Jesus kunne godt lide salmernes bog i Det gamle 
Testamente. Jesus tager tit ord fra en salme. I stykket 
i dag gør han det to gange. " Bort fra mig, I, som 
begår lovbrud." Det er ord fra en salme. Og når Jesus 
taler om en klippe, så tænker han også på ord fra en 
salme. 
     Det virker jo mærkeligt, at Jesus afviser nogle, 
som har gjort mægtige gerninger i hans navn. Det virker 
mærkeligt, at han kalder dem lovbrydere.  Forklaringen 
finder vi i salme 6 i GT, som Jesus henter ordene fra, 
når han siger: bort fra mig. I den salme står der: Vær 
mig nådig, Herre, for jeg er svag. Min sjæl er grebet 
af rædsel. Frels mig i din godhed. Det viser, at vi 
ikke skal komme til Jesus og fortælle om alt det gode 
vi har gjort.  Heller ikke selv om vi har haft held til 
at gøre mægtige gerninger. Frelsen er Guds.  Til ham må 
vi bede: Frels mig i din godhed. For vi er svage. Det 
eneste vi kan komme med er en bøn til Gud: Vær mig 
nådig. Og så står der til sidst i salme 6: Herren tager 
imod min bøn. Herren har hørt min gråd. 
     På samme måde, når Jesus taler om klippen, som vi 
skal bygge på. Det forstår vi først, når vi ser på de 
salmer, som Jesus har hentet ordet klippe fra. I salme 
18 står der: Jeg elsker dig Herre, min styrke. Herren 
er min klippe, min borg, min befrier. Når Jesus taler 
om, at vi skal handle efter hans ord, så betyder det 
altså, at der er kraft i Jesu ord, ja, det er Gud selv, 
som kommer os nær i Jesu ord. Når vi handler efter Jesu 
ord, er det Gud selv, som holder os oppe. Gud er 
klippen. Gud er vores beskytter, vores borg, Gud er 
vores befrier. Senere i salme 18 står der: Gud rakte ud 
fra det høje og greb mig.  Gud førte mig ud i det åbne 
land, han befriede mig, for han holder af mig. Det skal 
vi høre med, når Jesus taler om klippen vi skal bygge 
på. 
     Eller i salme 31, hvor salmisten synger til Gud: 
Du er min klippe og min borg. Det er i øvrigt en meget 
vigtig salme. Det er fra den Jesus tog et af ordene, 
som han sagde på korset: I dine hænder betror jeg min 
ånd. Lige efter står der i salmen: Du udfrier mig, 
Herre, du trofaste Gud. Når Gud er en klippe, er det 
fordi Gud er til at stole på. Gud er trofast. Selv i 
den yderste nød må vi stole på Gud. Vi er selv svage og 
der skal ikke meget til at blæse os omkuld. Senere i 
salme 31 synger salmisten til Gud: Jeg stoler på dig, 
Herre, jeg siger: Du er min Gud. Mit livsløb er i din 
hånd. Og til sidst i salmen en opmuntring til os: Vær 
stærke, fat mod, alle I, som venter på Herren. 
     Mon ikke det var fejlen med de selvbevidste, som 
kommer med alle deres mægtige gerninger. De venter ikke 
på Gud. De vil selv. De vil ikke kun bygge huset, men 
også klippen, som holder det hele oppe. De vil stole på 
sig selv, og ikke på Gud. Men den styrke er intet værd. 
Vores styrke og vores mod skal vi få ved at vente på 
Herren. 
     I salme 73 står ordet klippe også. Om end min krop 
og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes 
klippe.  De, der er fjernt fra dig, går til grunde. Men 
at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt 
til Gud Herren.  Også det skal vi høre med, når Jesus 
taler om klippen, som vi skal bygge på.  Det betyder, 
at Gud er os nær. Og det skal være vores lykke, og det 
en evig lykke. I Jesu ord er der en stor kraft og når 
vi hører Jesu ord, så er Gud os helt nær. Hos ham må vi 
søge tilflugt, når skybruddet kommer, og floderne 
stiger og stormene suser. 
     Det er ved slutningen af bjergprædikenen, en lang 
tale, at Jesus siger: Enhver, som hører disse ord og 
handler efter dem. Og over bjergprædikenen kan vi sætte 
den overskrift: Nærhed. Vi skal være nær ved vores 
medmennesker, selv vores fjender. Vi må være nær ved 
Gud, ikke bekymre os, men lægge vores liv i hans hånd. 
