Når der holdes bryllup, blir der også holdt fest.

Når der holdes kirkebryllup, er det også en del af festen.

Orglet har spillet. Vi har sunget, og som den første har jeg det

privilegium at holde tale for jer.



Udgangspunkt for det, jeg vil sige, har jeg fra en sang, 

I sikkert kender og måske også har sunget og danset til

sammen.

Det er Lars Lilholts sang om kærligheden med det dejlige

omkvæd, der lyder sådan her;

Kald det kærlighed, 

kald det li´, hvad du vil.

Der findes ingen ord, der helt slår til,

så kald det lige, hvad du vil.



For naturligvis skal der tales om kærlighed i dag-hvad ellers?

Men kærligheden er ikke let at få hold på - og slet ikke at sætte

ord på. Kærligheden opstår og lever, og vi lever i dens lys og

varme, men det sker ikke af sig selv.

Kærlighed er også noget, vi til stadighed skal arbejde for, og det

er vi - hvis vi da ellers tør indrømme det overfor os selv og

andre - ikke altid er så gode til. Vort forhold til kærligheden er

tvetydigt - ikke til at få rigtigt hold på.

Denne tvetydighed skinner gennem i Lars Lilholts sang. Måske

han skrev den af bitter erfaring eller måske han har læst sig til

det? - Jeg tror det første.



Den handler om kærlighedens muligheder og faldgruber - om

hvordan vi kan give kærligheden gode livsbetingelser og

hvordan vi hurtigt sætter den over styr igen:



Fortæl mig ikke, hvad jeg skal og bør,

fortæl mig om dig selv, hvis du tør.

Giv mig frit valg og giv mig et hjerte, jeg kan rør,

gi´ en chance for at tale før du går,

det du fortier slet ingen chance får.



I krig og kærlighed gælder alle kneb, siger man, men det er kun

delvist sandt. Kærligheden kan ikke tvinges og den man elsker,

kan man ikke stille overfor kravet om at elske.



Kærligheden lever kun i det frie rum, hvor den er en gave, 

vi i frihed skænker den anden - ikke en forventning, som skal

honoreres.

Her tæller intet andet end det ubetinget at giver sig selv. 



Vi to kan overleve næsten alt

undtagen det, der aldrig rigtigt blir´ fortalt,

tag mig ikke som et gidsel, tag mig helt og ikke halvt,

for at elske rigtigt skal jeg være nøgen.

En drøm, der forblir´ en drøm er kun en løgn.



Kærligheden er stærk, men ikke usårlig. 

Løgn og fortielse er tilsammen som en mistelten, der til sidst

tager livet af det, der i begyndelsen ser så lovende ud.

Heller ikke de, der elsker hinanden, er usårlige - tværtimod. Når

man elsker en anden, gør man sig nøgen og sårbar. 

Derfor er den elskede også den, man kan gøre allermest skade -

både bevidst og uforvarende. Har man først givet hinanden

hjerte, sind og krop, lever man livet i hinandens hænder - og

hænder kan både kærtegne og slå ihjel.



Derfor er det også et stort ansvar, I tager på jer, når I vælger at

dele livet med hinanden. I kan ikke altid begge være på toppen

og fra tid til anden vil I hver især have brug for at trække jer ind

i sig selv og være alene. Det betyder ikke kærlighedens død,

men det betyder derimod, at den som alting også skal hvile for

at kunne vokse. 



La´ mig være lidt alene med mig selv -

jeg vil ha´ dig alligevel.

Jeg vil ha´ en gave - ikke handel, ikke gæld,

det er for let at gå fra kærlighed til had.

La´ os da prøv´ at skille det ad.



Kærligheden er en gave, vi gir´ til hinanden - den er ikke et

handelsobjekt, som vi forlods kan beregne udbyttet af. 

Der findes tider, hvor den koster mere end den gi´r - hvem ved,

hvor længe vi har godt helbred og et klart sind? Bliver en ramt

af sygdom, må kærligheden også kunne bære det.



Så meget - og måske meget mere end det - kan der siges om

den kærlighed, I bekræfter og forpligter jer på overfor hinanden

i dag. 

En sådan tale kunne andre også have holdt, for som Lars Lilholt

siger det, findes der ikke de ord, der helt slår til, når vi skal give

kærligheden navn. Vi kan kalde den, hvad vi vil, for vore ord

forbliver fattige og begrænsede i forhold til den virkelighed,

kærligheden skænker os at leve i.



Men når det nu er kirkebryllup, I har valgt som indgang til jeres

fortsatte samliv med hinanden, så vil jeg som præst alligevel

vove at sige mere om kærligheden end det, vi indtil nu har hørt.



For når den kærlighed, Lilholt synger om, kan kaldes "lige hvad

vi vil", er det jo fordi det er vores menneskelige kærlighed, han

taler om, og fordi den al storslåethed til trods ikke altid så

entydig og klar, som vi gerne ville ha den til at være. Vi kan alle

elske, men i vores kærlighed til hinanden kommer vi også til

kort. Som Lars Lilholt siger det, er det let at gå fra kærlighed til

had. Af en eller anden grund kan vi ikke altid skille de to

forhold ad - vi blander dem sammen og kommer til at skade

hinanden, fordi vi giver kærligheden tvetydige navne.

I modsætning hertil har den kærlighed, vi taler om i kirken et

navn, som ikke er til at tage fejl af. Kærligheden og den

virkelighed vi møder den gennem hedder: "Jesus Kristus".



Som solen, der stiger op i øst, og bringer lys og liv og lyst til

alle mennesker, sådan bekender vi i kirken Jesus som Guds

klare og entydige erklæring af kærlighed til mennesker. 

Fra Paradiset og det lysets hjem, vi ikke længere lever i, kom

han til verden, blev født i Betlehem og levede blandt mennesker

indtil de - provokerede af hans uforbeholdne kærlighed - slog

ham ihjel på et kors og begravede ham i en klippehule. Men

hans kærlighed var stærkere. På korset bad han for sine fjender

- hans kærlig var stærkere end menneskers had og derfor

oprejste Gud ham fra døden. 



I hans kærlighed møder vi en virkelighed, der langt overgår,

hvad vi kan præstere overfor hinanden. Ham kan vi søge til, når

vi har spillet fallit overfor hinanden, og når vores kærlighed af

den ene eller den anden grund er gået i koma.



Hvad Lars Lilholt med søgende og famlende ord søger at få

sagt, siger Paulus med klar henvisning til Jesu kærlighed:



"Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov.....

Bær over med hinanden og tilgiv hinanden,

hvis den ene har noget at bebrejde den anden.

Som Herren tilgav, skal I også gøre".



Hvis Jeres samliv med hinanden skal lykkes, må I lære at tilgive

hinanden. Det vil ikke blot ske en gang eller nogle enkelte gang,

men behovet for tilgivelse og gentagelse af det ja, som I giver

hinanden i dag, vil være dagligt og uden ende.

Dette ja, som I gir hinanden, vil blot være det første af mange,

og jeg håber, I aldrig bliver trætte af at gentage det for

hinanden.



Og til sidst vil så læse det sidste af Paulus´ formaning, som altså

også gælder jer:

"Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er

fuldkommenhedens bånd".



Hjerteligt tillykke med dagen.