Jesus siger til to byer: Ve dig. Det er et gammelt 
ord Jesus bruger. Vi har det kun i udtrykket ved en 
fødsel: veer. Det betyder smerte. Jesus forudsiger 
smerte for de to byer, Korazin og Betsajda. Hvorfor gør 
Jesus det?  Vi kan sammenligne med de få andre steder, 
hvor Jesus også siger "ve dig".  Jesus brugte nemlig 
ikke tit at forudsiger smerte for mennesker. Han 
plejede at forudsige glæde og befrielse fra al sorg og 
smerte. Men nogle få gange skælder Jesus ud. Han gør 
det over for farisæerne. De er strenge mod andre og sig 
selv og taler hele tiden om regler og bud. De har ikke 
medlidenhed hverken med andre eller sig selv, men 
lægger kun byrder på mennesker. De ser rene ud i det 
ydre, men i det indre har de ingen kærlighed til andre. 
De har nok ikke sig selv og vil ikke tro på Guds søn. 
Derfor forudsiger Jesus ve og smerte over farisæerne. 
Det gør han også over for de rige.  Et sted hos Lukas 
siger Jesus: Ve jer, I som er rige, I har fået jeres 
trøst. Ve jer, I som er mætte nu, I skal sulte. Ve jer, 
I som ler nu, I skal sørge og græde.  Og grunden er jo, 
at mange rige har nok i deres eget. De tænker kun på om 
de selv er mætte men ser ikke andres nød.  De ler og 
har ikke øje og medlidenhed med dem, der græder.  De 
har nok i sig selv og kan ikke tro på Guds søn, som 
taler om kærlighed både til Gud og medmennesket. 
     Og mon det ikke også er derfor Jesus forudsiger ve 
over byerne i prædikestykket i dag, Korazin, Betsajda 
og Kapernaum. De har nok i sig selv.  De mener ikke, at 
de har brug for Jesus. De vil ikke tro på ham. De 
lytter ikke til ham, for de mener, at de kan klare sig 
selv. 
     Har vi brug for Jesus? Vi er jo rigere end byerne 
på Jesu tid. Vi ejer flere ting end de rigeste på Jesu 
tid.  Hvis de kunne se os, ville de ikke kunne fatte 
den luksus, som er vi er omgivet af. Så vi er jo endnu 
mere fristet til at mene, at vi kan klare os selv og at 
vi ikke har brug for at lytte til Jesus og tro på ham. 
Men selv om vi lever sund og rent. Selv om vi i det 
ydre følger alle tidens gode leveregler, motion, sund 
mad. Selv om vi tager rent tøj på. Så er der i vor tid 
en stor sult efter fællesskab, efter menneskelige 
følelser. Og der er en stor åndelig sult efter noget 
højere at tro på. Dér mætter alt det materielle ikke. 
Hjertet bliver stadig tommere, jo mere velstående vi 
bliver. Mærkelig nok hører vi, at jo bedre det går for 
Danmark, desto flere arbejdsløse og ulykkelige bliver 
der. Selv om vi aldrig har haft det så godt, så stiger 
antallet af hjemløse i Danmark. Det viser, at vi også i 
vor tid mangler noget væsentlig, som vi ikke kan give 
os selv og som vi har brug for at få fra Jesus. 
     Mennesker til alle tider er fristet til at blive 
som farisæerne. Jesus siger om dem, at de bruger for 
meget tid til det ydre og glemmer det indre, og at de 
går altfor meget op i krav og bud. Jesus siger om dem, 
at de renser bægre og gryder udenpå. Dengang brugte man 
vievand til den hellige handling, at rense alt, hvad 
man spiste med. Det gjorde man efter, at tallerkner 
osv.  var vasket op. Men Jesus siger, at de indeni er 
snavsede, fulde af griskhed.  Tænk hvis vi brugte lige 
så meget tid på følelser, luge i vores gamle nag og 
vores tristhed, som vi bruger på vores haver og marker. 