Vi må trygt bede til Gud og være sikker på, at Gud 
hører os.  Gud er os nær. Det må vi leve på. Det må vi 
bygge på. 
     Jesus begynder sin bjergprædiken med at prise 
nogle mennesker salige: de fattige, de sørgende, de 
sagtmodige.  Jesus priser ikke de selvbevidste, de, som 
har gjort store gerninger. Jesus priser de svage, som 
venter sig alt af Gud.  Frelsen og den evige lykke får 
vi kun fra Guds hånd. 
     Det var den samme klippe Jesus byggede på. Det kan 
man se da han begyndte sin gerning, den første gang han 
mødte djævelen ansigt til ansigt, og man kan se det til 
sidst i Jesu livsløb, den sidste gang, hvor Jesus 
kæmpede med djævlen. Da Jesus blev fristet i ørkenen, 
før han begyndte sin gerning, da ville djævelen have 
Jesus til at lave sten om til brød, så han kunne 
overleve. Men Jesus sagde: Mennesket lever ikke af brød 
alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.  Jesu 
svar til djævelen siger to ting om Guds ord: Ligesom 
Gud skabte himlen og jorden med sit ord.  Gud talte og 
så blev det hele til. Sådan er brødet også skabt af Gud 
ved at Gud taler brødet til os.  Men omvendt kan man 
også sige, at Guds ord er som brød vi lever af.  Guds 
ord giver liv. Guds ord mætter. Guds ord hører vi og er 
i os, som brødet, der giver os næring og energi. Guds 
ord giver sundhed, som brødet, der giver vores 
fordøjelse noget godt at arbejde med. Sådan giver Guds 
ord vores tanker noget sundt at arbejde med. 
     Mennesket lever af hvert ord, som udgår af Guds 
mund.  Når mennesker er sure på hinanden, så viser det 
sig bl.a.  i, at de ikke vil sige et eneste ord til 
hinanden. Gud taler til os. Gud giver os sit ord, så vi 
kan leve på det.  Med sit ord skaber Gud forsoning og 
fællesskab, så livet ikke bliver en ensom ørken for os. 
Med sit ord bygger Gud bro mellem os og ham og mellem 
mennesker indbyrdes. Det er meget dyrt at bygge broer 
og det er farligt. Der er arbejdere, som er døde under 
et brobyggeri. Jesus gav en høj pris for at forbinde 
Gud og os. Jesus gav sit liv. Han døde under arbejdet 
med at forene Gud og verden. Men hans død var ikke et 
tab. Det var sejren. Jesu død er broen vi går på for at 
komme til Gud. Jesu død er den grænseløse kærlighed og 
tilgivelse, som gør, at vi kan gå over vores død ind 
til Gud. 
     Vi lever i et fredeligt land. I bogstavelig 
forstand har vi ikke stormfloder og storme, som vælter 
huse. Vi lever så fredeligt, at vi nogle gange glemmer 
de onde kræfter, som kan skille mennesker fra hinanden 
og som kan skille os fra Gud. Det eneste, som kan stå 
mod de onde kræfter, det er Guds ord. Når vi bygger 
vores liv på Guds ord, så får vi en fred, som kan 
modstå og overvinde alt ondt. 
     Grundtvig skriver i et meget smukt vers: O 
vidunder-tro. Du slår over dybet din gyngende bro, som 
isgangen trodser i brusende strand, fra dødningehjem 
til de levendes land, bo lavere hos os, det huger dig 
bedst, du højbårne gæst. Højbåren, det betyder født i 
det høje.  Troen er født i det høje, hos Gud og vi får 
den gennem Guds ord, en vidunder-tro, som gør, at vi 
kan vandre i fred, også selv om dødens iskolde bølger 
bruser imod os. 
     Engang da Jesus udsendte sine disciple med 
evangeliet, så sagde han til dem: Når I kommer ind i et 
hus, så ønsk fred over det. Er huset det værd, skal 
jeres fred komme over det. Hvem vil ikke gerne leve i 
et hus, som er overskygget af Guds fred.  Sådan er 
vores hus, når vi bygger på Guds ord. Så bliver Guds 
fred over vores hjem og intet kan rokke den fred. 
