Kære Brudepar!



På jeres og jeres gæsters plads ligger der et billede, som jeg

beder jer tage frem og kigge på.

Som dagens brudepar får I udgaven i farver, mens alle andre må

nøjes med en sort/hvid fotokopi.



Billedet er ét træsnit ud af en serie med titlen "De seks ska-

belsesdage" skåret af den tyske kunstner Walter Habdank. 

Det billede, I har foran jer, skildrer den 6. skabelsesdag - den

dag, hvor Gud i flg. den første af de tekster, vi netop har lyttet

til, skabte dyr og mennesker.



Inden jeg siger mere om netop dette billede, vil jeg gerne

fortælle noget mere generelt om Habdanks bibelske billeder.



I hans billeder er mennesket det centrale motiv, hvorfor han

altid selv kalder dem for "Menneskebilleder".

Når Habdank skildrer mennesker, gør han det både enkelt og

med stor indføling. 

Alt overflødig skæres bort, så næsten kun de nøgne skikkelser

står tilbage.

De mennesker, han skildrer, er ikke umiddelbart skønne og

smukke - snarere vil nogen måske finde dem rynkede og

hærgede - på en gang både som et nyfødt barn og et meget

gammelt menneske. 

Hans ideal svarer på ingen måde til den moderne reklame med

de evigt unge og effektive verdenserobrere, der ligefrem har

valgt "ikke at blive fede"! 

Nej, Habdanks mennesker har levet og har i livet gjort

smertefulde erfaringer. 

Deres skønhed er ikke overfladisk, men ligger dybt gemt bag de

gode såvel som negative erfaringer, de har mødt i livet.



Selv kalder han sine billeder for realistiske; Han skildrer

mennesket i dets fundamentale nøgenhed og svaghed.

Det er tydeligt, at hans mennesker ikke er dannet af drømme og

luftige idealer, men er skabt af jordens muld og dermed deler

vilkår med alt andet skabt og forgængeligt.



Og nu til selve billedet:

I, der har fået mine farvekopier, lægger nok først mærke til

farverne i billedet - brune, røde, grønne, blå og orange - klare,

livsbekræftende og varme farver.



Dernæst ser I to mennesker - klart fremhævede og karakte-

ristiske i deres fremtoning. 

Om disse to personer kan vi iagttage flere ting:

For det første er de skildret som ét med naturen, samtidig med

at deres plads i billedets forgrund sætter dem i en særstilling. De

er skabt sammen med de øvrige skabninger, men i deres

særstilling er de forbundet med et særligt ansvar for alt det

skabte.



For det andet skildres de som tæt forbundne; 

Selvom vi ser to ansigter, optræder de med én skikkelse og ét

sæt fælles hænder. 

På den måde søger Habdank at videregive den dobbelthed, der

ligger i skabelsesberetningens ord, når det siges at "Gud skabte

mennesket i sit billede - som mand og kvinde skabte han dem".



For det tredie skildres både de fremrakte hænder og de åbne

øjne overdimensionerede, ja næsten overnaturligt store i forhold

til resten af kroppen. 

Om det sige kunstneren, at han tegner ligesom barnet; 

ikke naturalistisk, men sådan, at det, der betyder mest, også fyl-

der mest. Dermed er angivet, at det vigtigste i hans billeder

netop er mennesket med åbne sansende øjne og fremrakte mod-

tagende hænder.



Men læg så også mærke til, at de to ikke på romantisk vis har

deres øjne vendt mod hinanden, men derimod udad, fremad og

opad. 

De står ikke henfaldet i dyb beundring af den anden. 

Nej, sammen er de opslugt af den verden, der omgiver dem. 

Deres øjne er i fællesskab åbne for livets under og deres sind er

rettet mod den Gud, der står bag alt. 

Deres hænder er løftet i både forundring og i tilbedelse.



I denne undrende modtagelse af livet er de to blevet ét, 

og i denne forening rækker de langt ud over, hvad de er og kan

være i sig selv - hver for sig eller sammen. 

De to er tilsammen og i forening "Mennesket" i dets skabthed;

på samme tid utroligt sårbart og uendeligt ophøjet og stort.



