I nyhedsmagasiner både i Tyskland og Amerika kan man læse om en søgen efter det hellige, søgen efter åndelige oplevelser eller flugt ind i det spirituelle. I Amerika viser Gallupundersøgelser, at hver 3. voksen har haft religiøse eller mystiske oplevelser. Hver 5. har haft den følelse sidste år, at Gud har åbenbaret sig for dem. Og hver 8. har mærket, at en engel var helt nær ved dem.
Men til gengæld viser undersøgelser også, at mange mennesker mener, at de selv kan bestemme, hvad de skal tro på. Hvad Gud er, det bestemmer jeg selv. Sådan siger mange.
Hvis vi virkelig selv kunne vælge vores Gud, ville vi ikke vælge Jesu Gud, for det er meget besværligt. Vi hører, at Jesu Far elsker sine fjender og at vi også skal, hvis vi vil til-høre Jesu Far. Der er tale om hvordan vi danner grupper. Vi mennesker kan ikke lade være med at danne grupper. Vi ville blive forbavsede, hvis det blev talt op i Haderslev eller Christiansfeld, hvor mange forskellige grupper af mennesker der er. Det er godt at til-høre en gruppe. Nogle grupper er harmløse, men der er også mange grupper, hvor der er en tendens til, at medlemmerne føler sig inden for i varmen og betragter dem udenfor som andenrangsmennesker. Det er lettest at danne en gruppe og holde sammen, hvis man ser lidt ned på dem udenfor.
Men det er meget besværligt at tro på Jesu Far, for det er en mærkelig gruppe vi så bliver medlemmer af, kirken. Det er en gruppe hvor vi hører at vi er syndere og at vi kan kun være med på grund af Guds nåde, og alle uden for kirken er også syndere, og Guds nåde gælder også dem, ja, selv dem vi ikke kan fordrage og som vi syntes slet ikke skulle have adgang til kir-ken, dem gælder Guds kærlig-hed og nåde i lige så høj grad som os. Og vi har fået befalet at give den besked videre: " Du er tilgivet."
Der er mange grupper som er synlige. De har unifor-mer på. Men hvad med kirken. Hvordan er det synligt at vi er med i den gruppe, de kristne, eller kirken. Det er usynligt.
Det er meget besværligt, at vi ikke kan genkende, hvem der er kristne. Når vi går ude i samfundet og møder nogen, så kan det være de er kristne. Ja, vi må egentlig behandle alle som om de er kristne. Eller man kun-ne spørge dem først: "Er du kri-sten." Men på den anden side hvorfor skulle vi det. Vi skal jo gøre det samme over for dem, hvad enten de er kristne eller ej: dele ud af Guds godhed, være lys i verden, og dele ud af Guds tilgivelse.
Det er besværligt at være en gruppe, hvor man ikke kan genkende hinanden, en gruppe som ikke er synlig. Det er da også i trosbekendelsen, at kirken nævnes: Vi tror på den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund. Vi tror på, står der. Vi tror på. Der står ikke, at vi ser på. Og med troen er det som i resten af trosbekendelsen. Vi tror på Gud Skaberen på trods af meget af det vi ser. Vi ser megen nød og elendig-hed og tomhed i verden, men vi tror alligevel på Gud som den gode Skaber. I trosbekendelsen står der også om Jesu opstandelse påskemorgen. Den tror vi på til trods for døden. Døden ser vi altfor klart. Vi sænker kisten i graven. Den ser vi. Men alligevel tror vi på Jesu opstandelse fra de døde.
Sådan tror vi også på kirken. Selv om det er svært at se kirken, og selv om det er svært at se dens hellighed, så tror vi på den hellige almindelige kirke. De helliges samfund. De hellige, er det os? Det er ikke til at se og mærke. Vi er hver-ken værre eller bedre end andre. Ja, kirken er så almindelig, at den slet ikke er til at få øje på. Nej, kirken er en trossag som det at tro på Gud Skaberen og på den opstandne Jesus.
Vi får troen på Guds magt og kærlighed og at den kærlighed gælder alle, selv os syndere. Det fejrer vi i kirken. M.A.B.