     Vi lever ikke af vores egne ord. Nogle gange kan 
man endda få den tanke, at jo mere mennesker snakker, 
desto lettere kommer de til at sige noget forkert og 
skaber problemer og ufred. Det var nok også fejlen ved 
de mennesker, som Jesus nævner i begyndelsen af 
prædikestykket i dag. De fortalte en masse om sig selv: 
Har vi ikke profeteret. Har vi ikke uddrevet dæmoner. 
Har vi ikke gjort mange mægtige gerninger. Det var 
deres egne ord, de ville leve på. Men mennesket lever 
af hvert ord, som udgår af Guds mund.  Det skal gøre os 
ydmyge og åbne, så vi virkelig lytter til Gud. Måske er 
det også grunden til, at Jesus anbefaler os ikke at 
bruge mange ord, når vi beder til Gud. Og i en lignelse 
stiller Jesus en bedragerisk tolder frem som 
forbillede. Tolderen bad sådan: Gud, vær mig synder 
nådig. 
     Der er et meget smukt sted hos Paulus, hvor han 
siger: Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle 
forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse 
med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil 
bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. 
     Guds fred overgår al forstand. Og det skyldes, at 
vores forstand bruger menneskelige ord. Og vores ord 
bliver så let negative og fordømmende og urolige. Men 
Guds ord er kun forsonende og fredsskabende. Vi lever 
af hvert ord fra Guds mund. Ingen af Guds ord tager 
livet fra os.  Men alle Guds ord giver os liv og fred, 
en fred, som overgår al forstand.  Den fred får vi, når 
vi i alle forhold bringer vores ønsker frem for Gud. Og 
det må vi gøre med tak. 
 
ny prædiken 
 
 
 
     Vi mennesker skifter mellem håb og fortvivlelse. 
For 10-20 år siden var der stor optimisme. Det gik 
fremad, og mange troede, at videnskaben og industrien 
ikke havde nogen grænser. Vi skulle nok løse alle 
gåder. Vi skulle nok producere os frem til lykke. Men 
så vendte det, og vi fik at vide, at vi stod ved 
afgrundens rand. Vi havde brugt for meget. Det gjaldt 
både af naturen og vores penge. Vi var nær fallitten. 
Det eneste som kom ud af vores arbejde var stor gæld og 
stor forurening. Og videnskaben fandt ud af, at jo 
flere gåder den løste, desto flere gåder opdagede den 
også. 
     Jesus siger, at det er forkert både at have håb 
til vores egne præstationer og at være fortvivlede over 
dem.  Jesus siger jo, at der er mange, som på dommedag 
vil komme os rose sig af deres præstationer. De har 
profeteret, dvs.  fortalt om Gud og Jesus, hvor de 
kunne komme til det. De har uddrevet dæmoner, dvs. de 
har talt imod det onde, hvor som helst de mødte det. Og 
de har gjort mægtige gerninger, dvs. det var tydeligt 
for alle, at de brugte alle deres kræfter og tid på at 
gøre godt. Men på dommedag vil Jesus sige til dem: Jeg 
har aldrig kendt jer. De, der er stolte over deres 
præstationer, de får at vide, at det ikke duer.  De 
troede, at de kunne arbejde sig frem til lykken. Men de 
får at vide, at det ikke duer. 
     Det er jo grunden til, at vi mennesker skifter 
mellem håb og fortvivlelse, fordi vi tror, at vi skal 
være stolte over os selv og det vi udretter. Og det ser 
vi så tit, at det mislykkes. Vi kan ikke arbejde os 
frem til lykken.  Selv de, der har slidt sig frem til 
et høj stilling, hvor de har magt og ære, de kan 
pludselig spørge sig selv, om det var det hele er værd. 
Lykken var ikke dér, hvor de havde arbejdet sig hen. 
     Hvis vi vil bygge på det vi selv gør, så siger 
Jesus til os, at han ikke kender os. Også selv om det 
skulle lykkes, at vi udfører heltegerninger.  Jesus 
siger, at han ikke kender os. 
     Prædikestykket i dag er fra en lang tale, som 
Jesus holdt på et bjerg, og som kaldes bjergprædikenen, 
og Jesus begynder den tale med at fortælle, hvem han 
kender. Han siger: Salige er de fattige i ånden, 
Himmeriget er deres.  Salige er de, der sørger. Salige 
er de sagtmodige, de som hungrer og tørster efter 
retfærdighed. Det er altså mennesker, som ikke regner 
sig for retfærdige og frelste, for de hungrer og 
tørster efter retfærdigheden. De er fattige i ånden, 
dvs. de mener ikke, at de har stor tro.  De ville måske 
gerne have det, de føler sig så fattige, at de ikke 
selv har evner og midler til at nå frem til stor tro. 
