Kære brudepar!



Den jødiske forfatter, Martin Buber, fortæller et sted om den

fromme Rabbi Jonatan fra Warszawa.

En nat har Rabbien en drøm. Han drømmer, at der under en bro

i nabobyen Krakow ligger en guldskat begravet.

Straks han vågner, pakker han alt og begiver sig på vej. 

Efter nogle dages vandring når han frem til byen, men kun for at

opdage, at broen er svært bevogtet af soldater. 

Det er umuligt for ham at komme hen til skatten.



Rabbi Jonatan bliver meget skuffet. Et par dage driver han rundt

for at finde et ubevogtet øjeblik, men til sidst får den

vagthavende officer øje på ham og råber ham an.

"Hvad laver du her? I flere dage har du kredset omkring broen -

er du en spion?"

Så må Jonatan jo fortælle, hvorfor han er kommet.

"Ha!", ler officeren, "hvis jeg skulle farte land og rige rundt

hver gang jeg drømte om en skat, så kunne jeg ikke passe min

dont. Så sent som i nat drømte jeg om en from Rabbi i

Warszawa. Han ved det ikke, men under hans kakkelovn er der

en skat begravet! Men hvem ville dog tro på det? " 

"Mange tak", sagde den fromme Jonatan, "du har været mig til

meget stor hjælp". 



Det siges at vi i disse år oplever en ny-romantisk epoke. Efter i

en periode at have været trængt i baggrunden er romantikken

nu vendt tilbage.

På den baggrund kunne det måske være spændende at finde ud

af, hvad romantik egentligt er for noget?


Det fleste vil nok være enige med mig i, at et buket roser og en

erklæring om evig kærlighed og troskab en lun sommeraften

mens solen går ned, er indbegrebet af romantik. 

De fleste mener vel også, at en film om to elskende, der må så

meget igennem, før de får hinanden, er en romantisk film.

Har man læst litteratur ved man også, at der findes en litterær

periode, som kaldes "Romantikken", og at den blev indledt i

Danmark, da Oehlenschläger skrev sit digt om "Guldhornene". I

samme periode finder vi Grundtvigs tidlige digtning, Ingemanns

salmer og H.C. Andersens eventyr.



Så mon ikke vi i det mindste har en fornemmelse for, hvad

romantik er for noget? 

Det er noget med stemninger og følelser, billeder og poesi.



For kort tid siden faldt jeg imidlertid over følgende beskrivelse

af den romantiske idé:

"Romantik er at give det almindelige høj betydning".

Eller med disse lidt mere højstemte ord:

"Romantiker er den, der er i stand til overalt at se poetisk farve

og højere betydning".

Det, som disse udsagn altså hævder, som "romantik", er evnen

til at få øje på det ophøjede bag det almindelige.



Tag nu f.eks. en buket roser. 

Hvorfor er det romantisk at få en buket roser forærende? 

Det er dog bare blomster, som oven i købet stikker og snart

drysser med tørre blade! Men bag det almindelige ligger det

dybere og mere betydningsfulde;

Rosen er tegnet på det, der binder mennesker sammen. Kan vi

ikke udtrykke vores kærlighed på anden måde, kan det ske

gennem et symbol - den rose, der blot er en ganske almindelig

blomst, er samtidig bærer af kærlighedens  ubegribelige magt.



Ligeledes med kærlighedsfilm. 

Den handler ofte om almindelige mennesker. 

Netop det almindelige griber os, fordi vi kan identificerer os

med det, og bag om og under det almindelige ligger drømmen

om den kærlighed, vi alle længes efter at møde. 

Men skal den være mere end drøm, må kærligheden

nødvendigvis findes og leves ud i det almindelige og nære.



Og det var da også netop det, den fromme Rabbi Jonatan erfa-

rede på sin vandring mellem Warszawa og Krakow. 

Det, han søgte, lå hele tiden under hans egen kakkelovn.

Dagligt gik han op og ned af den, drømte sig langt væk, 

men så det ikke, før en anden fortalte ham om sin drøm.



Og måske I også kender denne fortællings modstykke? 

Det er fortællingen om krukken med guld for enden af

regnbuen. Går man på jagt efter den, er man dømt til at lede

evigt. En sådan søgen er ikke lykken - det er helvede!



Det bryllup, I fejrer i dag, må godt være romantisk, men I skal

vide, at det ikke er rammerne, der skaber romantikken.

Det er ikke kirken, de smukke salmer og blomsterne, 

det er ikke alt det usædvanlige og specielle, I har arrangeret til i

dag, der i sidste ende kan gøre jeres forhold romantisk. 

Tværtimod - forestil jer dagen i dag gentaget hver dag de næste

25 år - så fik I hurtigt nok, vil jeg tro!

Nej, den romantik, der skal bære og forny jeres forhold, den

ligger først og fremmest gemt i erkendelsen af, at det ophøjede

og betydningsfulde allerede findes i jeres dagligdag, i det helt al-

mindelige - og tilgiv mig udtrykket; det trivielle - det, der

kommer igen og igen. 

Det er billedligt talt under den tunge og besværlige, men altid

lune kakkelovn, I finder lykkens guldskat.



Til sidst blot dette:

Kristendommens tale om kærlighed er ikke romantisk!

Tværtimod er bibelens tale karsk og realistisk. 

Vel rummer bibelen også højstemt kærlighedsdigtning,  

- f.eks. Højsangen i Det gamle Testamente - 

men skal Ny Testamente sige noget om, hvad kærlighed er,

fortælles om et menneske, der med sit liv og gennem sin død

aldrig gik på kompromis med kærligheden. 

Kærligheden her er hverken en ide, stemning eller følelse, men

et levet liv - et menneske, der elsker indtil døden.

Det er evangeliernes beretning om Jesus, jeg tænker på.



På én måde, nemlig i den forstand, at det er bag det almindelige

vi skal finde det dybe, kunne hans liv måske godt kaldes

romantisk, men her falder begrebet fra hinanden. 

For der er ikke megen romantik i det, vi kender som Jesu li-

delseshistorie.

Alligevel klinger det med, at netop gennem dette menneskes liv

åbenbares den fuldkomne kærlighed.



Det er om hans realistiske og hverdagsnære kærlighed, at

Paulus skriver;

"Bær hver andres byrder, således opfylder I Kristi lov.....

Bær over med hinden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget

at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.

Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuld-

kommenhedens bånd".



Når Paulus kalder kærligheden for fuldkommenhedens bånd, er

det ikke vores, men Jesu kærlighed, han taler om.

Vores kærlighed er langt fra fuldkommen og derfor må vi

dagligt sætte vores håb til, at vi er i stand til ikke blot at elske,

men også at tilgive den skyld, som vi uværligt pådrager os i

forhold til hinanden. 



Det kan godt være et hårdt arbejde. 

Netop da bliver selv de mindste tegn og symboler vigtige,

og dermed er det også klart, at begge dele - både romantikken

og det seje træk for at få hverdagen til at hænge sammen - hører

med i et parforhold. 



Så når I engang kommer hjem til den daglige trummerum er det

godt med roser og lune sommernætter 

- og jeg håber, I får mange af begge dele - 

så håber jeg også, at I vil være i stand til at bruge en skovl, så I

kan grave dybt under kakkelovnen og der finde den skat, som I

behøver i jeres fortsatte samliv og ægteskab! 



Hjerteligt tillykke med dagen!