Kære brudepar!



Som tiden går, er der meget, der forandrer sig. 

Når det kommer til stykket, er der vel næppe noget område i

livet, som ikke er underlagt forandring og udvikling, 

heller ikke holdningen til det ægteskab, som det er naturligt at

fokusere på netop i dag.

For netop synet på den samlivsform, I indlader jer på i dag, har

forandret sig meget i løbet af de sidste årtier. 

For bare ti-femten år siden var det i mange kredse god latin at

afvise den borgerlige og kirkeligt antikverede institution, som

ægteskabet blev anset for at være - en besværlig overbygning til

den kærlighed, de fleste sagtens kunne håndtere uden

samfundets og kirkens indblanding.



Blandt flere eksempler på denne holdning har jeg fundet en af

Anne Linnets plader frem. I 1986 indspillede hun sammen med

bandet "Maquis De Sade" pladen "En elsker". 

Et af numrene herfra rummer et kontant opgør med tanken om

at få papir og Guds velsignelse blandet ind i et parforholdet.

Nummeret har titlen "Herren velsigne", hvorfra jeg læser et

enkelt vers og dets rammende omkvæd:

Du ved jo godt jeg elsker dig

det er det mine øjne si´r

men kærligheden kan forandre sig

på et stykke hvidt papir.



Jeg ta´r det sure og det søde

og det hårde og det bløde 

vi ka´ elske lige nu og hele livet

vi ka´ være sammen både dag og nat

men la´ vær´ at kalde mig din kone

la´ mig være din skat


La´ Herren velsigne

dem, der overlever i en ægteskabsmaskine

Herren velsigne

dem, der overlever ægteskabets guillotine.



Så vidt altså Anne Linnet. Her er der virkeligt tale om et opgør,

der er til at tage og føle på.



Det, hun uden omsvøb siger, er jo, at kærligheden ikke har en

jordisk chance for at overleve i det traditionelle ægteskab.

For tiden forandrer sig jo og vi forandrer os med den - det åbne

spørgsmål er, om kærligheden kan følge med?



Der skulle gå mindre end 4-5 år før det stik modsatte synspunkt

blev ført frem, nemlig da forfatteren Susanne Brøgger vendte

den romantiske kærlighedsopfattelse på hovedet og i ramme

alvor udtalte, at vi nu havde brug for en tilbagevenden til det

gode gammeldags fornuftsægteskab, hvor det ikke var

kærligheden alene, der skal bære det hele. Brøggers egen er-

faring havde lært hende, at det var den ikke i stand til, så nu

måtte man så til at se mere fornuftigt på ægteskabet som

forpligtende samlivsform.



Siden da har både borgmesterkontor og kirker meldt om støt

stigende vielsestal - flere og flere ønsker nu at få både jura og

papir på deres forhold. 

Vi søger nemlig altid det samme, nemlig det sikre og det trygge

- før lå det i kærligheden uden papir - nu igen med både papir

og Herrens velsignelse. 

Jo, tiden forandrer sig og vi forandrer os med! 

Og måske er det lige netop denne vedvarende forandring, 

der får os til at gribe efter faste rammer om det, der er vigtigt

for os.



Hvorfor siger jeg nu dette? Fordi det er godt engang imellem at

stoppe op og spørge, hvorfor, man nu gør som man gør. 

Sådanne overvejelser har I allerede haft og I går i dag ind i jeres

ægteskab med åbne øjne og dyrebare erfaringer, 

som I kan bygge videre på.

I den sammenhæng har jeg som præst nok ikke så meget at

bidrage med udover det, I selv er kommet til kirken for, nemlig

at indlede jeres ægteskab med salmesang og bøn til Gud og hans

velsignelse, når jeres egne kræfter slipper op.



Det eneste jeg i den sammenhæng kan pege på, er styrken i altid

at se på ægteskabet som noget, der ikke består for sin egen,

men netop er til for den indbyrdes kærligheds skyld.