Mon ikke de fleste af os har det sådan.  Vi føler måske 
ikke, at vi har det store kendskab til os selv, de 
følelser vi har, de muligheder vi har. Vi har måske 
ikke det store kendskab til vores liv, hvordan det vil 
forme sig, hvordan det vil gå os. Og vi føler måske 
heller ikke, at vi har det store kendskab til religiøse 
ting. 
     Men i dag hører vi, at det ikke kommer an på alt 
det vi kan og gør og kender. Det kommer an på, at Jesus 
kender os. Og han kender altså ikke specielt dem, der 
har meget at rose sig af. Tværtimod kender han endnu 
bedre dem, der ikke kan rose sig af så meget. Og 
allermest kender Jesus de mindste, børnene. Derfor er 
dåben i kirken for det meste dåb af børn. Det er for at 
vise helt konkret, at Jesus netop kender og tager sig 
af dem, der intet kan og intet har gjort. Også når det 
er voksne, som bliver døbt, er dåben altid barnedåb. 
Det betyder, at det er en gave vi får, som vi ikke har 
fortjent. Og gaven er Guds tilgivelse og Guds omsorg. 
     Over for Gud må vi være som små børn, dvs. vi skal 
ikke være så optaget af, hvad vi får udrettet.  Små 
børn er meget aktive, uafbrudt er de i gang med noget. 
Men de glemmer sig selv i legen.  De lever i evigheden. 
Når de fortæller om det som de har gjort, så er det for 
at dele glæden og oplevelsen med andre, ikke for at 
sige om sig selv: så meget har jeg nået.  Og det kunne 
børn ellers godt prale med, for der er ingen, der når 
så meget som et barn, suger mange indtryk til sig, 
bruger sin krop meget.  Og barnet gør det legende og 
let.  Netop fordi det er en leg og glæde. 
     Jesus siger, at vi skal blive som børn, for at 
komme ind i Guds rige.  Det hører vi ved en dåb. Jesus 
siger: hvis I ikke omvender og bliver som børn kommer I 
slet ikke ind i Himmeriget. Med det mener han også, at 
vi skal lære af børnene at tro godt om andre.  Børn 
tror på deres forældre.  Små børn har en ukuelig evne 
og en ubøjelig vilje til at være trygge og ikke bekymre 
sig.  Og Jesus siger, at sådan må vi være børn over for 
Gud, evigt trygge, fuldstændig sikre.  Intet kan rive 
os ud af Guds hånd. Gud holder os fast, Gud er stærkere 
end det, der kan rive os fra ham.  Derfor må vi elske 
Gud af hele vores hjerte, af hele vores sind og af hele 
vores sjæl. Det er et af Jesu ord. Vi skal lægge mærke 
til, at Jesus nævner hjertet først.  Hjerte er det 
samme som kærlighed.  Vi ved selvfølgelig, at rent 
fysisk har vores hjerte ikke følelser, men alligevel så 
banker hjertet hurtigere, når vi møder den vi har kær. 
Sådan må vores hjerte være fuldt af kærlighed til Gud. 
Der skal ikke være skygge i vores gode følelser for 
Gud.  Der skal ikke være skygge af tvivl eller skyld, 
når vi tænker på Gud. Vi må elske Gud af hele vores 
hjerte.  Det lys kaster Jesu ord ind over os. 
     Man siger ellers, at hvor der er lys er der også 
skygge. Hvis hele vores liv kom frem i lyset, alt hvad 
vi har gjort og tænkt, så ville vi se mange skygger, 
mange mørke situationer, hvor vi var usikre eller 
gjorde noget forkert.  Men det mærkelige er, at når 
Jesus lyser på os, så er det kærlighedens og 
tilgivelsens lys, og så forsvinder alle skyggerne.  Det 
er et blidt og mildt lys som vi møder i Jesus. 
     Når vi er forelsket, så er det som om vi ser 
verden i et nyt lys: alt er så smukt. Og det er som om 
tiden forsvinder, når vi bare er sammen med vores 
kæreste.  Sådan må vi elske Gud, så livet bliver smukt 
for os og dagene bliver lange og fyldt med 
evighedsøjeblikke. 
     Vi skal bygge på Jesu ord, så kommer vores hus til 
at ligne Himmeriget, som er fyldt med evig kærlighed og 
hvor der ikke er sorg eller ondskab eller smerte. 
