Vi lever i en meget moralsk tid. Det undrer måske nogen, at
høre det. For vi får jo så tit det modsatte at vide - at tiden er
umoralsk og i opløsning. Men jeg vil alligevel godt vove den
påstand, at vi er mere moralske, end vi går og tror. Ikke i
gammeldags forstand ganske vist. Det handler ikke om alkohol
eller sex eller arbejde om søndagen. På de gammelkendte
områder er vi uden tvivl mindre moralske, end vi var engang.
Men moralen har bare erobret nye områder. 
Hvad vil det sige at være moralsk? Det vil sige at indrette sig
efter bestemte leveregler. Eller i det mindste mene at man burde
gøre det. Du skal gøre det og det. Du må ikke gøre sådan og
sådan. Og hvis du gør det alligevel, så går det dig ilde. 
Den slags leveregler har vi mange af - også i vor tid. Vi får
besked på, hvordan vi skal indrette vor dagligdag. Vi får en
masse at vide om, hvad vi skal spise, for at være sunde og for at
leve længere. Og ikke mindst hvad vi skal lade være med at
spise eller drikke eller nyde. Vi får at vide, hvad vi skal spare på
- og hvad vi skal lade helt være med at bruge. Der er flere og
flere ting, der blir anerkendt som skadelige. Og oven i det hele
får vi at vide, hvad vi skal tænke. Tænk positivt! Så får du det
bedre. Din livsindstilling er altafgørende for din situation. 
Og det værste er, at det er så rigtigt altsammen. Nej, det er ikke
engang det værste. Det værste er den dårlige samvittighed, som
vi pålægges, når vi ikke følger alle levereglerne. For det gør vi
selvfølgelig ikke. Vi ved godt, at vi burde leve anderledes. Vi
burde tage os sammen og gøre noget mere ved det ene og det
andet. Vi burde give afkald på både det ene og det andet.
Kravene ligger i luften - som en konstant påmindelse - og gir os
dårlig samvittighed. 
Spørgsålet er, om ikke de krav pålægger os et overmenneskeligt
ansvar for vort eget liv. Et ansvar, som vi ikke er i stand til at
bære i længden. Når et menneske rammes af en sygdom, så sker
det, at skyldfølelsen slår ud i lys lue. Hvis nu jeg ikke havde
røget, - hvis nu jeg havde spist anderledes, så var det måske
ikke gået så galt. Hvis jeg havde gjort dette eller hint, så......var
min situation sikkert anderledes nu. Selvbebrejdelser, som
kommer af dårlig samvittighed, som igen kommer af de
konstante krav om et anderledes og bedre liv. Alle sandhederne,
alle levereglerne kan blive til byrder, som vi blir pålagt - eller
pålægger os selv - sådan at vi tilsidst slet ikke kan leve frit og
glad og enkelt. 
I dag præsenterer evangeliet os for en ung mand, som havde
kæmpet med de leveregler, som gjaldt på hans tid. Han var nået
langt. Men alligevel ved han godt med sig selv, at der mangler
noget endnu. Han er ikke tilfreds med sig selv. Han er usikker
på, om alt det, som han har stræbt efter, nu også holder, når det
kommer til stykket. 
Nu henvender han sig til Jesus. Mester, hvad skal jeg gøre for
at få evigt liv? Det er det fuldkomne, han spørger efter. I første
omgang henviser Jesus ham til levereglerne - til budene, som
enhver jøde kender ud og ind - både dem, der stræbte efter at
overholde dem, og dem, der kun havde dem hængende over
hovedet som en evig påmindelse til den dårlige samvittighed.
Alle kendte reglerne. Det var fælles gods - fælles krav til
jøderne. 
Den unge mand erklærer, at dem har han overholdt i hele sit
voksne liv. Og så peger Jesus på et punkt, hvor manden
stadigvæk ikke lever op til det fuldkomne. Han har ikke delt sin
rigdom med de fattige. Hvorfor mon Jesus sætter sin finger lige
akkurat dér på mandens ømme punkt? Her står der en mand
foran ham, som har gjort alt hvad han kunne for at leve et
retfærdigt og ordentligt liv. Han har mere end de fleste stræbt
efter at gøre det gode. Og så finder Jesus alligevel et svagt
punkt. Hvorfor det? 