Ægteskabet er ingen garanti for kærlighed, men alene en ramme

- og når det kommer til stykket måske en såre for-

nuftsbegrundet ramme omkring den kærlighed, ingen af os kan

eller ønsker at leve foruden.



Man kan også sige det med et billede: 

Man kunne kalde ægteskabet for et hus, kærligheden leves i, og

begge dele - huset og kærligheden hører sammen, hvis resultatet

skal blive til et hjem - som er det sted, man hører til og finder

sin identitet bekræftet og styrket. 



Men også i ægteskabet kan man gå galt af hinanden og det, man

er gået sammen om. 

Således skal man ikke forveksle husets vægge og tag med det

liv, der leves indenfor disse rammer - selvom de hører sammen

er rammer og indhold ikke identiske.



Jeg tror heller ikke man skal opfatte ægteskabet som en af-

grænsning overfor omverdenen. Ligesom et hus har afgræn-

sende vægge og tag, er der også vinduer og døre for at gæster

kan komme ind, og I kan komme ud og virke i verden omkring

jer. 

For der, hvor kærligheden alene leves for den anden - uden

samspil og vekselvirkning med omgivelserne, der ender æg-

teskabet nemt som den guillotine, man ikke slipper levende fra -

heller ikke med hvidt papir og Herrens velsignelse! 

Af angst og frygt for ensomheden ender man let i en ægte-

skabsmaskine, der som en udvidet tosomhed er lige så dræ-

bende som ensomhed.



Overfor dette vil jeg gerne sætte et andet ægteskabsideal. Den

finske forfatter Märta Tikkanen har i sin bog "Århundredes

kærlighedseventyr" skrevet et digt, hvori hun bekender sig til

kærligheden som en kilde til solidaritet og kamp for en bedre

verden. Tikkannen skriver;



For mig / kan kærligheden aldrig være

to der kryber sammen

i et hjørne / mens livet bruser forbi



For mig / skal kærligheden altid være

mange der kæmper ved hinandens side

- også du, også jeg - / midt i det hele midt ude i livet.



Hos Tikkannen ses kærligheden ikke som noget privat, der kun

angår de to, der elsker, men hele samfundet omkring dem er

inddraget. 



Og netop sådan var det vel også tænkt fra begyndelsen, da Gud

lagde kimen til vort livs opfyldelse i favntaget med den anden -

den, vi elsker og elskes af. 

Allerede da var kærligheden tænkt som en virksom kraftkilde til

kampen for lighed og retfærdighed for alle - især de svage, bør-

nene og de gamle, der altid har haft tilflugt i det hjem, som

dannede rammen om kærligheden mellem to mennesker.



Denne kærlighedens gave har I allerede bekræftet overfor

hinanden og nu i dag sker det overfor dem, som I har samlet til

gudstjeneste og fest. 

Alle de, som er her i dag, er kommet for sammen med jer at

glæde sig over, at I vil bygge jeres liv på denne kærlighed.



Men fordi kærligheden ikke blot er givet, men også er underlagt

vores menneskelige svaghed, er livet i gensidig og forpligtende

kærlighed en opgave, der kræver - ikke blot sin mand og sin

kvinde, men også alt det, vi i dag beder Gud give jer i rig mål:

barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed,

overbærenhed, og villighed til at tilgive og starte forfra, når

alting er kørt skævt.



At det både er så indlysende enkelt og alligevel forbandet svært,

det ved vi alle. 

Netop derfor vil vi glæde vi os over, at den kærlighed, 

Paulus kalder for fuldkommenhedens bånd, dog er givet os

ufuldkomne mennesker at leve og næres af.

Og vi glæder os over, at denne kærlighed ikke er en abstrakt idé

eller ideal, men at den har et navn, vi kan henvende os til. 

For den kærlighed, der kaldes "fuldkommenhedens bånd", 

er ikke vores, men Guds kærlighed i Jesus Kristus. 

I ham møder vi kærligheden og i ham erfarer vi tilgivelsens

gave, når vi selv kommer til kort.



Måtte også denne kærlighed leve i jeres ægteskabs "hus"!



Tillykke med dagen!