     Jeg læste en psykolog, som udtalte, at kravene til 
os stiger hele tiden på trods af udviklingen og 
teknikken, som skulle gøre det hele lettere. På trods 
af de moderne vaskemaskiner har vi aldrig brugt så 
meget tid på vask som nu, fordi nu er normen blevet, at 
vi skal have en ren ny trøje på hver dag.  Psykologen 
mente, at vi har altfor mange store planer for vores 
liv, og at omkostningerne er langt større end at lære 
at leve med vores fejl og mangler. Ja, han mente, at vi 
skal slippe trykket på speederen og tænke over, om det 
vi laver i dag, bringer os hen, hvor vi gerne vil ende 
engang.  Psykologens emne var nemlig, hvordan vi får en 
god alderdom, og han mente, at mange lever deres liv 
dårligt, så de må bukke under for kravene og ikke får 
en god alderdom. 
     Jesu emne er det evige liv, og det er jo endnu 
vigtigere end en god alderdom. Vi har mere end 
nogensinde brug for at blive frelst fra alle de byrder, 
som bliver lagt på os og og som vi selv lægger på os. 
I slutningen af det kapitel, som vores prædikestykke er 
fra, siger Jesus: Kom til mig, alle I, som slider og 
slæber og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og 
lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte, så 
skal I finde hvile.  For mit åg er godt at bære og min 
byrde let.  Et åg er jo en stang, som man lægger over 
skuldrene, så man lettere kan bære en byrde. Og Jesus 
siger, at han giver os et åg, som passer til vores 
skuldre, så det ikke gnaver og smerter, når vi skal 
bærer byrder. Og Jesus siger, at det han giver os at 
bære på, ikke vejer meget. Han giver os hvile at bære 
på. Han giver os fred fra Gud, så det vi skal bære 
gennem livet ikke er alle vores dårlige følelser og 
fejl, men en dyb fred i vores hjerter. 
     Vi har brug for det evangelium, som Jesus giver 
os.  Og det er et evangelium, som er let for os at tage 
imod.  Jesus sammenligner sig selv med en, der spiller 
på fløjte og opfordrer til dans og fest.  Mens derimod 
Johannes døberen var en, der sang klagesange og ville 
lege begravelse. Og det sidste kan man forstå, at 
mennesker ikke har lyst til.  Man kan forstå, hvis 
nogen ikke vil tage imod et hårdt budskab, som Johannes 
døberen, der sagde, at øksen ligger ved træets rod og 
dommen er nær.  Hvis nogen kom og truede os og sagde: 
Du skal tro på Gud, ellers kommer du i Helvede. Så 
kunne man forstå, at selvstændige mennesker ville vise 
det fra sig og sige: Det vil jeg ikke høre på. Der er 
ikke nogen, som skal skræmme mig.  Men Jesus kom med et 
dejligt evangelium.  Jesus talte mere om glæde og 
tilgivelse og frihed. Jesus spiste og drak og sagde, at 
det er Guds rige, en fest, hvor vi skal glæde os 
sammen.  Det skal fylde os med en stor fred og tage al 
usikkerhed fra os. Og det gælder os alle. 
     Den fred og den fest har vi også sunget om i 
salmerne i dag. Vi startede med " hyggelig, rolig, Gud, 
er din bolig. I den salme står netop, at vi alle må 
være med hos Gud. " Godhedens kilde, årle og silde 
gæstmild er Du. Ved dine sale spurv møder svale." Det 
er en stor rigdom, som venter os hos Gud, en rigdom som 
ikke kan sammenlignes med al velstand her på jorden. 
Guds rigdom er nemlig ikke en tom og ydre, men fylder 
os med hjertelige følelser og tryghed. Ej vil jeg 
bytte, Gud, i din hytte tiggerens plads bort for det 
sæde stolte beklæde højt i palads. Godt ikke fattes, 
hvem du haver kær. Vi kommer ikke til at mangle noget, 
for Gud har os kær. 
