8. søndag efter trinitatis



Læsning   : Rom. 8,14-17 (NB: til første tekstrække!)

Evanglium: Math. 7,22-29

Salmer     : DDS 280, 128 - 307 og 501





Prædiken:



Gad vide hvor mange, der har bygget sandslotte i år?

Vejret i betragtning nok ikkeså mange. 

Men på den anden side; Hvad skulle man ellers foretage sig, når

sommerhuset er lejet og man ikke længere gider sidde indenfor

og slå tiden ihjel med spil og TV?

Og for børnene er det jo lige sagen - selvom det er koldt,

vil de lige så gerne bygge sandslotte på stranden, 

som at sidde inde og spille ludo eller noget andet.



Og dermed nærmer vi os det tema, som er dagens.

Som afslutning på bjergprædikenen, der fylder hele 3 kapitler i

Mathæusevangeliet peger Jesus med billedet af et husbyggeri

her tilbage på alt det, som han har sagt:

“Enhver”, lyder det, “som hører disse ord” 

(altså bjergprædikenens ord) “og handler efter dem, ligner

mænd der enten bygger hus på klippe eller på sand. 

Og når uvejret, stormen og regnen bryder frem, viser det sig

hurtigt, hvem af dem, der valgte det bedste fundament”.



Billedet er næppe svært at leve sig ind i.

Hvis man altså har prøvet det - som barn eller som voksen;

At bygge på sand - eller bygge noget op af sand. 

For sand er som bekendt små bitte korn, der giver sig og 

bevæger sig, så snart der kommer vand til.

Kommer vandet fra oven, skrider bygningen sammen, for

vandet ophæver sandets kraft til at hænge sammen.

Kommer det fra neden, hvilket jo er tilfældet med kviksand, er

det livsfarligt at træde ud i.

Man kan ikke få fodfæste, man synker og man dør!

Det sker selvfølgelig ikke på klippegrund, for selvom klippen jo

består af akkurat det samme som sandet, så er der noget andet

og stærkere, der holder kornene sammen - de ligger tæt og fast,

vandet preller jo af, flyder videre og gør ingen skade.

Så meget om det billede, Jesus lægger frem, og de erfaringer, vi

kan knytte til det.



Spørgsmålet er, hvordan billedet skal forbindes med de 

forudgående tre kapitler i Mathæusevangeliet.

Måske svaret kunne være, at bjergprædikenen er en sammen-

fatning af det livsfundament, Jesus henviser os til.

Men hvad er det da - helt konkret; 

Hvad handler bjergprædikenen om? 

Et meget kort svar kunne være: Kristendommen.

Men selvom det er svaret, mangler vi dog stadig at sætte ord

på, hvad kristendommen er for en størrelse 

- ikke blot sådan i al almindelighed, menogså for os!

Det er egentligt det samme, når hører Jesu ord om at døbe og

lærer mennesker “alt det, som jeg har befalet”. 

Det kan de fleste af os let sige ja til, men hvad indebærer det,

når det kommer til stykket?



Den første del af et svar kunne være en henvisning til, at det

bliver vi dybest set aldrig færdig med at søge svaret på:

- Kristendommen er jo ikke udtømt med dåben,

- kristendommen er heller ikke udtømt med henvisning til biblen

eller bekendelsen,

- kristendommens indhold og mening er på ingen måde udtømt

ved at kende de vigtigste kirkelige højtider eller deltage i en

gudstjeneste i ny og næ.

Vil man nøjes med blot en eller flere af disse håndfaste mar-

keringer som udtryk for ens oprigtighed og gode vilje, 

så ligner man de mange, som Jesus ikke vil kendes ved, selvom

de påberåber sig ham.

For selvom de hævder at have profeteret, uddrevet onder og

gjort mange forunderlige ting i hans navn, er det ikke ham, men

snarere sig selv, de henviste til. 

Der kan med andre ord være tale om nok så god vilje og

ihærdige anstrengelser på at gøre det, som man mener er

kristeligt og korrekt, men kommer man ikke ud over dette, 

så har man i grunden misforståret, hvad Jesus og det kristne

evangelium står for.



For at kristendommens budskab er ikke noget vi mennesker kan

skalte og forvalte med, deri er bjergprædikenen klar og tydelig

nok.

For at tydeliggøre, hvad jeg mener, skal jeg gerne nævne nogle

enkelte udsagn fra bjergprædiken 

- f.eks. Jesu henvisning til det 5. bud:

a) Du må ikke begå drab!

“Nej, selvfølgelig, det har vi da heller aldrig gjort”, tænker vi,

mens Jesus strammer skruen: 

“Enhver, der bliver vred på sin bror er skyldig mod budet”.

b) Du skal elske din næste og hade din fjende!

“Det er er da ikke så svært”, tænker vi, men når Jesus så også

kræver, at man skal elske sin fjende og vende den 

anden kind til, hvad så?

c) Eller Jesu opfordring til aldrig at bekymre sig.

Det er jo let nok. Så længe alting går godt, men hvad så 

under lavkonjunktur og personlig krise, kan vi da lade være?

Og for at det så ikke skal være løgn, sammefatter Jesus til sidst

sine krav i en eneste opfordring: Vær I fuldkomne!

