Men Mattæus siger at vi selv kan gøre noget for, at vi ikke kommer i den situation. Han kalder jo de 5 brudepiger for tåbelige. De har gjort noget dumt. Det må vi prøve at undgå. De har ikke forberedt sig ordentligt. De har ikke gjort, hvad de skulle.
Lidt senere i Mattæus evangeliet fortæller Jesus, hvordan vi skal leve for ikke at være tåbelige. Det er i en lignelse, hvor kongen ved verdensdommen siger til nogle mennesker: I må være med i festsalen, for jeg var sulten og I gav mig noget at spise. Jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog imod mig, Jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg var syg, og I tog jer af mig. Jeg var i fængsel og I besøgte mig. -Mange andre steder fortæller Jesus, at vi skal leve kærligt mod andre. Men i lignelsen om verdensdommen hører vi nogle bestemte gerninger: hjælpe sultne, hjælpe fremmede, hjælpe syge.
Gør vi så det eller er vi tåbelige. Der er meget aktuelt når Jesus nævener de fremmede. Han siger, at vi skal tage os af dem. Vi skal gøre, hvad vi kan. Vi skal gøre det ud fra en stor respekt for de fremmede. Og det er måske det sidste som mangler hos nogle danskere. Læg mærke til, at Jesus siger: Jeg var fremmed og I tog jer ikke af mig. I hver flytning skal vi se Jesus. Jeg læste en gang om en mand, som tog et år fri. Det var i et af landene sydpå. Og så vandrede han rundt. Og han var meget overrasket over, så godt folk tog imod ham, når han bad om lidt at spise. Men så fik han at vide, at der i det land var den overtro, at Jesus kunne komme i forklædning, f.eks. som en vagabond, for at prøve en familie, hvordan det stod til med deres kristendom. Derfor hjalp de hver fremmed så godt de kunne, for det kunne jo være Jesus, de stod over for. Det var overtro. For den kristne tro siger, at vi i hver eneste fremmed står ansigt til ansigt med Jesus.
Jesus mener ikke vi skal ansvaret for et andet menneskes liv. Det gælder heller ikke flygtningene. I nogle tilfælde er et måltid mad og penge til en hjemrejse nok. I andre tilfælde er det nødvendigt at huse flygtningene et stykke tid. Jesus forlanger ikke at vi skal gøre mere end vi kan. Vi skal ikke tage imod alle flygtninge her i verden. Men Jesus forlanger, at vi skal hjælpe så meget vi kan, og vi skal gøre det i stor respekt for de fremmede. Ellers vil vi høre ved verdensdommen Jesus sige: Jeg var fremmed og I tog jer ikke af mig.
Sådan kan vi læse historien om de ti brudepiger. Så siger den, at vi hele tiden skal være forberedt på Jesu genkomst og på verdensdommen, hvor nogle kommer ind i festsalen og nogle er uden for i mørket. Og vi skal forberede os ved at leve, som Jesus har krævet, bl.a. ved at hjælpe hvor vi kan.
Men når vi læser historien på den måde, så er der en misforståelse vi skal undgå. Vi kunne jo let blive bange for, at vi ikke har levet som vi skulle. Der er mange mennesker, som vi har overset, og som vi kunne have rakt en hjælpende hånd. En dag var vi måske trætte og tænkte: Ham lukker jeg øjnene for. Jeg orker ikke mere i dag. - Vi kan også være bange for de fordomme, som er i hver af os, så vi uden at tænke over det har behandlet andre respektløst. Og vi kan tænke, at vi nok ender uden for i mørket.
Men sådan må vi ikke misforstå Jesu lignelse om de ti brudepiger. Den kræver jo netop, at vi tager imod Jesus med lys og glæde. Vi skal jage al mørk samvittighed ud af vores sind. Vi skal slippe al frygt. Vi skal være fyldt med lys og glæde, så vi tager imod Jesus på den rigtige måde.
Det er med glæde og med tak vi skal tage imod Jesus. Det kan vi også høre i en fortælling af Selma Lagerløf.
Der var engang en mand, som gik ud i den mørke nat for at låne ild. Han gik fra hus til hus og bankede på. Hjælp mig, sagde han. Min kone har netop født et barn, og jeg må tænde ild for at varme hende og barnet.
Men ingen svarede ham. Manden gik og gik. Til sidst så han et lysskær langt borte. Han gik derhen og så nu, at skæret kom fra et bål. Mange får lå og sov omkring bålet, og en gammel hyrde sad og passede på dyrene. Da manden kom hen til fårene, så han, at der lå tre store hunde og sov. De vågnede, og åbnede gabet, som om de ville gø. Men der hørtes ikke en lyd. Manden så hundenes skarpe tænder, og at hundene for løs på ham. Men tænderne, som hundene ville bide med, ville ikke lystre dem, og manden led ikke den mindste skade.
Da manden næsten var nået hen til bålet, så hyrden opo. Han var en gammel mand, uvenlig og hård mod alle. Da han så den fremmede nærme sig, greb han en lang stav og kastede den mod den fremmede. Men staven fløj til side og ramte ikke manden.
Nu kom manden hen til hyrden og sagde til ham: Hjælp mig. Lån mig lidt ild. Min kone har lige født et barn, og jeg må have ild til at varme hende og barnet.
Hyrden havde mest lyst til at sige nej, men da han tænkte på, at hundene ikke havde kunne gøre manden noget ondt, og at staven ikke kunne ramme ham, blev han underlig til mode og bange, og han turde ikke sige nej.
Tag så meget du vil, sagde han til manden.
Men ilden var næsten brændt ud. Der var bare nogle gløder tilbage, og den fremmede havde ikke nogen jernspand eller skovl at tage dem med. Da hyrdern så det, gentog han: Tag så meget du vil. Og han glædede sig over, at manden ikke kunne få noget af ilden. Man manden samlede gløderne op af asken og lagde dem i sin kappe. Og gløderne brændte ikke hans hænder og sved ikke hans kappe. Da hyrden så det, spurgte han forundret sig selv: Hvad er det dog for en nat, siden hundene ikke bider, staven ikke dræber og ilden ikke brænder?
Han kaldte den fremmede tilbage og sagde til ham: Hvad er det dog for en nat? Hvoraf kommer det, at alle ting viser barmhjertighed?
Da svarede manden ham: Jeg kan ikke sige det, når du ikke selv kan se det. Og han ville skynde sig bort for at skaffe sin kone og sit barn varme.
Men hyrden sagde til sig selv, at han ville følge efte rmanden, for at finde ud af, hvorfor denne nat var noget helt særligt.
Hyrden så, at manden gik ind i en stald, hvor der ikke var seng hverken til moderen eller det nyfødte barn, så hyrden blev rørt og tænkte, at han ville hjælpe barnet. Ud af sin rygsæk tog han et blødt fåreskind, gav det til den fremmede og sagde, at det kunne barnet sove på.
Men i samme øjeblik blev hans øjne åbnet. Og han så, at rundt omkring dem stod en tæt kreds af engle med sølvhvide vinger og alle sang de med høj røst: Frelseren er født. Da forstod han, hvorfor alle ting var så gode i denne nat, at de ikke kunne gøre ondt.
Der var en sådan uendelig jubel og glæde og sang i den mørke nat. Hyrden blev så glad for, at hans øjne var blevet åbnet, at han faldt på knæ og takkede Gud.