I dag hører vi om Jesu vrede og Guds vrede. Vi
hører om Jesus som dommer og Gud som dommer.
Hvad skal vi dømmes på. Vi tænker først, at vi skal
dømmes efter det vi har gjort, akkurat som i en retssal:
de, som har gjort noget forkert, bliver dømt til straf. Det
overfører vi på Jesus, som engang vil være vores
dommer. Vi tænker, at Jesus vil spørge efter hvad og
hvor meget vi har gjort. 
	Men i dag hører vi, at der ved dommedag kommer
nogle, som har gjort meget. Men Jesus viser dem bort.
Han roser dem ikke. Tværtimod siger han noget, som han
meget sjældent siger til mennesker i bibelen: Jeg har
aldrig kendt jer. Flere gange i bibelen siger Jesus, at der
er mennesker, særlig farisæerne, som ikke kender og ikke
vil kende Jesus. 
          Når Jesus kan sige: jeg har aldrig kendt jer. Så må
det være til mennesker, som næsten er værre end Jesu
modstandere, farisæerne. Det må være noget meget
forkert disse personer har gjort, selv om det lyder så stort
og fint: profeteret, uddrevet dæmoner, gjort mange
mægtige gerninger, og det er altsammen sket i Jesu navn.
Det er svært at sætte en plet på det, som de har udrettet.
Jeg bliver altid overrasket, når jeg hører Jesu ord: Jeg har
aldrig kendt jer. I har begået lovbrud.
	Hvad er det dog det har gjort forkert. Vi kan
måske finde løsningen hos Paulus. Han skriver også et
sted, at det ikke gavner om man har udrettet de største
ting i verden, men mangler kærlighed, så er det hele intet. 
	Jesus kan se gennem alle fine og store bedrifter og
se om de er gjort i kærlighed eller de er gjort til eget gavn
og selvbehag. Det vigtige er så ikke, hvor meget og hvor
stort det er det vi kan vise frem på dommens dag, men
det vigtige er hvordan vi har gjort det, at det er i
kærlighed til andre vi har levet. Det kan nu være svært
nok. 
	Jeg synes ikke det bliver lettere af, at vi hører i
dag, at Jesus kan blive vred. Vi hører endda, at Gud kan
blive vred. Skjult til sidst i stykket med skybruddet og
floderne og stormene, skjult i de ord skal vi høre Guds
vrede over mennesker. Hos Ezekiel står der: Derfor siger
Gud Herren: I min harme lader jeg orkanen bryde l¢s; i
min vrede lader jeg regnen skylle ned, og fordi jeg er
vred, falder der ødelæggende hagl. v14 Muren, I
pudsede, river jeg ned og jævner med jorden, så
grundmuren blottes; byen falder, og I omkommer. Så skal
I forstå, at jeg er Herren.
	Hvordan kan vi leve i stille kærlighed, når vi hører
om den vrede, som kan falde over os.
	Jesus giver os en vej, at leve på hans ord. Og
prædikestykket i dag stammer fra slutningen af
bjergprædiken. Dér har Jesus sagt meget. Men vi kan 
tænk på et af hans ord fra bjergprædiken, fadervor, den
bøn har Jesus giver os at leve i, som et hus, der kan
beskytte os.
	Det kan vi også høre i salmerne som vi synger i
dag:
sl 436
6  Og om du blev så syg i sind,
som på dig lå Guds vrede,
lad ingen skygge, intet skin
til mishåb dig forlede!
Med Herren strid den gode strid!
han synes vred, men er dog blid,
thi lad dig ej forfærde!

   7  I Jesu navn, hvordan det går,
b¢j dine knæ for tronen,
og bed så smukt dit Fadervor,
Gud giver barnetonen,

sl 553
1  Stol du kun på dit Fadervor,
lad dig derfra ej forlokkes!
Himmel og jord engang forgår,
aldrig dog Fadervor rokkes;
det er Guds ord i barnemund,
klippe og skjold i farens stund,
pant på Guds-faderligheden.

	Netop salmerne i dag fortæller, hvorfor Jesu ord er
trygge at leve i og leve efter og hvordan de kan lede os
ind i den ægte kærlighed:
5  Ingen s¢, hvor stærkt den bryder,
ingen str¢m, hvor h¢jt den går,
ingen ild, hvor hed den syder,
noget mod vor Gud formår;
ingen ting kan lignes mod
Herrens nådes store flod,
vore synder bort at drive,
medens vi er her i live.