     Jesus taler om dommedag, men det er ikke for at 
gøre os bange, tværtimod for at tage frygten fra os. 
Det skulle jo være let for os at leve i troen på, at 
Gud elsker os så meget, at han ser gennem alle vores 
fejl og usikkerhed og ser sine børn i os. Det skulle 
være let for os at tage hvert øjeblik som en gave fra 
Gud og lægge hvert øjeblik i Guds hånd. Men når Jesus 
taler med stærke ord i stykket i dag, f.eks. siger til 
nogle: Jeg har aldrig kendt jer.  Så er det fordi vi 
har svært ved at lægge alle vores egne præstationer til 
side og ikke bygge på dem, men alene bygge på Guds 
kærlighed og Guds præstation.  Ordet præstation er 
latin og betyder egentlig " stå for" eller stille frem. 
Gud har stillet sin søn Jesus foran os, for at vi skal 
holde os til ham og til hans ord, og da Jesus er Guds 
søn, så ligner han fuldstændig Gud og taler som Gud. 
Vi skal lytte til Jesus, når han siger, at han kendes 
ved de mindste, kender os, som er døbt, og han vil give 
os det, som vi ikke selv kan, frelsen og saligheden. 
     Når vi bygger på Jesu ord, så vil vores hus bestå, 
hvilke storme der end raser mod os.  Når vi lytter til 
Jesu ord, så vil vores livs hus være et godt hjem, som 
består også ud over dommedag. 
 
ny prædiken 
 
 
Alle drømmer om at have deres eget hus. Så har man 
noget man kan kalde sit eget. Så har man et hjem, hvor 
man kan leve trygt med sin familie. Men i avisen læser 
vi om, at der er mange tvangsauktioner for tiden. Der 
må være mennesker, som ikke har grundlaget i orden, når 
de bygger hus eller køber hus. Eller også smuldre 
grundlaget for dem, så de ikke kan beholde huset. Det 
kan vi tage som et billede på vores liv. Det skulle 
nødig gå sådan, at vores liv går på tvangsauktion. Det 
skulle nødig gå sådan, at vi mister vores liv, fordi vi 
har bygget på et forkert grundlag, som ikke kan holde. 
     Jesus siger, at det grundlag vi skal bygge vores 
liv på ikke er en god økonomi, men et godt ord, Guds 
ord. Når vi bygger på Guds ord, får vi et hjem, hvor vi 
kan leve trygt.  Når vi lever på Guds ord, er der 
ingen, som kan sætte os på tvangsauktion, for så er Gud 
selv vores kautionist. Han sætter hele sin himmelske 
rigdom ind på at dække vores skyld og gæld. 
     Men hvordan bygger vi på Guds ord? Det gør vi ved 
at lytte til dem og handle efter dem. Først at lytte. 
Jeg tror ikke, at Jesus mener, at vi skal læse i 
bibelen i flere timer hver dag. Det er egentlig 
mærkeligt, at Jesus aldrig gik i synagogen om hverdagen 
og læste i bibelen.  Der er en enkelt gang, hvor Jesus 
læser op af bibelen, men det er ved en gudstjeneste. 
Det er godt at læse i bibelen.  Det kan vi ikke gøre 
tit nok. Men der må være en grund til at Jesus bruger 
ordet lytte, rent bortset fra at mange af de mennesker, 
som han talte til, ikke kunne læse, så vil Jesus sige, 
at vi ikke skal sidde alene med bibelen og have nok i 
det.  Vi skal samles og lytte til Guds ord.  Jesus 
siger et andet sted i Mattæus evangeliet: hvor to eller 
tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt i blandt 
dem. Jesus vil at vi kommer sammen og så er det 
ligegyldigt, hvor mange vi er, selv to eller tre er 
nok.  Da lytter vi til Guds ord, for da er Jesus selv 
midt iblandt os. Da taler han til os gennem ordene. Og 
det er den første betingelse for at vi bygge på det 
rigtige grundlag, at det er Jesus selv, som taler Guds 
ord til os. 
     Men når vi lytter til Jesus, så opdager vi, at han 
taler med myndighed.  Han kan tale på mange måder, 
hårdt og blidt, trøstende og udfordrende, men altid med 
en sådan myndighed og kraft, at vi glemmer os selv. Og 
det er ikke rart for os. Vi vil nemlig helst holde på 
os selv. Derfor bygger vi huse, for at kunne leve vores 
eget liv inden for deres mure. Vi har svært ved at 
glemme os selv, fordi vi helst vil leve et beskyttet 
liv. 
