Kære Brudepar!

I begyndelsen af Det gamle Testamente findes to ret forskellige
beretninger om hvordan Gud skabte jorden og alt liv.

Fra den første har vi allerede lyttet til fortællingen om, hvordan
Gud som kronen på sit værk skabte mennesket. 
I sit eget billede skabte han det med den lighed, der både
forener menneskene med hinanden og Gud selv. 
Som mand og kvinde, der i deres inderste væsen drives mod
hinanden, blev de skabt til at leve i den kærlighed, der var
frugten af Guds velsignelse til dem.
 
Men efter den første følger en anden skabelsesberetning. Den er
helt anderledes bygget op og lader sig på mange måder ikke
forene med den første.
Her skaber Gud f.eks. ikke med sit ord, men som en pottemager
former han af ler og muld den skabning, som er det første
menneske, og blæser livsånden ind i dets næsebor.
Og hvor mennesket i den første beretning fra begyndelsen
skabes som et par bestående af mand og kvinde, der skaber Gud
i den anden beretning først Adam og senere Eva.

Men som det så malende fortælles, så indser Gud hurtigt, at der
er noget galt med denne fremgangsmåde: 
"Det er ikke godt, at mennesket er alene!", indrømmer han.
Vi kan jo næsten se Adam stå alene midt i Paradis uden at vide,
hvorfor han er havnet dér og hvad han skal stille op med alt den
herlighed - for slet ikke at tale om sig selv!
For hvad er paradiset og evig lykke, hvis ikke man har nogen at
dele hele herligheden med? 

Dette problem søger Gud da at udbedre ved at skabe én, som
passer til Adam. 
Efter først at have forsøgt sig med alle dyrerne, som Adam får
lov at give navn, men ikke finder nogen, der falder i hans smag,
hører vi hvordan Gud lader ham falde i søvn og tager det ribben
ud, af hvilket han skaber Adams ligemand.

Forfatteren og fortælleren, Egon Nielsen, har med et lunt glimt i
øjet gengivet fortællingens slutning på flg. måde:

"Adam vågnede med et sæt og tog sig til siden. 
Han syntes, han havde haft en mærkelig drøm - som om nogen
ville have fingre i ham. 
Og måske drømte han endnu. For hvad var det for en yndefuld
skabning, der stod foran ham, buttet og blank og med øjne som
nattens stjerner? Hvilken gave fra Gud! 
Man kunne sandelig se, at Gud havde fået mere øvelse, tænkte
Adam og lod blikket glide ned over sin egen kantede krop med
alle de grimme hår på brystet.
Og så er hun magnetisk, tænkte han - og det skønt magnetismen
ikke var opdaget endnu. Han kunne mærke, det trak i ham. Han
blev ligesom suget hen til hende. Hun skal hedde Eva! røg det
ud af ham.
Der kom han nok Gud i forkøbet, men Gud så meget tilfreds ud,
for det var et godt navn, Adam havde hittet på. 
Eva", betyder "Liv".                                 (s. 12 omskrevet).       

Som vi nok fornemmer, er en af pointerne i disse gamle
fortællinger - deres forskelle til trods - alligevel den samme.
Til grund for den jødiske og kristne tro på Gud som altings
grund og ophav finder vi i disse fortællinger en tillid til livet som
en gave, der er velsignet af Gud.
Og som en afgørende side af denne gave er forholdet mellem
mand og kvinde - et forhold, som er livsbekræftende og liv-
givende for de to, såvel som for dem, der bliver frugten af deres
kærlighed - altså godt nok. 

Som indledning til det ægteskab og livsfællesskab, som I alle-
rede har bygget på en tid, lyder der altså her i kirken en an-
erkendelse, som vi tillige har lov at følge op med bøn om Guds
velsignelse over jeres forehavende.

Men der lyder også andre mere jordnære og realistiske toner.
Den kristne forståelse af kærligheden er ikke romantisk, men
svarer nøje til den erfaring, vi alle gør os i livet. 

I den næste læsning ønsker farisæerne at Jesus forholder sig til
muligheden for at slippe ud af ægteskabet igen: 
"Er det tilladt at lade sig skille?", spørger de.
Det svarer Jesus ikke direkte på, for selvfølgelig er hverken
ægteskab eller kærlighed evige og uforanderlige størrelser. 
I det mindste er kærligheden ikke usårlig - bliver den gang på
gang skuffet eller misbrugt, visner den bort. 
Fordi vi ikke lever i Paradisets have, er vores virkelighed en
anden end den, de første mennesker blev kastet ind i. 

Hvad Jesus derimod gør, er at pege tilbage på den velsignelse,
Gud i begyndelsen knyttede til forholdet mellem mand og
kvinde, og derefter lade dette udgangspunkt være den målestok,
som ret og uret afgøres af. 
For er to mennesker først forenet i kærlighed, da er det med
vold, man skiller dem ad igen. Hvad allerede er blevet til ét kød
og én eksistens, kan de kun med smerte skilles igen.

Således er kærligheden i den verden, vi lever i, både en styrke
og en sårbar størrelse, som vi af al magt må søge at beskytte og
bevare for hinanden.

Og i det forehavende gør kærligheden alene det ikke. 
At kærligheden ikke kan stå alene, afsløres af det spørgsmål, jeg
skal rette til jer i dag. 
Det jeg spørger om, er nemlig ikke om I elsker hinanden, men
derimod om I fremover vil sætte hele jeres vilje og alle jeres
kræfter ind på at bevare denne kærlighed: 
"Vil I elske og ære hinanden!", lyder tilspørgslen.
Hvad jeg altså spørger om er viljen til at ville, og det løfte, 
I da giver hinanden, er den grundvold, I må bygge videre på,
når kærligheden får svære tider og til tider endog visner hen.

For at I elsker hinanden, tager vi alle for en selvfølge - 
det er bare ikke givet, at kærligheden forbliver så stærk, som
den er i dag, og den erfaring må vi så prøve at leve med.

En erfaring af kærlighedens sårbarhed finder vi i Viggo
Stuckenbergs digt: "To, der elsker hinanden", og samme
erfaring må Kim Larsen have haft, da han næsten 100 år efter
Stuckenbergs død arbejder videre med det og sætte en ny
melodi til, så det kan vække genklang også hos os i dag.
I Stuckenbergs digt lyder ordene om kærlighedens sårbarhed og
styrke på denne måde;

Thi to som elsker hinanden, 
kan volde hinanden mer ondt
end alle de argeste fjender,
som hævner sig jorden rundt;
og to som elsker hinanden,
kan læge de ondeste sår
blot ved at se på hinanden
og glatte hinandens hår.

Men det, som Stuckenberg og Kim Larsen her siger, er det
samme, som Paulus peger på, når han opfordrer os til at følge
Kristi Lov og eksempel. 
For som Guds velsignede og elskede skabninger har vi god
grund til at tro, at kærligheden ikke blot er fuldkommenhedens
bånd, men tillige er kilden til fornyelsen af vort indbyrdes
forhold, når det er gået i stykker mellem os. 
Vender vi os fra hinanden, har vi altid mulighed for at vende om
og bede om den tilgivelse, som netop finder sin nødvendighed i,
at hverken vi eller vores kærlighed er fuldkommen. 
Alene Kristi kærlighed er fuldkommen og med sit ord og sit liv
peger han på tilgivelsen som det, der kan dække selv den mest
ufuldkomne af os ind.

Ud tilgivelsen kan kærligheden så atter vokse frem og blive til
den velsignelse, Gud ville den skulle være - også for jer.

Hjerteligt tillykke med dagen!