|
Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Kære Brudepar!
Vi er i september og snart går træer og marker over i de gule og
brune farver, der fortæller, at året går på hæld, sommeren er
forbi og vinteren står for døren.
Måske vi netop i disse uger gribes af vemod og tænker tilbage
på alt det dejlige, sommeren bragte os; varme, sol, glade
feriedage og udendørsliv.
Måske vi også tænker på de blomster, som nu står visne og
tørre, stedmødre, flittiglise, morgenfruer og vel ikke mindst
roserne!
Roserne glemmer vi ikke; roserne med deres røde, orange eller
gule farver, stærke i duft og stærke i kraft.
Rosen er ikke blot den ypperligste af havens blomster.
Rosen er også forbundet med det, som er større, stærkere og
vigtigere end alle verdens blomster.
Rosen er billedet på det, vi sætter over alt på denne jord;
For rosen - rosen er kærlighedens symbol og tegn.
Om rosen som kærlighedens symbol har H.C. Andersen skrevet
det eventyr, der hedder "Verdens dejligste Rose".
Det handler om en ung dronning, som ligger for døden.
Alle i riget er ulykkelige over hendes skæbne, for de vil så
nødigt miste hendes, men en af landets vise mænd siger da:
"Bring hende Verdens dejligste Rose,
den, der er Udtrykket af den højeste og reneste Kærlighed;
kommer den for hendes Øjne, før de briste, dør hun ikke."
Nu er det jo med eventyr sådan, at kender vi begyndelsen,
så kender vi også slutningen.
Når vi har hørt oplægget, ved vi også, hvordan det må gå.
Først må man lede og søge og gå så meget ondt igennem, men
til sidst finder man det, man søger.
Men det er også sådan med et eventyr, at selvom vi ved at det
ender godt, så ved vi ikke altid hvordan, det går til.
Vi ved, at rosen bliver fundet, men ikke hvordan og af hvem.
Og derfor må vi selvfølgelig høre resten for at få det at vide.
Først kommer rigets unge og gamle med de skønneste roser,
man kan findes i parker og haver, men hver gang siger den vise:
Nej, dem er det ikke.
"Fra kærlighedens urtehave må blomsten hentes."
Så begyndte skjaldene at spille og synge om deres roser - de
yndigste piger, og de største helte, som har levet, men heller
ikke dem var det, den Vise havde talt om.
"Jeg ved, hvor den blomstrer", sagde en lyksalig Moder,
der med sit spæde Barn kom til Dronningens leje...
Den blomster på de blussende kinder af mit søde Barn, når det
styrket af søvnen slår øjnene op og ler imod mig med hele sin
Kærlighed".
Men heller ikke denne ophøjede kærligheds rose var det.
Så nævnte man sorgens hvide rose, der blomster på en moders
kind, når beder for sit syge barn,
- eller troens røde rose på en ung piges kinder, når hun står for
alteret til konfirmationen og bekender dåbens pagt.
Men ingen af disse var den rose, der udtrykker den højeste og
dybeste kærlighed på jorden.
Til sidste kommer Dronningens egen søn ind i kammeret med en
opslået bog.
Tårerne løb ned af kinderne, mens han sagde:
"Moder! Hør dog, hvad jeg har læst!"
Og så satte han sig ved sengen og læste fra bogen om ham, der
døde på korset for at frelse mennesker - både de, der var, og
alle de, der senere skulle komme.
"Større Kærlighed gives der ikke! udbrød han.
Da gik der et Rosenskær over Dronningens kinder, hendes Øjne
blev så store, så klare, thi hun så fra Bogens Blade løfte sig
Verdens dejligste Rose, Billedet af den kærlighed, der
fremsprang fra Christi Blod på Korsets træ.
"Jeg ser den", sagde hun, "Aldrig dør den, som ser den Rose,
den dejligste på Jorden!"
Det var jo et rigtigt eventyr, men et rigtigt eventyr er jo ikke
kun et eventyr.
For det rigtige eventyr er også den fortælling, hvori vi ser både
lyset og skyggerne fra vort eget liv stå klarere, end til dagligt.
Selv har I i jeres liv mødt kærlighedens lyse og mørke sider.
Begge kender I kærlighedens røde rose, men I har også erfaret,
hvordan de roser, vi plukker ikke blot har dejlig duft og farve,
men også kan have torne, der stikker, så vi bløder og til tider
græder af smerte.
I ved også, at intet på forhånd er givet - at kærligheden til tider
er noget, vi må kæmpe og betale en høj pris for at nå.
Og endelig har nok også erfaret, hvor ofte vi kommer til kort.
For der er intet vi hellere vil end at elske - alligevel er det ikke
altid, vi kan, som vi gerne vil.
Men på trods af sådanne erfaringer kan vi ikke lade være med at
håbe og blive ved med at søge efter kærligheden.
Og når vi da finder den igen, er det både med ængstelse og
glæde vi giver os hen - vi genkender duften, men samtidig
frygter vi for de torne, som gemmer sig under bladene.
Men hvorfor tør vi egentligt prøve igen?
Hvorfor tør nogen love et andet menneske troskab og kærlighed
til døden skiller, hvis vi allerede har erfaret, hvor skrøbelig
kærligheden og vi selv kan være?
Det spørgsmål er I selv med til at svare på i dag.
Efter vielsen skal vi nemlig synge salmen "Den yndigste Rose er
funden".
Her taler Brorson med stærke og realistiske billeder om, hvor
indkrogede og stikkende vi til tider er overfor hinanden:
"Forhærdede tidselgemytter
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder ranke
i stoltheds fordærvede tanke" (v.5).
Og svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi alligevel tør tro og
håbe på at møde en kærlighed, der både er dyb og ren, det
angiver Brorson i det allerførste vers, hvor han skriver:
"Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro´de".
Når vi trods modgang og skuffelser alligevel tør tro og sætte
vort liv ind på kærligheden, så er det fordi vi kender
fortællingen om en kærlighed, der er større end vor egen.
Fortællingen om Jesus Kristus handler om den kærlighed, der
bestandigt sprænger alle grænser for at møde og bære os
mennesker gennem livets tornede vej.
Jesus kaldes Guds Søn, fordi han i sit liv afspejlede en kær-
lighed, som er guddommelig og derfor langt større end den, vi
kender fra vores omgang med hinanden.
Og hans budskab var, at mennesket var skabt til at elske, ikke
blot talte han om kærlighed, men han viste det med sit eget liv -
ja, helt ind i døden fastholdt han kærligheden til både venner og
fjender.
Kan vi elske, tilgive og bære hinanden byrder, da er det ikke
fordi vi har den evne i os, men fordi han har levet og som
udtryk for sin fars grænseløse kærlighed bestandigt kommer os i
møde og bærer vor kærlighed til hinanden.
Alene han er det fuldkomne bånd og som holder det sammen, vi
så ofte får til at falde fra hinanden.
Han er verdens dejligste Rose og har man først set den, dør vi
nok, men kærligheden dør ikke.
Måtte hans kærlighed bære jer i jeres ægteskab.
Tillykke med dagen!
|
|
