Kære Brudepar!



Den libanesiske digter og mystiker, Kahlil Gibran, er forfatter til

en bog med titlen "Profeten".

Det er ikke profeten Muhammed, han lader kommer til orde,

men en vismand, som mennesker kommer til, for at få svar på

livets store gåder. 

Gibrans bog handler derfor om de virkeligt store spørgsmål: Om

kærlighed, ægteskab og børn, om glæde og sorg, om arbejde,

hus og føde, om religion, om livet og døden - kort sagt alt det,

som det overhovedet er værd at beskæftige sig med.



En astronom kommer til profeten og spørger:

"Mester, hvad siger du om tiden?"

Og profeten svarer:

"I vil udmåle tiden, den uendelige og umådelige....

I vil gøre tiden til en flod, ved hvis bred I vil sidde og betragte

strømmens gliden. 

Dog kender det tidløse i jer livets tidløshed"   



Tiden og tidløsheden er store, men ikke særligt konkrete

størrelser. Konkrete og nærværende var de dog, da vi for nogen

tid siden talte om det, der skulle ske i dag. 

For bortset fra alt det praktiske omkring indgang, salmer og

hvad, hvem skulle sige hvornår, fik vi også en snak om det, I

siger ja til i dag.

 

I det vielsesritual, vi bruger, er der to spørgsmål; 

Det første er det enkleste, idet det blot fordrer en offentlig be-

kræftelse af jeres forudgående beslutning om at gifte jer med

hinanden.

Det andet spørgsmål er sværere, fordi det jo drejer sig om det

engagement, I har mulighed for at lægge ind i ægteskabet. Her

spørges der ikke blot, om I vil dele bolig, TV-licens og

husholdningsbudget, men om I vil "elske og ære" hinanden "i

både medgang og modgang" og leve med hinanden "indtil

døden skiller jer ad?".



Det er store og uoverskuelige perspektiver, der her rulles op, og

jeg kan godt forstå, hvis disse får nogen til at stoppe op og

tænke sig om. For det er jo spørgsmål, som straks rejser andre: 

Kan man forpligte sig på kærlighed? Kan man love at elske

uden at kende den situation, hvorunder man skal leve sammen?

Og kan man love at elske hinanden hele livet igennem?

Gode og relevante spørgsmål, som man ikke skal gøre sig

færdig med alt for hurtigt.

For livet er ikke evigt og den tid, vi lever, er ikke uendelig.

Det er menneskets vilkår at dø, men acceptere det gør vi ikke

uden videre - vi gør opstand mod døden.

Her tænker jeg ikke så meget på den moderne lægevidenskab,

som jeg tænker på kærligheden og den lykke, vi søger hos

hinanden. Ved at søge disse gør vi oprør mod død og

undergang, idet vi søger at fastholde det, som betyder noget og

vil vedblive at give mening - selv når vi en dag er borte.



Netop fordi livet er endeligt, fylder kærligheden os med 

livsfylde og glæde. 

I kærlighedens selvhengivende favntag og i den erotiske ekstase

oplever vi, at tiden går i stå. Øjeblikke bliver evige - ikke blot i

tid, men også i dybde og kvalitet. 

Og selvom tiden bagefter atter går i gang, skænker disse intense

øjeblikke os den kraft og styrke, som vi lever videre på med

hinanden og for hinanden.



Det er på denne baggrund Kahlil Gibran kan skrive, at vi kender

det tidløse i livets tidløshed, for det tidløse er netop

kærligheden, der leves i tiden. Han fortsætter da også sin omtale

af tiden med netop at inddrage kærligheden;

"Hvem er jer føler ikke, at hans evne til at elske er uden

grænser?

Og hvem af jer føler ikke, at denne kærlighedsevne, om den end

er uden grænser, dog er omfattet af hans eget væsens

centrum..... Og er tiden ikke ligesom kærligheden udelt og uden

bevægelse?"