     I de fattige lande enten det er i Asien eller i 
sydamerika er der høje mure omkring husene og der er 
pigtråd ovenpå murene, så ingen kan trænge ind.  Det 
gør de rige for at beskytte sig, for selv at kunne leve 
godt og holde på det som de har.  Så lukker de sig inde 
og beskytter sig mod dem udenfor.  Det bliver man nødt 
til i mange ulande. Der hersker alles kamp mod alle. 
Man bliver nødt til at kæmpe for sit eget liv, for der 
er ingen andre som gør det. Bare man selv kan klare 
sig, så må de andre klare sig som de kan.  Det er en 
hel befrielse at komme til Danmark efter at have været 
i sådan et land, hvor man låser porten ud mod de andre. 
Men så er spørgsmålet om vi ikke kun kan leve sådan i 
Danmark, fordi vi har en høj mur uden omkring vores 
land, så vi er beskyttet af vores grænser mod alle dem, 
som vil taget noget fra os.  Det er mere usynligt, at 
vi låser andre ude. Men det gælder også for os, at vi 
har svært ved at glemme os selv. Vi bygger ivrigt for 
at beskytte os, for at frelse os. 
     Men Jesus taler med en sådan myndighed, at han 
bryder de grænser ned, som vi omgiver os med, når vi 
kun tænker på os selv. Med sine ord fører han os derud, 
hvor der ingen grænser er, og hvor vi må glemme vores 
eget. Han siger f.eks: elsk jeres fjender.  Men det er 
ikke kun et krav, som Jesus stiller op. Det ville vi 
aldrig kunne opfylde, at leve grænseløst og ubeskyttet. 
Det tør vi ikke. Jesus opstiller ikke kun krav, han 
giver også mod til os. Han siger, at vi er under Guds 
beskyttelse. Han siger f.eks.: Bed, så skal I få. 
Jeres far i himlen vil give gode gaver til jer.  Vær 
ikke bekymrede.  Det er også udtrykt i de to bønner i 
Fadervor, som hedder: giv os i dag vort daglige brød. 
Fri os fra det onde.  Det betyder jo, at vi må bede Gud 
om at hjælpe os i det daglige og fri os fra alt det, 
som truer. Vi behøver ikke selv bygge mure og oprette 
grænser. Jesus ikke kun kræver men giver med sine ord, 
at vi kan glemme os selv, fordi vi er under en 
beskyttelse, som er større end den vi selv kunne 
opbygge.  Vi bliver fri fra at skulle frelse os selv. 
Så kan vi glemme os selv. Så kan vi lade være med hele 
tiden at skulle tænke på os selv, når vi får at høre, 
at Gud kender os og ikke vil glemme os. 
     Men kan vi nu være sikker på det? Jesus begynder 
jo prædikestykket i dag med at sige til nogle: Jeg 
kender jer ikke. Gå bort fra mig. Men det siger han 
netop til nogle, som har ønsket at gøre sig selv kendt. 
Det er fremragende ting, de har gjort. De har fortalt 
og prædiket og holdt blændende taler om Jesus og Gud. 
De har udført store undere. Men de har kun gjort dem, 
for at gøre sig selv kendt. De har tænkt på sig selv, 
mens de gjorde dem, at nu måtte de være sikret, nu 
måtte de være frelst, når de udrettede noget så stort. 
Men det er ikke at handle efter Guds ord, hvor godt det 
end er, det som kommer ud af handlingerne. Gud vil at 
vi lever uden tanke for os selv, og uden grænser. Og 
Gud vil, at vi gør det, ud af den tryghed, at Gud selv 
vil beskytte os. Så det er det samme som at skubbe Gud 
ud af sit liv, hvis man vil sikre sig selv og frelse 
sig selv. Det er til dem, som har fundet beskyttelse i 
det, som de selv har gjort, det er til dem Jesus siger: 
Jeg har aldrig kendt jer. Bort med jer. Jesus truer 
dem, der vil gøre sig selv kendt, så de opgiver det. 
Det er jo at modarbejde Guds eget ord, at han er vores 
himmelske Far, som kender og ikke vil glemme os. Men 
når vi lever i troen på Gud, når vi opgiver at bygge 
mure omkring vores liv og at opstille grænser mod 
andre, når vi lever i den usikkerhed, hvor vi ikke har 
os selv i tankerne, så siger Jesus: Salige er de 
fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, 
som sørger, for de skal trøstes. 
