Kære Brudepar!

I slutningen af 60´erne udsendte Beatles en LP med titlen "Sct.
Peppers Lonely Hearts Club Band". 
Om ikke for andet huskes den for omslaget - en opstilling af
århundredets fremtrædende kunstnere, musikere og sportsfolk,
og med Beatles selv ubeskedent stående i midten.
Denne LP var i flg. min gamle musiklærer på gymnasiet en af de
første holdt sammen af en bestemt idé - et sammenhængende
værk af forskellige sange - som omslaget i billeder altså en slags
musikalsk collage over samme tema.
Og dette tema lå i titlen, der vel kan oversættes til noget i
retning af "Ensomme hjerters klub". 
Det er nøglen til at forstå budskabet - at pege på den ensomhed,
der følger os livet igennem og ikke kan overvindes af nok så
megen succes og berømmelse.

Et af numrene hedder "When I´m Sixty-four" og forstås bedst
som et forsøg på at udtrykke den tvivl, der pludseligt kan opstå
- selv under det mest lykkelige og harmoniske forhold.
Paul McCartney udtrykker det på denne måde, som jeg tillader
mig at gengive fri dansk oversættelse:

Når jeg blir ældre og taber mit hår
måske om mange år endnu
vil du da stadig forære mig en Valentin-dags-gave
en kærlig hilsen og en god flaske vin?
Hvis jeg kommer hjem kl. tre en nat
har du så låst din dør?
Mon du stadig længes efter mig -
mon du stadig begærer mig, når jeg blir 70?

Efter i de følgende at have forestillet sig som pensionerede
bedsteforældre omkring den varme pejs i et sommerhus, med
børnebørn på knæet, og vor mor strikkende på en varm trøje til
bedstefar, slutter sangen med opfordring til - om ikke på anden,
så i det mindste på den mest overfladiske måde at give et tegn
på kærligheden til kende:

Send mig et postkort - bare en linie
blot en antydning af, hvad du tænker; 
underskrevet med "kærlig hilsen"
eller "din for evigt".

Og så følger endnu engang det spørgende omkvæd:
Mon du stadig længes efter mig -
mon du stadig begærer mig, når jeg blir 70?
Hvad denne - synes jeg meget smukke - kærlighedssang giver
udtryk for, er den tvivl, som ind imellem kan ramme en, selv når
man er allermest forelsket, nemlig tvivlen hvor længe dette
egentligt varer; vil det vare ved - ikke blot til i morgen eller til
næste måned, men også - gennem de årtier, der kommer og som
uværligt sætter sit præg på os, så vi en dag måske er helt andre
personer end dem, vi var, da vi først mødte hinanden?

Ja, for selv om man måske ikke lige hænger sig i alle de ord, der
lyder som tilspørgsel i dag, f.eks. om at "elske og ære indtil
døden skiller", så minder i det mindste ordene "i medgang og
modgang" os om, hvor sårbart og udsat et kærlighedsforhold
egentligt er. 
Har man prøvet det, ved man godt, hvor svært det er at bryde
ud af ét forhold og bagefter genvinde troen på kærligheden.
Ja, selv uden sådanne erfaringer kan tanken om et forpligtende
løfte om kærlighed godt virke som en stor mundfuld.

På den anden side ved vi alle også godt, at vi ikke kan leve uden
den tryghed, der ligger i at vide sig elsket af en anden.
Som både McCartney og mange med ham har erfaret, er kær-
ligheden både det vigtigste af alt, men samtidig også det eneste i
livet, man ikke kan få eller give nogen garanti for.

Så hvorfor da overhovedet love hinanden kærlighed og troskab
livet igennem? Hvorfor egentligt gifte sig?
- Overfor dette spørgsmål er der den mulighed, at man på
forhånd renoncere og lader være.
- Det er også muligt at hævde, at da vi i forvejen så mange ting,
som vi alligevel fortryder, hvorfor så ikke også det?!
- Men man kunne også tage tvivlen og usikkerheden til efter-
retning og spørge, om ikke det netop er under disse vilkår, 
vi har allermest behov for at vide os forpligtet på hinanden?
Er det ikke netop fordi intet er sikkert, at det overhovedet giver
mening at lade sig forpligte til det liv, man kan gå hen få
sammen?
Er det ikke netop overfor usikkerheden og den truende en-
somhed, at man kan vælge at føre kærligheden helt til dørs?
Hvis man kan svare ja til det, så indebærer det villigheden til at
sætte hele sin vilje og fantasi ind på at værne om både
kærligheden og respekten for hinanden - og det indtil man blir
både 64 eller 70.

Her ved I, NN og XX, jo godt, hvad jeg hentyder til, og for
ikke at jeres gæster skal sidde og være helt i vildrede, vil jeg nu
afsløre, at Søren gerne ville, at jeg for hans og Charlottes skyld
skulle ændre ritualet, så spørgsmålet ikke skulle være, om han
ville "elske og ære", men om han ville "elske og begære".
Egentligt tror jeg nok meningen var den, at begæret kan synes
mere konkret og håndterligt at forholde sig til end kærlighed ind
i en uvis fremtid, men efter at have tænkt det igennem, er jeg nu
blevet mere sikker på det ritual, vi har.

For kan man ikke love at elske og vise hinanden respekt resten
af livet, så kan man vel endnu mindre love hinanden livsvarigt
begær?
At seksualiteten er en uomgængeligt side af et godt kærlig-
hedsforhold, derom ingen tvivl, men jeg mener også at kende
både mig selv og andre så godt, at det synes umuligt at un-
derlægge begæret løfter og pligt.
For enten er begæret der, eller også er det der ikke - det kan
tændes og det kan slukkes, men kom ikke og bild mig ind, at
det kan bindes til med et løfte om altid at være der! 
Som Paul McCartney så lakonisk spørger:
Mon du stadig længes efter mig -
mon du stadig begærer mig, når jeg blir 70?
Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi ikke vide - og lader vi
tvivlen hindre os i overhovedet at engagere os i hinanden, så
ender vi helt sikkert som både gamle og ensomme. 

Går man derimod ind i et ægteskab med ønsket om at lade det
være en fælles ramme til beskyttelse mod ensomhed - hvad
enten det nu får lov til at vare til man blir 64 eller 70 - så må
grundlaget være mere solidt end det skiftende begær. 
Skal man bygge ikke blot et hus, men også et hjem, der står i
både storm og orkan, så må fundamentet nødvendigvis være så
stærkt som overhovedet muligt.

Det fundament, der peges på ved et kirkebryllup, er det, der
kommer til udtryk gennem den række formaninger, jeg læste fra
et af Paulus breve. 
Selvom det er muligt at beskylde Paulus for som ugift ikke at
have forstand på ægteskab og samliv, så mener jeg nu nok at
hans peptalk indeholder en vis relevans - også for ægtepar. 
For med godhed og barmhjertighed, mildhed og tålmodighed,
overbærenhed og villighed til i alle livets forhold at komme
hinanden i møde med tilgivelse, kommer man langt. 

Og skulle dét så ikke være nok, peger han til sidst på den eneste
kærlighed, som med rette kan kaldes "fuldkommenhedens
bånd", Jesu Kristi kærlighed - han, som elskede og gik i døden
for dem, han havde kær.

Hans kærlighed og hans nåde er det, vi vil bede om for jeres
ægteskab. 
Og han vil da skænke jer sin velsignelse til, at jeres ægteskab
kan lykkes - i medgang og modgang - og forhåbentligt indtil I
blir langt over både 64 eller 70 år.

Hjerteligt tillykke med dagen!