Mange søger noget åndeligt i vore dage.
Jeg tror ikke, at de kan finde det åndelige i kristendommen. For det åndelige, som de fleste søger, skal helst være synligt og effektfuldt.
Hvad finder de som søger, i den kristne kirke. De finder ikke store personligheder. Vores kirkeorden er ikke sådan at der er en ærkebiskop, der tegner hele kirken. Og i praksis synes jeg heller ikke, at der nogen, som rager op over andre. Hverken blandt biskopperne eller blandt kirkegængerne landet over synes jeg der er én stor personlighed, som vi alle kan se op til. Det er helt særegent for kri- stendommen.
I kristendommen er en lov som hedder, hvis du skal være noget, skal være som et barn. Den mindste, den som tjener, står over alle andre. Som man kan høre, så er det en regel, som automatisk ophæver, at nogen kan stille sig op som førererne og som dem andre skal se op til.
Dér er en som vi ser op til. Vi ser op til Jesus. Vi ser op til én, som vi ikke ser.
Jeg tror ikke, at det tilfredsstiller den åndelige søgen, som hersker i tiden. Den skal have noget mere konkret: en veltalende leder, nogle mirakler, en moral, som bestemmer, så man ikke selv kan tænke.
I den kristne kirke hører vi - vi ser ikke - vi hører om Kristus, som led og døde og opstod på den tredje dag, og i hans navn prædiker vi syndernes forladelse til alle folkeslag.
Kristus, vores Herre, har lidt mange smerter og meget ondt. Mon den åndelige søgen i tiden synes om en leder, som har lidt og har vist svaghed. Han døde og blev til intet. Mon den åndelige søgen vil godtage, at Jesus opstod fra de døde, når vi ikke kan vise Jesus frem. Og endelig talen om syndernes forladelse. Er der nogen effekt i det. Skaber det store forandringer hos os. Kan tilgivelse give mirakler.
Nej, der er noget meget småt over tilgivelse. Den siger for det første, at vi ikke har levet rigtigt og at vi aldrig kommer til det. Vi vil altid have brug for syndernes forladelse. Det er den vi må leve på. Men så ser vores liv jo ud som før.
Og værre bliver det, når Jesus siger, at Guds tilgivelse må vi give til alle folkeslag. Den åndelige søgen nu om dage ønsker at finde og komme med i små flokke, hvor man skiller sig ud fra de andre. Ganske vist prøver de også at få andre med. Men hovedsagen er at man føler sig som højerestående end de almindelige mennesker.
Det kan en kristen aldrig. Den syndernes forladelse som han selv lever på, den må han give til alle, som han møder. Han kan ikke sige: du skal først ændre dig. Du skal først blive et godt menneske, før du kan komme med i gruppen. Nej, for så var det jo slet ikke syndernes forladelse, der var brug for, hvis vi selv skulle skabe betingelserne for at vi kan være med i kirken.
Man kan sige, at troen er forudsætningen. Hvis man ikke tror tilgivelsen, så er man udenfor. Men det kan aldrig være de kristne som siger det. En kristen må blive ved med at sige til alle: Gud har tilgivet dig.
Og vi som er i kirke i dag eller som føler os kristne vi kan såmænd sige om os selv, at det budskab: tilgivelsen. Det bliver vi nødt til at høre igen og igen for ikke at glemme det. Det er nemlig det sværeste at leve efter.
Hvis man fik at vide, at vi skulle stå op kl. 5 og bede 3 bønner. Så kunne vi gøre det. Hvis vi fik at vide, at vi skulle købe en lille måtte og lægge os på knæ på måtten 5 gange om dagen. Så kunne vi gøre det. Men at leve i Guds tilgivelse dagen lang og natten med, det kan vi ikke gøre.
Tænk hvilken ro det ville give til os, kun at leve i tilgivelsen. Det måtte da betyde, at vi aldrig kunne få travlt, eller at vi aldrig tænkte dårligt om os selv og skældte ud på os selv, fordi vi ikke fik gjort og sagt en ting, for når Gud har tilgivet os, så må vi lade Guds ord stå ved magt og finde en fantastisk fred i det. Den fred måtte også gælde om natten. Intet mareridt kunne så mere forstyrre vores drømme. For Guds tilgivelse tager alle spøgelser og frygt væk.
Vi må have kraft fra Gud for at prædike tilgivelse. For
det ser ud af så lidt. Og vi må have kraft til
selv at leve i tilgivelsen.