     Vi handler efter Guds ord, når vi lever ud af 
troen på Gud og glad glemmer os selv, fordi vi ikke har 
brug for tænke på os selv, det er rigeligt og 
tilstrækkeligt at Gud gør det.  Det er sammenhængen og 
meningen i vores liv, at Gud kender os og ikke vil 
glemme os. Derfor behøver vi ingen anden sikkerhed. Da 
er det et levende grundlag, vi bygger på. Da er det 
Jesus selv.  Da gror alt det vi gør ud af ham. Han er 
vintræet. Vi er grenene. Skilt fra ham kan vi slet 
intet gøre. Men når vi bliver i ham og hans ord bliver 
i os, da bærer vi meget frugt. Og den frugt er åbenhed 
over for andre, kærlighed og tålmodighed, ja, det er 
frelsens og glædens frugt, som vi nyder sammen. 
 
 
 
ny prædiken 
 
                                 8.s.e.trin. 
     Jesus slutter en meget lang tale med de ord, vi 
har hørt i dag. Den tale strækker sig over flere 
kapitler. I den tale har jeg berørt mange ting. Hvis 
man skal sige noget fælles om dem, så må det være, at 
det er daligdags problemer og dagligdags bekymringer 
Jesus taler om.  Han taler om, at man ikke må blive 
vred, selv dem man ikke kan lide, skal man ikke dømme. 
Og her kan det godt lyde som om Jesus forlanger noget 
meget stort af os, at vi skal elske vores fjender. Men 
Jesus slår fast at man ikke skal prale eller gøre noget 
stort ud af det, når man har gjort noget godt.  Hverken 
når det er over for andre mennesker eller over for Gud, 
skal man prale med det man har gjort.  Ja, der er noget 
jævnt og almindeligt over de ting Jesus nævner. At vi 
ikke skal bekymre os for tøj og mad. De bekymringer han 
nævner er ikke meget fine og kulturelle, om vi har 
mening i vores liv, om vores liv lykkes og vi kan skabe 
respekt om os. 
     Det er altså en meget jævn og realistisk tale 
Jesus har holdt. Et af hovedordene i den, at vi skal 
gøre alt det mod andre, som vi gerne vil, at de skal 
gøre mod os. 
     Det er på den baggrund vi skal forstå ordene i 
dag.  Her starter Jesus jo med, at der nogle han ikke 
kan lide.  Dem, der kommer og fortæller om alt det 
fine, de har udrettet. De har profeteret. Det må 
betyde, at de har sagt store og fine ord. Måske betyder 
det, at de har forudsagt ting, som så skete. Der er jo 
nogle talere, som har en måde at tale på, så det griber 
mange, så det har en stor virkning. Der er store 
talere, som får ret i deres prognoser. Dem kan Jesus 
altså ikke lide.  De siger også at de har uddrevet onde 
ånder og gjort mange undere. Jesus vil selvfølgelig 
gerne have, at vi hjælper andre.  Det svarer jo til den 
regel: gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod 
dig. Men Jesus vil åbenbart ikke, at hjælpen skal ske i 
form af store undere.  Det må lige så gerne være små 
hverdags handlinger, som ingen lægger mærke til, og som 
man heller ikke selv synes er noget særligt. 
     Jo, det var meget finere, hvis vi kunne gøre store 
undere, hvis der skete mange undere, hvor vi var. Og 
der er sikkert også kristne, som ønsker at der ville 
ske nogle flere overnaturlige ting. At det ikke kun var 
naturlæger, som kunne prale med deres undere.  Men her 
i prædikestykket i dag får vi noget andet at vide. Til 
dem, der har gjort mange undere og endda i Jesu navn, 
til dem siger Jesus: " Jeg har aldrig kendt jer. Gå 
bort." 
     Jesus kender dem, der lever et mere almindeligt 
liv, hvor der ikke er så meget at prale af.  Dem vil 
han kendes ved. Vi bygger vores liv på noget solidt, 
nar vi handler efter Jesu ord, dvs. gør de almindelige 
dagligdags handlinger, som ikke ser ud af så meget, 
prøver ikke at blive vrede eller tale dårligt om andre. 
Gøre gode ting i det skjulte. 