   6  Nu velan, I bange hjerter,
her er nåde, Gud ske lov!
Hvem vil gå i angst og smerter,
da det g¢res ej behov?
Al den synd, du mindes kan,
vejer ikke ved et gran
mod Guds nådes magt at regne,
som du kan dig frit tilegne.

	Det er kernen i Jesu ord: Guds nåde. Og at vi skal
leve efter den
Et af versene i bjergprædiken lyder sådan: Men jeg siger
jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forf¢lger jer,
v45 for at I må være jeres himmelske faders b¢rn; for han
lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne
over retfærdige og uretfærdige. v (Matt 5,43)
	Det viser desuden en anden ting om Jesu ord. Når
Jesus siger, at vi skal handle efter hans ord, så er hans
anvisninger ikke meget snævre og begrænsede, så vi let
kan sige, at vi handlet efter hans ord og rose os selv eller
prale over det vi har gjort. Elsk jeres fjender. Hvem kan
gøre det. Det er meget svært. Handle nådigt som Gud,
der giver sol og regn og gode gaver både til retfærdige og
uretfærdige. Det har vi svært ved.
	Derfor kan Jesu ord aldrig blive et skema, som vi
følger. Men at bygge på Jesu ord, betyder omvendt, at det
er hans ord som hjælper os, holder os oppe.
Han begynder jo sin bjergprædiken sådan: Salige er de
fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Det er en trøst til
os, der ikke er gode til at bygge huse i åndelig forstand.
Vores livs hus er en rønne, et fattigt skur. Hvordan kan
det stå mod stormfloder. 
	Ikke engang den discipel, som Jesus kaldte en
klippe, nemlig Peter, selv ikke han kunne stå fast. Peter
handlede ellers Jesu ord. Det var i fortællingen om
stormen på søen. hvor Peter sagde til Jesus: "Herre, befal
mig at komme ud til dig på vandet." v29 Han sagde:
"Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til
Jesus. v30 Men da han så den stærke storm, blev han
bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels
mig!" v31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og
sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"  (Matt
14,28)
     Jeg bliver tit overrasket over, hvor meget 
evangelierne og Paulus breve ligner hinanden. Paulus
taler 
også tit om, at vi ikke skal rose os af det vi gør.  I 2. 
korintierbrev skriver han: " Af mig selv vil jeg ikke rose 
mig, undtaget af min magtesløshed." I Galaterbrevet 
skriver han: " Men det være langt fra mig at rose mig af 
noget andet end vor Herres Jesu Krsti kors." Og i 
efeserbrevet skriver Paulus: " Af nåden er I frelst ved 
tro. Det skyldes ikke jer selv. Guds er gaven. Det skyldes 
ikke gerninger, så nogen kan rose sig." 
     Meningen med det er ikke kun, at selvros lyder dumt. 
Meningen er heller ikke, at vi skal være ydmyge på den 
måde, at vi ser ned på os selv. Tværtimod siger Paulus, at 
vi er frelst. Gud har givet os den gave. Jesus siger det 
sådan, at Gud er vores far, som regner os for meget. Så vi 
kunne have god grund til at rose os og regne os selv højt. 
Men når vi ikke skal gøre det, er det for at vores liv 
skal blive ægte. Hvor tit oplever vi ikke, at dem, der 
roser sig selv eller praler med hvad de har gjort, at det 
så senere viser sig at være ingeting eller det modsatte 
af, hvad de selv har sagt. Og omvendt at dem, der ikke 
stiller sig selv frem, at de i virkeligheden har udrettet 
noget rigtig stort. 
     Det er at bygge på klippe, at handle efter Jesu ord, 
og dvs. at man skal glemme alt det gode man går og gør. 
Det skal ikke være så synligt. Det skal ikke vise frem for 
mange for at du. Gud ser i det skjulte. 
  Vi handler efter Guds ord, når vi lever ud af troen 
på Gud og glad glemmer os selv, fordi vi ikke har brug
for 
tænke på os selv, det er rigeligt og tilstrækkeligt at Gud 
gør det.  Det er sammenhængen og meningen i vores liv,
at Gud kender os og ikke vil glemme os. Derfor behøver
vi ingen anden sikkerhed. Da er det et levende grundlag,
vi bygger på. Da er det Jesus selv.  Da gror alt det vi gør 
ud af ham. Han er vintræet. Vi er grenene. Skilt fra ham 
kan vi slet intet gøre. Men når vi bliver i ham og hans 
ord bliver i os, da bærer vi meget frugt. Og den frugt er 
kærlighed og tålmodighed, ja, det er frelsens og glædens
frugt.