Kære brudepar!



Bryllup i februar, hvor kulden knager og sneen stadig ligger

hårdt på jord og planter - det er ikke helt almindeligt. 

Langt de fleste vælger foråret eller den tidlige sommer, hvor

solens lys stråler om kap med parrets glæde og gæsternes

opstemte humør, og hvor man kan køre i åben hestevogn til

landsbyens gadekær og få taget billeder.



Men sådan er det ikke for jer. 

I vil gerne være jer selv - ikke jer selv nok, men derimod jer

selv, som dem I er og i overensstemmelse med de værdier, 

I sætter højt, og ønsker at dele med andre - værdier som ro,

nærhed, dybde, helhed og sammenhæng.



Så derfor er det blevet til bryllup i februar, hvor stemningen i

naturen og i vores dagligdag er rolig og afventende, ja, hvis man

kan sige det på den måde; besindig. 

Og besindighed er netop det ord, der bedst dække det indtryk,

jeg fik af jer, da vi talte sammen for nyligt.



Derfor var jeg også glad for, at I ville med til at synge Brorsons

Svanesang "Her vil bies, her vil ties". Bedre indledning synes jeg

ikke man kan få på en bryllupsdag i februar.

For man behøver ikke et fint øre for at mærke den rolige og

besindige stemning, der udgår fra denne salme. Både dens rytme

og dens billedsprog afspejler en stille, vuggende og afventende

stemning - tingene står stille, men noget er på vej.

 

Der er en, der har sagt, at denne salme er som et stille snefald,

hvor snefnug efter snefnug daler ned og sagte lægger sig over

den knugede jord, hvor livet endnu ligger i dvale og blot venter

på varmen og lyset for at bryde frem - på én gang både tungt og

dystert, men samtidigt trøstende og opløftende.



På dette sted vil jeg gerne gøre opmærksom på, at denne salme

ikke er skrevet ud i den blå luft, men er blevet til under

inspiration fra Højsangen i Det gamle Testamente. 

Højsangen er et godt eksempel på hvor bredt biblen favner og

hvor ægte den er i sin afspejling af menneskelivets helhed, for

Højsangen er faktisk et utroligt smukt kærlighedsdigt - ikke

bare et digt om kærligheden, som en abstrakt størrelse, men et

sanseligt, erotisk og betagende digt om to, der elsker og

uophørligt søger hinanden.



Jeg læser blot et lille stykke fra Højsangen.

Det er kvinden, Sulamit, der taler om sin elskede:



"Min elskede er som en Gazelle, som en hjortekalv.

Se, nu står han bag vores mur,

han kigger ind ad vinduet, spejder gennem gitteret.

Så siger min elskede til mig:

Stå op, min kæreste, kom dog min smukke!

For nu er regntiden ovre, regnen er hørt op, den er borte.

Blomsterne komme til syne i landet, sangens tid er inde,

turtelduen kurren høres i vort land.

Figentræets frugt modnes, vinstokkens blomster dufter.

Stå op min kæreste, kom dog, min smukke!"



Det er smukt, ikke! Og lige så smukke er hans ord om hende,

men vil I kende dem, må I selv læse det med hinanden - f.eks.

når I inden længe rejser til Israel for at opleve det forår, der

skildres som billede og baggrund for deres kærlighed.



Men selvom der ikke er tvivl om, at der her er tale om to

menneskers intense kærlighed, så kan man godt blive i tvivl om,

hvad det er, Brorson skildrer i sit digt.

Det kunne handle om naturen, det kunne være et kærlig-

hedsdigt, men det kunne også være et digt om en religiøs

længsel efter at blive forenet med Gud.



Og faktisk er det det hele, for Brorson behøver ikke at skille det

fra hinanden. Som ingen anden formår han at se en sam-

menhæng mellem livet i naturen, vor betingethed af hinanden og

så selve gudsforholdets kerne. 

