Kære brudepar!



Den libanesiske digter Khalil Gibran lader i sin bog "Profeten",

en vis mand give flg. råd om ægteskabet:



"Elsk hinanden, men gør ikke kærlighed til en pligt.

Fyld hinandens bæger, men drik af hvert sit.

Giv hinanden af jeres brød, men spis ikke af samme skive.

Syng, dans og vær glad sammen, men lad også hinanden alene.

Ligesom luttens strenge er alene, sitrer de dog med samme

melodi.

Giv jeres hjerter, men ikke som hinandens besiddelse;

Thi kun livets hånd kan rumme jeres hjerter.

Og stå sammen, men dog ikke for nær hinanden;

Thi templets søjler er adskilt,

og cypressen og egetræet vokser ikke i hinandens skygge".



Sådanne råd er gode at tage til sig.

De fleste er ikke bare taget ud af luften, men bygger på erfa-

ringer samlet af mere end en enkelt person.

Alligevel er det ikke ligetil at overtage andres erfaringer.

Hvor man før i tiden kunne regne med at den ene generations

erfaringer også havde værdi for næste, er dette ikke længere

indlysende.

Hvor de gamle før i tiden bar på fortiden og traditionernes

ballast, da lever vi i dag i en tid, hvor gårsdagens erfaring let

bliver forældet og alene den, der griber morgendagens trend, er

sikret plads i solen.



Sådan også med parforhold og ægteskab.

Tanken om at man skulle kunne vejlede andre til at leve i samliv

eller ægteskab lyder måske umiddelbart som en god idé, men

falder til jorden, når den møder virkeligheden.



For hvem siger, at vores erfaringer og dagligdag ligger i

umiddelbar forlængelse af vore forældres?

Vi lever i en tid og en hverdag, der er under konstant udvikling

og forandring - det er her, må vi prøve at finde vore ben, det er

her, vi skal finde hinanden - og det er her kærligheden skal gro.



Ind i denne sammenhæng, kan man så pege på Khalil Gibrans

råd om ikke at vokse for tæt sammen.



Forandring slider - omstilling er trættende og engang imellem er

vi nødt til at flytte os i forhold til hinanden.

Og skal vi kunne det, må der være plads til at udvikles og vokse

i erfaring og indsigt.

Det kan man godt gøre sammen, men at udvikle sig sammen er

ikke nødvendigvis det samme som at udvikle sig i samme

retning eller på samme måde.

Skal ægteskabet virkeligt have et dybde og perspektiv under

udviklingens vilkår, må den tilsyneladende modsætning mellem

individet og fællesskabet ses i øjnene og forsones.



Forudsætningen må være, at kærlighed altid modtages som en

gave. 

"Elsk hinanden, men gør ikke kærligheden til en pligt".



Dernæst behøver ægteskabet både intimitet og distance.

"Fyld hinandens bæger, men drik af hver sit.

Giv hinanden af jeres brød, men spis ikke af samme skive."



Eller sagt med andre ord: 

Del det fundamentale med hinanden, men bevar jeres indivi-

duelle integritet og personlighed - det er jo det, der skal nære

kærligheden til den anden - for den indbyrdes forskellighed er

både drivkraft og næring for kærligheden i tid - at opdage og

udforske et andet menneske er ikke gjort på få år; 

det tar et liv og giver et liv. 



Men selv når kærligheden er skænket, er den stadig fri. 

"Giv jeres hjerter, men ikke som hinandens besiddelse". 

Et anden hjerte kan man ikke eje, men kun tage imod og svare

ved at give sit eget.

Det er kun ved at give, at man får - det er ved at blive delt,

kærligheden vokser.



Alle disse råd - og dem kan både I og vi andre jo tage til os,

hvis vi kan og vil - bygger dog på én forudsætning, nemlig

tanken om at det faktisk er muligt at etablere et fuldt og har-

monisk forhold mellem mennesker - her i et ægteskab.



Overfor denne tanke står så den erfaring, der siger at vi lige

nemt går fejl af hinanden - at harmonien bliver til disharmoni og

at alle gode råd intet formår overfor gensidig afmagt.

Så hvad nu med vore erfaringer af, at kærligheden ikke lader sig

pædagogisere og rette til?



Da er kærligheden sat på en prøve, som den ikke består uden

dette ene; at komme hinanden i møde med tilgivelsen.



Som Paulus siger det i den formaning, jeg læste for et øjeblik

siden, og som ikke blot er et godt råd, men en opfordring til

både at lade sig forpligte og følge pligten op med handling:

"Bær over med hinanden og tilgiv hinden, hvis den ene har

noget at bebrejde den anden. 

Som Herren tilgav, skal også I gøre".



Tilgivelsen er her den dimension, der overskrider vores egne

evner og muligheder - tilgivelsen når langt ud over de be-

grænsninger, vi er underlagt.

Derfor er tilgivelsen i en kristen sammenhæng fundamentet for

alle forhold - både forholdene mellem mennesker og forholdet

til Gud.

Tilgivelsen bærer relationer, hvor de ikke kan bære sig selv -

den er det fundament, som livet kan bygges på.



Netop det, ved vi ikke fra os selv, men fra beretningen om Ham,

der gjorde tilgivelsen til fundamentet for sit eget liv, nemlig

Jesus.

Var nogen fuldkommen og ikke havde behov for tilgivelse, så

var det ham - alligevel kom han alle i møde med den inderlige

barmhjertighed, den godhed, mildhed, ydmyghed og

tålmodighed, som er blevet kærlighedens varemærke.



Hans kærlighed er det fuldkommenhedens bånd, som skal

bevare jeres kærlighed til hinanden livet igennem.



Amen.