Kære Brudepar!



I det sidste af de uddrag, jeg netop har læst, taler Paulus om

kærligheden som "fuldkommenhedens bånd".

Dermed mener han nok ikke, at den, der elsker, er uden fejl,

eller at kærligheden ikke kan komme til kort. 

Derimod taler han snarere om, at kærligheden er i stand til at

overskride og overvinde alle fejl - både hos den, der elsker, og

den, der bliver elsket.

For skulle kærlighed fører til fuldkommenhed, så burde blot et

enkelt blik på den verden, vi har omkring os, få os til at indse, at

noget er rivende galt: Enten er der alt for få, der elsker, eller

også er deres kærlighed meget lidt fuldkommen! 



Nu kunne man imidlertid lige så godt vende det 180 grader om

og spørge, om ikke de små glimt af kærlighed og godhed, vi

trods alt møder hos til hinanden, netop viser os en kærlighed,

der er mere fuldkommen end de, der elsker.

Når kærligheden - både som børn og som voksne - trods alt er

det, der skænker os liv og lykke, så siger det mere om

kærligheden end om os, der møder den. 

For kærligheden kan godt være fuldkommen selvom de, der

elsker, ikke er - og aldrig bliver det.

Nu ved jeg godt det måske lyder underligt, at tale om kærlig-

heden løsrevet fra de, der elsker - som om kærlighed var noget

over eller udenfor mennesker?

Men det mener jeg faktisk den er - og jeg tror, at al erfaring

bekræfter det.

Ja, jeg tror faktisk, at også I har oplevet den kærlighed, der

binder jer sammen, som noget, der er kommet til jer udefra jer

selv - som en gave, om hvilken I hver især forundret kan

spørge: Har jeg virkelig fortjent det?



Nu er det ikke forelskelsen, jeg taler om.

Om forelskelsen kan der siges meget:

Visse psykologer sætter den i kategori med en let grad af

"sindssyge" - andre kalder den "en kompenserende fascination

af de egenskaber hos den anden, som man ikke selv besidder",

hvorfor det ofte er meget forskellige personer, der forelsker sig

i hinanden.

Forelskelsen retter altså min opmærksomhed mod den person,

som kan gøre min erfaringsverden mere hel.



Der er imidlertid det problem - og husk at et hvert problem

tillige også er en udfordring - at forelskelsen kun retter sig mod

visse at modpartens egenskaber - ikke dem alle. 

I takt med at man lærer hinanden at kende, opdager man til sin

overraskelse, at den, man har forelsket sig i, ikke er den, man

først troede - eller rettere; er blevet anderledes. 

"Hvorfor har du forandret dig?", spørger man, mens sandheden

blot er den, at man nu ser hele personen og ikke blot udvalgte

sider af hans eller hendes egenskaber.



Her er vi ved det punkt, hvor forelskelsen må udvikles eller

forvandles til kærlighed, og hvor det afgørende ikke længere er

fascinationen af den anden, men viljen til at se og med åbne øjne

elske hele den person, man har forelsket sig i.

Og dermed er vi også der, hvor kærligheden må vise sig som

det, der er større og stærkere end os selv, når vi opdager, at

både den, jeg elsker, og jeg selv har langt flere fejl og mangler

end vi selv troede. 



Kristendommen har den forståelse, at vi mennesker er skabt til

at leve i kærlighed i så at sige to dimensioner: 

Kærlighed til Gud og kærlighed til medmennesket. 

Som mand og kvinde er vi tillige skabt med mulighed for at

opleve vores individualitet beriget i mødet med vores partner.

Som mand og kvinde skabte Guds mennesket med mulighed for

at møde kærligheden hos et andet menneske, men myten om

syndefaldet fortæller tillige at det kun blev delvist realiseret. 

For syndefaldsberetningen handler jo netop om mistillid mellem

to, som var skabt til fuldkommen tillid og kærlighed.

Ja, ikke blot skabte Gud os til kærlighed, han genskabte også

kærligheden, da den viste sig ufuldkommen.

Det er nemlig indholdet i påstanden om, at Jesus som Guds Søn

levede et liv i fuldkommen kærlighed til mennesker.



Når Paulus derfor taler om kærlighedens fuldkomne bånd, er

det ikke fuldkomne menneskers perfekte evne til at elske, men

derimod den kærlighed, vi møder i Jesus Kristus - en kærlighed,

der fastholder viljen til kærlighed selv hvor den elskede ikke er

særligt elsk-værdig.

I lyset af hans kærlighed - en kærlighed, der holder fast og altid

vil den anden højere end sig selv - opfordrer Paulus jer til under

alle forhold at holde fast ved en sådan kærlighed - også i jeres

ægteskab.



Men udover opfordringen til at leve i kærlighed har vi også

lyttet til Paulus´ formaninger om alle de egenskaber, som e kan

være en støtte og en hjælp i alle menneskelige forhold;

barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed.

Det lyder flot - måske også svært - og det er faktisk svært! -

men vigtigere end disse formaninger er dog dette, at iføre sig

kærlighedens fuldkomne bånd, den kærlighed, der er overordnet

jeres faktiske evne til at være barmhjertige, gode, ydmyge,

milde og tålmodige, og som derfor altid må leve at tilgivelsen.

Netop en sådan kærlighed er Kristus og fra han lærer vi, at

tilgivelse, er det eneste, der fører til fuldkommenhed - ikke

fejlfrihed, men den kærlighedens fuldkommenhed, som er en

gave fra Gud.



Om ikke andet, så vil I i forholdet til jeres barn ofte erfare, at I

kommer til kort og ikke formår at give hende alt det, som hun

har behov for. 

Også hun vil med tiden erfare, at hverken hendes forældre eller

hun selv er fuldkomne - og I kan være sikre på, at hun først

opdager jeres fejl og mangler!



Derfor er tilgivelsen den side af kærligheden, som over alt gør

den til "fuldkommenhedens bånd"

Så hvis ikke vi i vort forhold til både Gud og hinanden har

mulighed for at slette det, der skiller, starte forfra og atter få

mulighed for at møde hinanden uden forbehold, da er kærlig-

heden på denne jord en umulig drøm.



Men tilgivelsen gør det muligt, og tilgivelse er virkelighed, fordi

Gud selv møder os med tilgivelse, barmhjertighed og er parat til

at skænke os evigt liv, når vi har forspildt vores eget. Det er,

hvad Josefine i dag får forkyndt og givet med sin dåb.

Det er, hvad I får givet som velsignelse ind i jeres ægteskab.

Den kærlighed, som I alle tre skal leve i med hinanden, er I altså

allerede indfældet i, nemlig Guds kærlighed.



Og med ønsket om, at det må blive og være grundlaget for jeres

fortsatte samliv med hinanden, 

ønsker jeg jer hjerteligt tillykke med dagen!