     Den fest og fred fra Gud sang vi også om her lige 
før prædikenen. Guds fred er mer end englevagt. Det 
fredens ord ved dåbens bad den bage sjæl gør barneglad, 
det fredens ord hver Herrens dag gør rolig midt i 
våbenbrag.  Freden fra Gud er en magtfuld fred, som 
beskytter os.  Akkurat som når Jesus piste hos toldere 
og syndere, så betød det for dem, at glædens Gud var 
hos dem, og at alt var godt. Eller når Jesus helbredte 
en syn, så var det Gud selv, livets Gud, der var 
tilstede i det øjeblik. Hos os i gudstjenesten i dåben 
og i Ordet er der en lige så stor kraft. Glædens og 
livets Gud er her, for at være os helt nær og holde os 
tæt. Når vi ser et lille barn blive døbt, kan vi jo let 
tænke: " Hvad mon der venter dig. Jeg vil ønske alt 
godt for dig." Men dåben skærer gennem alle usikre 
tanker. For hvad der er sker senere i livet for 
dåbsbarnet, så er en ting sikker, at vi aldrig kan 
blive væk for Gud. Dåben og Ordet giver os netop det, 
som vi trænger mest til, vi som ikke kan leve op til 
kravene og alle de store planer. Dåben og Ordet giver 
os den vished, at det er Gud selv som holder os tæt ind 
til sig, fordi han regner os for sine børn. Vi kan i 
perioder blive væk for os selv, så vi ikke kan finde os 
selv. Vi kan blive væk for andre, så de har svært ved 
at finde ud af os.  Men Gud kan vi aldrig blive væk 
for. Gud ser sine børn i os. 
 
ny prædiken 
 
 
     Vores prædikestykke i dag er fra Mattæus 
evangeliet kap. 11. Jesus begynder i det kapitel med at 
fortælle om Johannes døberen.  Og han kritiserer ikke 
døberen, men han kritiserer folket, fordi de ikke fulgte 
døberen og gjorde som han sagde. Mange mennesker kom ud 
for at høre døberen, men de syntes han var en underlig 
én. Han levede jo derude i ørkenen og holdt sig for sig 
selv, og han talte med meget hårde ord: Øksen ligger 
allerede ved roden af træet, sagde han. Døberen 
forkyndte dom og omvendelse.  Jesus kritiserer ikke 
døberens ord, selv Jesus forkyndte lige det modsatte. 
Han forkyndte frelse.  Johannes har dommen før frelsen. 
Jesus har frelsen først.  Istedet for et 
trusselsbudskab har Jesus et glædesbudskab. I stedet 
for en vred dommer har Jesus en kærlig far.  Men folket 
blev ikke alvorligt, da de hørte domstalen, og de blev 
ikke glade, da de hørte glædestalen. De syntes både om 
Johannes og Jesus, at de var underlige. Det er meget 
forståeligt.  Vi almindelige mennesker prøver at holde 
os fra den store fortvivlelse og fra den store lykke. 
Hvis det hele ser sort ud, siger vi: Nå, det skal nok 
gå.  Og hvis vi står over for en stor lykke, så holder 
vi lidt igen, fordi ikke stoler helt på, at lykken 
varer ved. Det har vores erfaring jo lært os.  Vi 
slipper ikke os selv og danser af glæde. 
     Jesus taler om den store alvor og den store glæde. 
Og han siger, at begge er udtryk for Guds vilje. 
Visdommen har fået ret af sine gerninger.  Visdommen er 
det samme som Guds vilje. Både Johannes og Jesus har 
forkyndt og levet efter Guds vilje. Vrede og glæde, det 
er modsætninger, og når begge er rigtige, så er det på 
grund Guds rige. Indtil Guds rige var det Johannes 
døberen som havde ret, og efter Guds rige er kommet 
nær, er det Jesus som har ret.  Men ikke sådan at 
døberens ord bliver forkerte, han er forløberen.  Han 
er Elias, som skulle komme igen inden Guds rige. Derfor 
behøver Jesus ikke kræve, at folket klæder sig i sæk og 
aske og sørger over sig selv. Det har Johannes jo 
krævet. Nej, Jesus kan forkynde den store glæde og 
lettelsen fra alle byrder, fordi det er til mennesker, 
der lever under døberens forkyndelse af dom. Men det 
gør de jo ikke. De lever ikke efter Johannes ord. 
