Kære Brudepar!



Udgangspunktet for det, jeg vil sige til jer i dag, har jeg fundet i

en netop udgivet bog om kærlighed og ægteskab. 

Bogen har titlen: "Jeg gifter mig kun én gang".



I en artikel skriver en præst, Elsebeth Didrichsen:

"I de mennesker, vi elsker, bliver meningen med os selv

indlysende. I vores elskede, vores barn, vores nære ven får

meningen med vores liv bogstaveligt talt krop og bliver levende

virkelighed - ikke bare mulighed, men et konkret faktum, der

ikke er til at komme udenom - det, der sætter vores dagsorden

og giver vores tilværelse retning og indhold". 



Jeg vil gerne holde fast i disse ord, som jeg tror er vigtige, både

som forklaring på, hvad kærligheden bringer os, men også

hvorfor de fleste på et eller andet tidspunkt lægger kærligheden

ind under ægteskabets institutionelle rammer.



Over nogle få år er der sket en ændring i holdningen til ægte-

skabet som samfundets traditionelle institution til beskyttelse af

- ikke blot af kærligheden som sådan - men også af de andre

personer, der vikles ind i eller vokser ud af to menneskers

kærlighed til hinanden.

Efter i årtier at have været ramt af en generel og til tider også

berettiget skepsis overfor tradition og institution er udviklingen

i dag modsat - flere og flere bliver gift med papir, jura og

økonomi lagt i faste rammer.



Skal man lede efter en forklaring på dette skifte, kan man bl.a.

pege på en voksende erkendelse af, at selvom kærlighed og

seksualitet er utroligt stærke kræfter, er der også grænse for,

hvad de kan bære.

Hvor man for bare 10 år siden mente at kærligheden kunne og

skulle bære alt, er der i dag mange - ofte af erfaring - der har

opdaget, at det kan den ikke alene.



Men da ingen kan eller vil opgive kærligheden som sådan,

accepterer man behovet for en institutionel støtte.

Noget fast og for så vidt trygt. 

Noget, man kan læne sig op ad, når lidenskaben går på vå-

geblus.



Men hvorfor da ikke bare opgive kærligheden?

Hvorfor er det så svært, men selvfølgeligt ikke umuligt, at leve

alene?



Måske fordi oplevelsen af mening med vort eget liv på en eller

anden måde er knyttet til eller bestemt af relationen til andre

mennesker - ikke blot i den lidenskabelige forelskelse - men

også i et fast forhold, der kan bære erfaringen af, at lidenskaben

har det med både at komme og at gå.

Og hvis vor oplevelse af sammenhæng og mening er knyttet til

et andet menneske, så kan det ikke nytte, hvis det er lidenskab

og forelskelse, der skal bære læsset alene. 



Vel er lidenskaben vigtigt, ja, uomgængelig som det, der

kommer og går, og som derfor også pludseligt kan springe frem

og vække slumrende kræfter, men den kan ikke alt.

Lidenskaben er en kraft eller en kilde, som må kanaliseres ind i

et forhold på en måde, så den livsopfyldelse, vi finder hos

hinanden, ikke går under, når samlivet står i stampe.



Ægteskabet går dermed hen og bliver - ikke en garanti mod

problemer - men så i det mindste et hus med så solide mure, at

det koster energi at få dem væltet, når de først er rejst.

Og med disse mure sikres ikke blot ægteskabet som institution,

eller de børn, som får deres opvækst under denne ramme, men

også de to mennesker, hvis identitet og selvforståelse er blevet

knyttet sammen med den anden i gensidigt givende og modta-

gende kærlighed.



En sådan indsigt er imidlertid ikke ny.

Nej, den er så gammel, at den allerede blev formuleret og siden

fastholdt allerede ved vores kulturs rødder, nemlig i den jødiske

skabelsesberetning.

Selvom samfund og kulturer er dukket op for derefter atter at

svinde bort i historiens sand, har indsigten om livets fuldbyr-

delse i forholdet til et andet menneske overlevet i denne myte

om menneskets værdi og sande væsen.



I Skabelsesberetningen siges det på denne måde: 

"Gud skabte mennesket i sit billede

- som mand og kvinde skabte han dem".

At mennesket er skabt af Gud og i hans billede er udtryk for, at

sammenhængen og oplevelsen af livets mening som religiøs

erfaring nok er knyttet til Gud, men fordi Gud ikke umiddelbart

er tilgængelig i den verden, vi lever i, har han som verdens og

menneskets skaber lagt livsopfyldelsen ind i relationen mellem

mennesket som kønsvæsen.



Som der helt præcis står: 

"I sit billede skabte han det 

- som mand og kvinde skabte han dem". 

Mennesket er en skabning, hvis livsopfyldelse findes i relationen

til en anden - ikke alene og ikke isoleret, men i fællesskab med

en medskabning.



Derfor kan Jesus også på et langt senere tidspunkt tale om det

smertelige ved at skilles, for er to mennesker gennem kortere

eller længere samliv først vokset sammen til én fælles eksistens,

er det begges liv og livsopfyldelse, der rives itu.

At gå fra hinanden er i det perspektiv altså ikke blot at berøve

den anden noget, men også at såre sig selv.



Og så kan det tilføjes, at dette ikke kun gælder kærlighed og

ægteskab - det gælder i det hele taget vort liv med hinanden.

Vi lever ikke isoleret fra andre, men bogstavelig talt altid med

hinanden liv i vore hænder - vi kan både værne og såre.

Når et menneske, vi er knyttet til, trækker sig bort fra os, be-

røves vi noget af vores identitet, ligesom også vor egen ad-

skillelse fra vore nærmeste berøver dem noget af deres livsfylde

og oplevelse af mening. 

Kærligheden er i sit inderste væsen tæt forbundet med smerten

og sorgen over at miste - det ved og erfarer vi alle.



Så vidt det er muligt, må vi derfor gøre, hvad vi kan, for at

beskytte hinanden og den kærlighed, der binder os sammen.

Vi må have nogle rammer for livet med hinanden - og det på

trods af, at vi godt ved rammerne ikke gør det alene. 

Rammer skal altid fyldes ud - med kærlighed, men også med de

mange andre holdninger og handlinger, som må være følge en

beslutning om at dele livet med hinanden.



Paulus nævner således en hel række; 

overbærenhed, tilgivelse, tålmodighed osv., men han glemmer

ikke det vigtigste - det som er målet med disse viljesudtryk og

handlinger, nemlig at værne kærligheden - kærligheden som

fuldkommenhedens bånd - det bånd, der binder to elskendes

tilværelse sammen til én fælles klædning uden synlige søm og

syninger - ét sammenvævet stykke stof, der kan varme to

mennesker, når stormene raser omkring dem.



Lad altid denne klædning med kærlighedens fuldkomne bånd

være værn og beskyttelse for jeres liv med hinanden!



Tillykke med dagen!