“Vær fuldkomne som jeres Far i himlen altid er hel og udelt i sin

kærlighed og sin gerning”.

Det er nemlig målestokken, vi skal måle os selv og vort livs-

fundament på! 

Bag kravet om at gøre dette eller hin ligger forventningen om at

være som Guds selv! 

Og hvem kan hamle op med det? 

Ingen!



Hvis altså vores opfattelse af, hvad kristendommen og Jesu

forkyndelse indeholder, er afgrænset af, hvad vi selv kan gøre af

gode og moralsk uangribelige handlinger,

så ender vi på et eller andet tidspunkt der, 

hvor vi må erkende indse, at det med kristendom og os, 

det er en dødsejler!

End ikke engang de stærkt troende eller præsterne kan jo selv

leve op til de krav, som kristendommen lægger op til!



Og ganske rigtigt, hvis alt det, jeg her har nævnt, er grundlaget

for den kristendom, vi bygger på, da når vi næppe længere end

til at erkende, at det vitterlig er sandbund, vi bygger kirken -

også den danske folkekirke med al sin institutionelle og

ceremonielle vælde på!

Og hvad der er bygget på sand, det falder nu engang sammen

med et brag, den dag storm og regn virkeligt tager fat!!



Men nu er det altså ikke vores overholdelse af Moselov og god

moral, 

ej heller næstekærlighed og gode intentioner om samme, 

eller evnen til at leve med eller uden bekymringer for vort liv,

der er kristendommen, som vi skal bygge på.



Kristendom er bindingen til den Gud og skaber, der tager mig

for det jeg er.

Kristendom er forholdet mellem det enkelte menneske og den

Gud, der er tilværelsens ophav.

Men kristendommen handler ikke om, hvad VI skal gøre af

gode handlinger for at blive indraget i dette forhold.

Kristendom er dermod forkyndelsen af den treenige Guds

handlen for mig og for alle mennesker.

Der er tale om et altomfattende forhold - så stort at vi næppe

kan overskue konsekveneserne af det.

Men det skal vi heller ikke.

For vil vi blot lytte til, tage imod og hvile i forkyndelsen af, 

at det står Guds inde for, så kræves der egentligt ikke mere.



Derfor kan vi tillade os at døbe et lille barn uden at stille krav

om viden, erfaring og pæn opførsel.

Men af samme grund må vi også kræve, at barnet ikke lades i

stikken med sin dåb, men får den fyldt op med fortællingerne og

forkyndelsen af den Guds kærlighed, som det får del i.



Et sådant budskab om noget, vi får foræret kvit og frit uden at

der stilles krav til modtagernes betalingsevne og kvaliteter, det

møder vi jo sjældent i samfundet i dag.

Hvor vi voksne lever og regere, stilles der hele tiden krav. 

Her gælder ikke hvem, du er, men hvad du kan, og så længe vi

er i stand til at honerere disse krav, går det fint.

Men ældre mennesker kan fortælle os, hvad det vil sige ikke

længerer at kunne leve op til kravene og måtte lære at hvile i

det, man er, eller det, som vi hører at vi må regne os for.



Derfor er det nødvendigt, at vi har et sted - en kirke, hvor dette

budskab skal forkyndes og hvor vi kan forvente, at det netop er

det, der bliver talt, når vi dukker op.

Og lige så nødvendigt det er, at budskabet forkyndes, 

lige så nødvendigt er det, at der er nogen, der hører det!

Nogen, der vil lytte til det befriende og glædelige budskab, som

vi ikke kan sige os selv, men som vi ikke kan leve uden.



Derfor må vi have kirken som det gamle hus, der “står om end

tårnene falde”, men vi kan ikke nøjes med det.

For hvis ikke der er mennesker, der vil være “levende stene” i

den bygning, hvor troen og dåben forenes til et levende forhold

mellem den enkelte og Gud, og mellem de mennesker, der

bekender deres fællesskab som en gave fra Gud, 

- hvis ikke alt det bliver virkeliggjort i dag, også i den kirke, 

vi så stolt kalder Den danske Folkekirke, da er den bygget på

sand og forsvinder - måske endda før vi ved af det.



At være kristen kirke og menighed er at søge, finde og i fæl-

lesskab fastholde det grundlag, som ikke forsvinder den dag

institutionenen omkring os falder bort.

At være kristen er, at give sig Gud i vold, at bede, håbe på og til

stadighed modtage det nådens ord, som er Guds indbydelse til

os om at være hans folk og kirke på jord.

Og når dette mere end noget andet er fast som klippen, 

så er det da fordi det er Gud, som er vores fundament, 

og ikke vores egne evner og muligheder for at gøre alt rigtigt.



Da kan det da meget vel godt gå sådan, at Folkekirken som

institution falder bort.

Vor Herre har jo før vandret hjemløs omkring og kaldt på

mennesker, der ikke som vi bare kunne samles sig i skattefi-

nasierede bygninger under natioanlmuséets tilsyn.

Han skal nok overleve og komme igen.

Men vil ingen længere lytte til det Ord, hvormed han kalder på

enhver af os, da er der ikke længere håb for os. 

For kun i ordene om alt det, som han kan og vil med os, 

er den Ånd og det liv, som bærer, når vi ikke længere er til.



Amen.