Kære brudepar!



Jeg vil gerne indlede min tale til jer med lidt bibelhistorie.

Det, jeg vil fortælle om, er fra Det gamle Testamente, hvor der

fortælles om Israels historie som en lang vandring med Gud

mod det forjættede land.



Israelitterne havde i mange år været slaver i Egypten, men ved

Guds hjælp slap de ud af fangenskabet. 

Bag sig havde de det kendte, og foran sig en ukendt fremtid. 

Det eneste, de havde med sig ud fra Egypten, var Guds løfte om

et sted, hvor de skulle bo i frihed og fred - deres forfædres,

Abraham, Isaks og Jacobs land - det land, der efter sigende flød

med mælk og honning. 

Isralitterne kaldte det for "Det forjættede land" - løfternes og

håbets land.



Men meget måtte de igennem før de nåede det land. 

40 år - fortælles det - vandrede folket gennem den øde og

livløse ørken. De mødte udfordringer og problemer, som tog

modet fra dem og fik dem til at længes tilbage til kødgryderne i

Egypten.

Men Gud var med dem og kom dem gang på gang til und-

sætning. Han havde lovet at være deres Gud og føre dem til det

forjættede land, og sine løfter står han ved.



Da de endeligt nåede Kanaens land, sendte man spejdere ind for

at udforske det og de folk, der boede der. 

Da de vendte tilbage, medbragte de af landets frugter en klase

druer, der var så stor, at der måtte to til at bære den.

Så rigt var det land, som Gud havde ført dem til - langt mere

frugtbart end de havde drømt på deres lange vandring dertil!



Jeg tror, at I fra tid til anden kan have følt vejen frem til i dag

som lidt af en ørkenvandring.



Ikke at den har varet 40 år og ikke fordi det har været uden

opløftende stunder - dem har I jo sørget for at markere

undervejs, som da I blev ringforlovet - men fordi jeres tid med

hinanden også har indeholdt vanskeligheder, man ikke let finder

en løsning på.



Alligevel har I fortsat jeres vandring sammen. I har støttet og

hjulpet hinanden gennem problemerne. 

I har holdt fast i den drøm, der fra begyndelsen bragte jer

sammen, drømmen om kærlighedens forjættede land - det land,

hvis rigdom og frugter I ønskede at dele med hinanden. 

Nu står I så her på grænsen til det forjættede land.

I jeres samliv har I allerede plukket af den frugt, som I har

opdaget, man må være to om at bære og flere til at dele, nemlig

kærlighedens berusende drue. Om denne gave ønsker I nu at

holde sammen - på en gang bundet af gensidige løfter og befriet

til et fælles liv i familie og samfund. 



Men selvom kærlighedens land er rigt og skønt, findes der også

i det land bjerge, som skal bestiges, ørkener, som skal vandes,

marker der skal dyrkes, og farer, som må bekæmpes. Det

forjættede land er og bliver aldrig det rosenrøde og konfliktløse

paradis, vi ind imellem forveksler det med.



Måske det blive sværere end I regnede med - måske drømmen

blegner eller arbejdet for at holde den fast bliver så hårdt, at I

fristes til at give op. 

Skulle det ske, er det fra nu af sammen, I bestemmer den måde

og retning, I skal gå.

 

I kan gå hver sin vej og fjerne jer fra hinanden.

Eller I kan vende jer mod hinanden og sige; 

"Nej, dette er vort land, vi nåede hertil sammen og vi vil blive

her sammen. Her er rigeligt med frugter og skønhed - her er

udfordringer og opgaver, vi kun kan løse sammen. Dette er vort

forjættede land - vores kærligheds have, som vi en gang

besluttede at dele med hinanden".



Om det bliver det ene eller det andet, er der kun jer til at afgøre

- kun I kan opgive eller kæmpe for jeres drøm.

For netop i kærlighedens land må man være to om alt - både

medgang og modgang. Allerede nu bærer I hinandens liv i jeres

hænder, og fordi både glæde og sorg gør os udsatte og sårbare,

skal I tage ansvaret for hinanden alvorligt - så alvor-ligt, at det

kan synes som en umulig opgave for et menneske med svaghed,

fejl og brist.



I et af Paulus breve finder vi en beskrivelse og en lovprisning af

kærligheden. Til menigheden i Korinth skriver Paulus:

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,

den misunder ikke, bilder sig ikke noget ind.

Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget,

hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten,

men glæder sig over sandheden.

Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt." (1. Kor. 13,.4-7).



Den kærlighed, Paulus taler om, er ikke den kærlighed, vi

mennesker kan give hinanden, men Guds, som den møder os i

vor Herre Jesus Kristus.

Når den er vigtigt at have for øje, er det fordi uden Guds

kærlighed ville vores ikke eksistere. 

Guds kærlighed er det, der holder livet oppe og giver det

indhold og mening. Livet er i kærligheden, den kærlighed, hvis

væsen det er at blive delt og givet videre, og Guds kærlighed

møder vi som et glimt i hinandens kærlighed. 



Om vi aldrig bliver i stand til at elske så helt og uforbeholdent,

som Gud elsker os, så gælder det dog, at vores kærlighed er

som en spejling af hans, og skal vor kærlighed fornyes, er det

fra ham, den skal hente sin kraft.

Det er det, der sker, når vi om et øjeblik beder om Guds vel-

signelse for jer og jeres samliv . 



For som israelitterne i sin tid - også efter at de havde taget det

forjættede land i besiddelse - til stadighed fik brug for Guds

hjælp og velsignelse - sådan vil I også få brug for hans

velsignelse over jeres samliv. 

Fordi ingen er perfekte, har også I brug for at få tilsagt Guds

tilgivende nærvær i den fremtid, I ikke kender. 

Og når I endog tager munden så fuld, at I lover at elske og ære

hinanden indtil døden, er der al mulig grund til at vende sig mod

Gud og bede om hans hjælp.



Med jeres vielse i dag begynder I på noget nyt - et nyt livsafsnit

og et nyt år med hinanden. I bosætter jer i kærlighedens

forjættede land, hvor I ønsker at leve og dele livet med hin-

anden. Tør I da i dag tage Gud på ordet, kan I også i samme

åndedrag takke ham for den velsignelse, I får lov til at begynde

jeres ægteskab på, så i af hejrten lyst kan synge: 

"Nu takker alle Gud med hjerte mund og hænder".



Så gå da ind og tag landet i besiddelse med al den glæde og håb,

som livet under hans velsignelse har lov at regne med.



Tillykke med vielsen - og tillykke med fødselsdagen!