Kære Brudepar!



I har som mange sikkert set en af de gamle amerikanske film

med happy end, og hvor selve slutningsscenen finder sted foran

alteret i kirken.

Helten og heltinden har efter mange og svære forhindringer

endeligt fundet hinanden.

Hun har langt om længe fået ham til at erkende, at han ikke kan

leve uden hende.

Og han har bevist, at han kan afvise alle trusler mod hende og

deres forhold.

Nu står de så foran alteret, begge har svaret ja til løftet om evig

troskab, hvorefter scenens højdepunkt forløses i præstens ord:

"You may now kiss the bride" - eller på dansk:

"Det er nu, du må kysse bruden!".

For sådan slutter vielsen næsten altid i amerikanske film.



Ud over at afsløre, at vi er mange, der ser amerikanske film - og

godt kan lide både romantik og gentagelser - så viser dette

højdepunkt også, hvor indgroet forestillingen om et "før" og et

"efter vielsen" egentligt er.

For selvom mange som I både har boet sammen og har et eller

flere børn, så er det for de fleste stadig som om vielsen

markerer en særlig overgang i et forhold. 

Selvfølgelig ikke ved, at det først er nu, man kysser hinanden,

men meget ofte ved, at det for mange først synes at være fra nu

af, det virkeligt gælder.

Det er først nu ansvaret og pligterne melder sig i hele deres

tyngde, hvilket vi alligevel godt ved er noget pjat.



På den ene side altså en forventning om, at vielsen skaber en

total forandring af tingenes tilstand, og på den anden siden

bevidstheden om, at det langt fra er tilfældet. 

Bortset fra oprydningen efter festen i dag vil langt de fleste ting

i hverdagen fortsætte i deres sædvanlige gænge, hvilket trygt og

godt, men selvfølgelig ikke altid sundt i længden.

Så er det, at spørgsmålet melder sig: hvorfor gifte sig?



Det første, man kan sige, er at et bryllup ikke ændrer, 

men først og fremmest bekræfter tingenes faktiske tilstand.

På sin vis siger brylluppet kun noget om det, der er gået forud -

ikke om det, der følger efter i dag.



Dernæst kan vi forsøge at se på nogle mulige svar på

spørgsmålet om hvorfor, man gifter sig:

- At I elsker hinanden behøver I jo ikke først at sige nu - det

formoder jeg I fortæller og viser hinanden til dagligt.

- At jeg som præst skulle kunne sige jer noget, I ikke allerede

har erfaret indtil nu, skal man nok ikke regne med.

- At det er godt at få økonomi og jura på plads, er nok rigtigt,

men det kan som bekendt også gøres på andre måder.

- Og at jeres forhold skulle blive mere sikkert og holdbart af at

få papir på det, synes statistisk set ikke at være tilfældet.



Den eneste virkelige gode grund, jeg kan komme i tanke om, er

den, at man i ægteskabet forpligter sig på hinanden, og det på

en måde, der set fra en synsvinkel synes helt uansvarlig, men fra

en anden er den eneste mulige.



Ved jeres ægteskab i dag bindes der knuder på de bånd, der

indtil nu er opstået mellem jer - bånd, som kan gøre ufri og

snære, men også bånd, som styrker og holder jer sammen.



Alt efter hvordan man nu ser på dette, kan det synes ængstende

eller tiltrækkende.

Spekulerer man på, om det mon nu kan holde, og hvordan

båndene om nødvendigt kan løses op igen, må man nødven-

digvis vige tilbage for at give sig i kast med projektet.

Men ser man på ægteskabet som en støtte til at bevare det, man

allerede er i gang med og vil gøre alt for at bevare, men som

man ikke er sikker på at have styrke til, så bliver det måske

mere meningsfuldt.



Og så er der også en anden side ved det at være bundet til

hinanden, og det er muligheden for at turde være svag.

For når man ved, at den andens kærlighed ikke kun er rettet

mod ens stærke og positive sider, men også har forpligtet sig på

de svage og mindre glorværdige træk, så tør man også være sig

selv og give sig helt hen til den anden.



Og det er vel, når alt kommer til alt, kernen i kærlighedens

svære kunst: At være sig selv, at turde være svag og at udlevere

sig betingelsesløst til et andet menneske.



Dermed ender vi så der, hvor den kristne forkyndelse er

relevant - også for et ægteskab.

Kristendommen handler ikke blot om kærlighed, etik og moral,

men taler tillige realistisk om, hvorfor vi har så svært ved at

realisere det gode liv, vi gerne vil - hvorfor vi så ofte får det

ødelagt for hinanden, selvom det ikke var det, vi ville.

Og samtidig angiver kristendommen også den vej, man kommer

videre, når alt er gået i hårdknude.

 

For selvom Gud har sammenføjet både mennesker og skaber-

værk til en helhed, så undgår vi ikke at ødelægge eller skille det

ad, som hører sammen.

Vi vil have kontrol over livet. Vi vil bestemmer både over dets

begyndelse og dets afslutning, men gang på gang afsløres det, at

vi bare narrer os selv - for livet er større end os.

For ligesom livet er en gave, sådan er også kærligheden i sidste

ende noget, der kommer fra en kilde udenfor os selv, fra Gud,

der har skabt os til kærlighed.

Og selv om vi misbruger begge dele, så viser Guds kærlighed

sig netop ved, at den ikke holder op, men lader tilgivelsen og

syndernes forladelse være det nådige udgangspunkt for livets

fornyelse og vækst.



Når altså Paulus taler om at opfylde Kristi lov, taler han ikke

om jura, men om at lade den kærlighed, der afspejles i Jesu liv,

være motivation og drivkraft for os i vores liv.

"Bær hinanden byrder......Bær over med hinanden.... tilgiv

hinanden......".

Forudsætningen for alle disse opfordringer og formaninger

ligger ikke i os selv, for hvordan skulle vi kunne forpligte os til

at leve op til dem - altid og under alle forhold??

Det er umuligt og derfor må udgangspunktet nødvendigvis ligge

et andet sted. Paulus peger på Jesu kærlighed og tilgivelse som

kilde for al menneskelig tilgivelse og kærlighed: ".... som

Herren tilgav, skal også I gøre det".



Ja, ikke blot inspirere han til kærlighed og tilgivelse, men

gennem dåben skænker han os det forhold, som gør at han livet

igennem er den, der bærer, hvor vi er svage - hvor han tilgiver,

for at vi kan tilgive hinanden.



På den måde er dåben i dag et flot billede på, hvad der skal

bære jeres ægteskab i årerne, der kommer.



I dåben får vi Helligånden, som er Guds nærvær og al kær-

ligheds kilde med syndernes forladelse og det evige liv.

Hvor Helligånden får lov at råde og sætte sit præg, der kan vi

være vi salige - eller lyksalige/lykkelige, som det også hedder på

dansk.



- Salig som det barn, der lever af det, det får givet af sine

forældre,

- og salige, som det ægtepar, der får givet at elske hinanden -

som hver dag kan takke for livet og kærligheden fra Gud. 

Og synes opgaven stor og overvældende, så kan I trygt bede

med på de ord, som vi skal synge om et øjeblik:



O Jesus, du, som hjerter kan

alene sammenbinde

i en livsalig ægtestand,

o, lad din hjælp sig finde

hos alle dem, som i din frygt

har deres løfter på dig bygt,

lad fryd for dem oprinde!     (DDS 124 v. 5).



Tillykke med dagen!