Kære Brudepar!



H.C. Andersen skriver et sted i sin levnedsskildring:

"Først går man så grueligt meget igennem - 

og så bliver man berømt!"



Nu er det ikke fordi jeg tror, at I er hverken mere eller mindre

berømte end så mange andre. De mange gæster, der er her i

dag, er ikke udtryk for, at I ofte optræder i Se og Hør, men

derimod at I har mange venner og bekendte, som gerne vil være

med til at fejre denne dag med jer.



Nej, det jeg egentligt mener med det lille citat kommer måske

bedre frem gennem en mindre omskrivning:

"Først skal man ringe til så mange præster -

og så kan man endelig til sidst blive gift!"

For selvom I egentligt har været i rigtig god tid, så har I - så

vidt jeg har fulgt det, haft en del arbejde - også med vrangvillige

præster - med at få lagt denne dag til rette, så den kunne blive

netop sådan, som I gerne ville have den.

I har altså allerede udholdt meget inden i dag - og så kan vi bare

håbe på, at det lykkes, og bliver, som I havde tænk det.

 

Som udgangspunkt for det, jeg gerne vil dele med jer i dag, har

jeg valgt en lille sætning.

Den er fra det 13. kapitel i Paulus første brev til Korinterne - fra

det kapitel, man ofte kalder Kærlighedens Højsang.

Den lille sætning lyder sådan: "Kærligheden tåler alt, tror alt,

håber alt og udholder alt" (1. Kor.13 v.7).



Når man beslutter sig for ægteskab, er kærligheden det, der

allerede ligger fast. I har mødt hinanden og I elsker hinanden.

For så vidt har I allerede oplevet det, som livet går ud på - I er

med H.C. Andersens ord blevet "kendte" eller "berømte" - ikke

for hele Danmark, men for hinanden.



I det lille ord "at kende" ligger der i den bibelske tankegang en

stor og dyb betydning. 

At kende og at være kendt er denne sammenhæng det samme

som at elske og være elsket. 

For kender du mig, som jeg er, og som jeg gerne vil være for

dig, da kan vi sammen bygge kærligheden op i vort liv.



Men nu er der bare det, at som H.C. Andersen oplevede det,  lå

alle besværlighederne på en måde før han blev kendt.

I ægteskab og kærlighed følger de oftest først efter. 



Det svære er nemlig ikke at fatte kærlighed til den anden, men

derimod at holde fast kærligheden i takt med at man lærer nye

sider af den anden - og sig selv - at kende.

Kærlighed fra et andet menneske er på én gang både en gave og

en opgave, som det kræver både sin mand og sin kvinde at

holde liv og udvikling i.



I ved godt, at I er forskellige. Det synes jeg, at jeg fik lov til at

fornemme, da vi for nyligt talte sammen om dagen i dag. 

Forskellighed skal man ikke frygte, men man skal nok heller

ikke undervurdere betydningen at "gemytternes indbyrdes

uoverensstemmelse", som nogen har udtrykt det.



Derfor må det også være naturligt, at pege på Paulus ord om at

bære hinandens byrder og til stadighed møde hinanden med den

kærlighed, som han kalder fuldkommenheds bånd - og som tåler

alt, tror alt og udholder alt. 



For når I om lidt bekræfter jeres vilje til at leve i ægteskab og

kærlighed, kan I måske godt føle det som umådeligt stort og

krævende løfte - så stort, at det er svært at være alene om. Der

er jo ikke kun et spørgsmål om et lille og uforpligtende "ja",

men om et løfte for den fremtid, som ingen kender - 

i det perspektiv, kan man godt føle sig lidt lille og alene.



Men i kristen forstand er vi aldrig alene om kærligheden.

Når Kirken begiver sig af med at velsigne jeres og andres

ægteskab, er det ikke fordi jeg eller andre præster har gode tips,

som kan gøre livet lettere for jer.



Nej, kirken har ingen lette løsninger, hverken på livets eller

dødens store spørgsmål, men kirken har noget andet, nemlig

fortællingen og budskabet om den kærlighed, som kan bære os

både i livet og døden, og som vi tror er forudsætningen for at vi

overhovedet kan elske andre.



Kærligheden er fra Gud og det viser sig dels ved, at vort

inderste væsen er indstillet på og længes efter kærlighed - at vi

er skabt til kærlighed - og dels ved at Gud, da det var klart, at

mennesker ikke selv formåede at elske, sendte sin Søn Jesus

Kristus til verden for gennem sit liv og død at åbenbare

kærlighedens kraft, styrke og grænseløshed.



Det er på denne baggrund Paulus kan tale om, at kærligheden

tåler, tror, håber og udholder alt.

Ingen af os kan nemlig være sikre på, at vi under alle om-

stændigheder evner at elske med en kærlighed, der tror, håber

og udholder alt.

Hvis vi gør det, så er det fordi vi får en sådan kærlighed givet -

fra hinanden, men dybest set fra den Gud, der er al kærligheds

ophav.

I dette lys har I lov at se jeres løfte og det ægteskab, som vi om

et øjeblik vil bede Gud velsignelse for jer: 

Som en gave I får givet

og som en opgave I er sammen om at kæmpe for.



Og i det lys er det tillige klart, at når kærligheden på én gang er

både gave og en fordring, så har vi alle brug for ham, der både

giver og kræver kærligheden af os.



For som vi skal synge om et øjeblik:

Kærlighed fra Gud

er det store Bud,

er det eneste jeg ved;

bliv i kærlighed,

og du har Guds fred,

thi Gud selv er kærlighed!   (DDS 740 v. 3).  



Tillykke med dagen!