Kære brudepar!



Der er en, der engang har sagt, at "kærlighed er et eventyr".

Hvad enten han nu mente, at kærligheden ikke var virkelig, eller

om han i stedet ville sige det stik modsatte, nemlig at

kærligheden dybest set er det eneste sandt virkelige, vi kender,

så vil jeg her i dag på jeres bryllupsdag gerne holde fast i temaet

"den eventyrlige kærlighed".



H.C. Andersen har som bekendt skrevet mange eventyr.

Jeg håber, I kender det, der hedder "Snedronningen" - under

alle omstændigheder fortæller jeg det her i korte træk.

Eventyret består af en indledning og fire kapitler.



I indledningen berettes der om Djævelens troldspejl, der har den

egenskab, at "alt godt og smukt, som spejledes deri, svandt

sammen til næsten ingenting".

Det var et ægte troldspejl, fordi det vendte alting på hovedet.

Alt sandt blev falskt og alt falsk fremstod som sandhed.



Dette fortryllede og fortryllende spejl gik nu i tusinde stykker,

der alle fløj gennem luften og spredtes over hele jorden. Hvor

en splint landede i et menneskes hjerte, fik det den følge, at

vedkommende fra nu så alting forvrænget og spejlvendt.

Det var forhistorien. Nu begynder det egentlige eventyr - det,

der handler om Kay og Gerda.



Kay og Gerda er to menneskebørn, der lever i en barnlig og

uskyldsren verden. De lever ægte og tæt knyttet til hinanden i

en tilstand, der af H.C. Andersen skildres som et eventyragtigt

paradis uden ondskab og falskhed. Symbolet på denne tilstand

er Gerdas roser, der vokser i en lille altankasse oppe på taget:



"Roserne blomstrede den sommer så mageløst; den lille pige

havde lært en salme, og i den stod der om roser, og ved de

roser tænkte hun på sine egne. Og så sang hun med på salmen:

"Roserne vokser i dale,

 der får vi barn-Jesus i tale".".



Denne paradisiske tilstand varer dog ikke længe.

Eventyrets andet afsnit indledes med Kays pludselige udbrud:

"Av, det stak mig i hjertet! Og nu fik jeg noget i øjet!".



Straks ved vi alle, hvad der er sket. Kay har fået en splint af

Djævelens troldspejl i øjet og fra da af kan han ikke længere

holde ud, at se på Gerdas roser:

"De er i grunden ækle", udbryder han og sparker til dem.



Det, der nu er sket for Kay, er ganske enkelt, at kærlighedens

eventyrlige verden dør og uden den forvandles livet til realiteter

og benhårde fakta.

Kays hjerte fryser til is og han er ikke længere i stand til at se

noget som godt, hverken i Gerda eller hendes roser.

I stedet følger han nu Snedronningen til hendes iskolde verden,

der, hvor kun det at kunne den store tabel, betyder noget  -

kærligheden er derimod et eventyr uden virkelig betydning.



Men sådan kan og må det jo ikke ende. Så ville det jo ikke være

et eventyr, men derimod en tragedie.



Derfor handler tredje afsnit om Gerdas søgen efter Kay.

Gerdas kærlighed er nemlig ikke forsvundet. Hendes hjerte er

fortsat varmt og hun er parat til at gå gennem kulde og is for at

finde sin elskede Kay.



Da hun finder ham i Snedronningens Rige - iskold og

ubevægelig af kulde - er det hendes varme og kærlige tårer, der

ene af alt er i stand til at tø hans frosne hjerte op og få

troldsplinten til at glide ud.

Da det sker, slår Kay øjnene op og genkender Gerda. De to slår

armene om hinanden og græder, men nu af glæde.

I sidste og fjerde afsnit skildrer H.C. Andersen, hvordan verden

omkring de to menneskebørn forvandles, mens de sammen og

hånd i hånd vandrer hjem til barndomslandet:



"Som de nu gik, var det et dejligt forår med blomster og grønt;

kirkeklokken ringede, roserne fra tagene blomstrede.

Bedstemor sad i Guds klare sol og læste af Biblen: "Uden I

bliver som børn, kommer i slet ikke ind i Guds Rige". 

Da så Gerda og Kay på hinanden og forstod med ét de gamle

salmelinier:

"Roserne vokser i dale,

 der får I barn-Jesus i tale".".



Dette var blot et eventyr. Om det siger sandheden om vort liv,

det må vi hver især afgøre os for.

Selv er jeg ikke tvivl om, at eventyret om Snedronningen

indeholder noget, som både er sandt og uundværligt for os alle.

På sin måde fortæller det os, at kærligheden er den stærkeste og

eneste virkelige magt i verden. Kun kærligheden er i stand til

overvinde det, der skiller mennesker fra hinanden, når de har

fået en troldsplint i øjet - og hvem har ikke det?

Men dette er jo kun en påstand. At kærligheden er det eneste

sandt virkelige, vi kender, er noget, vi kan tro og føle os

overbevist om, men bevise det kan vi aldrig.