Derfor bliver Jesus vred.  Ved at sige nej til 
Johannes, kommer de også til at sige nej til Jesus, til 
glæden.  Sådan hænger det sammen, selv om vreden og 
glæden er modsætninger, så kommer vi ikke til glæden, 
hvis vi ikke vil høre dommen og vreden. 
     Det lå slet ikke for Jesus at tale domsord. Han 
som i alle sine lignelser talte om fest og tilgivelse. 
Når han alligevel i prædikestykket i dag udtaler meget 
hårde domsord over byerne Korazin og Betsajda og 
Kapernaum, så må han have en meget god grund til det. 
Det begyndte jo med, at Gud ved Jesu dåb i Jordanfloden 
åbenbarede, at Jesus er Guds søn, som er kommet med et 
nyt budskab fra Gud, det, at vi nu alle må være børn af 
Gud. Så glædeligt begyndte det, Guds rige betyder dér 
hvor Gud er Far og vi er børn, som lever under Guds 
kærlighed og omsorg. Så glædeligt begyndte det med at 
Jesus forkyndte Guds rige til alle. 
     Men efter måske et år eller halvandet så han, at 
der ikke var ret mange, som tog imod hans ord. Der var 
hele byer, som var ligeglade med hans glædelige 
budskab. De levede videre, som om de aldrig havde hørt 
ham. Hvordan kunne de leve videre som ingenting var 
sket, når Jesus kom med et epokegørende budskab, at Gud 
ikke ville lade vreden og dommen være afgørende, men nu 
ville Gud tilgive os og have et nært forhold til os, så 
vi aldrig mere skal tvivle på ham. Hvis vi ser på Jesus 
som menneske, som må han have været meget skuffet og 
bekymret, da kun ganske få blev glade over hans 
forkyndelse, og de som blev glade, det var nogen, som 
man ikke kunne regne med: toldere og syndere.  Hans ord 
gjorde ikke noget indtryk, i hvert fald ikke hos de 
troende.  Det må have været en stor skuffelse for ham, 
at netop dem der var meget optaget af bibelen og Guds 
ord, at de ikke ville tro på ham. Netop dem, som Jesus 
havde gjort store undere for og talt himmelsk til, de 
troede ikke.  Jesus måtte få den tanke, at det jødiske 
folk var fortabt. Nu havde Gud prøvet på to måder at nå 
sit folk: ved Johannes domstale og ved Jesu glædestale. 
Men intet af det hjalp. Nu var der ikke mere noget håb 
for Guds eget folk. 
     Hvordan kan det være at Jesus fortsatte med at 
forkynde Guds rige og Guds nåde. Når han som var så 
mild og kærlig, blev nødt til at udsige den hårde dom 
over endda sin hjemby Kapernaum, hvor han boede. Når 
han må udsige den hårde dom, at det vil gå Kapernaum 
dårligere på dommens dag end Sodoma -og I kan selv læse 
i bibelen i 1.  Mosebog kap 18 og 19 hvordan borgerne i 
Sodoma var. Det er så forfærdeligt det som de gjorde, 
at man vægre sig ved at nævne det fra en prædikestol. 
Og Sodoma blev også udslettet. Men Jesus siger, at det 
skal gå Sodoma bedre på dommens dag end Kapernaum. Den 
hårde dom må vise, hvor fortivlet og skuffet Jesus var. 
Han følte sig dårligere behandlet af Kapernaums borgere 
end Lot blev behandlet af Sodomas borgere.  Hvordan kan 
det være at Jesus fortsatte med at forkynde Guds rige 
og Guds nåde. Han blev endda ved med at komme til 
Kapernaum. Han blev ved med at bo der. I Mattæus fem 
kapitler efter vores prædistykke står der, at Jesus kom 
til Kapernaum, efter en rejse rundt i Galilæa. 
     Der er en lignelse, som fortæller lidt om Jesu 
tanker i den tid, da han havde virket nogle år og ikke 
kunne se nogen resultater af sit virke. Det er i Lukas 
evangeliet kapitel 13. Dér fortæller Jesus om en mand, 
som havde et figentræ, som var plantet i hans vingård. 