Jeg tror, at Jesus prøver at finde en vej ind til manden med et
budskab. Og budskabet er: dit forehavende er umuligt. Du er
idealist. Det, du stræber efter, er godt og rigtigt. Men din
stræben er umulig. Du lægger en overmenneskelig byrde på dig
selv. Det er som at få en kamel igennem et nåleøje. Det kan kun
give problemer. 
Men hvad så? Hvordan får manden så - og hvordan får vi - del i
det evige liv, som han spurgte efter? Og først: hvad er evigt liv
egentlig? Den mest almindelige tanke er vel den, at evig betyder
uendelig lang. Nu lever vi i tiden. Dag for dag, år efter år,
vandrer vi ud af den streg, som tiden er - tidslinien - indtil vi når
til det punkt på linien, hvor vort liv er slut. Så begynder
evigheden. Og evigheden - det er en uendelig lang tid. Hvis vi
ser det på den måde, så blir det evige liv noget, som hører
hjemme på den anden side af døden. 
Men jeg tror, at der ligger noget mere i det, når den unge mand
spørger efter evigt liv. Han afspejler en længsel. Og mon ikke vi
kender den længsel fra os selv. Det er længslen efter at få
evighed ind i det liv, som vi lever her og nu. Evighed er det,
som gør livet anderledes - dybere - rigtigere i en eller anden
forstand. Tiden er forbundet med forgængeligheden og dermed
er tiden i sidste ende forbundet med døden. Evigheden er
ukrænkelig. Den er hævet over forgængeligheden og døden. 
Måske kan vi sige, at tid har noget med kvantitet at gøre. Mens
evighed har noget med kvalitet at gøre. Tiden kan vi måle i dage
og år. Og der kan være mange eller få år i et menneskeliv.
Evigheden er det, der gir årene kvalitet (dybde, mening) - hvad
enten årene så er mange eller få. 
Hvis vi siger det på den måde, så kaster det også et nyt lys ind
over fortællingen om den unge mand, som kom til Jesus og
spurgte efter evigt liv. For så kan vi sige: med alle vore
leveregler - med alle vore anstrengelser for at leve rigtigt - kan
vi i bedste fald forbedre kvantiteten, altså mængden af dage og
år. Vi kan højest forlænge vort liv lidt, hvis vi lever fornuftigt.
Men vi kan ikke gøre noget ved kvaliteten. Vi kan ikke hæve os
op over forgængeligheden og døden. Vi kan ikke skaffe os
evighed. 
Hvad betyder det for os? Ja, det betyder, at vi gerne kan følge
alle tidens leveregler. Vi må gøre os alle de anstrengelser, som
vi vil, for at leve rigtigt og sundt og godt og længe. Der er ikke
noget galt i det. Men vi skal huske perspektivet. Vi skal ikke gå
til sagen med en alvor som gjaldt det evigheden. For dér gavner
de anstrengelser os alligevel ikke. Vi behøver heller ikke
pålægge os selv skyldfølelse, når vi ikke lever op til kravene. 
Det er pointen i det, Jesus siger: for mennesker er det umuligt.
Manden går bedrøvet bort og disciplene sidder chokerede
tilbage. Hvem kan så blive frelst? spørger de. For mennesker er
det umuligt, men for Gud er alting muligt. 
Gud hører hjemme i evighedens sfære. Det er ikke bare i himlen.
Det er heller ikke bare efter døden. Men han er midt i livet med
sin evighed. Og han lover, at han vil gøre det, som er umuligt
for os - han vil give os del i sin evighed. Vi kan stadigvæk
rammes af alt det, som hører tiden og forgængeligheden og
døden til. Men det kan aldrig mere rykke os ud af hans evighed.
Dér hører vi til, hvad enten vi lever kort tid eller længe - og
hvad enten det er under den ene eller den anden slags
omstændigheder, vi lever. Der holder han os fast - i liv og i død. 
Amen.