Tværtimod ser det oftere ud som om det er kærlighedens

modsætning, der har de fleste statistikker og store tabeller på

sin side. Hvis vi vil stå op imod Snedronningens kolde og

barske virkelighed, må vi trodse, hvad vi ved, og trodsigt tro på

det, vi håber er sandt.



Når jeg i dag har valgt at tage udgangspunkt i eventyret om

Gerda og Kay, så er det bl.a. fordi jeg tror, mange kan nikke

genkendende til dets indhold.

Eventyret fortæller en historie og lægger dermed ord på nogle

erfaringer, som vi alle kender til;

Vi har alle haft øjeblikke af uspoleret lykke og vi kender alle til

de tider, hvor vort hjerte er frosset til is og vi ikke kan nå

hinanden pga. kulden imellem os.

Det som eventyret da kan, er at fastholde os på kærlighedens

magt som den stærkeste og eneste virkelige. Når alt er dødt,

kan det minde os om, at kærligheden kan bringes til live igen, så

vi atter ser hinanden ind i  øjnene og bekræftes i at vi stadig

hører sammen.



Dette var, hvad jeg gerne ville med eventyret om Snedron-

ningen. Det var - om jeg så må sige det - blot et borgerligt ord

med på vejen.



Når I i dag er kommet til Jersie Kirke er det imidlertid ikke kun

for at lytte til et nok så sandfærdigt eventyr.

Som indledning til jeres ægteskab har I valgt at invitere familie

og venner til denne gudstjeneste med musik og salmesang, bøn

og tak til Gud, dåb samt et kirkeligt ord fra præsten. 



Alt dette er jo ikke nødvendigt for at indgå ægteskab. 

I kunne jo have valgt at lade borgmesteren give jer "det bor-

gerligt ord" med på vejen.



Men hvad er da forskellen på det borgerlige og det kirkelige

ord, når man påbegynder et ægteskab?



Det borgerlige ord, er de ord og erfaringer, vi alle med god vilje

kan finde frem til. Også den erfaring, der kommer til udtryk i

eventyret om Snedronningen, er i den forstand et borgerligt

eller menneskeligt ord om kærlighedens virkelighed.



Det kirkelige ord er derimod det eller de ord, der kommer til os

fra Gud, og som vi aldrig - uanset hvor meget vi anstrenger os -

ville kunne sige os selv. Vi kunne ikke komme på det, fordi vi

ganske enkelt ikke har erfaringer for dets virkelighed.

Hvad vi kan er alene at komme til det sted, hvor dette ord lyder,

lægge alle vore tanker og håb frem og lytte til det forkyndte

ord, som en tale rettet mod netop os.



I en vis forstand er dette kirkelige ord meget mere end bog-

staver, lyde og sprog. I sidste ende er Guds ord til os nemlig

virkeliggørelsen af Gerdas søgen efter sin Kay. 

Sagt på denne måde kan eventyret om Snedronningen læses

som illustration af udsagnet om, at Jesus Kristus er Guds

levendegjorte kærlighedserklæring til mennesker.



Om denne Guds egen kærlighed, som i flg. den kristne tro og

bekendelse var parat til at gå gennem både ild og vand for at

finde og befri mennesket, skriver evangelisten Paulus i sit første

brev til Korinterne:

Kærligheden er tålmodig,

kærligheden er mild, 

den misunder ikke,

kærligheden praler ikke,

bilder sig ikke noget ind.

Den gør intet usømmeligt,

søger ikke sit eget,

hidser sig ikke op,

bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten,

men glæder sig over sandheden.

Den tåler alt,

tror alt,

håber alt,

udholder alt.

(1. Kor. 13. v.4-7).



Når vi hører disse ord, fristes vi næsten til at spørge, hvem der

er i stand til at leve op til disse ord? Er det overhovedet muligt?



Nej, svarer den kristne forkyndelse og ethvert menneske, der

kender sig selv godt nok til også at turde se sine skyggesider i

øjnene. Nej, det magter vi ikke.

Men det, Paulus her skildrer, er heller ikke vores, men derimod

Guds kærlighed, som den kom til udtryk i Jesus Kristus. 



Alligevel er det muligt at hente kraft og mod fra sådanne vers,

så sandt som den menneskelige kærlighed ikke er isoleret fra,

men netop en spejling af Guds egen kærlighed.

Derfor fortsætter Paulus sammen sted med disse ord:



Endnu ser vi i et spej, i en gåde, men da skal vi se ansigt til

ansigt.

Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud,

ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

(v. 12-13).

Netop fordi vores kærlighed ikke er fuldkommen, men ofte delt,

må den til stadighed følges af det milde og tilgivende sind, som

Gud allerede har vist os gennem sin kærlighedserklæring i Jesus.



For det er netop i dalene - også de følelsesmæssige nedture, at

kærligheden skal vise sig som den stærkeste magt.

Som eventyrets Gerda synger:

Roserne vokser i dale,

der får vi Barn-Jesus i tale.



Med disse ord, både de borgerlige og de kirkelige, ønsker jeg

jer tillykke og Guds velsignelse over jeres ægteskab.



Amen.