Om kærligheden end føles evig og uforanderlig, så ved vi dog

godt, at den ikke er upåvirket af vort eget væsens centrum -

nemlig det jeg, der er underlagt forandring. 

Vi påvirkes af begivenheder, vi ikke altid har indflydelse på - vi

forandres, så vi måske ikke ved, hvor og hvordan vi er om bare

et par år.

Og derfor rejser spørgsmålet sig med sin egen nødvendighed:

Hvordan tør vi da binde os til hinanden og forpligtige os til at

leve med hinanden til døden os skiller?



Hertil kan der svares med Kahlil Gibran, at man ikke kan gøre

tiden til en flod, ved hvis bred man kan sidde og betragte

strømmens gliden.

Hverken overfor tiden eller kærligheden kan vi nøjes med at

være passive tilskuere, der blot betragter det, der går forbi - vi

må nødvendigvis give og satse noget af os selv. 

For hvis det er sandt, at både tiden og kærligheden er udelte og

uden bevægelse, så kan ingen af dem deles op i små over-

kommelige stykker, vi i ro og mag kan dele med hinanden. Vi er

ikke herre over hverken tiden eller kærligheden, men de beher-

sker os og tager os i deres besiddelse.



Hvad tiden angår er det anfægtende, for den bærer os mod

døden, men netop derfor er også kærligheden vort håb, for

gennem kærligheden møder vi i glimt den tidløse evighed i

tiden. Men kærligheden vil altid leves helt og udelt - den kan

ikke deles op i stykker, men vil leves uden og forbehold. At dele

kærligheden er at slå den ihjel.



Derfor er formuleringen om at leve med hinanden til døden

skiller fastholdt i vores nye vielsesritual - også selvom ordene i

sig selv er mindre end 150 år gamle. 

Men læg så også mærke til, at I ikke lover at elske hinanden

evigt - løftet drejer sig om at leve med hinanden i gensidig

kærlighed og respekt "indtil døden skiller jer". Ingen kan love at

elske evigt, men man kan godt forpligtige sig til at ville leve

udsat for den andens kærlighed - ja, i løftet ligger også viljen til

at afvente på at kærlighedens genkomst, hvis man en tid er

vokset hver sin vej. 

Denne vilje hedder trosskab og troskaben er først rigtig sig selv,

når den lever på trods.



Som det sidste, skal jeg sige:

Det kan godt være vi føler, at vor evne til at elske er uden

grænser, men det er den ikke. Alle kommer vi til kort. 

Vores tålmodighed og overbærenhed har grænser - nogens er

vide, andre er snævre, men grænser vil der altid være.



Derfor giver det også mening at komme til kirken med både

ængstelse og håb for det ægteskab, man står overfor at skulle

indgå, og her lægge begge dele frem for Gud og bede om hans

velsignelse. 

For det er, hvad en kirkelig vielse er - en gudstjeneste, hvor vi

beder Gud velsigne kærligheden, så den ikke visner bort, men til

stadighed vil vokse og bære gennem livet.



Og når I så en dag kommer til kort overfor jeres egne evner, da

har I altid muligheden for at vende jer mod ham, der er

kærlighedens uudtømmelige kilde. For hans kærlighed omfatter

også den barmhjertighed og tilgivelse, som er det eneste, der

kan overskride vores begrænsning til at elske. 



Eller sagt med andre ord: Den Kristi Lov, som vi hørte om for

et øjeblik siden, er ikke bare et tvingende krav, men en gave, I

får givet at leve i. 

I Jesus Kristus møder vi den fuldkomne og evige kærlighed, der

også bærer, når vi kommer til kort. 

Som han tilgav, skal I også tilgive hinanden; I dag, i morgen,

hver dag - hele livet, ja, til døden jer skiller. 

Og med dette tilgivelsens sindelag er I nu bundet til hinanden

med fuldkommenhedens bånd - det bånd, som skal forene og

holde jer sammen i både gode og svære tider - og som tillige vil

give jer meget sammen.



Hjerteligt tillykke.