste 
det, som er værdifuldt for dem.  Det er ikke til at 
leve med, den kendsgerning, at jo mere vi kan lide 
livet, desto større bliver angsten for at miste det og 
miste dem, vi har kær.  Det er en ødelæggende 
modsætning: jo mere glade vi er for livet, desto mere 
bange bliver vi. 
     Der er et gammelt eventyr, som netop handler om, 
at angst og kærlighed hører sammen. Det var to 
forældre, som havde en dreng, der ikke kendte til at 
være bange. Det var de ikke glade for. Så de sendte ham 
til degnen og til præsten. Men det lykkedes dem ikke at 
lære ham det. Så drog han ud i verden, og han så mange 
uhyggelige og forfærdelige væsener, der ville få andre 
til at ryste af skræk, men han blev ikke bange. Med sit 
mod blev han endda en helt, der vandt prinsessen og det 
halve kongerige. Men stadigvæk havde han ikke lært at 
være bange. Det måtte hans kone lære ham. En nat hældte 
hun en spand vand med levende fisk ned over ham, mens 
han sov, og da blev han bange. Og mon det ikke netop 
var fordi han havde fundet kærligheden i sin prinsesse 
og var bange for at miste hende, at døden ville skille 
dem ad. 
     Der er megen sandhed i det eventyr, at det måske 
er kærligheden, som fremkalder angsten. Men Jesus 
siger: " frygt ikke."  Og han hjælper os ud af frygten. 
Men han gør det på en bagvendt måde, nemlig ved at 
kalde frygten frem og give den navn. Han siger: "Frygt 
for ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i 
helvede." Det er den nøgne angst: fortabelsen, helvede, 
eller måske snarere, den forfærdelige frygt, at Gud vil 
lade os gå fortabt, at livets magt eller skæbnen tager 
alt fra os. Det var vel derfor drengen i eventyret 
først blev bange, da han havde kæresten og kongeriget, 
fordi han nu troede på det gode og så, hvor dejligt 
livet er, og nu blev han bange for den mulighed, at det 
hele skulle vende, og skæbnen ville tage det hele fra 
ham.  Jesus kalder den nøgne angst ved navn: vi er 
bange for fortabelsen, helvede.  Vi er bange for den 
magt, eller at der skulle være en almægtig magt, som 
tager alting fra os. Og vi ser tit tegn på, at der er 
en sådan magt. Det er også derfor, det ikke hjælper med 
nok så mange forklaringer og videnskabsmænd, for den 
onde og uhyggelige magt bliver ved med at dukke op.  Vi 
tror det er djævelen.  Jesus siger ikke navnet på den 
magt her i vores stykke i dag, han siger bare: han, som 
kan lade jer gå fortabt i helvede.  Men straks derefter 
nævner Jesus en, som ophæver al vores angst, og tager 
fortabelsen fra os og fjerner helvede. Jesus siger: 
jeres far.  Det er jo Gud, vores himmelske Far, som 
Jesus nævner. Gud er ikke spurvenes far, og alligevel 
lægger Gud mærke til den mindste spurv. Der kan sagtens 
falde en gråspurv til jorden uden at vi ser det. Det 
tænker jeg sommetider på, at der jo er mange fugle, men 
det er egentlig sjældent vi ser en død fugl. Der må 
hver dag ligge mange døde fugle rundt omrking, men vi 
ser det ikke. Og de er væk, inden vi får det at se. Gud 
ser det hele. Selv om han ikke er fuglenes far, er selv 
den mindste spurv i hans tanker.  Hvor meget så ikke 
med os, for han er vores himmelske Far.  Ja, hos os 
lægger Gud mærke til og har omsorg for selv det vi 
måske kunne føle ligegyldigt. Vi kan vel ikke lide at 
blive tyndhåret, så forfængelige er vi.  Men mister vi 
èt hår, det ser vi ikke.  Det gør Gud.  Det mindste, 
der sker med os, selv det vi synes er ligegyldigt, det 
har Guds opmærksomhed og omsorg. Så meget er vi værd 
for ham. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange 
spurve. 
     Jesus kalder den nøgne angst ved navn, så vi ikke 
kan se forbi den: fortabelsen, helvede. Men så kalder 
han også Gud ved navn, nemlig vores Far, vores 
himmelske Far, som elsker os og vil frelse os fra 
fortabelse og helvede, fordi Gud ikke vil miste os. 
Skulle det ikke kunne ophæve vores angst for at miste, 
at vi er omgivet af en endnu større kærlighed. Gud vil 
ikke miste os. 
     Jesus siger ikke, at det aldrig vil gå os dårligt. 
Han siger ikke, at der aldrig vil blive krummet et hår 
på vores hoved. Han begynder jo tværtimod stykket i dag 
med ordene: en discipel må være tilfreds, når det går 
ham som hans Herre. Og Jesus blev jo angrebet og 
forfulgt og til sidst slået ihjel.  Sådan kan der også 
meget ondt for os, men intet af det skal få os til at 
tvivle på det gode og kærligheden og Gud. Intet af det 
onde skal få os til at gå under i frygt. For vi skal jo 
også huske på, hvordan det gik med vores Herre, Jesus, 
påskedag. Han opstod fra de døde. 
     Jesus vil hjælpe os ud af den ødelæggende 
modsætning, at jo mere vi elsker, desto mere bange 
bliver vi for at miste. Han hjælper os, ved at give os 
troen på, at vi er omgivet af Guds kærlighed både i 
livet og i døden. Hvor stor en kærlighed vi end oplever 
her i vores liv, når vi vinder prinsen eller prinsessen 
og det halve kongerige, og hvor meget ondt vi end kan 
være bange for, og der kan jo rent faktisk ske meget 
ondt for os, så skal vi ikke frygte eller lade frygten 
ødelægge vores liv, fordi vi må tro på Guds kærlighed, 
som er stærkere end alt andet, sådan som Gud viste det 
påskedag. Når vi lever i troen på Gud, gælder de 
fantastiske ord, som står i 1. Johannesbrev: Frygt 
findes ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed 
fordriver frygten.