Og han kom og ledte efter frugt på det, men han fandt 
ingen. Så sagde han til gartneren: " Se i tre år er jeg 
nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ 
uden at finde nogen.  Fæld det! Hvorfor skal det stå og 
tage plads op til ingen nytte? Men gartneren svarede: 
Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet 
omkring det og givet det godning. Måske bærer det så 
frugt næste år. Hvis ikke, kan du lade det fælde." Så 
mild og kærlig var Jesus, at han bad Gud have 
tålmodighed med Israel, Guds folk. 
     Der er en lille fortælling, som hænger sammen med 
lignelsen om gartneren.  Det er i Jerusalem kort tid 
før Jesu død. Jesus går hen til et figentræ for at 
finde frugter på det, men der er ingen og så siger han: 
Aldrig i evighed skal nogen mere spise frugt af dig. 
Jesus forbander træet, og senere samme dag da de igen 
kommer forbi træet, lægger Peter mærke til, at træet er 
visnet.  Det viser, at Jesus da har mistet 
tålmodigheden med Israel, eller har han. Han bliver jo 
ved med at forkynde Guds tilgivelse lige til sine 
sidste ord på korset.  Hvordan kan han blive ved, selv 
da han har mistet tålmodigheden. 
     Det er netop på grund af hans død. Jesus vidste 
jo, at han skulle dø, og han vidste han skulle opstå 
fra de døde.  I Mattæus fem kapitler efter vores 
prædistykke står der, at Jesus kom til Kapernaum, og i 
versene lige før forudsiger Jesus sin død og 
opstandelse. Netop på grund af døden og opstandelsen, 
som Jesus vidste lå foran ham, kunne han blive ved at 
komme i Kapernaum og i Jerusalem, selv om han vidste 
det var frugtesløst. Jesus finder sit håb og sin kraft 
og tro i sin egen død og opstandelse, også da han er 
mest skuffet og bekymret og helt har mistet 
tålmodigheden.  Jesus vidste, at glæden vil vinde trods 
al modstand, ja, selv døden kan ikke standse glæden og 
livet fra Gud. Ikke engang menneskers modstand og 
ondskab kan dræbe glæden fra Gud. Jesus vidste, at Guds 
godhed var større end menneskers ondskab.  Derfor kunne 
han leve med, at der ikke var et eneste retfærdigt 
menneske, som troede på ham. Han vidste, at Gud gennem 
opstandelsen påskemorgen ville vise en kærlighed, som 
er stærkere end alle menneskers hånlige afvisning af 
Jesus.  Jesus vidste, at folket var fortabt og fordømt 
og at den endelig dom over dem ville blive hårdere end 
selv de mest umoralske og hedenske byer som Sodoma. 
Men han døde for os fortabte, os der ikke vil lege med, 
når vi hører alvorlige ord om dom og vrede eller når vi 
hører glædelige ord om den store frelse.  Abraham bad 
for Sodoma, hvis der bare var 10 retfærdige, at Gud så 
ville spare byen. Jesus beder ikke på samme måde for 
verden, at bare der er 10 retfærdige på jorden og i 
Guds eget folk, at Gud da vil tilgive. For Jesus ved, 
at der ikke findes nogen retfærdige.  Han dør for os 
uretfærdige, fordi han ved at opstandelsen vil ændre 
verden og menneskene. 
     Det er på grund af Jesu død og opstandlse, at vi 
fordømte og fortabte og fortvivlede kan finde trøst og 
håb og kraft til at leve som Guds børn. Når vi synes, 
at det hele ser frugtesløst ud, så kan vi komme til 
Jesus og finde trøst, fordi vi har hørt om hans 
opstandelse fra døden, at Gud bevarede og opvakte ham, 
da alt syntes slut.  Vi kan altså finde troen i det 
samme som Jesus selv gjorde: i hans død og opstandelse. 
Og derfor kan vi også tro på de ord, som Jesus siger i 
slutningen af det kapitel, som vores prædikestykke er 
fra. Efter den hårde dom over Kapernaum siger han: Kom 
til mig, alle I, som slider og slæber og jeg vil give 
jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er 
sagtmodig og ydmyd af hjerte, så skal I finde hvile. 
For mit åg er godt at bære og min byrde let.