Kære brudepar!



Det, jeg gerne vil sige til jer, kan sammenfattes i påstanden om,

at Kærligheden altid er både en gave og en opgave.



Det lyder måske indlysende, men virkeligheden viser ofte,

at vi hellere tager imod en gave end en opgave - at vi hellere

lader os elske end accepterer fordringen om at elske andre.

Ja, for nogen lyder udsagnet om kærlighed som fordring direkte

provokerende: Kan man elske af pligt? 

Er kærlighed og pligt overhovedet forenelige størrelser?



Ikke desto mindre taler kristendommen om kærligheden som

både en gave og et krav.

I Jesu forkyndelse ses f.eks. de ti bud som konkrete udfoldelser

af det ene og altafgørende bud om kærlighed til Gud og næsten.



Et sådant krav om kærlighed udspringer ikke af Guds trang til

blind lydighed, men er med til at fastholde mennesket som skabt

til at leve i kærlighed.

Mennesket er en skabning, hvis liv når sin bestemmelse i re-

lationer båret af kærlighed - relationen til Gud som skaber, og

relationen til medmennesket som næste.

Selvom fordringen om kærlighed er generel, omfatter den også

for forholdet mellem mand og kvinde.

Mennesket er skabt i Guds billede. Som mand og kvinde af-

spejler vi tilsammen hans væsen og vinder vor identitet. 

Kønsligheden er en gudskabt side af vort væsen, ligesom også

seksualiteten hører til det, der skænker vort livet dybde, helhed

og fylde.



Men hvis kærligheden er knyttet til vor bestemmelse som

menneske, hvorfor så tale om den som en fordring? 

Ja, hvilken mening giver det at tale om kærligheden som opgave

set i lyset af, at vi trods alt vælger hinanden, fordi vi allerede har

fattet kærlighed til hinanden? 



Svaret ligger i at forstå kærligheden - også den kærlighed, I

allerede har mødt hos hinanden - som et forhold, der lever i

spændingen mellem at være gave og opgave.



Når forelskelsen bryder frem, er vi sjældent i tvivl; 

Dette er i videste forstand noget, der overgår os - i gamle dage

sagde man "vederfaredes".

At noget vederfares et menneske betyder, at det sker uden vi

rigtig har nogen indflydelse på det.



Dermed ikke sagt, at man ikke kan ønske at blive forelsket, men

alt det, som forelskelsen bringer med sig, føles ikke desto

mindre som noget, man viljeløst er udsat for.

Således begynder kærlighed altså som en gave, vi modtager. Vi

gør det spontant og uden megen overvejelse, for kærligheden

har grebet os og lever sit eget forunderlige liv med os.



Sådan går en tid, men en dag er situationen en anden.

En dag skal man ville kærligheden, ikke fordi den er væk, men

for at den netop ikke skal blive væk. 

Forholdet mellem mennesker er jo aldrig statisk. Det forandres

og udvikle sig, fordi vi hver især udvikler os, så når fa-

scinationen er forbi, må viljen til kærlighed træde til.



Derfor bliver I i dag ikke kun spurgt, om I vil elske hinanden,

for det tager alle for givet, at I gør.

Nej, spørgsmålet - og det løfte, I giver hinanden - går derimod

på, om I under alle forhold vil forpligtige jer til at værne og be-

vare den relation, jeres kærlighed har bragt jer ind i.

Om I vil elske og ære hinanden - og leve sammen under vilkår,

hverken vi eller I selv endnu ikke kender.



Det løfte, I giver hinanden, er således langt mere vidtrækkende

end en hensigtserklæring, idet det tillige indebærer en

forpligtigelse til at erkende og - på godt og på ondt - at stå ved

sig selv som det menneske, I nu engang er; 

- på godt: At I altid vil se den anden er en gave, ved hvem livet

når så stor en fylde, vi nu engang erfarer det på jorden,

- på ondt: At I aldrig glemmer, at ingen - heller ikke I selv - er

perfekte, og I derfor altid må leve af hinandens tilgivelse.

For det er i forholdet til den, vi elsker, vi bliver hele mennesker

- eller som skabelsesberetningen siger det;

et kød - et fælles liv og en forenet eksistens.



I morgen er det som bekendt Pinse.



Begrundelsen for at fejre pinse er flere, men en er faktisk er-

faringen mødet med den kærlighed, der forpligtede.

I beretningen om den første pinsedag fortælles der om men-

nesker, som til deres egen store overraskelse gribes af en

virkelighed, der er langt større end dem selv.

Efter at have oplevet Jesu lidelse, henrettelse og død - og efter

at være konfronteret med budskabet om hans opstandelse -

samledes disciplene i Jerusalem for at afvente opfyldelsen af

hans løfte om et fornyet nærvær.



Mens de er der, oplever de pludseligt det, som de siden forstod

som Helligåndens komme - de opløftedes og forenedes af en

kraft, de ingen indflydelse havde på - de følte sig overøst af en

kærlighed, som med ét forvandlede al deres frygt og angst til

frimodighed.



Alt, hvad de troede tabt med Jesu død, vendte nu fornyet tilbage

og sendte dem som forkyndere af hans kærlighed ud til hele

verden.



På denne første pinsedag erfarede disciplene kærligheden som

en gave, der forpligtede; Den kærlighed, de selv modtog, skulle

de dele med andre - kærligheden var en gave, der først

forandrede dem og siden forandrede hele verden.



Men for virkeligt at forstå, hvad der skete, må vi holde fast ved,

at den, der satte alt dette igang, ikke var mennesker, men Guds

selv.

Kærlighed i kristen forstand har en kilde udenfor mennesket

selv, for før kærligheden bliver en opgave og et bud, er den

først og fremmest en gave fra Gud.



Evangelisten Johannes siger således i et af sine breve:

"Deri består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at

Gud elskede os" (1. Johs. 4,10).



Hvad evangelisten altså siger er faktisk, at vi ikke ved, hvad

sand kærlighed er, før Guds selv med pinsens fornyende ånd har

gjort Kristi kærlighed levende for os og i os.



Eller som vi skal synge det straks herefter:



"Kærlighed er lovens fylde

og fuldkommenhedens bånd,

den er hvad vor Gud vi skylde,

den er frugten af hans ånd.." (DDS 608 v.3).



Mere tydeligt kan det ikke siges, hvad det er, I går ind til i dag -

et liv i den kærlighed, I modtager fra hinanden, men tillige en

fordring om altid at elske hinanden.

Men bag fordringen ligger allerede gaven - at Gud allerede

elsker jer os og står bag den kærlighed, I skænker hinanden.



Jeg vil derfor ønske for jer, at I altid vil lade kærligheden være

både jeres livs gave og jeres liv opgave.



Hjerteligt tillykke med dagen!