     Dem, der bygger på sand, det ligner de amerikanske 
fjernsynskirker, som vi kan læse om i vores aviser. De 
har haft stor succes og samlet mange tilhængere, og 
mange penge. Men så pludselig hørte vi om mange 
skandaler, hvor lederne havde levet umoralsk. Og deres 
synder var meget banale. De havde taget af kassen eller 
havde levet sammen med en elskerinde. Man forstår ikke 
hvordan de kunne finde på det. Når nu så manges øjne 
var rettet mod dem. Men mon det ikke var fordi de 
byggede på sand. På et eller tidspunkt ville det hele 
alligevel være ramlet sammen. Det kunne ikke stå for 
noget pres, og det var jo fordi disse prædikanter i 
virkeligheden ville vise sig selv frem og ikke Jesus. 
De var mere interesseret i deres egen person, end i 
Gud. Derfor viste det sig, at det hus de havde bygget 
op, også selv om det skulle ligne et palads, så var det 
ingenting værd. Det var kun facade. Det var hult. 
     Vi skal bygge på klippe, dvs. vi skal handle efter 
Jesu ord. Og Jesus siger i sine ord, at vores gode 
gerninger skal være i det skjulte, i hvert fald for os 
selv. Vi skal ikke rose os af dem. 
     Jeg bliver tit overrasket over, hvor meget 
evangelierne og Paulus breve ligner hinanden. Paulus 
taler også tit om, at vi ikke skal rose os af det vi 
gør.  I 2.  korintierbrev skriver han: " Af mig selv 
vil jeg ikke rose mig, undtaget af min magtesløshed." I 
Galaterbrevet skriver han: " Men det være langt fra mig 
at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Krsti 
kors." Og i efeserbrevet skriver Paulus: " Af nåden er 
I frelst ved tro. Det skyldes ikke jer selv. Guds er 
gaven. Det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose 
sig." 
     Meningen med det er ikke kun, at selvros lyder 
dumt.  Meningen er heller ikke, at vi skal være ydmyge 
på den måde, at vi ser ned på os selv. Tværtimod siger 
Paulus, at vi er frelst. Gud har givet os den gave. 
Jesus siger det sådan, at Gud er vores far, som regner 
os for meget. Så vi kunne have god grund til at rose os 
og regne os selv højt.  Men når vi ikke skal gøre det, 
er det for at vores liv skal blive ægte. Hvor tit 
oplever vi ikke, at dem, der roser sig selv eller 
praler med hvad de har gjort, at det så senere viser 
sig at være ingeting eller det modsatte af, hvad de 
selv har sagt. Og omvendt at dem, der ikke stiller sig 
selv frem, at de i virkeligheden har udrettet noget 
rigtig stort. 
     Det er at bygge på klippe, at handle efter Jesu 
ord, og dvs. at man skal glemme alt det gode man går og 
gør.  Det skal ikke være så synligt. Det skal ikke vise 
frem for mange for at du. Gud ser i det skjulte. 
     Det ligger egentlig allerede i billedet med de to 
mænd som bygger på sand og på klippe. Bjerglandet 
Palæstina er gennemskåret af dybe furer. Om sommeren er 
de helt udtørrede. Om vinteren bliver de til rivende 
bække.  En dag i efteråret rejser der sig en sky ude 
mod vest, og bonden glæder sig, for hans marker er 
blevet visne, gule og hårde. Men nu kan regnen ventes. 
Skyerne samler sig. Og så bryder regnen løs. Skybrud 
efter skybrud.  Og bækkene fyldes med vand, ja de kan 
ikke rume alt vandet.  Oversvømmelsen kommer. Vandet 
skylder omkring husene, løsner alt. River det med sig, 
sannd og ler, nogle gang ehuse, mennesker og dyr. Og 
hvis der så også kommer storm, så bliver det farligt. 
     Så stor og så pludselig er forandringen. Det ene 
dag er landet tørt og svedent. Den næste strømmer 
vandet gennem landet. Og næste dag igen er det hele 
overstået. 
     I sådan en situation viser det sig, hvor godt et 
hus er bygget. Sandet er selvfølgelig i det sand vi 
kender fra Vesterhavet, det løse og fine hvide sand. 
Nej, det er det gule tørre hårde sand, som der også er 
i en ørken. Når det er tørt er det meget hårdt. Der kan 
da sagtens ligge et hus på det.Sådan ser det ud. Men 
når oversvømmelsen kommer så viser det sig, at sandet 
ingenting er værd.