Kære brudepar!



Så er det dagen!

Om ikke "den signede dag", som vi netop har sunget om, så i

det mindste den dag, I længe og hemmelighedsfuldt har gået og

lagt planer for.

- dagen mange af dem, der er jeres gæster i dag, har gået og

spurgt efter i årevis,

- og dagen, I selv har måttet arbejde med hinanden for at

komme til enighed om indholdet af.

Kort og godt: Jeres bryllupsdag!



Nogen af dem, der har gået og ventet på denne dag, vil måske

sige "bedre sent end aldrig".

Andre vil vide, at det faktisk er sidste øjeblik, hvis det skulle

være. I morgen fylder du, NN jo 40 år, og hvis ellers XX

holder, hvad hun har truet med, ville det allerede på næste

lørdag have været for sent. Hvad hun i øvrigt ville have gjort

ved det, forbliver fra nu af hendes - eller jeres - hemmelighed.

Men det var altså i sidste ende de 40 år, der gjorde udslaget.

Det er i det den anledning, I har anført på indbydelsen til i dag,

så på en eller anden måde hænger det hele jo sammen alligevel.

Dagen i dag har et stykke tid været jeres hemmelighed. 

I har muligvis flere hemmeligheder, og det skal vi andre

naturligvis ikke blande os i, men denne kan nu ikke længere

holdes skjult for dem, I har inviteret til i dag. 



I har samtidig besluttet at afsløringen af jeres hemmelighed

skulle ske i en kirke. 

Kirken er ikke et hvilket som helst hus. Kirken er nemlig bygget

og indviet til at være rammen for vores fælles tale om Guds og

menneskelivets hemmeligheder. 

Hvad der sker i dette rum er dog ikke hemmeligt og bør aldrig

blive det. Hverken søndagens gudstjeneste eller de kirkelige

handlinger er hemmelighedsfulde ritualer og mystiske

ceremonier, som man skal have særlige forudsætninger for at

tage del i. 

Tværtimod - hvad der sker her er offentlige handlinger, der

netop udføres med henblik på at alle skal få kendskab til dem.



Dette gælder ikke mindst vielsen. 

Vielsens mening - i det mindste hvad angår dens juridiske

indhold - er netop en offentlige markering af jeres tidligere

beslutning om at dele tilværelsen med hinanden.

For jer selv vil der næppe være den store forskel på dagen i går

og dagen i morgen - måske bortset fra, at I nu ikke længere skal

passe så meget på, hvad får sagt om, hvad der egentlig skulle

ske i dag. I kender hinanden, er godt etablerede og har længe

delt den hverdag, hvor man får slebet hinandens kanter af. Set i

det perspektiv kunne I måske sagtens have undværet et bryllup.



Men for andre vil dagen i dag markere en forskel.

Måske ikke så meget fordi hverken I eller de nu forandrer sig,

men fordi I ved jeres fremtræden har lagt ord og handling bag

det, som alle har vidst betød noget for jer. Det uudsagte er

blevet sagt og behøver ikke længere at blive omgærdet  af

tavshed som en offentlig hemmelighed, alle kender til, men

ingen tør lægge ord til. Men ved vielsen bliver det sagt, som alle

vidste. I selve ritualet sker det med ord, der forbinder både det,

der ligger forud, og det der nu sker:

"Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i

ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er

her til stede....."

 

Man kunne med god grund hævde, at jeres ja-ord hverken

lægger noget til eller fra, hvad I allerede har levet gennem

mange år, men derfor er det alligevel ikke uden betydning at få

dem sagt.



Det svarer jo egentligt til påstanden om, at man sagtens kan

elske hinanden uden nogensinde at sige det med ord. Vel kan

man da det, men det skader ikke at få sat ord på det indlysende

engang imellem.

Når vi hver især spørger efter en bekræftelse på den kærlighed,

vi nok ved er tilstede, er det jo ikke uvæsentligt, hvilket svar, vi

får. Om svaret er et "Det ved du da godt, jeg gør....", eller om

det er de rette tre ord på det rigtige tidspunkt.



Sådan også med vielsens betydning, ikke bare for jer selv, men

også for jeres familie og venner. Jeg er sikker på at de af jeres

gæster, der efterhånden har nået at omstille deres forventninger

til det, som nu er ved at ske, oprigtigt glæder sig sammen med

jer og fremover vil se tilbage på denne dag som en god ople-

velse, de ikke ville have undværet. Heller ikke selvom de til at

begynde med blev taget så grundigt ved næsen.



