I mange af sine taler sætter Jesus tingene
hårdt op mod hinanden. Det gør han også i den
tale vi har hørt i dag. Det ene øjeblik bliver vi
glade. Det næste øjeblik bliver vi bedrøvede. Hvis
vi hører efter.
Jesus siger: Frygt ikke, du lille hjord, for
jeres fader har besluttet at give jer Riget.  Se, det
er glæde. Det er en tryghed. Jesus siger, at vi ikke
skal være bange for, hvordan det vil gå os. Gud
vil have os hos. Gud er vores Far. Han giver os sit
rige. Han tager os til sig. Det har han besluttet, og
så vil det også ske.
Hvis det kom an på vores beslutning, så
var det ikke så godt. Vi er ikke altid stærke nok
til at holde fast i vores beslutninger. Hvis der er
altfor meget som går mod vores beslutninger, så
opgiver vi. Men frelsen hviler ikke på vores
beslutning, men på Guds. 
Paulus taler i epistlen om Gud, som frelst
os, ikke på grund af vores gerninger, men efter
egen beslutning og nåde. Se, det er glæde. Det er
der tryghed i, de ord. Gud ændrer ikke sin
beslutning, hvad der end modarbejder den. Gud
fører sin beslutning ud i livet på trods af alt.
Det er det første, som Jesus siger, og som
giver os glæde: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres
fader har besluttet at give jer Riget. Men så siger
han noget, som ser ud til at tage al glæden fra os.
Sælg jeres ejendele og giv almisse. Giv alt hvad I
har til dem, der trænger til det. Så må vi blive
bedrøvede, hvis vi hører efter.
Det var engang en rig ung mand, som kom
til Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre, og til
ham sagde Jesus det samme: 'Sælg alt hvad du har
og giv det til de fattige, så har du en skat i
himlene, og kom så og følg mig.' Og der står om
den unge mand, at han blev bedrøvet og gik sin
vej, for han ejede meget.
Hvis vi hører efter, må vi også blive
bedrøvede over os selv. Vi kan ikke jo ikke sælge
alt det vi har. Hvordan ville det så ikke gå os.
Uden et sted at bo, uden mad. Hvordan kunne vi
sørge for vores familie. Vi ville være fuldstændig
henvist til andres nåde og unåde.
Vi skal tage Jesu ord bogstaveligt. Der er
desværre ikke noget der hjælper. Vi kan ikke
krybe udenom. Ordene skal forstås bogstaveligt.
Men hvis det er en betingelse, at vi sælger alt, for
at vi kan frelses, så var der ingen af dem, som
Jesus mødte, som blev frelst. Der var ingen som
gik hjem og solgte alt hvad de ejede. Det skulle
da lige være de 12 disciple. De forlod alt og
fulgte ham. Men det lyder alligevel som om deres
koner passede børnene og huset og arbejdede og
de kunne vende tilbage til dem, hvis de ville. Men
ellers hører vi om nogen i evangelierne der solgte
alt hvad de ejede. Det står der ingen steder. Og
der står ingen steder, at Jesus var skuffet over det.
Men der står om de første kristne efter Jesu
død og opstandelse, at de holdt sammen og havde
al ting fælles. De solgte deres hus og delte
pengene ud til deres medkristne, hvis nogen
trængte til det, så ingen led nød. Det står der.
Men hvor længe det varede, er svært at sige. Det
varede ikke så mange år. Så hører vi ikke mere
om at de levede sådan fælles. Det må ikke have
gået så godt. I Paulus menigheder levede de
troende i deres egen huse og med deres egne
familier og arbejdede normalt og så kom de
sammen til gudstjeneste.
Vi skal tage Jesu ord bogstaveligt. Men
han kan ikke mene, at vi skal give alt vores væk
til de fattige. Så blev de rige og vi måtte tigge hos
dem. Vi skal heller ikke holde op med arbejde.
Paulus roser sig et sted med, at selv skaffede sig
penge, hvor han kom frem, han arbejde med sit
fag. Han var teltmager. Han lå ikke andre til
byrde.
Jesu ord skal forstås bogstaveligt, når han
siger:' Sælg alt hvad I ejer. Og giv det til de
fattige.' Det skal forstås så bogstaveligt, at vi
bliver bedrøvede over os selv og ser hvor bundet
vi er til de ting vi ejer. Og vi bliver bedrøvet over,
at vi ikke kan gøre det, som i følge Jesus kunne
frelse os, hvis vi selv skulle gøre det. Hvis vi selv
skulle frelse os, så kunne vi ikke.
Og ordene skal tages bogstaveligt, fordi de
viser, hvor meget vi er udleveret til Gud. Lige så
meget, som havde vi givet alt vores eget væk,
sådan må vi leve af Guds nåd. Så henvist er vi til
Gud. Og sådan er vi også henvist til hinanden,
som gav vi alt væk til dem, der trænger til det.
Jesus giver os den tryghed, at vi er i Guds
rige. Gud giver os det. Og Guds rige sætter sit
præg på os.
Hvis vi rejste væk og bosatte os i Frankrig,
så ville det gøre noget ved os. Hvis det var i
Sydfrankrig, hvor solen skinner tit og der er
meget varmt, næsten for varmt, hvis I kan
forestille jer det i denne sommer. Men hvis vi
boede der, så ville det påvirke os, vores sind,
vores væremåde, vores humør. 
På samme måde når Jesus, at vi er i Guds
rige, dér bor vi, for det har Gud besluttet, og vi er
døbt til det. Det præger os, at vi er i Guds rige.
Paulus har i epistlen et andet udtryk for
Guds rige. Han taler om 'Ånden' og siger: ' Gud
har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft
og kærlighed og besindighed.' Guds vilje er ikke
nogen bud vi skal leve efter. 
Hvis vi bosatte os i Frankrig, så var det
nogle andre love, vi skulle følge end de danske.
Jeg tror nu, at de danske er de bedste. Men i
Guds rige er der egentlig ingen love. Guds vilje er
ikke nogen døde ord og regler, som vi skal
overholde og sørge for bliver til virkelighed. Guds
vilje er levende. Den er ånden, som blev givet os.
Vi skal ikke rette os efter den retter os ind. Den
fører os ind på den rette vej mod alt det, som
egentlig bliver ved med at ligge fjernt fra os:
tålmodighed, mildhed, godhed. Det er jo Gud
selv. Men han tager os til sig. Vi er henvist til
Guds nåde i alt og vi er henvist til hinanden på
godt og ikke på ondt.
Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har
besluttet at give jer Riget.  Sælg jeres ejendele og
giv almisse.