Men hvorfor var alle så ikke begejstrede, når de så Jesus helbrede. Hvordan kunne nogle, og endda de, som skulle have forstand på tro, farisæerne, hvordan kunne de anklage Jesus for at stå i ledtog med djævelen.
Det er helt nutidigt. Jeg hørte fra en præst her i Haderslev, at en skoleklasse havde bedt hende komme og fortælle om satanister, altså de der dyrker Satan. Der var nemlig nogle elever i klassen, som kaldte sig selv satanister. Og det var de andre blevet lidt urolige over. Der er ganske få satanister i Danmark. Men de vil ikke svare på, om de har på deres program at ødelægge kirkegårde osv.
Hvordan kunne nogle på Jesu tid sige om ham, at han var satanist. De må have ment, at han var farlig. Måske var det fordi man dengang regnede sygdom for en straf fra Gud. I vore dag bliver syge passet og plejet. I vore dag kan sygdom give fysiske og psy- kiske smerter. Men dengang kom desuden, at de syge var overladt til sig selv og var i en elendig forfatning. De lamme sad i laser og blev ikke vasket. De var ækle. De spedalske fik ikke renset deres sår. De blinde så ud som umennesker. Og de almindelige folk tænkte, at det var som det skulle være. Det var Guds straf og en lære for alle at man skal holde Guds bud, ellers går det galt. Man gav vel lidt penge til tiggerne, og templet delte ud til de fattige.
Men det er måske ikke et tilfælde, når vi i biblen hører at blinde og lamme sad uden for tempelporten og tiggede. Grunden var selvfølgelig, at der kom mange mennesker ind i templet. Men den virkelig grund var, at de usle mennesker slet ikke måtte komme ind i templet. Hvis de forsøgte, blev de standset i porten og sendt ud. For Gud vil ikke have med urene og halve mennesker at gøre, mente jøderne.
Jesus hjalp de usle. Det var at vende op og ned på både religionen og de sociale forhold. Hvem hjælper Gud? Farisæeren ville uden tøven svare: " Gud hjælper den retfærdige og straffer den uretfærdige." Jesus sagde: " Gud hjælper den uretfærdige." Og nogle gange så det endda ud som om Jesus mente, at Gud straffer de retfærdige, i hvert fald dem, der mener at de selv har opbygget deres retfærdighed.
Hvad mere er. Når Jesus helbredte, så var det ikke kun fordi han havde medlidenhed med det enkelte menneske. Jesus så sine undere som led i en kamp der var igang og hvor Gud snart vil sejre og Guds rige vil bryde frem som morgensolen. Nu ser vi de første lysstråler over horisonten. Nu er tiden, hvor Guds herlighed åbenbares og den onde trædes under fode. Begyndelsen, glimtet af det herlige ser vi i Jesu undere og i hans opstandelse. M.A.B.