Havde vi nu også haft billedseriens første træsnit, ville vi der se,

hvordan Gud selv ikke blot er afbilledet i form af et strålende

lys, men også fremstilles med to hænder, der nænsomt og

kærligt rækker fra himlen ned mod jorden.

Så når det i skabelsesberetningen siges, at Gud skabte men-

nesket i sit billede, da fornemmer vi umiddelbart, at forbindelsen

mellem Gud og hans skabning ligger i lyset, der reflekteres og

med de åbne øjne sanses i skaberværkets mangfoldighed, og at

ligheden kan udtrykkes ved de givende og modtagende hænder,

der beskytter det skabte. 

For netop deri ligger ligheden mellem Gud og mennesket; 

at vi kan se og omfatte andre med kærlighed. 

Så meget om Walter Habdanks "Menneskebilleder".

Da vi for en tid siden talte sammen, slog det mig, at netop dette

billede evnede at fastholde det indtryk, jeg fik af jer, samtidig

med at det måske også kunne være til inspiration for jer selv.



Selv gav I udtryk for, er I på én gang meget forskellige og ser

dog ens på mange ting. 

Med jeres temperament, supplerer I hinandens svage og stærke

sider ligesom I er enige om vigtigheden af, at kunne tale jer

gennem uenighed.

I har begge en alder, hvor I har haft tid til at sortere jeres er-

faringer - skille det ud, som ikke fører videre, og nu turde satse

så meget mere på det, som skal holde jer sammen.

Endelig er ingen af jer bange for at tage vigtige beslutninger og

stå ved det, som I sammen har sat jer for.



Og frem for alt fornemmer jeg, at I har samme syn på frihed - at

friheden er nødvendig for at et forhold kan udvikle sig. 

Men friheden står ikke alene. Frihed skaber om sig et rum, hvor

der er plads til ærlighed og respekt - det, der er selve grundlaget

for give og modtage fra andre. 

Og det er vel netop det, som man helst vil møde hos andre, og

som man skal turde give fra sig, hvis man kan. 

For det er en erfaring, mange har gjort, at det man gir, også er

det, man får igen - ikke bare som en mekanisk lovmæssighed,

men som en gave, der bliver større ved at blive delt.



I det, jeg indtil nu har sagt, har jeg ikke nævnt anledningen til,

at I har samlet familie og venner i dag.

 

Og dog; I Billedet af Adam og Eva med de åbne øjne og de

fremrakte hænder ligger også et billede på den kærlighed, I i

dag lægger ind i ægteskabets institutionelle ramme, men

egentligt tror jeg ikke, I oplever det, der sker nu, som en om-

væltning i jeres indbyrdes forhold. 



For ligesom I det sidste års tid gradvist er vokset tættere

sammen, har I fastholdt, at ærlighed og respekt også indebar et

ansvar for at tage vare på hinanden - og på Amanda, som fra

begyndelsen har været en vigtig del af jeres forhold.

Heri er der intet nyt, men hvorfor skulle der også være det?

Hvorfor skulle der være modsætningsforhold mellem ansvar og

frihed? Er de ikke i stedet hinandens forudsætning? 

For kan man vente respekt, kan man vel også give frihed - kan

man leve med fuld ærlighed, kan man vel også give plads for

forandring og udvikling - hver for sig og sammen?

Og er det i virkeligheden ikke kun det, man gør i fuld frihed,

som man kan være fuldt ansvalig for?

Svaret på disse spørgsmål kan kun I give gennem jeres samliv

med hinanden - ingen andre kan give hverken svar eller garanti

for resultatet.



Mit ønske for jer skal være, at I i de år, der kommer med jævne

mellemrum tager Walter Habdanks billede frem og spørger, om

I stadig kan genkende jer selv i dette billede. 

At I spørger jer selv og hinanden: "Er det mig - er det os?" "Ser

jeg det, du ser og føler vi stadig det fællesskab, som skal bære

vort liv sammen?" 

Og hvad så end svaret er, da giver det at se på billedet sammen i

sig selv mulighed for at starte forfra og som de to første

mennesker i verden få alting givet på ny. 



For at kunne se og modtage hinanden på ny er i sig selv en

forudsætning for at give af sig selv - både i ægteskabet og i den

verden, vi lever for at gøre lidt bedre end vi modtog den.



Hjerteligt tillykke med dagen!