Efter den fortælling hører vi i det gamle testamente om Kains efterkommere, hvor en af dem, Lemek, siger om sig selv: Blev Kain hævnet syv gange, så skal Lemek hævnes 77 gange.
Mon ikke Jesus tænker på Kain og Abel og Lemeks ord, når han fortæller lignelsen om den gældbundne tjener, som vi har hørt i dag. I hvert fald står der lige før vores prædiketekst, at Peter spurgte Jesus: Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig. Er 7 gange nok. Og Jesus svarede ham: Jeg siger dig, ikke 7 gange, men 77 gange.
Og tallene 7 og 77 er de samme som der bruges om Kain og Lemek i Det gamle Testamente. Men der er det hævn, der er tale om. Hos Jesus er det lige modsat tilgivelse, som der tales om. Så stor en forskel er der mellem Det gamle Testamente og det nye. Det er ikke fordi Gud er blevet en anden, men fordi Gud med sin søn Jesus har skabt en helt ny situation for os.
I vores kirke bliver der ved hver gudstjeneste læst et stykke fra Det gamle Testamente. Og der er mange smukke lovsange i Det gamle Testamente og der er mange forudsigelser, som handler om Jesus. Men der er også mange fortællinger, som kan misforstås. Og det gælder f.eks. historien om Kain og Abel. Hvis den bare blev læst op fra alteret og ikke senere blev forklaret i prædikenen, så ville der være kirkegængere, som fik en forkert opfattelse af Gud. Det lyder jo som om Gud foretrækker Abel frem for Kain. Det lyder som om Gud er ubarmhjertig. Dels skal de ofre til Gud, men selv om de gør det kan de ikke være sikre på, at Gud bliver forsonlig stemt alligevel. Det lyder også mærkeligt, at Gud straffer Kain, fordi han er hævntørstig, og så siger Gud alligevel til sidst, at Kain skal hævnes syv gange, hvis nogen slår ham ihjel. Det lyder som om Gud er en, som lyser mennesker i band og lukker deres fremtid.
Der er sikkert kirkegængere, som kunne høre Det gamle Testamente som om det stadig gjaldt. Men Gud har med sin søn Jesus skabt en helt ny situation for os. Vi skal ikke mere ofre til Gud for at forsone Gud. Nej, Gud har ofret sin søn på korset for at forsone os med sig. Med sin død på korset har Jesus taget al vores skyld på sig, så vi ikke skal være bange for at blive lyst i band eller bliver straffet. Fremtiden er åbnet for os. Og den allertydeligste forskel mellem Det gamle Testamente og det nye er, at Jesus ikke et eneste sted taler om hævn. Tværtimod vender han det om, så han taler om 77 gange tilgivelse. Sådan skal vi være mod vores bror og søster.
Hvis forholdet mellem os og Gud og mellem os mennesker indbyrdes beroede på straf og hævn, så var vores forhold låst fast. Men vi skal leve i tilgivelse både over for Gud og over for hinanden. Kain spørger: Skal jeg vogte min bror. Og Jesus svarer: Gud har sat os til at passe på hinanden i en grænseløs tilgivelse, hvor vi skal se ethvert medmenneske som vores bror eller søster, ligesom Gud ser i os sine børn. Og Gud gør ingen forskel mellem os eller foretrækker en fremfor en anden. Ganske vist hører vi ved Jesu dåb, at Gud har et særligt forhold til Jesus som sin eneste søn. Ved Jesu dåb lyder der fra himlen en stemme, som siger: Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Men akkurat de samme ord lyder fra himlen julenat om alle os mennesker. Englene synger jo: Ære være Gud i det højeste og på jorden fred i mennesker, der har Guds velbehag. Det er meningen med, at Jesus fødtes som Guds søn, for at gøre os til Guds børn, der har Guds velbehag. Og sådan skal vi også leve sammen.
Det hører vi i lignelsen om den gældbundne tjener. Situationen hvor tjeneren griber sin medtjener i halsen og siger: Betal, hvad du skylder. Den viser, hvordan vores liv er, hvis vi lader det bero på straf og hævn. Så falder straffen nemlig ikke kun på vores medmenneske men også på os selv og vi gør livet til en fængsel både for os selv og vores medmenneske.
Begyndelsen af lignelsen, hvor kongen tilgiver, skal gøre det umuligt for os at leve som den hårde tjener. Lignelsen vil gøre det umuligt for os at leve med den tankegang, at ret kræver ret og forbrydelse kræver straf. Vi skal derimod leve som kongen, der tilgiver. Og kongen tilgiver virkelig 77 gange. Kongens tilgivelse er meget stor. Dels kan vi høre det i de 10.000 talenter, som tjeneren skylder. En familie på Jesu tid kunne leve for en denar om dagen og 10.000 talenter er det samme som 100 millioner denarer. Et uendeligt beløb. Det eftergiver kongen uden videre. Kongens barmhjertighed kan vi også høre deri, at han ikke spørger sin tjener: Hvordan kunne du dog gøre det. Hvad har du brugt så mange penge til. Nej, uden nogen bebredelser tilgiver kongen, da tjeneren beder: Hav tålmodighed. Ja, også deri kan vi høre Kongens barmhjertighed, for han giver mere end tjeneren beder om. Tjeneren beder kun om, at kongen skal give ham lidt tid, at kongen skal være tålmodig, så vil tjeneren betale pengene tilbage. Men kongen giver ikke kun sin tjener lidt tid, men han giver uendelig tid ved at slå en streg over gælden.
Hvis tjeneren kun havde fået lidt tid, så han kunne skrabe penge sammen og betale af på sin gæld, hvordan ville den tid ikke have været. Fyldt med søvnløse nætter og knugede dage, hvor tjeneren hvert eneste øjeblik tænkte på den umulige opgave at betale gælden. Det ville have overskygget al hans tid som en bandlysning. Men kongen giver ham ikke kun lidt tid, men uendelig og fri tid ved at slå en streg over hele gælden. Det er som at ophæve bandlysningen over tjeneren.
Mon ikke de fleste af os, når vi tænker tilbage, kan huske øjeblikke, hvor vi følte det som om livet og fremtiden pludselig lå åben for os. Det kunne være, da vi var færdige med skolen og gik ud i livet. Det kunne være da vi søgte et arbejde og fik det. Eller det kunne være da vi søgte en kæreste og fandt ham eller hende. I det øjeblik var det som om alle knugede tanker forsvandt og en bandlysning blev hævet fra os. Sådan må vi hvert øjeblik af vores liv føle over for Gud. Gud giver os ikke kun lidt tid, som vi kan bruge til søvnløse nætter og knugede dage. Nej, Gud har med sin søn opløst den forbandelse, som lå over os. Gud har lagt evigheden åben for os ved at slå en streg over vores gæld og det samme skal vi gøre over for vores medmenneske.
Mogens Agerbo Baungård
Tryk her tilbage til forside