I både naturen og i de menneskelige relationer finder han den

samme længsel efter helhed og fuldbyrdelse, som er bærende i

det religiøse forhold. 



Og samtidig er digtet ikke en sprudlende lovprisning af en

hårdtpumpede romantiske kærlighedsopfattelse.

Nej, det taler derimod besindigt om de øjeblikke, hvor man må

tie afvente det, som endnu ikke er til stede, men dog er på vej. 



For sådan er kærligheden jo også - ikke altid et festfyrværkeri af

fuldendte følelser, men altid vej mod sin fuldendelse. Nok kan vi

møde og opleve øjeblikke af fylde og helhed, men vi vises

samtidig videre ud over det øjeblik, der ikke varer evigt, og ud

til håbet om at hele vort liv en dag skal fyldes af intens fylde - at

kærligheden en dag skal blive evig.



Her smelter billedet af forårets tøven og de trange tider, hvor

kærligheden er ligesom er gået i hi, sammen. 

Dermed siger Brorson, at når kærligheden ikke altid besidder

den sprudlende kraft, som den begynder med, så er det ikke

fordi den da er død eller borte, men den afventer derimod det

rette øjeblik, hvor den på kan skyde frem og blomstre på ny.



Når det sker, er der tale om et under - et under så stort, som når

en lille grøn gren eller spire bryder frem af sneen og forkynder

trøst og nyt håb for den, der midt i vinterens kulde og mørke er

gået hen og har tabt modet.



Og når underet sker, når det lille glimt af det vi håber og længes

imod, pludseligt viser sig, da ved vi også at en større og dybere

virkelighed er på vej. 

Da er det, som da Noah efter syndfloden sendte en due ud og

den vendte hjem med et olivenblad i næbet: 

"da er stunden næsten oprunden, 

næsten oprunden, som gør dig glad".



Så meget om jeres bryllup i februar - jeg håber, denne ud-

lægning ikke blot vil være med til at fylde dette øjeblik med

indhold, men også at den fremover må hjælpe jer til at have øjne

for de små glimt af forår, som skal bære jeres ægteskab, når det

ind imellem bliver vinterkoldt.



Da vi talte sammen, var vi inde på, at et kærligheden godt kan

gå hen og dø af kun at være rettet mod den eneste ene - man

dør ikke blot af ensomhed, men også af "tosomhed".



I er begge meget aktive og udadvendte - det afspejles i jeres

arbejde såvel som jeres fritidsliv.



I vil gerne handle og gøre det, I synes er vigtigt - også i relation

til jeres familie og det samfund, I er en del af. 

Og fordi I deler dette ideal, har i også mulighed for at jeres

samliv kan blive en kilde for jeres engagement for andre.

Med andre ord; jeres kærlighed til hinanden er ikke adskilt fra

det ansvar og den respekt, vi skylder hinanden som med-

mennesker - det hænger sammen og er en helhed for jer.

Og det er godt.



Ind i den sammenhæng vil jeg gerne slutte med et citat af den

finske digter Märta Tikkanen - fra den bog, der har titlen

"Århundredes kærlighedseventyr" og hvor hun bl.a. skriver:



"For mig kan kærligheden aldrig være to,

der kryber sammen i et hjørne,

mens livet suser forbi.

For mig skal kærligheden altid være mange,

der kæmper ved hinandens side

- også du, også jeg -

midt i det hele

midt ude i livet."



Jeg tror næppe I med jeres livssyn og idealer ender med at

krybe sammen i et hjørne med hinanden.

Jeg tror, I har et stærkt ønske om - og dermed også rig mu-

lighed for - at bevare en enhed og en helhed mellem jeres

indbyrdes kærlighed og kærligheden til andre mennesker, 

og at I dermed kan komme til at sætte jeres præg på det sam-

fund, som jeres ægteskab er en lille, men vigtig brik i.

Og gennem de spire, I får mulighed for at plante, kan vi så alle

håbe, at en ny og bedre verden en dag vil vokse frem.



Tillykke med dagen.