Når jeres vielse i dag finder sted i en kirke, er der dog mere at

sige end blot at fremhæve ægteskabets offentlige karakter. Hvis

det blot handlede om jura og offentlighed kunne det hele været

klaret meget lettere på rådhuset.

Så hvad er det da, som denne bygning også er ramme om?

Jeg nævnte til indledning at der her i dette rum skal tales åbent

om Guds og menneskelivets hemmeligheder.



Det sagde jeg ikke, fordi jeg tror at kirken eller jeg selv som

præst har større indsigt i tilværelsen end den, I selv er nået frem

til. Hvad der kan kaldes hemmeligheder i kirkens sammenhæng,

er den gådefulde tale, som lyder til os fra den forkyndelse, som

kirken bygger på. En tale, der ikke blot kan opfattes som

gentagelsen af gamle forældede ord, men som i enhver situation

må gentages og omformuleres, så de kan blive meningsfuld og

nærværende tiltale for de, der lytter til dem.



I et af Paulus´ breve finder vi en lovprisning af kærligheden som

det største, vi ikke kan leve foruden:

"Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. 

Men størst af dem er kærligheden".



Vi ved alle - eller vi fornemmer idet mindste nok, hvad kær-

lighed er, og derfor skulle det ikke synes nødvendigt at læse om

den i en samling ældgamle skrifter.



Nu taler Paulus imidlertid ikke blot om kærlighed i al almin-

delighed - hvis man altså overhovedet kan gøre det.

Den kærlighed, som Apostlen bruger et helt kapitel til at be-

skrive og lovsynge, er den kærlighed, som han som en hem-

melighed har fundet afsløret i Jesus Kristus; Det menneske, der

her i kirken bekendes som Guds kærlighedserklæring til ethvert

menneske og alle mennesker.

Denne Guds kærlighed er en gådefuld hemmelighed, fordi den

først blev afsløret, da den var blevet modsagt og slået ihjel.

Jesus var mere end en kærlighedserklæring i ord, fordi han

gjorde sig til ét med den kærlighed, der overvinder alle

forhindringer for at nå den elskede. Guds kærlighed i Jesus

Kristus blev i flg. vort Ny testamente skænket til alle til at leve

af og med og til inspiration for vor egen kærlighed.



Når vi til indledning blandt de bibelske læsninger læser en

opfordring til at iføre os "inderlig barmhjertighed, godhed,

ydmyghed, mildhed og tålmodighed", og til at bære "over med

hinanden og tilgive hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde

den anden", så kan det måske, især hvis man allerede har

erfaret, hvor svært det kan være at leve sammen med et andet

menneske, godt lyde som meget høje og urealistiske

forventninger - sådan nogen, man kun kan komme til kort

overfor, og som det derfor kan synes urimeligt at stille.

Kun hvis vi er klar over, at det netop ikke er vores egen kær-

lighed, vi opfordres til at leve i, men at det derimod er Guds

kærlighed til os i Jesus Kristus, vi får lov til at leve i og dagligt

leve af, bliver der håb for os, der ikke er perfekte. 

For "Over alt dette", skriver Paulus, "skal I iføre jer kærlig-

heden, som er fuldkommenhedens bånd."



Vores menneskelige kærlighed kan - uanset hvor stærk og

berusende, den måtte være, ikke kaldes for "fuldkommenhedens

bånd". Den er, hvis ellers vi vil være os selv bekendte, altid

stykkevis og delt. Men fordi vi ikke kan leve uden den

kærlighed, som er den største, må vi vide at den findes et hos en

anden, og at vi allerede og på trods af vor afmagt, er allerede er

inddraget og omfattet af den.



Denne kærlighed er det, som der skal tales offentligt og åbent

om, i kirkens rum. Løber vi træt af og kommer vi til kort

overfor hinanden, skal også det kunne siges, for at vi kan få øje

på det, Gud vil give os og som er større end vore egne

muligheder. Det skal ikke blot siges for at gøre rent bord, men

det skal siges for at vi kan komme videre med hinanden. Først

ved at stå ved os selv, sådan som vi nu engang er, giver det

mening at bede om tilgivelse og skænke hinanden tilgivelse.

For: "Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden".



Uden denne vished om allerede at være elsket og tilgivet, er det

svært at elske og tilgive.

Om vi virkeligt lærer det, kan ingen på forhånd vide, men alle

kan det, som I gør i dag, nemlig give viljen til kærlighed ord og

lægge sit liv som indsats bag disse ord. 



Og da denne vilje er for jeres vedkommende ikke længere en

hemmelighed vil jeg til sidst ønske jer tillykke med dagen!